En poetisk aften på La Fontaine

Det er den første mandag i måneden, oktober vel at mærke, og i aften er der digtoplæsning på La Fontaine. Som der er hver første mandag i måneden. Publikum har trodset vind og vejr for at høre nye, spirende digtere læse op af deres tekster og af deres eventuelt allerede udgivne værker. Der er en liste på 21 oplæsere, og den ene af dem er mig.

 

Vandskorpen står i skarp kontrast til himlen, / ovenfor funkler sol, måne og stjerner på een og samme tid,/ nedenunder har du gemt dig et sted bag tangplanter og sten” siger jeg sagte ned i mikrofonen, som befinder sig foran mig. Mine ord strømmer ud af højtalerne og bryder gennem forsamlingens livlige summen.

 

jeg dykker med åbne øjne for at se, / jeg dykker med åbne øjne for at finde en vej tilbage mod overfladen, / men uvilkårligt synker jeg længere ned i dybet, / væk fra vandskorpens skarpe kant, / og allerede nu er lyset / så svagt, / at jeg er i tvivl om / hvad der er op / og ned.

 

Jeg løfter øjnene fra papiret og kniber dem sammen. Spottet blænder dem, og jeg kan svært ane publikummet. De ser forventningsfuldt tilbage på mig over deres fadøl og gin og tonics, som de har bestilt af jazzbarens langhårede bartender.

 

Det er den første mandag i måneden, oktober vel at mærke, og i aften er der digtoplæsning på La Fontaine. Publikum har trodset vind og vejr for at høre nye, spirende digtere læse op af deres tekster og af deres eventuelt allerede udgivne værker. Der er en liste på 21 oplæsere, og den ene af dem er mig. Og lige nu står jeg blændet i spotlyset.

 

Koncentration. Historierne flyver om ørerne på publikummet // Foto: Mie Laurenberg, VINKkbh.

 

At starte med begyndelsen

Klokken 18.30 går jeg rutinemæssigt ud af døren, tjekker om jeg har nøgler, pung, tekster og min notesbog med mig. De ligger forsvarligt i inderlommen. Aftenen er klar. Det er efterår, javist, men det er en af de her efterårsaftener, tidligt på sæsonen, hvor lyset til stadighed hænger i luften.

 

I Kompagnistræde er der liv. København er ingenlunde gået i hi for den fremadsusende kulde, som kryber om hvert et hjørne. Da jeg når ind på La Fontaine klokken 19.08 har seks personer allerede indfundet sig ved to separate borde. Stemningen er rolig, nærmest meditativ.

 

Mens jeg står i baren og bestiller aftenens første fadøl, strømmer Dinah Washington ud af højtalerne. La Fontaine er vel ikke en jazzbar for ingenting. Men i aften handler det ikke så meget om jazz, som om ordene. De skrevne. De levende. Hver den første mandag i måneden åbner La Fontaine med Copenhagen Poetry Club på programmet. Som tovholder bag projektet står den københavnske beatpoet Claus Høxbroe, og aftenens vært er Holger Svend Anderson, som det har været de sidste par år.

 

Jeg finder mig en plads nær sceneforhøjelsen. Røgen siver let fra rygekabinen, de bordeauxrøde vægge og mørkebrune møbler fortæller deres egne historier om utallige pinligheder og morskab, som denne jazzbar har været vidne til i løbet af årene.

 

Jeg sidder, som jeg ellers helst underlader at gøre, med ryggen mod døren, og uden at jeg ved af det fyldes rummet med unge som gamle, garvede som uprøvede poeter. Og selvfølgelig også med publikummer. Ved åbne oplæsningsscener, som Copenhagen Poetry Club, ved man aldrig, hvad der er på programmet, eller hvor tætpakket det kan blive. Men i aften er der run på. Der kommer mange.

 

Da klokken er ti minutter i 8 indfinder værten sig, han giver et par hurtige smil, håndtryk og kram til dem, han kender. Herefter stiler han mod baren, hvor han hiver listen op af lommen. Da det er en åben scene, gælder det om at hive fat i værten og få sit navn på den famøse liste. Også jeg er på den i aften, sammen med 20 andre. Allerede dér ved man, at det bliver en aften fyldt til randen med ord, og selvom hver oplæser kun har i omegnen af 3 minutter på scenen, bliver det hurtigt til et par timers ord med indlagte pauser.

 

Publikumspresset denne aften gør, at bartenderen aldrig står stille. Der bliver slynget fadøl over disken, som var det dagligvarer i Netto. Og de er tiltrængt, de fadøl. I takt med at antallet af mennesker stiger, stiger temperaturen ligeså. Vi sidder albue mod albue. Vi er meget tætte, nærmest som een stor familie, der venter på det store show. Og i ventetiden kører historierne højt, og jokes fyrer til højre og venstre. Jeg må nå at købe en fadøl til inden klokken 20.

 

Smilelæber. Barens kolde fadøl er tiltrængte i varmen fra spotlyset. // Foto: Mie Laurenberg, VINKkbh.

 

Ord til alle sider

Nu er klokken lidt over 20, måske ti minutter over. Holger Svend Anderson indtager scenen, tester mikrofonen. Starter ud med lidt småjokes og andre hyggelige ordsammensætninger. Der er god stemning på La Fontaine, rundt omkring sidder folk med smil på læben. Nu begynder det for alvor.

 

Første mand indtager scenen. Papiret knitrer og nervøse hænder dirrer, men hans stemme er rolig. Den ved, hvad der foregår. Undervejs møder vi unge såvel som ældre poeter, som skriver om alt fra kærlighed til kritik af samfundsnormerne. Midt i første set indtager jeg selv scenen blandt de ni første oplæsere. Her læser jeg tre kortere tekster op af nyere dato. Da jeg rammer sceneforhøjelsen, er det som at komme hjem. Det er efterhånden 5-6 år siden, at jeg fik taget min oplæsningsmødom – og det skete netop på La Fontaine. Dengang var det med alkoholbedøvet stemme, at jeg famlende stod med en førsteudgave af en iPhone og læste ikke helt færdigskrevne digte op. I dag går det meget lettere. Publikum er med mig. Men tre minutter er ikke lang tid i spotlyset. Minutterne bliver til hundrededele af sekunder. Og forsvinder. Jeg forlader scenen med klapsalver. Jeg er done.

 

Klokken 20.50 er der et kvarters pause. Ved sådanne arrangementer er pauserne tiltrængte. Mest af alt fordi man bliver bombarderet med ord fra højre og venstre, og man knap når at trække vejret fra den ene oplæser går fra scenen, til en anden indtager den. Jeg må ud. Den tætpakkede publikumsmænge har virkelig skruet op for varmen i lokalet. Kompagnistrædet fyldes med publikum, som skal trække frisk luft, enten gennem en cigaret eller uden. Og snakken går løs om første sets oplæsere. Var der noget man i særlig grad kunne lide?

 

Andet set forløber i nogenlunde samme tempo som første. Vi hører historier om mystiske boxershorts, om et provinshelvede midt i Korsør, og om et karneval, som kommer til byen. Det er til stadighed kærligheden og samfundskritikken, som fylder billedet. Det er, som det altid har været inden for poesien. Og alligevel er hver oplæsningsaften noget nyt. Det er nye sætninger, nye betydninger, nye oplevelser. Livet er ikke blot, hvad du ser.

 

Niels Lundqvist: En historie fra de varme lande // Video: Gokhan Polat

 

Aftenen oplæsninger ophører 22.05, og det har været en lang aften. Ikke dårlig, overhovedet ikke, bare lang! Med ord på stribe, som blev skyllet ned med fadøl i vilden strøm. Og man er træt i hovedet, javist, men efter endt oplæsningsrække fortsætter snakken på La Fontaine. Folk er slet ikke færdige med at fortælle historier om gamle dage, og ved samme lejlighed skal jeg ikke fornægte, at der ligeledes florerer en masse røverhistorer. Efter yderligere røverhistorier og ikke mindst et par fadøl er aftenen ved at gå på hæld, og jeg pakker mine ting og begiver mig ud i natten.

 

HVAD: Copenhagen Poetry Club.
HVOR: La Fontaine, Kompagnistrædet 11, 1208 KBH K
HVORNÅR: Den første mandag i måneden, næste gang er 2. november 2014.
PORTEMONNÆ: Gratis, dog skal du selv købe dine drikkevarer.
LINK: Copenhagen Poetry Club