EN MORGEN BAG BOGEN

 

//Foto: Dea Rasch Binozi

 

REPORTAGE: Enkelte onsdag morgener i løbet af foråret åbner forlaget Gyldendal dørene for alle de litteraturglade og morgenfriske københavnere til et kig ind i bogens verden. Konceptet er et kort indspark af litteratur selv i en travl hverdag. Eventet varer derfor kun 30 minutter, og på den halve time får man to samtaler mellem en forfatter og dennes egen redaktør. De to personer, som har bogen tættest på kroppen.

 

En forårslun morgen i København bevæger jeg mig klokken 8:00 ud på min cykel for at køre mod Indre By. Jeg følges med morgentrafikken langs Vesterbrogade henover Rådhuspladsen op gennem de små sidegader til det endnu sovende strøg. Her ankommer jeg på hjørnet mellem Pilestræde og Klareboderne til en grå facade, hvor jeg foroven svagt kan ane Gyldendals trane. Jeg parkerer min cykel og skimter i baggrunden et hvidt A4 papir med teksten ”Forfattermorgen –>”. Jeg følger pilen ind i en lille gård, hvor grønt og hvidt harmonerer. Jeg træder ind af døren og bevæger mig gennem en mørk lille gang mod morgenfriske stemmer og kaffeduft og ankommer til et stort rum, hvor der er linet op med røde stole og stabler af bøger af dagens forfattere. Jeg placerer mig midt for, på en rød stol med en croissant og en lun kop kaffe i hånden.

 

Stemmerne i rummet sænkes, idet en yngre kvinde træder frem og præsenterer forfatteren Theis Ørntoft sammen med sin redaktør Mette Mortensen. De to sætter sig lidt hævet over det solide fremmøde, og Mette Mortensen introducerer Ørntofts debutroman Solar med stor begejstring. Bogen handler om den unge økodigter Theis, der undervejs gør status over verden og dens væsener. Han bevæger sig gennem systemerne og gør sig tanker om og møder med alt fra jyske skove til krybdyr. Romanen balancerer på et skæringpunkt mellem fakta og fiktion, fordi den er skrevet med stor lighed til den biografiske Theis.

Ørntoft udtaler selv ”at man tror man kender sig selv psykologisk, og jo mere man begynder at skrive, finder man ud af, at det gør man ikke.”

Mette Mortensen fortæller, hvordan bogen har skabt summen og debat i alle kroge, siden den blev udgivet, måske fordi den indeholder samtidsproblematikker som klimakrise og teknologi, som skaber en ny bevidsthed hos hovedpersonen, Theis. Forsigtigt placeres alle os lyttere som fluer på væggen, og vi bliver observatører til en nærværende samtale mellem forfatter og redaktør. Vi fornemmer det arbejde, de begge har lagt i bogen, og det dybe kendskab der ligger i de skrevne ord. De taler om hovedpersonens tanker og psykologi, og hvordan Ørntoft som forfatter er optaget i det instinktive ved mennesket.

 

Efter et kvarter overdrager Theis og Mette scenen til to repræsentanter fra en ældre generation af forfattere og redaktører, nemlig Pia Tafdrup og Johannes Riis. De tager os med ind i en sanselig oplevelse, med Tafdrups nye bog Synet af lys, som er den tredje i rækken i en digtserie om menneskets sanser. Synet er det center i hjernen, som fylder mest, og er på den måde afgørende for resten af vores sansning. Alt hvad mennesket kan tænke sig med synet, forsøger Tafdrup hermed at indkapsle i små glimt.

Johannes Riis stiller smilende Tafdrup et spørgsmål, der får publikum til at le: ”Når du skriver et digt om synet, skal du så lige passe på, du ikke får noget om lugte med?” Til det besvarer Tafdrup, at man ikke kan udelukke de andre sanser, da alle sanser supplerer hinanden, men man fokuserer sin tekst ind på den enkelte sans, så det altid er den, der står i fokus.

For sit eget øje ser Tafdrup en tydelig forbindelse mellem kærlighed og lys, og bogen igennem bærer på en synsvinkel af lys. Det introduceres ved spædbarnets møde med verden, hvor barnet bliver overvældet af lysindtryk i øjeblikket, det åbner sine øjne for første gang. Selvfølgelig afsluttes bogen også med det sidste glimt af lys, som flere personer, særligt i religiøs forstand, mener opstår ved mødet med døden.

 

Nu er klokken 9:10, og jeg hopper på min cykel og triller mod Søndre Campus. Min hjerne bobler af indtryk, og aldrig har jeg cyklet så hurtigt over Knippelsbro. Jeg tænker på krybdyrhjernen, og hvad det vil sige at gøre noget instinktivt. Mon det drages af mine sanser? Lige nu tror jeg, at dette syn af solskin og efterklang af forfatterstemmer giver en instinktiv lyst til at læse bøger.

 

Tilflytter til København fra provinsen, som har et hjerte der bløder god litteratur og finurlige ordspil.