Digteren Sternberg viser dig depressionens ansigt

Sternbergs ambition er at afdække alle tider, man kan leve i, alle steder man kan befinde sig, og alle mennesker man kan være. Det har blandt andet ført til hans seneste digtsamling, der undersøger et af livets mørke aspekter: depressionen.

 

Sultan Shawarma på Nørrebrogade er Sternbergs yndlings shawarmabar – et godt sted at tage hen i løbet af en arbejdsdag, hvis han trænger til lige at komme ud af lejligheden og se nogle mennesker. Her mødes vi.

 

Vi har begge to spist hjemmefra, så i dag nøjes Sternberg med en kop kaffe fra en lille automat, mens frokostpizzaer og durumruller langes over disken til dagens kunder. Rammerne er uprætentiøse, og det, fornemmer jeg, er lige præcis, hvad han godt kan lide ved stedet. Det uprætentiøse karakteriserer også vores samtale, som ofte bevæger sig ud af en tangent. Samtalens udgangspunkt er en nysgerrighed over for Sternbergs alsidige forfatterskab, der både tæller digtsamlinger, musikalske samarbejder og litterære, konceptuelle eksperimenter – eksempelvis udstillingen af instruktioner på Sydhavn Station, som VINK tidligere har skrevet om.

 

På rulleskøjter ud af barndomsdrømmen

Sternberg, hvis borgerlige navn er Jesper Sternberg Nielsen, er født i 1973 og opvokset i Brønshøj. Det stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at han skulle være forfatter. ”Helt tilbage i børnehaven ville mange af de andre børn gerne være politimænd og brandmænd og sådan noget. Jeg ville godt være forsikringsmand.” Med både en far og en svoger i forsikringsbranchen virkede det som et naturligt valg, og 17 år gammel fik Sternberg en læreplads i et forsikringsselskab.

 

Da han efter nogle år i forsikringsselskabet blev fyret på grund af for meget sygdom, besluttede han sig for, at der skulle ske noget nyt, så han barberede sig skaldet, købte et par inlinerrulleskøjter og tog på højskole. Interessen for tekster og lyrik havde sådan set altid været der, men den tog til i takt med, at Sternberg senere begyndte at læse litteraturvidenskab på universitetet. Han skrev mere og mere og begyndte også at lave litterær gadekunst. Sammen med performancegruppen Ord på hjul rejste han landet rundt for at introducere danskerne til det amerikanske koncept poetry slam. Sternberg optrådte blandt andet på Roskildefestival, i bådbusserne i København, på barer og caféer og på biblioteker. Efterhånden gled studiet mere i baggrunden – forsikringsmanden var blevet forfatter.    

 

I 2004 debuterede Sternberg med sin første digtsamling, og i dag er han en del af digterkollektivet Øverste Kirurgiske og performancegruppen T/S STERNDOLPH (sammen med TS Høeg og Peter Adolphsen). Sternbergs seneste udgivelse hedder Depressionsdigte og udkom i 2014.

 

Depressive digte?

Depression bliver ofte omtalt som ”vor tids epidemi” – et aktuelt emne, men også ret tungt og trist at skrive om, skulle man tro. I Depressionsdigte undersøger Sternberg, hvad der kommer ud af at gå ind i depressionens tilstand og skrive derfra. Tonen slås an i det første digt:

 

”alt bliver kun værre // man har lov til / at håbe // men // alt bliver kun værre // uanset hvad jeg gør / er resultatet / skuffende”.

 

Det ser temmelig sort ud, men digtene, der både kredser om den kliniske og den samfundsmæssige depression, er faktisk skrevet på et let sind, fortæller Sternberg. Han ville aldrig skrive depressionsdigte, mens han selv var deprimeret. ”Jeg skal helst være i en fuldstændig egoistisk fri situation for at kunne skrive. Jeg skal ligesom kunne skrive med fejende bevægelser, som om det var let at skrive det her.” Det lette sind giver plads til humoren og det tragikomiske, der skyder op hist og her i bogens ellers så depressive landskab.

 

”askebægeret / er flydt over // og dets tidligere indhold // er nu en del / af den daglige kost // det her er ikke // en tid med parader / og fællesskab // det her er / en tid med mislykket onani // og med dårligt at kunne // tage sig sammen / til at købe mælk”. 

 

”Jeg prøver ikke at forsøde emnet med humor. Humoren var der bare”, forklarer Sternberg. Kunsten er ikke at bruge humoren til at dække over sandheden og flygte fra den, men snarere bruge den som redskab til at udstille sandheden mere klart. ”Humor kan være en præcision. Man griner, mens man tænker på, hvor forfærdeligt det er.” Der er en træghed i depressionsdigtene, som om jeg’ets apati afspejles i sproget, der ligesom slæber sig af sted. Men på samme tid holdes det netop i live i kraft af humorens sprudlende undertoner.

Depressionens logik

Sternberg oplever, at mange læser Depressionsdigte som autofiktion, der beskriver en selvoplevet psykisk sygdom, men det er ikke tilfældet, for han har aldrig lidt af en depression.

 

”Det er sjovt, for i folkeskolen fik man altid at vide, at man skal tale om digter-jeg’et og holde det helt adskilt fra forfatteren, men bølgen af autofiktion har gjort folk så forvirrede, at de faktisk er vendt tilbage til at læse næsten alt én til én. Og det er jo helt fucked.” For Sternberg er det teksten, der betyder noget, og ikke hvilke personlige oplevelser, der eventuelt ligger bag.

 

Hans depressionsdigte er skrevet ud fra en logisk tankegang, der ikke trækker så meget på hans eget følelsesliv, men snarere på det han kalder en ”hård logik”. I et af digtene lyder en passage: ”min krop er en urne / din krop er en urne // selvfølgelig har vi ikke sex”. Sternberg forklarer den logiske tankegang således: ”Hvad er det modsatte af liv? Det er død. Hvad er livgivende? Det er kønsorganer. Hvis kønsorganerne bliver død, så kan man ikke have sex. Så det er logik.”

 

Det kan måske virke paradoksalt at beskrive følelser ved hjælp af logik, men for Sternberg handler det også om at bevare en respekt for emnets alvor ved ikke at tage patent på følelserne. ”Det er virkelig ikke fordi, jeg ikke har kendt modgang i livet og ikke har været langt ude psykisk, men det er ikke det, der er udgangspunkt for bogen, og jeg ville føle, at jeg nassede på andres følelsesliv ved at påstå, at det var det.”

 

Logikken og det lette sind gør det muligt at indtage en outsiderposition, hvorfra depressionen kan beskrives nådesløst og uden hensyn. Det er den optimale position for Sternberg, og herfra kan han skrive om den depression, han ikke selv har erfaret. Men er man overhovedet berettiget til at skrive om depression, hvis man ikke har følt den på egen krop? Sternberg kan godt genkende den tankegang, men i sit forfatterskab ser han en værdi i det usikre, fordi der er noget på spil. ”Jeg synes grundlæggende, at når man laver kunst, så er det en fordel, at det kan mislykkes totalt, og depressionsdigte kan virkelig mislykkes.”

 

Flere læsere, der selv har lidt af depression, har fortalt, at de kan spejle sig i bogen, og Sternberg har også talt med en psykiater, der har anbefalet den til en patient, der var glad for at læse digtene. Men Depressionsdigte handler ikke kun om at give et indblik i depressionen. Den er også en del af et større projekt, der tæller flere forskellige digtsamlinger.

At afdække verden i mikroformat

Sternberg arbejder på en serie af digtsamlinger skrevet i forskellige tider herunder Stenalderdigte, som udkom i 2011, og Depressionsdigte. Desuden arbejder han på Guldalderdigte og En tidsrejsendes digte, som også er del af serien. I hver af disse digtsamlinger undersøger han et nyt perspektiv: stenaldermanden og mennesket, der rejser ud i fremtiden. Guldalderen – den bedste tid i menneskets historie – og depressionen – den tid hvor alting går ad helvede til.

 

”Jeg vil gerne prøve at finde en måde, hvorpå jeg kan afdække alt i verden. Alle steder, alle tider, alle mennesker man kan være. Jeg tror, at jeg i de her år leder efter måder at skrive tekst, som kan hjælpe mig til at afdække noget af det, jeg mangler at afdække.”

 

Det er et ambitiøst og på sin vis umuligt projekt, Sternberg har kastet sig ud i, men der er en systematik i det, som er motiverende og produktiv. ”Jeg ved godt, at verden er næsten uendelig, og jeg ved godt, at projektet mislykkes, altså selvfølgelig gør det det. Men ambitionen er nok at afdække det hele. At have en systematik, som hvis man ville afdække det hele.”

 

Men hvordan er det lige man gør, når man gerne vil afdække hele verden? Jeg får nærmest åndenød og præstationsangst på Sternbergs vegne, når jeg hører om projektet, men han har udviklet forskellige arbejdsmetoder, der systematiserer processen og hjælper ham til at komme videre.

 

”I perioder gør jeg det, at jeg sidder foran computeren, og det eneste, jeg gør, er at skrive mulige titler ned, for eksempel kunne det være ostedigte, persilledigte, stenalderdigte – hov der var en god titel.” Sådan illustrerer han, hvordan titlerne arbejdes frem gennem en kreativ proces, hvor det gælder om helt ukritisk at genere et væld af idéer. Senere i processen udvælger han en titel og begynder at skrive digte ud fra den, og det er sådan de konceptuelle digtsamlinger tager form.

 

Med den metode kan Sternbergs digte komme til at handle om næsten hvad som helst, men fælles for dem er den position, de er skrevet fra. ”Jeg forestiller mig, at jeg har det her historieløse sted, hvor jeg kan beskrive alt set udefra, og at jeg ikke selv er til stede direkte. Det står i kontrast til de forfattere, der er forankrede i deres tid.” Vi taler om den yngre generation af forfattere, der ofte refererer til en masse populærkulturelle fænomener i deres tekster, hvilket knytter dem til den tid, de er skrevet i.

 

”Jeg startede også selv med netop at skrive noget, der var forankret i min egen tid, men jeg er efterhånden kommet til et sted, hvor det, jeg skriver, er helt historieløst og faktisk også kønsløst. Det er et meget specielt sted at skrive fra.” Jeg spørger, hvorfor Sternberg har valgt lige netop den position? ”Jeg ved det simpelthen ikke. Storhedsvanvid?”, svarer han og griner. ”Ligesom når man spiller Civilization og styrer hele verden.”

 

Tilbage på Sultan Shawarma er kaffen blevet kold og vores samtale lakker mod enden. Den logisk tænkende, shawarma-elskende forfatter slår mig nu ikke som en, der har svært ved at holde begge ben på jorden, men selvom han måske ikke ligefrem styrer hele verden fra sit skrivebord, håber jeg, at han vil blive ved med at forsøge at afdække den gennem sine finurlige digte.