Da digte og lyd mødtes i VEGA

digte_og_lyd_-_forsidebillede

To af VINKs skribenter fra musik- og litteraturredaktionen tog til ”Digte og lyd III” i Store Vega for at opleve mødet mellem musik og poesi. I en mailkorrespondance udveksler de to skribenter deres holdninger til aftenens højdepunkter og diskuterer, om det overhovedet er muligt for digte og musik at finde sammen i et meningsfuldt møde.

 

Kære Emma

Så kom vi ind og høre ”Digte og lyd III” i Vega, og jeg må indrømme, at det var med en vis spænding, at jeg trådte ind i Store VEGA den søndag aften. For ville det holde? Ville det overhovedet være muligt at forene digte med lyd, eller ville de to udtryksformer ende som skærende kontraster til hinanden? Min nervøsitet blev ikke mindre af, at aftenens første digtoplæsning med den erfarne 80’er digter Pia Tafdrup var uden musik. Her stod hun alene på scenen og læste op fra digtsamlingen Duften af sne, der indgår som en del af hendes nyeste projekt, som handler om at fange alle sanserne gennem poesien: ”jeg tror på mine sanser, hvad / skal jeg ellers tro på.” Der var ikke tale om en dårlig oplæsning – tværtimod –  men jeg kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet over, at digtene var helt uden lyd. Det fik mig til at frygte, at aftenen ville ende med genrerne isoleret hver for sig: skiftevis digt, skiftevis lyd.

Frygten for den manglende forening varede dog kun til det øjeblik, hvor den unge digter Caspar Eric gik på scenen med sit band SUPAPAWA, som virkelig indtog VEGA med superpower! Her gik band og digter op i en højere enhed, og man kunne roligt tale om, at musikken og poesien fandt hinanden. Caspar Eric havde medbragt et eksemplar af sin nyeste udgivelse Nike fra 2015, hvor han med udgangspunkt i egne erfaringer beskriver, hvordan livet kan se ud, når man som ung lever med et handicap. Hvis man forestiller sig et konstant fokus på den handicappede krop, der kolliderer med (knuste) kærlighedsdrømme og helt rå og nøgterne betragtninger om dette, så er man meget godt på vej til at fange Nikes essens. En digtsamling, der for øvrigt udmærker sig med et super skarpt sprog: ”…og jeg / kan alligevel heller ikke / overskue dilemmaet / der følger med online-dating / mellem at skrive / eller ikke at skrive / hej jeg har et handicap.”

På denne aften i VEGA flød Nikes digte på helt enestående vis sammen med lyden fra SUPAPAWAs trommer og althorn, der fik Caspar Eric til at ligne en, som altid havde været forsanger i bandet. Når digtene var rå, var musikken rå –  når digtene var melankolske, var musikken melankolsk. Hele vejen igennem fulgtes lyd og poesi på denne måde, som agerede digtene styrepind for musikken gennem et voldsomt hav. Og da Caspar Eric afrundede seancen med ordene: “It’s the things / we love most / that destroy us // Knus Caspar, ” og musikken i salen døde ud, følte jeg mig overbevist: Digte og lyd kan mødes – og endda på allerfineste vis! Det kræver bare dialog.

Knus Mikkel

 

digte_og_lyd_-_caspar_eric

Caspar Eric //Foto: Anna T. Huynh.

 

Kære Mikkel

I musikkens verden er traditionen om at sætte ord til lyd hverken et sjældent eller skørt syn – nærmere en konvention, en sang skal da have en sangtekst. I hvert fald når vi snakker om det meste rytmiske musik. Men måske er det alligevel mindre almindeligt, at digte bliver tilsat lyd – det sker(!) men ofte får ordene lov til at stå alene. Lidt selvtilstrækkelige, eller hvad? 😉  Min forventning til eventet i VEGA var helt klart, at alle de oplæsende acts, ville gøre et forsøg på at sno sig sammen med musik i en eller anden form. Derfor blev jeg, ligesom dig Mikkel, måske lidt skuffet, da det viste sig, at både Pia Tafdrup og Henrik Nordbrandt optrådte helt solo uden det mindste forsøg på en musikalsk sammensmeltning. Om det er for meget at forlange af poeter af DEN kaliber, er en diskussion, jeg vil lade stå her, men eventet hedder nu engang: Digte & lyd.

Ét af de tidspunkter hvor musikken virkelig mødte ordene – på begges præmisser – var SUPAPAWA og Caspar Eric. Dette nummer cementerede, at de to tilsyneladende divergerende udtryk kan blive til ét. Musikken blæste ordene op, så de med endnu større tyngde blev knust mod stilheden efter nummeret. Det var nemlig ret superpower-agtigt, den måde hornet løftede ordene, og ordene intensiverede den clubbede og dunkende bas. Dialogen var der i hvert fald helt sikkert. Men jeg synes netop, at Caspar Eric og SUPAPAWA er beviset på, at det kræver mere end dialog, før ord og lyd mødes? Dialogen ser jeg som en pæn samtale mellem to ligestillede, hvor udbyttet ikke nødvendigvis er større, end det input parterne tilføjer samtalen hver især. Måske kræver mødet mellem musik og digte mere end samtale?

SUPAPAWA lykkedes for mig, fordi musikken fik lov til at undersøge lyrikken – og omvendt – og fordi de sammen undersøgte det rum, som de blæste sig igennem til blinkende lys. Det eneste, der kunne have gjort scenariet mere dramatisk, ville være en røgmaskine. Men det var i det hele taget en sindssygt fysisk oplevelse at se SUPAPAWA og Caspar Eric smelte sammen. Og jeg tror måske, at det var netop dérfor, at det fungerede. Både musik og digtoplæsning er genrer, der henvender sig meget til øregangene og hjerneaktiviteten, i hvert fald når man er placeret på stolerække efter stolerække i Store Vega. Men lyden af SUPAPAWA-konstellationen manifesterede sig så fysisk i rummet og på scenen, at jeg pludselig kunne tage og føle på den. Næsten smage den – meget apropos Pia Tafdrups digte om sanser. På scenen stod Caspar Eric og holdte om sig selv og sin krop, nærmest som for at holde sammen på atomerne og forhindre althornet i at blæse ham i millioner af stumper og stykker. Men han holdt sig ikke tilbage og det gjorde bassen eller hornet så sandelig heller ikke. Det var vildt nok!

Superpower-agtige hilsner
Emma

digte_og_lyd_-_h-nordbrandt__

Henrik Nordbrandt //Foto: Anna T. Huynh

 

Kære Emma
Jeg er selvfølgelig enig med dig i, at mødet mellem lyd og tekst er super velintegreret i musikkens verden. Men for mig at se adskiller det sig bare fra mødet mellem digte og lyd. For når en kunstner skriver en sang, så sørger han for at tekst og musik passer sammen fra starten af. Har man til gengæld at gøre med digte og lyd, så er digtene skrevet først uden hensyn til, at de også skal kunne fungere med musik. Det gør for mig at se udfordringen stor, når dette møde skal fungere optimalt. Mødet kan være helt fantastisk som med Caspar Eric og SUPAPAWA. Jeg tror bare, det kræver en del øvelse at mestre dette møde, da det er en forholdsvis uprøvet genre i forhold til for eksempel det at lave en popsang.

Min frygt gik altså ikke så meget på, om digte og lyd kan mødes som sådan, men om de ville mødes på en vellykket måde. Der er set eksempler på sådanne vellykkede møder mellem digte og lyd før – for eksempel Søren Ulrik Thomsen, der både har samarbejdet med Lars H.U.G og nu også har sit eget lille orkester, “Det Glemte Kvarter,” som lægger lyd til hans digte. Her er der tale om topdygtige musikere og en af Danmarks største digtere, der er gået sammen, og det kan virkelig mærkes, for så er der kælet for detaljen.  Der er en bevidsthed om, hvordan lyd og poesi kan finde sammen – både ud fra rytmiske og indholdsmæssige betragtninger. Digte har nemlig ofte en indbygget rytme eller stemme, som musikken ligesom kan danse op ad. Både som et modspil, men også som to udtryk, der understreger hinanden.

Og for mig at se var det netop det samspil, der gjorde mødet mellem Caspar Eric og SUPAPAWA så godt. Bevidstheden om, hvordan digte og lyd skal mødes som i en tango, hvor begge parter på en gang komplimenterer og udfordrer hinanden. Eller som i en samtale, hvor mødet mellem to holdninger får det til at gnistre og på den måde skaber noget nyt og uventet. I den sammenhæng er det værd at nævne, at det faktisk er den samme mand, som har været med til at forme SUPAPAWA og Det Glemte Kvarter – nemlig musikeren Mikkel Grevsen. Og det får mig til at tro på, at det at forene digte og lyd måske bør regnes for en kunstart i sig selv. I fremtiden kan det være, at vi både vil se til musikere, poeter og lydpoeter, der kan kombinere de to.

Lydpoetiske hilsner
Mikkel

digte_og_lyd_-_bodydouble_sara

Bodydouble Sara //Foto: Anna T. Huynh

 

Kære Mikkel

Jeg kan godt se, at jeg ikke var helt fair over for samtalen. Nok fordi jeg sjældent bliver blæst bagover af en god samtale – men det gjorde jeg faktisk et par gange under Digte og Lyd III. Derfor leder jeg efter et billede, der kan beskrive det sug i maven, som blandingen af musik og digte gav mig. Jeg mærkede for eksempel suget, da Christina Hagen og CTM (Navnet for Cæcilie Triers musikalske solo-projekt) komplementerede hinandens universer på fineste, smukkeste og samtidig alvorligste vis.

Med sin cello bevægede CTM sig ovenpå en hamrende og skæbnesvanger stortromme og skabte en drømmende og dyster ramme for Christina Hagens ord, der blev leveret af hendes nuværende bodydouble: Sara. Hagens ord fra bogen Boyfrind om solcreme, farverige cocktails, sandstrande og et helt igennem naivt og usundt forhold – dog et kærlighedsforhold, bliver smidt som sten, der synker længere og længere ned i musikkens flydende masse. F.eks.: “He said: I don’t think I can ever make you happy. I said: you´re right”. Det fællesskabte stemningsrum skyller ud over scenekanten – og det er her, at jeg får et sug i maven. Det er her, hvor mixet af ord og lyd giver mening og skaber en unik oplevelse, når de hver bliver aktører i én fortælling, hvor ingen kan undværes.
Dog vil jeg hverken kalde Christina Hagen/Bodydouble Sara/Cæcilie Trier/harpemanden for lydpoeter. Ej heller deres kunstneriske output lydpoesi. Det er for mig slet ikke en dækkende kategori. Det er jo musik og digtekunst, der har flettet fingre. Musik er ikke bare lyd. Digte er lyd i sig selv, når bare man læser dem op i et rum. Det fantastiske er jo netop, hvordan stemmen og digtene bliver til instrumenter og bliver til musik. Og hvordan det bliver til mere eller noget andet end musik.

Derudover var Digte og Lyd i VEGA også et eksempel på, at foreningen af de to kunstarter kan se meget forskellig ud: Jens Blendstrup og hans faste spillemænd Girls In Airports fik mig for eksempel til at grine ret så voldsomt og underholdte mig med en perfomance, der med trompetfanfarer hilste på genrer som teater, stand-up komik, revy og cirkus. Blendstrup stod som første-klovn midt på scenen og bag ham; Girls in Airports, der med deres larmende og jazzede lydbilleder skabte et grotesk rum for klovnens skizofrene personifikationer af karaktererne i de digte, han læste op fra. Dette nummer var finalen på VEGAs event Digte og Lyd, og det var måske et ”Sturt sturt nummar”, men at samle denne performance med CTM og co.’s performance under en kategori som lydpoesi, dét dur altså ikke.

Nuancerne og de forskellige udtryksmuligheder og ikke mindst de affektioner, som de forskellige acts inviterer til er så forskellige! Blendstrup fik mig til at klukke, måbe og beundre hans evne til at forandre sin stemme og imiterer sine digtes karakterer. CTM og co. rørte og rystede mig med deres eksperimenterende tilgang til deres respektive genrer, deres elegante komposition og den rå fortælling de skabte med en humor, der sortnede af alvor.

Kh Emma – shaken not stirred

PS: Hvor var det dog dybt komisk, smukt og ironisk på samme tid, da CTM´s medbragte medmusikant, som afslutning på en slags harpe, spillede Adeles kæmpe pop-ballade af et HIT: Hello. Det var komisk, fordi rammerne fik mig til at forvente, at han ville spille en anden sang, og fordi det tog mig så lang tid at genkende melodien.

Det var smukt, fordi melodien blev spillet af en dygtig musiker på en harpe, og tonerne fik lov til at stå alene, mens den manglende tekst, da det endelig dæmrede for mig, hvilken sang der var tale om, og de manglende ord ikke var til at slippe af med i mit hoved: ”Hello from the other side, I must have called a thousand times…”

Harpeudgaven af Hello, blev en kommentar til Christina Hagens fortælling om ulykkelig kærlighed, men jeg oplevede den også som en selvironisk kommentar til genren og arrangementet som helhed.Hvad er en digtoplæsning? Hvad er en koncert? Og kan populærkultur forenes med finkultur og skabe kunst? Jeg synes, at CTM, Christina Hagen, Bodydouble Sara og harpemanden beviste, at det kan det godt.

 

digte_og_lyd_-_jens_blendstrup_

Jens Blendstrup //Foto: Anna T. Huynh

 

Kære Emma

Med ordet lydpoesi ledte jeg mere efter et ord, der kunne beskrive det at få de to genrer til at mødes – et ord der så at sige har fokus på foreningen. Når de to genrer gnider sig op og ned af hinanden, så smelter de sammen i en dans og bliver til noget ”mere” end bare lyd og digte. Det er denne forening, som jeg forsøger at sætte ord på.

Uanset hvad, så var der for mig ingen tvivl om, at CTM og Christina Hagen var en af aftenens største optrædener, hvor man virkelig kunne mærke mødet mellem lyd og poesi. Jeg har selv store forventninger til CTM eller Cæcilie Trier, som hun i virkeligheden hedder, og hun skuffede mig da heller ikke denne aften. For mig at se er hun en de største stjerneskud på den danske musikhimmel med en fortid i det geniale artpop-band Choir of Young Believers. Cæcilie Trier er en mester til at skubbe musikken i nye retninger og blande genrer på kryds og tværs, hvilket også afspejles i hendes eget musikalske talent, der blandt andet rækker til både at synge som en jazzsangerinde og at spille cello fuldstændig stilsikkert. Hendes seneste album ”A suite for a young girl” er et super eksempel på, hvor langt Cæcilie Trier kan gå for eksempelvis at få lyden af vanddryp til at mødes med en jazzstemme til igen at mødes med en basset sound. På det album eksperimenterer hun med dyb alvor i at skabe helt nye rammer for musikken, og det bringer mig videre til min næste pointe – dyb alvor.

For mens Cæcilie Trier er inkarnationen af dyb alvor, så er Christina Hagens digte et eksempel på mødet mellem naivitet og alvor. Digtenes tone er barnlig og teksten fyldt med stavefejl på kluntet engelsk, men deres indhold er skræmmende alvorligt: “If I had a child I would probably give birth in the garden when Boyfriend was at work. There would be blood and slime everywhere, the doctors would be horrified, and the child would not look like a child.” Digtene har altså en form for indbygget kontrast mellem naivitet og alvor indbygget i sig og det var denne kontrast, som der blev spillet videre på i VEGA. Her var det den naive bodydouble for Christina Hagen, der tilføjede digtene yderligere naivitet. Og så var der Cæcilie Triers dybt alvorlige musikalske univers, der tilføjede digtene mere seriøsitet og vulgaritet. På den måde blev showet en slags metafremstilling af digtenes eget univers mellem det naive og seriøse, og for mig at se var det et helt genialt stunt.

Og det bringer mig frem til min endelige pointe; det var faktisk overraskende fedt at opleve foreningen af lyd og digte i VEGA. Om man så vil kalde det for lydpoesi, en dans eller to genrer, der forenes. Det var som om, at både musik og poesi udvidede sig i mødet med hinanden, og jeg var imponeret over den professionalitet, som optrædenerne blev leveret med. Og det er vel egentlig et meget smukt budskab at tage med fra VEGA: at det gælder om at få ting til at mødes.

Kh Mikkel

 

digte_og_lyd_-_alle_bukker_

//Foto: Anna T. Huynh

 

Litteraturskribent, VINKkbh.