Da jeg kom til København: Jacob Skyggebjerg

Hver måned vokser byen med 1.000 nye københavnere. VINK spørger for tiden nogle af byens kulturpersonligheder, hvordan det var at komme til København. Denne gang er det forfatter Jacob Skyggebjerg, der svarer.

 

//Foto: Marie Ravn


Om Jacob Skyggebjerg 

Født 1985. Fik stor opmærksomhed med debutromanen Vor tids helt i 2013, udgivet på Forlaget Gladiator. Blev i den forbindelse kaldt en stemme for det rå under-Danmark. Går som rapper under navnet SKYGG. Udkommer med sin anden roman Hvad mener du med vi til december. Bor pt. på Østerbro.

 

Hvor flyttede du fra til København? 

Jeg havde boet i Aarhus i tre år, inden jeg flyttede til København. Før det havde jeg boet i Horsens, Vejle og det sted, jeg er vokset op: et område ude på landet mellem Vejle og Horsens, der ligger midt ude på en mark, som ikke engang har noget navn. I Aarhus boede jeg i Gellerup i en delelejlighed og brugte min tid på at lave tricktyveri i butikker og købe hash hos en punker, vi kaldte Nihilisten. Jeg endte i Aarhus, for når man bor ude i den jyske provins, så tænker de fleste, at Aarhus og København er lige godt. Men man rykker videre til København, fordi man tænker, der må være mere i det her liv.

 

Hvornår kom du til København? 

Jeg har lige haft fire årsjubilæum den 4. august, og jeg var 25 år, da jeg flyttede hertil. Jeg havde sagt til en af mine venner, der allerede boede i København, at jeg ville flytte om præcist et år – uanset om jeg havde noget at bo i på forhånd eller ej. Jeg fandt et værelse lige på falderebet og tog herover med intet andet end en pose tøj og en mikrofon.

 

Hvorfor kom du til København?

Jeg besluttede mig for at tage herover, fordi jeg ikke kunne holde ud bare at gå rundt i Aarhus og se mine talenter blive spildt. Det stod helt klart for mig, da jeg havde været på Vestjyllands Højskole og vænnet mig til at omgås kreative folk, der kunne og ville noget. Sådan var det netop ikke i Aarhus. Hvis man mente, man kunne noget, så måtte man ikke ville noget. Jeg var desuden blevet smidt ud af Journalisthøjskolen, og der var ikke noget arbejde at finde. Så tænkte jeg, at jeg kunne tage til det forjættede land og se, om der var nogen nye muligheder.

 

Var litteraturen en motivation for at flytte til København?

Nej, egentlig ikke. Jeg havde lige gået på højskole og haft Hans Otto Jørgensen (forfatter og redaktør på Forlaget Gladiator, red.) som skrivelærer. Han havde sagt, jeg skulle komme til ham, når jeg havde noget, der kunne udgives, for han kunne godt lide det, jeg skrev. Det var planen – uanset om jeg rykkede til København eller ej. Men på musikscenen kunne jeg se, at det var dem, der var i hovedstaden, der gjorde deres ting og udnyttede de muligheder, der var på internettet for at udkomme. Da jeg boede i Aarhus var der ikke hul igennem, det var ikke til at få det ud, få feedback og kontakter. Det var et lukket system med folk, der havde gået i skole sammen hele livet.

 

Hvad lavede du i den første tid? Og med hvem?

Det første, jeg gjorde, var at lave musik. Jeg skrev på min debutroman (Vor tids helt, red.) sideløbende, som faktisk godt kunne være udkommet et år før, men jeg havde mange koncerter. Der skete rigtig meget i mit liv i den første tid. Jeg kendte kun nogle stykker i København fra min højskole, og jeg tænkte, at så kunne jeg hænge ud med dem, men det nåede jeg faktisk aldrig, for allerede den første uge fandt jeg på SoundCloud nogle folk, og pludselig arbejdede jeg sammen med alle i rap- og techno-miljøet.

 

Hvilke steder betød noget for dig, da du kom hertil?

Først og fremmest Assistens Kirkegård. Jeg havde læst Kongens Fald (af Johannes V. Jensen, red.), lige inden jeg flyttede herover. Romanen foregår i 1500-tallet, og der går hovedpersonen ud af byporten til kirkegården og finder et pølseskind på vejen, som han ligger og spiser på kirkegården. Han er simpelthen så fattig. Så tænkte jeg, dét sted skal jeg bare hen. Et gammelt sted, der altid har været der. Det har så siden vist sig, at det ikke var Assistensens, der er tale om i bogen, men fornøjelsen har været lige stor.

 

Assistens Kirkegård på Nørrebro betød meget for Skyggebjerg, da han kom hertil: ”Der ligger kendte folk, der også er kommet til København og har erobret det danske kulturlandskab,” som han siger og nævner Dan Turèll. //Foto: Marie Ravn

 

Søerne betød også meget for mig. Det var et sagnomspundet sted, jeg havde et forhold til, allerede inden jeg kom hertil, så bare at kunne gå ud til dem var fantastisk. At sidde der og være i storbyen pludselig. Udsigten er ret speciel. Det store åbne område med flade søer og lave huse rundt om. Man har ikke noget lignende i Aarhus eller i andre byer. Det var flot at sidde der og tænke og skrive i en notesbog. Da jeg kom til København, havde jeg ingen møbler med, så jeg fandt genbrugsstationen på Møllegade, hvor jeg kunne finde mange gode ting til mit værelse. At der pludselig er en lækker lænestol eller et tv-møbel foran en, når man kommer gående på gaden, det er der næsten ikke i Jylland. Jeg tror, jeg tænkte: ”Det er sådan rigtig københavneri,” så det ville jeg tage del i – i stedet for at være en jyde, der flytter til den skæve del af Nørrebro og sidder på en café ude på gaden foran sin lejlighed. Så tog jeg til genbrugsstationen og var hip på den måde.

 

Hvad gjorde størst indtryk på dig? 

Der var en helt anden åbenhed her end i Aarhus, folk tog imod en med åbne arme, og hvis de kunne se, man kunne noget, så hev de fat i en med begejstring. Hver gang jeg kom i et nyt lydstudie, følte jeg, der stadig var mere, mulighederne var ikke udtømte. I København glemmer man fuldstændig den viljeløshed og kuede mentalitet, som man konfronteres med i f.eks. Horsens. Der accepteres man ved at forherlige en nedtrykt tilgang til livet. Der ér en forskel på København og resten af Danmark. Tag f.eks. en højskole i Aarhus, hvor folk har det fedt og spasser ud, så ligger begrænsningen lige ude foran døren. Det gør den ikke her.

 

Hvad har København haft af betydning for din roman Vor tids helt?

Romanen handler netop om endelig at finde sig hjemme her i byen, som hovedpersonen ikke har gjort de andre steder, hvor han har levet og er opvokset. Før blev han jaget fra sted til sted. Romanen afspejler den rigtige oplevelse, jeg havde. Da bogen blev skrevet, havde den oplevelse ikke fæstnet sig endnu, den var ikke sunket til bunds, så det har automatisk bevæget sig ind i skriften.

På Assistens Kirkegård ligger også den kontroversielle debattør Bo Warming, som Skyggebjerg lejede en kælderlejlighed hos kun fire måneder efter, han ankom til København. //Foto: Marie Ravn

 

Hvordan har du det med København nu i forhold til, da du lige var kommet hertil?

Jeg kan huske, at det var ligesom om, det var sommer hele tiden. Jeg boede på et værelse på Nørrebro, hvor jeg bare skulle gå ud på gaden, og så var det dejligt. Så havde jeg hele det sprudlende liv omkring mig. Nu bor jeg på Østerbro, og det er ret kedeligt, meget mere hverdagsagtigt det hele. Det er ligesom at bo ved en motorvej, der er masser af biler og intet liv. På Nørrebro kører der tværtimod næsten ingen biler, og mennesker opholder sig på gaden. Jeg var oppe at køre, da jeg kom hertil – ligesom da jeg flyttede til Aarhus. Det lagde sig nok efter et år, men det kom op igen, da bogen udkom. For det er ikke bare det at komme til byen, men også de ting der følger med – og der sker jo stadig nye spændende ting.

 

Hvad er det bedste ved København?

Mangfoldigheden. Uanset hvor langt man kommer ud, så kan man altid finde nogen at hænge ud med, uanset hvor meget man går i hundene, er du stadig velkommen hos nogen. Der er altid et fællesskab og plads til en. Der er mulighed for at leve.

 

Kunne du forestille dig at bo et andet sted?

Ikke i Danmark, men jeg vil gerne prøve at bo i en større by i udlandet. Der er stadig nye oplevelser at få i København, men jeg har spillet på alle spillestederne, og jeg synes, jeg har prøvet det meste inden for litteraturen her. Så det kunne være, man kunne få nogle nye oplevelser i byer, hvor der ikke er andre, der tager hen. For eksempel Minsk i Hvide Rusland – der er fandeme ikke nogen i dansk litteratur, der har været i eller så meget som nævner Minsk. Jeg tænker, det er det mest uudforskede, jeg lige kan komme i tanke om i nærheden.