Byrumslyrik – på (skatte)jagt efter byens ord

De fleste er måske vant til at få deres litterære fiks gennem bogens papirsider eller computerens skærm, men litteraturen eksisterer også i Københavns byrum. Rundt omkring i byen hænger lysende ord og former sig til digte på de københavnske bygninger. Men hvordan fungerer denne byrumslyrik? Kom med på en gåtur fra Valby til Vesterbro, når vi forsøger at kortlægge nogle af Københavns lyriske skatte.

 

København sætter ofte rammen om mine læseoplevelser, hvor byens liv og larm agerer baggrund for fortællingerne. De summende caféer, de grønne bænke og rolige parker tilbyder en fordybelse i bogens sider, måske særligt fordi byen blander sig i min oplevelse af bogen. Mens jeg sidder med snuden dybt begravet i en anden verden, lever byen videre omkring mig. Både det konkrete, udspillede liv fra menneskerne omkring mig, men også de usynlige historier, der er nedskrevet i byens asfalt og mursten, bryder ind i mine oplevelser i byen.

Københavns mange bygninger er også direkte afsendere af litteratur. Nogle steder i byen er ordene løftet ud af bøgerne og hængt op i byens rum på hengemte gavle og søjler, der serverer en bid lyrik, man kan gumle på, på den våde cykeltur eller på turen ned i supermarkedet.

 

Jeg har begivet mig ud på en alternativ byvandring på udkig efter lyrik i Københavns byrum. Kom med på jagt efter de lyriske skatte!

 

Asta Nielsens mindegavl – Valby Langgade 44, Valby

Jeg bevæger mig fra det travle område omkring Valby Station ned mod Valby Langgade. Jeg har læst mig til, at der på en gavl ved Irma hænger en hyldest til den danske stumfilmstjerne, Asta Nielsen. Forfatteren Eva Tind har skabt digtet ASTA NIELSEN, ET DIGT, EN GAVL, der hylder skuespillerinden, der til trods for verdensberømmelse, aldrig opnåede samme hæder her hjemme.

Jeg går ned mod den gamle del af Valby, der med sine lave, gule huse mest af alt minder om en lille landsby midt i storbyen. En spytklar herfra ligger Nordisk Film.

Jeg kigger søgende op mod bygningernes gavle, og dér på gavlen ved Irmas p-plads, tårner Asta Nielsens hyldestdigt frem. Jeg stiller mig i god afstand af digtet, der fylder det meste af gavlen på en treetagers ejendom. Det kræver lidt afstand at kunne indtage værket i en stor mundfuld.

Små pinde former hvert enkelt bogstav i en lysegrå tone på en hvid baggrund. Den svage farveforskel gør det nemt at overse digtet – en lille hentydning til Asta Nielsens skæbne.

Digtet tager udgangspunkt i Asta Nielsens navn, der er skrevet i en vandret linje. Hvert bogstav i navnet udgør det startende bogstav i digtets lodrette linjer. Opbygningen af digtet minder mig om dengang i folkeskolen, hvor vi skrev hinandens karaktertræk ud fra bogstaverne i vores navne. På samme måde som dengang er de lodrette linjer i digtet udgjort af ord, der relaterer sig til Asta Nielsen: le, tale, sanse, silent. Ordene hænger ikke nødvendigvis sammen i den skrevne rækkefølge, men kan sammensættes på kryds og tværs. Den nærmest ufærdige form fanger ens opmærksomhed og åbner i høj grad for beskuerens deltagelse i værket. Bolden bliver kastet over til modtageren, der selv kan tilføje nye associationer til rækken. Jeg står længe og forsøger at skabe mit eget system i digtet.

 

Et indhak deler gavlen på midten og laver en niveauforskel, der lader Asta Nielsens navn stå tilbagetrukket, så den forreste del af gavlen danner en skygge over navnet. Når mørket falder på, bliver lyset udelukkende tændt i navnet, og Asta Nielsen får lov til at funkle som en stjerne i natten.

 

Drømmegavlen – Gadekærvej/Mosestykket, Valby

Ikke langt fra mindegavlen ligger Gadekærvej. Jeg erkender straks min dårlige stedssans og fisker min telefon op af lommen. Telefonen vil have mig ned ad Erik Ballings vej. Jeg kommer til at tænke på Egon Olsen og hans bande. På Maude og på Grisehandleren. Jeg tøffer ned ad den snævre vej, og den idylliske fortid forsvinder lige så pludseligt, som det enorme digt toner frem på den klodsede betonbygning. Ifølge kortet er jeg nået min destination.

 

I dagslyset forbliver digtet næsten usynligt, men som jeg står og betragter gavlens drømme, begynder mørket at falde på, og drømmene bliver langsomt tydeligere.

Det er forfatteren Morten Søndergaard, der står bag digtet, som han har døbt Drømmegavlen. Digtet er lavet i samarbejde med bygningens beboere, der alle har delt deres drømme.

På gavlen lyser et kæmpe hav af drømme op. Maskinskrevne ord på en sort baggrund står som tankebobler ud fra lejlighederne og vidner om liv bag betonens vægge. Endeløse drømme fra menneskerne i bygningen er flettet sammen til én. Drømme om nyslået græs, caféer i Paris og verdensfred – og drømme om at få opfyldt sine drømme. Ikke et eneste punktum eller komma opdeler drømmene, der danner et stort, fælles drømmeunivers på tværs af betonens beboere.

 

Mens byen summer omkring mig, står jeg fortabt i andres drømme, men også nysgerrig på mine egne. ”jeg drømmer om duften af gule rapsmarker og nyslået græs jeg drømmer om mere i løn jeg drømmer om at lykkes jeg drømmer om sommerfugle jeg drømmer om et langt liv jeg drømmer om sommeraftener med grill og vin jeg drømmer om varme himmelstrøg”.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er modigt at dele sine drømme med resten af byens beboere. Drømme er skrøbelige og intime, og her står jeg på en gade i Valby og bliver inviteret ind i en gruppe fremmede menneskers inderste tanker. Det skaber en hel særlig intimitet midt i det offentlige rum.

 

Regn søvn blå kys  – Herman Bangs Plads, Valby

Jeg begiver mig længere ud af Valby Langgade. Egentlig ikke mere end nogle hundrede meter, men byen begynder hurtigt at se anderledes ud herude ved Langgade Station. Knap så pudset, knap så byfornyet. Butikkerne bliver færre, og bilerne bliver flere. Ved en lille frisørbiks står to teenagepiger og skutter sig, mens de deler en cigaret.

Jeg går forbi Nanok Bar, hvor stamgæsterne har slået sig ned bag de blyindfattede vinduer. Værtshuset står som et klenodie fra en anden tid. Markiserne frister med musik, dans og Hof, og udenfor pynter draperede lyskæder.

S-toget hviner på skinnerne over mit hoved, og længere fremme lokker Mr. Kebab med dürümruller og tyrkisk brød. Over det lille kebabhus hænger otte ord bøjet i neon: regn, søvn, blå, kys, lys, seng, vand, hånd. Ordene er Søren Ulrik Thomsens og stammer fra digtet regn søvn blå kys fra digtsamlingen Ukendt under den samme måne (1982).

Digtets ord hænger nu bøjet i neon på en gul murstensgavl på Herman Bangs Plads. Ved højlys dag er digtet nærmest usynligt, men når solen er gået ned, kommer ordene til syne. I en fast rytme tændes hvert enkelt ord, der i en anden kolonne er sat sammen til nye, finurlige ord: regnhånd, lyskys, vandlys, blåseng, søvnblå, kysregn, lyshånd, vandsøvn. Områdets uhøjtidelige stemning spejler sig i digtet, der inviterer til en leg med ord og åbner op for en kreativitet i sproget. Ordene på murstensvæggen står som byggeklodser, man kan stable, sammensætte og skabe nye ord ud fra.

 

Da jeg vender mig om, ser jeg, at man fra togperronen har direkte udsyn til digtet. Jeg tænker på pendlerne, der hopper af og på S-toget på Langgade station dagligt og misunder dem ventetidens udsyn. Deroppe er det nemt at snuppe et ord to-go, som man kan fundere over på sin vej.

 

Toves galleri – Vesterbrogade 97, Vesterbro

Jeg hopper på bus 26, der tager mig fra Valby til Vesterbro og sætter mig af på Frederiksberg Allé. Jeg går mod Vesterbrogade og får hurtigt øje på en energisk, rød facade, der bryder med Vesterbros gamle murstensejendomme. Facaden byder velkommen til Toves Galleri: ”Vesterbros egen shopping arkade”. Inde i det pudsige galleri, der snegler sig fra Vesterbrogade til Matthæusgade, gemmer sig en hyldest til kvinden, det er opkaldt efter – Tove Ditlevsen.

 

Jeg trækker i den tunge glasdør og træder ind i en fuldstændig tom gang. En komplet kontrast til byens liv på den anden side af døren. Længere fremme har en forhutlet mand taget plads for at få varmen, og i et nærmest tomt butikslokale står en håndfuld giner iklædt glimtende pakistanske klæder og gør reklame for en butik længere inde i arkaden. Jeg smiler til manden på gulvet, mens jeg bevæger mig længere ned gennem det mennesketomme galleri, der har kørt sorte gitre ned foran størstedelen af de gabende tomme butikslokaler.

 

Længere fremme passerer jeg den pakistanske butik, og som en ravn drages jeg af de glitrende kjoler, der skaber en forestilling om en eksotisk verden langt væk fra København. Da jeg får vristet blikket væk fra de funklende stoffer, mødes jeg af Tove Ditlevsens smilende ansigt. En rød streg i gulvet leder hen til en søjle, hvorpå digtet Min nye kjole fra digtsamlingen Pigesind (1939) er printet på en baggrund af Tove Ditlevsens ansigt. Digtet får pludselig en hel ny betydning og ikke mindst funktion her i arkaden – det bliver nærmest en reklame for de pakistanske kjoler. ”Den hang en dag i en butik / jeg gik derind og købte den, / nu bor den i mit klædeskab, / og er min allerbedste ven.”. Jeg bevæger mig om på den anden side af søjlen, hvor digtet Mennesket fra De voksne (1969) står printet.

Som jeg bevæger mig rundt blandt jerngitre, tomme butikker og store supermarkeder, tænker jeg, at digtene i høj grad bringer liv ind i den sjæleløse arkade. De fungerer som en hyldest til den karismatiske kvinde bag ordene, snarere end de inviterer til en fordybelse i selve ordene. Deres eksistens herinde bliver en måde at udødeliggøre Tove Ditlevsen på: Ordene på søjlerne og Toves smilende ansigt, er for nogle københavnere et glædeligt gensyn, mens det for andre måske er det første goddag.

 

Min lille jagt efter Københavns lyriske skatte slutter her i den pudsige arkade på Vesterbro. Fuld af ord bevæger jeg mig hjem gennem byen – stadig nysgerrig efter at opdage flere hengemte ord i byen. For hvem ved, om den næste uudforskede skat ligger lige rundt om hjørnet.