Brystmælk og andre nordiske fortællinger

 

vinkmainimgfiledctlnefozmmrtphdphkxciyqlwegvkmzovnubcvshqveobvcdufmpmdnonjn

 

Klokken 16 en solrig lørdag samles en flok nordboere i den sydlige del af norden – København. Lokaliteten er nærmere bestemt Frederiksholms Kanal, hvor Borups Højskole hører til. Højskolen har i samarbejde med det journalistiske samtidsmagasin ATLAS inviteret til litteraturfestivalen ORD I NORD, hvor en række nordiske forfattere, kritikere og en enkelt musiker er budt indenfor til at performe, læse og samtale. 

Der er én enkelt scene, og programmet er lagt sådan, at man som deltager ikke misser noget. Selv spisepausen er tænkt ind i programmet. Med andre ord er det en overskuelig oplevelse sammenlignet med diverse andre litteraturarrangementer og festivaler – for dem er der efterhånden rigtig mange af. Men hvordan adskiller ORD I NORD sig fra andre kultur- og litteraturfestivaler? Og giver det mening at tale om en nordisk identitet, eller er det netop bare vores sprog, der minder lidt om hinanden?

Spørger man projektleder af ORD I NORD, litteraturredaktør på ATLAS og underviser på Borups Højskole, Elisabeth Skou Pedersen, hvad der samler de indbudte kunstnere til festivalen, lyder svaret: “De optrædende på festivalen er blandt de allerstørste litterære talenter i norden lige nu – lige fra den store islandske forfatter Einar Már Gudmundsson til den hypede danske sangskriver Bisse. Og så er de alle politisk engagerede stemmer, der bruger litteraturen til at belyse samfund, politik og identitet gennem fokus på f.eks. feminisme, integration og økonomisk krise.”

Hvad ORD I NORD senere vil vise, er, at vi i de nordiske lande – i hvert fald set gennem litteraturen – er bundet sammen af andet end en fælles sprogstamme, som Elisabeth Skou Pedersen også nævner. Det er emner som brystmælk og amning, familie, intimiteten i det hjemlige som en politisk zone, kunsten at oversætte, oplevelsen af søsterskab på trods af forskellige modersmål, glæden ved den store fortælling for fortællingens skyld og sange om kærlighed og vores moderne og teknologiske verdens deroute, billedliggjort ved menneskeheden, der kører ud over en skrænt på en Segway, som de optrædende til ORD I NORD kommer omkring.

Den danske forfatter Mette Moestrup og den svenske forfatter og journalist Karolina Ramqvist åbner festivalen med en samtale, der forener Norden i en fælles front med benene solidt placeret i en flod af modermælk. Her er de klar til at bekæmpe de nordiske landes fælles udfordringer, med ord og fortællinger. Brystmælken er en fælles reference for de to forfattere, der begge har skrevet bøger, hvor netop brystmælk og amning spiller en stor rolle. De advokerer begge for, at amning er en fællesmenneskelig erfaring, der ikke kun tilhører kvinden. Det er et vigtigt og ikke mindst underbelyst emne, som den nordiske litteratur selvfølgelig må beskæftige sig med.

 

dsc_0009

BRYSTMÆLK SOM FÆLLESMENNESKELIG ERFARING //Foto: Ellen Lindqvist. Elisabeth Skou Pedersen i samtale med forfatterne Mette Moestrup og Karolina Ramqvist.

 

Under Mette Moestrup og Karolina Ramqvists samtale, træder en kvinde med kruset hår flyvende omkring sig og sorte Dr. Martens støvler ind i salen. Det er aftenens næste gæst, der er ankommet med tog fra Sverige. Athena Forrokhzad hedder hun. Foruden at være kendt herhjemme i Danmark for at have kritiseret Yahya Hassan, har hun udgivet en digtsamling og udkommer med en ny bog, Trado, inden længe. Hun sætter sig på bagerste række, alt imens samtalen på scenen udvikler sig, og det bliver klart, at de to kvinder kæmper imod nogle af de samme forestillinger og fordomme. Blandt andet idéen om at den kvindelige forfatter skriver om sit eget liv, mens den mandlige forfatter skriver om vores alles liv. Derfor bliver pointen, at amning er en menneskelig erfaring, så uhyre vigtig for Ramquist og Moestrup. For med dén understreger de, at kvindelige forfattere godt kan skrive bøger om modermælk og amning, uden at det bliver ’kvindelitteratur’ – det er litteratur. Mette Moestrup forklarer, hvordan hun i sin litteratur bruger amning  som et billede på, at “ile til/hen imod noget”. Amning bliver et billede på en kropslig tilskyndelse – noget der kommer før tanke og moral, noget andet. I en svensk kontekst, er amning et meget romantiseret emne, og det er dét, som Karolina Ramqvist skriver sig op imod. Mette Moestrup fortæller, at hun desuden har gennemskuet publikum, der overvejende består af danskere. Hun mener, at vi langt fra har forstået alt, hvad svenske Karolina Ramquist har sagt. Undertegnede kan ikke sige sig fra at have smilet lidt forlegent over Mette Moestrups skarpe falkeblik. Athena Farrohkzad sender en kort latter ud i salen en plads længere henne. Mette Moestrup sender os videre i programmet med en opfordring om at læse mere på svensk og norsk.

Da Athena Farrokhzad tager plads på scenen efter en lille pause, er det sammen med Kamilla Löfström, der er litteraturanmelder hos Dagbladet Information. Athena Farrokhzad fortæller os om sit samarbejde med den rumænske forfatter Svetlana Cârstean. Cârstean og Farrokhzad mødte hinanden på et oversætterkursus i Sverige. De blev parret op og skulle oversætte hinandens tekster – men ingen af dem kunne den andens sprog. En sjov opgave. Eller umulig. På trods af denne tilsyneladende uoverkommelige forhindring mødte de hinanden i et tredje sprog, det franske, som siden da har været deres arbejdssprog. For de to kvinder har efterfølgende oversat hinandens bøger, fra rumænsk til svensk og omvendt. Den bog som Athena Farrokhzad læser op af, er faktisk også et produkt af makkerparrets samarbejde og nyfundne søsterskab. Bogen består egentlig af tre bøger. Den ene er skrevet af Farrokhzad, den anden er skrevet af Cârstean, og den tredje bog er skrevet i fællesskab – Farrokhzad kalder det et slags essay. Det samlede værk har de kaldt Trado. Det er en latinsk sprogstamme, og ud fra den dannes både betydningen ’at oversætte’ og ’at forråde’. Trado kredser netop om den dobbelthed, fortæller Athena Farrokhzad. Som en fin understregning af den svære disciplin at oversætte, læser Kamilla Löfström nu højt af sin oversættelse af Trado, der – som hun selv fremhæver – er midlertidig og forsøgende, bogen er nemlig ikke udkommet på dansk endnu.

Aftenens næste gæst, der også er festivalens eneste islænding, forfatteren Einar Már Gudmundsson stiller sig nu op på scenen. Han indtager salen med en sikker og insisterende recitation, først af et digt på islandsk og dernæst det samme stykke på dansk, så et nyt digt på dansk og afsluttende det samme på islandsk. Det gør han for at give os en forståelse for de fællestræk, som sprogene har. Hans arme tegner former og bevægelser, der understøtter digtenes betydninger og fortællinger, og han ønsker virkelig, at vi skal forstå. Forstå sammenhængen i ordene. Selvom det kan lyde utroligt, at det landevejsflade danske sprog på nogen måde minder om det krøllede og rullende islandske sprog, opdager vi den lørdag, at jo, det gør det.
Gudmundsson er ikke kun rullende på sit modersmål, han ruller også igennem det danske sprog, da han fortæller om sin nye roman Hundedage. Han ruller så meget, at man fornemmer, at den fabulerende fortælling aldrig vil stoppe, hvis ikke det var fordi, denne aften er skemalagt og programsat.

 

dsc_0058

RUMÆNSK+SVENSK //Foto: Ellen Lindqvist. Kamilla Löfström i samtale med Athena Farrokhzad.

 

Festivalen ORD I NORD undersøger gennem samtaler, højtlæsning og performances, hvad nordisk litteratur er, og hvad den kan fortælle os om en mulig samlende nordisk identitet. Hvis nordisk litteratur er en samtale med en rumænsk forfatter udarbejdet på fransk med en latinsk titel, hvordan definerer vi så norden, og hvad karakteriserer vores litterære fællesskab? Hos Farrokhzad synes det at være åbningen mod andre sprog og erfaringer, som fremstår særlig nordisk – væk er den geografiske skillelinje og de nordiske sprogs ligheder og genkendeligheder, som ellers var Einar Már Gudmundssons svar på det fælles nordiske. Pointen må være, at den nordiske litteratur netop rummer begge dele. Projektleder af festivalen, Elisabeth Skou Pedersen, kommer med denne indskydelse:  “Et nordisk litterært fællesskab skal ikke lukke sig om sig selv – tværtimod: vi skal deltage aktivt i den internationale debat om litteratur, og jo bedre vi bliver til at tale sammen, jo stærkere står vi også over for den europæiske og globale omverden, som vi er lige så meget en del af.”.

Det er nu en mørkere septemberaften, der omgiver Borups Højskole og de fremmødte nordboere. Lyset i salen er også dæmpet, kun enkelte spotlights er tændte og rettet mod gulvet foran stolerækkerne. I midten står en mand. Hans skjorte er let åben, og en funklende halskæde af mangefarvede sten på hans bryst fanger blikkene. Den skinner om kap med et glitrende armbånd og to insisterende øjne. Det er den danske musiker Bisse, der indtager scenen. Manden med så mange fortællinger og ord, at man næppe vil kunne skrive noget meningsfuldt om det senere. Man oplever det bare. En moderne skjald, der underholder nordboerne. En slags spåkone, der forudsiger og prædiker om vores moderne verdens undergang (det sker på en Segway). En trubadur, der synger sange om kærlighed og knuser hjerter. En rapper, der helt a cappella og elegant fletter levende fortællinger sammen ud af stilhedens ingenting. Det hele passer, og  alligevel dækker det ikke Bisse som poet, sangskriver, musiker og performer. I denne kontekst bliver Bisses ord dog det mest fremtrædende træk ved ham. Hans sprog. Det danske sprog. Måske det nordiske.

Nu er det blevet sen lørdag aften, og nordboerne samles i grupper for at traske hjemad. Den lille litteraturfestival ORD I NORD har sunget sit sidste kvad for i år med Bisse i front. Men den har også skabt en ny fortælling, der måske ikke er helt ny, men så i hvert fald er en fortsættelse på den store fortælling om Norden. En fortælling, der nok vil fortsætte med at udvikle sig i fremtiden. Nye vers og nye kapitler vil opstå. ORD I NORD fortalte om Norden, som vi ser den igennem udvalgte litterære stemmer og skabte rum for samtalen. Elisabeth Skou Pedersen får de sidste ord i historien om ORD I NORD, hvor hun fortæller, hvorfor den litterære samtale mellem de nordiske lande er så vigtig: “Vi i norden har en fælles historie, en fælles kultur og nærmest også et fælles sprog. Hver især er vi ret små, men i fællesskab kan vi føre en større og måske også mere visionær samtale. Samtidig er vi også forskellige, og det kommer f.eks. til udtryk i litteraturen, der jo også afspejler den politiske debat og samfundets udvikling – vi er som søskende, der kan være med til at forme og udfordre hinanden.”

 

//Forsideillustration: Olga Liva Bruun.

Musikredaktør på VINK, danskstuderende på KUA, barrista på Fovl.