Brev til Inger Christensen

Ret skal være ret. Du er først dukket op på min litterære nattehimmel i den netop overståede vinters kolde univers. Før det var du fremmed. En fremmed digter hinsides tid og sted. Du var ikke det. Nu er du det.

Det er ligesom om, dine bøger gemmes væk under bibliotekernes overflade, gemmes væk neden under katederet eller beholdes af titusinder af forbløffede bibliotekarer, som til evig tid vil forundres af din hudflettende lyrik. Nogle gange er det, som om din eksistens overskygges af lyrikkens mandlige navne, der formår at skrive med råbende CAPSLOCK og rager ind som tordenskyerne. Men du er ingen Søren Ulrik Thomsen eller Michael Strunge. Du bevæger dig ikke i neon, du bevæger dig i det stille, det saglige, det gennemsigtige.

Du er Inger Christensen. Du findes, selvom dit navn ikke skiller sig ud, og tykkelsen af dine bøger gør at du helt igennem forsvinder og trykkes sammen af tusinder af samlinger. Men det er din rolle. Din rolle som Inger Christensen.

Og når man googler dig, ser du så ren ud, så udtryksfuld og ren. Nærmest som en af de trolde, man altid fik hos tandlægen. Med helt igennem kridhvidt hår, der er så kridhvidt, at det næsten ligner en sprællende glorie. På mange af billederne sidder der trofast en cigaret mellem din pegefinger og langefinger, eller også står du med et glas vand, som om fotografen har overfaldet dig i dit hjem, din personlige sfære.

Ud fra billederne har jeg en idé, om du er lidt genert ud. Siden har jeg læst, at du tværtimod var et humoristisk og varmt menneske. At du var smilende. Smilende med en cigaret i mundvigen.

Jeg læser dine digte med dit ansigt og stemme som fortæller. Med en accent, der bevæger sig forsigtigt og meditativt hen over versene, og øjne der blinker i roligt tempo, som når aftentrætheden langsomt indtager ens sind. Jeg læser dine læber, der taktfast rumsterer mellem ordene og bogstaverne i erfarne bevægelser. Jeg ser dit samlede ansigt i et sparsomt belyst rum med beskidte vinduer og træmøbler. Jeg læser, mens du taler:

 

Ord lagt til rette

I efter dette

 

Øjnes smerte

Tæt ved et fravær

 

 Om projektet:

‘Brev til’-projektet er småportrætter af københavnere, der har slidt deres rågummisåler op på byens stræder, gader, udfalds- og indfaldsveje, og som har skabt minder for os alle sammen igennem tankevækkende tekster, bevægende billeder og mesterlig musik. Det er kort sagt korte fortællinger om nogle københavners lange historier.

//Tekst: Mads Thunestvedt, amatørfodboldspiller og gennemgående nostalgiker.