Bogmennesker: Lea Møller Vilhelmsen

 

Et stenkast fra Assistens Kirkegård ligger på en blind gade en ny boghandel med navnet ”Nr. 33 – personlig boghandel”. Lea Møller Vilhelmsen er drivkræfterne bag den lille bogbiks, og samtidigt driver hun fra baglokalet Forlaget LESEN, som hun også ejer. VINK har mødt Lea til en snak om at gøre litteratur til sin levevej, at drive en ”personlig” boghandel og om at få øjnene op for poesiens verden.  

 

 

Døren står på vid gab, da jeg en grå, men lun efterårsmandag når til nr. 33 på Søllerødgade på Nørrebro. Det lille, lyse forlokale med særligt udvalgte bøger linet op på bordet i midten og fyldte reoler langs væggene er tomt, men ude bagved kan jeg høre, at Lea trisser rundt. Baglokalet er hverken et mørkt eller tilstoppet et af slagsen. Det er tværtimod minimalistisk indrettet, men emmer alligevel af personlighed og liv. Rundt omkring og under skiltet ”Læsehylden” på reolen findes mindre bog- og papirstakke, et idéark er tapet fast på den ene væg, på gulvet ligger en åben ølramme og på komfuret i lokalets lille køkkendel står en brugt pande. Lea er ved at lave kaffe, og jeg når kun lige at sætte mig ved det lange, lyse træbord i midten af lokalet, før hun udbryder ”Prøv at se her!” og griber fat i den store kartonmappe på bordet. Hun kommer lige fra trykkeriet, og ud trækker hun forsigtigt to A3-ark. Det er omslaget til den tredje roman, som Lea udgiver på forlaget LESEN, og hun er tydeligvis stolt af resultatet. Men at Lea skulle starte som forlægger lå ikke i kortene fra start.

 

Et åndehul

Lea er i dag 39 år, og når hun tænker tilbage på sin barndom, kan hun huske, at hun læste rigtigt meget, og at hendes forældre også gjorde det. Faktisk husker hun ikke, at hendes far lavede andet end at sidde og læse. Og Lea voksede aldrig fra lysten til at læse, men den litterære verden eksisterede altid som et parallelspor til hendes primære beskæftigelse:

”Min familie har altid været meget politisk, og i gymnasiet var samfundsfag det eneste fag, som jeg virkelig syntes var spændende. Så jeg endte med at læse Forvaltning på RUC. Det er nok i bund og grund lidt tilfældigt, fordi havde jeg haft en virkelig god dansklærer, så var jeg måske endt med at læse Litteraturvidenskab. Men det faldt mig simpelthen aldrig ind, at man kunne leve af litteratur. Jeg kommer jo fra Randers, ik’”, siger Lea kækt og griner lidt.

 

Lea gik fra universitetet til den samfundsfaglige konsulentbranche, og hun nåede også vidt omkring her. På ni år skiftede hun job syv gange, og selvom alle jobs så gode ud på papiret, så var Lea på en konstant jagt efter det job, som kunne gøre hende rigtigt glad. Weekenderne var hendes åndehuller, hvor hun dykkede ned i den kunstneriske og litterære parallelverden, og sideløbende med sit konsulentarbejde meldte hun sig på et tidspunkt som frivillig i ”ark books”, hvor en helt ny verden åbenbarede sig for hende:

”En lørdag aften tog jeg til en digtoplæsning, og jeg var helt overrasket bagefter, fordi jeg slet ikke vidste, at man kunne have så god en aften ved at sidde sammen på den måde og bare lytte og drikke en enkelt øl sammen,” siger Lea eftertænksomt. Hun tier så længe, at jeg når at forestille mig, at hun drømmer sig tilbage til denne aften. Men så tilføjer hun ærligt:

”Det var virkelig en øjenåbner for mig.”

 

Kort tid efter denne lørdag sagde hun sin stilling op, og denne gang var det med usikkerheden om ikke at vide, hvad det næste skulle være.

 

Portræt af Lea Vilhelmsen // Illustration: Luna Magdalene

 

Fra Forvaltning til forlagsbranchen

Lea startede på dagpenge, men der gik ikke længe, før hun begyndte at undersøge muligheden for at komme i virksomhedspraktik på et forlag:

”Jeg søgte bevidst efter et mindre forlag, fordi jeg ville lære og snuse til så meget som muligt,” forklarer Lea og fortæller, at hun startede hos BATZER & CO, og at det også var herigennem, hun fik etableret en kontakt til Mona Høvring og Rune Christiansen. Et norsk forfatterpar, som hun faktisk mødte første gang den magiske lørdag aften i ”ark books”. Det er også disse to navne, der pryder omslagene på de bøger, som hun indtil nu har udgivet på sit forlag LESEN. Og dette forfattermøde har haft stor betydning for forlagets eksistens:

 

”Meget af det skyldes faktisk Mona og Rune, fordi jeg lærte dem at kende. De er meget erfarne, og vi havde nogle virkelig gode snakke om det hele, inden jeg gik i gang. Jeg snakkede også med Arild Batzer om det, og det gav mig faktisk blod på tanden. Derudover udgiver jeg jo oversættelseslitteratur, så jeg ved, at værkerne allerede er gennemarbejdet,” afslører hun og fortæller, at det lige siden har været super spændende og fantastisk, og at det er det sjoveste job, som hun nogensinde har haft.

 

Poesiens spejlingskraft

Men Lea er godt klar over, at de bøger, som hun har udgivet, ikke er anbefalelsesværdige til enhver. De befinder sig nemlig i den mere poetiske ende af det litterære spektrum, og faktisk er det ikke mange år siden, Lea selv fik øjnene op for poesi:

”Jeg har jo altid haft en stor læselyst, men tidligere har jeg nok ikke været så ”litterær”. Jeg læste det, som mange andre gjorde, og jeg har for eksempel altid elsket Hanne Vibeke Holst. Og det står jeg ved. Men det har været spændende at dreje min læselyst i andre retninger, og nu læser jeg virkelig meget poesi, og jeg elsker det,” fortæller Lea ivrigt. Da jeg spørger hende, hvad det er, poesien kan, er hun ikke i tvivl:

”Den kan hjælpe mig til at starte nogle processer i mig selv og hive nogle følelser frem, og så finder jeg pludselig ud af, hvordan jeg egentlig går og har det. Så jeg får spejlet mine egne følelser på en meget koncentreret måde, og det er utroligt givtigt for mig,” forklarer Lea.

 

Hun har også oplevet at finde direkte trøst i litteraturen. Senest i digtsamlingen ”Den hvide rose” af Olga Ravn, som hun siden første gennemlæsning sidste år kan hive ned fra bogreolen en gang om måneden:

”Den handler både om forlist kærlighed og om sygdom, og fordi jeg selv har mistet flere mennesker, som stod mig nært i år, så har jeg fundet trøst her. Men også bare på dage, hvis jeg ikke er helt på toppen. Så er der altid noget i den, der minder mig om, at det ikke kun er mig, der har det sådan her nogle gange. Det er formildende for mig at kunne vende tilbage til digtene i den. Og jeg har faktisk ikke før prøvet, at en bog på den måde kunne give trøst eller blive en slags god ven på sofaen.”

 

Men selvom hun ved, at de poetiske bøger, som hun selv udgiver, ikke er alles kop the, holder hun af at være i dialog med læserne.

 

Den gule sofa i Nr. 33 // Illustration: Luna Magdalene

 

Personlig betjening og en snak om alt muligt

Siden februar 2017 har forlaget LESEN holdt til i ”Nr. 33” på Søllerødgade på Nørrebro, og Lea startede egentlig den lille boghandel sammen med en anden forlægger, men i dag bestyrer hun den selv, og det er et sted, hvor hun bliver glad af at være:

”Jeg elsker at komme herned om morgenen og lægge nye bøger frem på bordet. Jeg gider faktisk ikke sidde bag computerskærmen og redigere bøger hele tiden. Mødet med læserne giver mig enormt meget energi til alt det andet forlagsarbejde, og så kan jeg faktisk godt lide at sælge ting. Men kun gode ting,” siger hun, imens vi går fra baglokalet og ud til alle bøgerne. Hun  fortæller, at mange lokale på Nørrebro lægger vejen forbi. Jeg er på ingen måde i tvivl om, at intet i lokalet er tilfældigt. Hverken bogudvalget, de håndlavede skilte med blækaftryk eller de muji-kuglepenne og den keramik, som også er til salg.

 

Boghandlen har undertitlen ”personlig boghandel”, og Lea forklarer, at det betyder, at hun som sælger personligt står inde for alt det, hun sælger, og at hun hellere end gerne kommer med personlige anbefalinger, men at de til gengæld altid vil være farvede af hendes egen holdning og smag:

”Jeg sælger og anbefaler kun ting, som jeg selv synes er gode. Og så sælger jeg slet ikke kun mine egne bøger. Jeg kan rigtig godt lide at anbefale mine kollegaers bøger, og jeg elsker at hjælpe folk med at vælge deres køb ved at spørge ind til, hvilke bøger de ellers godt kan li’, og så komme med anbefalinger ud fra det. Men udvalget vil altid afspejle, hvad jeg selv kan li’,” fastslår hun.

Nogle af bøgerne er også brugte og kommer fra Leas egne boghylder. Efter hun startede sit forlag har hun nemlig solgt sin lejlighed og er flyttet ind hos en god ven,  så nu bor alle bøgerne i ”Nr. 33”.

 

Inden jeg forlader den lille bogbiks, spørger jeg Lea, hvorfor der er gult tema i forretningen. Hun tøver lidt:

”Det er helt tilfældigt,” siger hun så og konkluderer, at hun godt kan li’ farven gul, og at der findes mange bøger i gule nuancer, alt imens hun rækker mig en udgave af hendes forlags første udgivelse, Mona Høvrings Noget der hjælper.

 

Så er noget i den lille boghandel alligevel tilfældigt.

Sprognørdet kandidatstuderende i journalistik med en bachelor i litteraturhistorie og sociologi i bagagen. Her på VINK undersøger og skriver jeg primært om det litterære univers, sprogets mangefacetterede former og de drivkræfter, som er med til at bære litteraturen frem.