Boganmeldelse: Et menneske er ikke en ø

Ikke. at. orke. noget. Livet. Men så pludselig. Peter H. Olesens tredje roman skildrer et tragikomisk selvbillede af en mand, der forsøger at være i fred for livets store følelser.

”Han bor i en alt for stor lejlighed på en stille sidevej til Alleen, og her har han tænkt sig at bo til han dør. Han orker ikke længere: at flytte, at arbejde, at møde nye mennesker. Han gider ikke længere forsøge at fungere som man nu skal fungere i denne del af verden. Han er endnu i midten af livet, men det er ikke en krise. Han har det godt nok, siger han, han orker bare ikke mere”.

 

Sådan lyder de første linjer af Peter H. Olesens tredje roman, Et hus er ikke et hjem, udgivet på Byens forlag.

 

”Han” er den midaldrende mand Anders F. Jensen, der ”(…) tilhørte den store brede mellemgruppe som sjældent udviste de store talenter, men heller ikke var helt håbløse”. På trods af tredjepersonsfortælleren, er det tydeligt, at ordene om Anders er hans egne, og der skabes en fint vibrerende forskydning mellem disse (selv)betragtninger og læserens opfattelse af romanens hovedperson. Fx samler Anders på plader og har en udbredt viden om musik, men særligt kyndig opfatter han ikke sig selv som. Han fik som ung udgivet digte i Hvedekorn, men forstår ikke moderne poesi. Siger han.

 

Anders har efter sin mors død arvet en herskabslejlighed på en sidegade til Alléen – ja, mon ikke det er Frederiksberg Allé. Her har han besluttet at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og de menneskelige relationer. Som Albert Camus’ hovedperson i Den fremmede, den også netop moderløse Meursault, accepterer han det nuværendes tilstand og meningsløsheden, og som i den eksistensfilosofiske roman fortælles det i korte og spartanske sætninger:

 

”Der er styr på hans nye, frie liv. Han kan uden bekymringer leve sådan de næste mange år. Han lever nøjsomt, men savner intet. Der sker ikke det store, her er ingen pludselige og urimelige krav, og det er en lettelse for ham. Inden for rammerne, rammer han vel at mærke selv har udstykket, kan han gøre, hvad han vil”.

 

Sætningerne er inddelt i små afsnit à ca. en side, der fungerer som små, stærke glimt, der tilsammen udgør fortællingen. Anders besøger stadig sit gamle stambibliotek i forstaden et par gange om ugen, men ellers er samværet med andre mennesker begrænset til hans tilværelse som distanceret flanør på gå- og bodegature i det nye kvarter. Anders har elimineret alle fremtidsdrømme, længsel og turbulens fra sit liv. Det, som vi ofte kalder, Livet.

 

Hvo intet vover
”Hun taler ikke meget, når hun spiser. Hun er koncentreret. Alligevel må han indrømme at han nyder det, samværet kunne man kalde det”.

 

Det banker alligevel på livets hoveddør midt i al Anders’ beslutsomhed, og

livet med dets følelser og risici får charmet sig ind på ham i form af den unge digter-aspirant Bi, som i midten af fortællingen bliver lejer af et af Allé-lejlighedens mange tomme værelser. For det er jo ikke så let at undgå begæret, håbet og længslen, når der dukker sådan en Bi-person op, selvom man har besluttet sig for at undgå det. Selvom man ved, at der er en risiko for at tabe og miste.

 

Der er de store udsving, hvor Kærligheden, Døden og Nederlaget gør sit indtog i vores liv, og som meget litteratur omhandler. Men det meste af tiden – for de fleste af os i hvert fald – er det de indre, små halvdramatiske udsving, seismografen tegner på livets papir og det skildrer denne 155-siders roman på en lavmælt underholdende og indsigtsfuldt måde.

 

HVAD: Et hus er ikke et hjem
HVEM: Peter H. Olesen
HVORNÅR: 2015 på Byens forlag
PORTEMONNÆ: 299 kr.

 

Skriv en kommentar

kommentarer