Aristofanes på Glyptoteket: Satiren skal være spydig, personlig og ond

På Glyptoteket kan du de næste par måneder få indblik i de græske klassikere, når Klaus Rothstein og Marcel Lysgaard Lech i løbet af en række arrangementer vil dykke ned i nogle af de mest fremtrædende værker. VINK var med til det første oplæg i serien, hvor Aristofanes’ komedie Rytteriet blev skildret og diskuteret. Det blev til en samtale om, hvad satire egentlig er, hvorfor den er vigtig, og hvorfor vi virkelig kommer til at mangle Den Korte Radioavis.

//Foto: Sara Rejaye Gryesten

Græske klassikere i smukke omgivelser

Det er første gang, jeg er i Glyptotekets festsal, og den er smuk og enorm. Det gule mosaikgulv, de store søjler, de røde vægge, statuerne, der står i salens sider og ser ud i rummet. Det er sjældent, at jeg simultant får følelsen af æresfrygt og ro, men når det sker, sker det for det meste på Glyptoteket. Akustikken er sær i salen, må mændene på scenen nævne som det første. De fortæller, at selvom vi kan høre dem, kan de ikke høre sig selv, og de må derfor stole på genklangen, der sender deres stemmer tilbage til dem.

Jeg er til arrangementet “Græske klassikere” på Glyptoteket, som skal fungere som en serie af arrangementer, der forløber sig over de næste måneder, hvor der vil blive talt om udvalgte græske klassikere og deres relevans i dag. Denne samtale er seriens første, og de har valgt at lægge ud med Aristofanes’ komedie Rytteriet.  Mændene på scenen er litteraturkritiker Klaus Rothstein og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysggaard Lech, som også er manden bag nyoversættelsen af Rytteriet.

I det gamle Grækenland, da Rytteriet oprindeligt blev opført, blev digterne anset for at være superstjerner, og teatrene var deres supermedie, som blev behandlet som en kulturel vare, folk rejste langvejs fra for at se. Stykkerne blev spillet af max tre skuespillere, der alle var mænd, og som påførte sig masker, når de skulle skifte mellem deres forskellige roller. I dag er det kun teksten, der er tilbage af de græske klassikere, så det er nemt at glemme, at forestillingerne faktisk var musicaler med en rytmik og melodi, der bandt det hele sammen. Koret i de græske stykker skal altså forestilles som egentlige kor, der er klædt i kostumer og synger kommentarer til forestillingens handling. I Rytteriet er koret klædt ud som et rytteri, men hvordan det helt præcist så ud, ved vi ikke. Marcel siger, at han kan lide at forestille sig dem med kæpheste mellem deres ben, og festsalen griner af billedet.  

Før jeg købte billetten til arrangementet, havde jeg ikke nogen idé om, at Rytteriet var andet end et par sjove mænd på DR2, så jeg læner mig spændt tilbage i min klapstol i festsalen og lader mig selv blive ført tilbage til et Athen, der er ved at bevæge sig fra tyranstyre til demokrati.

Du kan kun tæve populismen med en pølsesælger

I Rytteriet følger vi slaveejeren Folkes slaver, der kæmper hårdt for hans gunst. Ind kommer den nyeste slave, skindsælgeren Paflagon, der hurtigt lefler sig til at blive Folkes favorit. Men Paflagon er ond og manipulerende, og han fedter for Folke for sin egen vindings skyld. De andre slaver vil for alt i verden af med ham, men det kan kun gøres ved at finde en, der kan erstatte hans plads som Folkes favorit. For at vinde over den klamme og skamløse Paflagon er slaverne altså nødt til at finde en, som er endnu mere klam og skamløs, og det er lige præcis det, de finder hos en pølsesælger på gaden. Pølsesælgeren har en af de mest ækle erhverv, der var dengang i Athen, og med sin vulgære opførsel får han magten – hvilket med en ret absurd drejning resulterer i, at han koger Folke, så Folke bliver ung og dejlig og voldtager nogle kvinder, der skal forstille fredsaftalerne. Det er altså svært at komme udenom, at det er en ret bizar historie.

Hele historien fungerer som en allegori for det athenske demokrati, og det er en allegori, der er så dårligt skjult, at det næsten er en joke i sig selv. Folke er (sjovt nok) en personifikation af det athenske folk, slaverne er de athenske politikere, og Paflagon er en parodi på den populistiske politiker, Kleon, som Aristofanes havde kritiseret i flere af sine stykker. Mens alle politikerne kæmper for at blive favoriseret af folket, kan man kun tæve en populist med en endnu større populist – eller en endnu klammere pølsesælger. Men selvom pølsesælgeren vinder over Paflagon, så er sejren ikke stor for demokratiet, for der kommer altid en sporvogn og en populist til.

Kleon var ikke ligefrem begejstret over Aristofanes’ præsentation af ham, men der var ikke så meget at gøre ved det – i komediens univers måtte man sige alt, og det gjorde man også. Politikere, guder og hvad som helst andet måtte klare at være ofre for sex-jokes og toilethumor. Da satireforsker Dennis Meyhoff Brink bliver inviteret med op på scenen, er noget af det første, han nævner, at han blev overrasket over, hvor meget humor, der er under bæltestedet i stykket. Afføring og sex – det er der meget af.

Kirsten Birgit, Donald Trump og Peter Plys

Dennis er blevet inviteret med for at sætte stykket i en mere nutidig kontekst, men det er ikke fordi han behøver at grave langt for at finde Rytteriets relevans. Marcel siger selv, at han begyndte at oversætte værket den dag, hvor Trump blev valgt som USA’s præsident. For ham mindede de amerikanske valgkampe alt for tydeligt om det, der foregår i Rytteriet, hvor det er den, der råber højest, der vinder. Så selvom Marcel ikke havde tænkt, at det var dét værk, han skulle oversætte, så kunne han ikke lade være.

Dennis fortæller, at selvom begrebet satire ikke fandtes dengang, så har Aristofanes været med til at bygge en bro til det, som vi kendetegner som satire i dag. Satiren er praktisk talt altid magtkritisk, og det er satirikerens rolle at være mistænksom. Det indebærer blandt andet, at satirikeren skal se på det, som folk med autoritet gør, og overveje om de gør det af populistiske årsager. Satiren kan nemlig skabe en mulighed for, at folket ser autoriteterne med andre øjne, og den kan afsløre, når magt bliver misbrugt. Den har evnen til at sætte en seddel bag på politikerens ryg, der latterliggør dem og viser, at de ikke er urørlige. Det ser vi også i dag, når for eksempel den kinesiske leder Xi Jinping bliver sammenlignet med Peter Plys. Satiren bruger stadig de samme midler som Aristofanes, for hvad er egentlig forskellen mellem at gøre Kleon til en skindsælger og Xi Jinping til Peter Plys? Satiren er magtkritisk, og den kan være det på helt absurde måder.

Men hvad skal satiren så gøre, når politikeren bruger den til at styrke sit eget omdømme, spørger Klaus, og Dennis svarer afklaret, at så må satiren blive endnu mere spydig og endnu mere personlig.

Igennem hele samtalen er der én nutidig satiriker, som de alle tre nævner. En satiriker, som netop mestrer den ideelle kombination af magtkritik, spydighed og kompromisløshed: Det er selvfølgelig Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Den Korte Radioavis – nogen ville måske sige Frederik Cilius i forklædning. Ligheden mellem Kirsten Birgit og Aristofanes er endda så markant, at Marcel har puttet en lille hyldest ind i sin oversættelse: slaverne snakker med hinanden, og i en kort fællessang synger de: skib-skab-skub-dip-skab. En mere en-til-en oversættelse ville nok være en syngende ”hmmmm”, men det er en del kedeligere, og skib-skab-skub-dip-skab er det, Kirsten Birgit synger, når hun skal beskrive en sang til kollegaen Rasmus Bruun, fortæller Marcel.

Arrangementet slutter derfor også på en lidt trist note, da Klaus påpeger, at 24syvs lukning også betyder et farvel til Danmarks helt egen Aristofanes. Men hvem ved? Måske kommer vi en dag til et arrangement på Glyptoteket om Den Korte Radioavis, og en Kirsten Birgit-marmor-statue vil kigge ned på os dødelige i Glyptotekets festsal. Der er i hvert fald noget, der tyder på, at selvom populisterne bliver skiftet ud, så vil satiren forblive evigt nødvendig.

Det næste arrangement i serien “Græske klassikere” genfortæller Sofokles’ Antigone. Det foregår d. 24. november kl. 15-16. Du finder billetter på Glyptotekets hjemmeside.

Filosofistuderende og selvdiagnostiseret litteraturnørd med forkærlighed for støvede antikvariater og Kender du typen