ÅRETS LÆSEOPLEVELSE I: Secondhand Time

Årets sidste måned står selvfølgelig på julehygge, men også på tilbageblik på det år, der er ved at rende ud. På litteraturredaktionen har vi kigget tilbage på de læseoplevelser, der ramte os mest i løbet af året. Hver tirsdag i december deler vi ud af læseoplevelserne, og vi lægger ud med Sasha, der stadig ikke helt har sluppet romanen Secondhand Time.

 

“To make a long story short, everyone lied and things only ever got worse.”

 

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Svetlana Aleksijevitj var henover sommeren, da en underviser i umanerligt god tid lagde et foreløbigt pensum op for mit efterårssemester. Da bogen ankom på mit dørtrin få dage senere, gjorde den det i selskab med en masse andre bøger, og Secondhand Time endte i bunden af en evigt voksende bunke af bøger, jeg gerne vil læse, skal læse, bør læse. Da jeg endelig hev den op fra bunken, var det svært at lægge den ned igen.

Secondhand Time gør ikke meget ud af sig selv. Det er en tyk bog på godt 700 sider med råhvidt omslag og fin, blå skrift. Ingen udskejelser her. Simpliciteten på ydersiden virker til at være den naturlige modpol til kompleksiteten indeni. Og den er kompleks. Det er vist derfor, jeg så godt kan lide den; fordi jeg ikke helt kan få fod på den. Her, tre måneder efter jeg læste den, har den ikke forladt hverken min mund, mine tanker eller mit natbord, og jeg har stadig svært ved at artikulere, hvad det er, der er med den her bog.

Secondhand Time er et sammensurium af fortællinger, erindringer og livshistorier fra over 300 mennesker henover 20+ år i Rusland og Sovjetunionen. Aleksijevitj har omdannet deres fortællinger til narrativer, og hun huserer hele tiden mellem linjerne, i bogens komposition og i regibemærkningerne, men hun træder aldrig helt ud af skyggerne. Det er ikke en klassisk roman i nogen forstand. I Politikens Boghal har de endog placeret bogen både i deres fiktions- og nonfiktionsafdeling for at være på den sikre side.

Secondhand Time formår at være indadvendt, nationalidentisk, politisk og tusinder af andre ting uden nogensinde at blive hverken fremmedgørende, eksotiserende eller feticherende. Det er en fortælling om menneskelighed i yderste potens på både godt og ondt.

 

”It wasn’t that long ago, but it’s as though it happened in another era… a different country… That’s where we left our naïveté and romanticism. Our trust. No one wants to remember it now because it’s unpleasant; we’ve lived through a lot of disappointment since then.”