Årets læseoplevelse III: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Årets sidste måned står selvfølgelig på julehygge, men også på tilbageblik på det år, der er ved at rende ud. På litteraturredaktionen har vi kigget tilbage på de læseoplevelser, der ramte os mest i løbet af året. Hver tirsdag i december deler vi ud af læseoplevelserne, og vi slutter af med Molly, der fremhæver Naja Marie Aidts hjerteskærende bog om sønnen Carls død.

 

//Foto: Molly Christensen

”Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu”

 

Lige siden jeg blev glad for at læse, sådan rigtig glad for det, har jeg haft et særligt forhold til Naja Marie Aidts bøger. Særligt hendes noveller. I tiende klasse fik vi udleveret ”Som englene flyver” fra novellesamlingen Vandmærket. Det er en historie om stoffer, sex og død, og Aidts kolde, men knivskarpe tone slog mig fuldkommen bagover. Jeg synes godt, vi kunne have fået en advarsel; for som de fleste af novellerne i bogen, er den brutal og fortæller om en helt anden hård verden end den, mit teenagejeg ellers var vant til.

Siden da, gennem hele min ungdom og efter jeg blev voksen, har Aidts univers fascineret mig, og hendes nyeste bog Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som udkom tidligere i år, er brutal på et andet, men endnu mere hjerteskærende niveau end hendes tidligere værker. Bogen, som har undertitlen ”Carls bog”, handler om Carls død. Carl var Aidts søn, der som 25-årig sprang ud fra fjerde sal og døde. Han og en ven havde taget hallucinerende svampe, og efterfølgende havde vennen låst sig ude af lejligheden og kunne derfor ikke redde Carl, inden han sprang ud af vinduet.

 

Bogens genre er svær at lægge fast. Sproget er på en og samme tid fragmenteret, tumultarisk, fuldendt og enkelt. Temaet – en forælder, der skriver om sit døde barn – gør ondt i sig selv, men det er Aidts hudløse stemme, som gør bogen så hjerteskærende at læse. En stemme, der ikke nærer noget håb; en stemme, som ikke kan eller vil andet end at prøve at beskrive den sorg, det er at miste. Til at beskrive den sorg gør Aidt, udover sine egne skriverier, brug af nogle af litteraturhistoriens største værker skrevet om sorg. Hun hiver fat i Stephané Mallarmé, Joan Didion, Walt Whitman med flere. Fælles for mange af de forfattere, hun bruger af er, at de også har mistet en elsket. Aidts rørende brug af al denne sorglitteratur gør, at man som læser mærker den altopslugende håbløshed, men også følelsen af den lille, spirende drivkraft, det er at vide, at man deler sorgen med andre. At man ikke er alene, selvom man føler sig det på en måde, de færreste nok kan eller ønsker at forstå.

 

 

Forsideillustration: Marie Emilie Simonssen

Inkarneret københavner med en forkærlighed for Nørrebro fra det sorteste slum til den trendyste hipstercafé. Passioneret omkring mennesker og ord.