Årets læseoplevelse II: Lettipark

Årets sidste måned står selvfølgelig på julehygge, men også på tilbageblik på det år, der er ved at rende ud. På litteraturredaktionen har vi kigget tilbage på de læseoplevelser, der ramte os mest i løbet af året. Hver tirsdag i december deler vi ud af læseoplevelserne, og denne tirsdag hylder Karoline en novellesamling fra en tysk forfatterinde.

 

Jeg har altid holdt særligt af noveller. Det skyldes formentlig, at den første novellesamling, som gjorde indtryk på mig, var Naja Marie Aidts Bavian, der er karakteriseret af en minimalistisk skrivestil. Siden da har jeg været meget optaget af den litterære minimalisme og forsøgt at forstå, hvad det lige er, de nøgterne beskrivelser og knappe karakterskildringer kan.

 

I min jagt på ethvert minimalistisk litteraturfix faldt jeg for flere år siden over den omdiskuterede, anerkendte og til stadighed relativt unge tyske forfatter Judith Hermann. Sidste år udkom hendes nyeste novellesamling, der bærer titlen Lettipark, og det er værket, der for mig står frem som dette års læseoplevelse.

Lettipark består af 17 korte noveller, og i hver novelle præsenteres læseren for nye karakterer og sceniske opsætninger. Et kærestepar på jagt efter et værelse en tidlig morgen i Odessa, Ukraine. En dreng på omtrent syv, der kommer forbi en cirkusvogn. Et ægtepar, der rejser til Rusland for at adoptere. En yngre kvinde, der lejer et værelse hos en ældre. Og en kvinde, der går til psykoanalyse hos en mand med navnet dr. Gupta.  Alligevel synes en særlig stemning at være gennemgående i samtlige noveller og gennemsyre selve samlingen. Det er en svært forklarlig følelse, som kan forekomme efter mødet med en gammel ven eller en helt fremmed, som for en kort stund krydser ens vej og ender med at indprente sig i ens bevidsthed og efterlade et mærkbart aftryk. Det er den helt særlige stemning af harmløs uforståenhed og eftertænksomhed, der kan opstå efter et pludseligt møde eller tanken om, hvad der engang var, men ikke længere er. Noget, som ikke er glemt, men blot for en stund fortrængt.

I mange henseender tematiserer alle novellerne de tanker, der kan opstå, når ”Veje krydses”, som samtidig er titlen på en af novellerne. De spørgsmål, der kan opstå i kølvandet på et uventet eller bemærkelsesværdigt møde. Spørgsmål, som ”før eller siden jo alligevel besvarer sig selv”, som meget passende er den andensidste sætning i selve samlingen, og som afslutningsvist forbliver ”Visse erindringer”, der igen er en titel fra samlingen. Og alligevel synes novellerne også at omhandle så meget andet. Som jeg’et i novellen ”Digte”, der besøger sin syge far, stadfæster: ”Det handlede om alt det, og derudover handlede det sikkert også om noget helt andet”. Novellerne i Lettipark handler på én og samme tid om hengivenhed og løsrivelse, afsky og tiltrækning, håb og håbløshed, drømme, længsler og ikke mindst realiteter.

 

Lettipark minder mig om, hvorfor jeg holder særligt af noveller. De er letlæselige, men ofte svært fordøjelige. For mellem linjerne opstår mellemrum, som læseren selv kan og må udfylde. Og det er her, hele meningen opstår, og budskabet kommer til syne. Hver novelle bliver en pludselig åbning – et vindue, som du flygtigt passerer – til noget større, som læseren selv må stykke sammen og digte videre på for på sigt i bevidstheden at kunne samle det til et afsluttet hele.

 

“Jeg er sikker på at heller ikke Martha vil kunne give dig et svar, hverken Martha eller jeg kan huske hvad der så skete. Vi kan ikke længere huske det. I grunden står vi der stadig, vi står stadig barfodede og hånd i hånd på terrassen foran dette hus på øen, og over de smukke blå bjerge er natten allerede på vej med store skridt.”

//Foto: Karoline Kjær Hansen

 

Forsideillustration: Marie Emilie Simonssen

Sprognørdet kandidatstuderende i journalistik med en bachelor i litteraturhistorie og sociologi i bagagen. Her på VINK undersøger og skriver jeg primært om det litterære univers, sprogets mangefacetterede former og de drivkræfter, som er med til at bære litteraturen frem.