ÅRETS LÆSEOPLEVELSE #3

ÅRETS LÆSEOPLEVELSE #3: Nicole Krauss’ roman Kærlighedens historie // Foto: Flickr.

 

 

For nogle år siden stødte jeg på Nicole Krauss; egentlig kun på grund af hendes daværende mand, Jonathan Safran Foer, hvis romaner jeg sætter meget højt og aldrig bliver færdig med at læse. Så da jeg fandt ud af, at Foer var gift med en anden forfatter, vidste jeg, at jeg måtte begive mig ud i at læse hendes romaner.

 

Jeg startede med Det store hus fra 2010 og blev skuffet. På et ubevidst plan havde jeg måske forventet en glædelig og rørende genkendelse fra Foers univers, og den følelse syntes ikke at indfinde sig. Derfor gik der noget tid, før jeg begav mig ud i Krauss’ debutroman fra 2005, Kærlighedens historie, og denne gang blev alle mine forventninger indfriet.

Krauss’ fortællestil er på én og samme tid stærk og skrøbelig, ligesom fortællingens karakterer er det. Man kan mærke, at de er skrevet frem af kærlighed og ømhed. Det smitter af på fortællingen.

 

Romanens hovedpersoner er teenageren Alma og den gamle mand Leo Gursky. Deres historier og skæbner flettes elegant sammen gennem en bog, som Leo skrev i sin ungdom til sit livs kærlighed – og den bog hedder Kærlighedens historie. Leo lever ensomt og alene og laver dagligt små optrin, i butikker eller på gaden, for at sikre sig, at nogen bemærker ham, hvis han nu skulle gå hen og dø samme dag. Men han kan alligevel ikke helt lade livet være og kommer i kontakt med nye mennesker, samtidig med at han følger sin søn, som han aldrig har kendt, på afstand.

 

Alma bor med sin mor og sin lillebror. Faren er død, og hun savner ham, og for at føle sig tæt på ham har hun overtaget hans interesse for livet i vildmarken og forsøger nu, med alt hvad hun har, at lave en bog om overlevelse i det fri. Oveni dette bekymrer hun sig om sin mor og har et ønske om, at hun finder en ny mand. Moren lever af at oversætte bøger, og da der en dag dumper et manuskript ind ad brevsprækken, øjner Alma straks muligheden for, at forfatteren bag dette kan blive morens nye livsledsager, og hermed begynder sammenfletningen af romanens to skæbner.

 

Fortællingens mange tråde gør romanen kringlet, men dragende. Det er umuligt at få al betydning med ved første læsning, men det gør kun, at man får lyst til at læse den igen. Der kommer til at gå lang tid før jeg læser noget, som vipper Kærlighedens historie af pinden. Og jeg kan kun unde alle andre også at lære dejlige, gamle Gursky og fine, tænksomme Alma at kende. De er perfekt læseselskab i det nye år.

Inkarneret københavner med en forkærlighed for Nørrebro fra det sorteste slum til den trendyste hipstercafé. Passioneret omkring mennesker og ord.