Ung dansk fotografi ’16

OMTALE: Bliver verden større, eller bliver den i virkeligheden mindre? I takt med, at internet og anden ny teknologi gør, at den anden side af jorden er langt mere tilgængelig end før hen, bliver vi mere og mere ens. Men vi konfronteres også med det, vi ikke kender hver dag. Skal vi prøve at ændre det, vi ikke forstår, eller skal vi tilpasse os? Skal vi skille os ud og være dem, vi er, med frygt for, at trygheden brydes og vi føler os helt alene? Det er nogle af disse emner, der rører sig for de unge danske fotografer i øjeblikket.

 

Ung dansk fotografi ’16, der er udstillet på Dansk Fotografisk Center, er kurateret i samarbejde med kunsthistoriker Banja Rathnov og udstiller fotografier og video af Lina Hashim, Mads Holm, Lærke Posselt, Sarah Riisager og Tinne Zenner. Derudover screenes videoværker af ti kunstnere og filminstruktører, som er blevet valgt ved et Open Call.

 

img_0664Tinne Zenner: ARRÀBIDA – HÀ SÒ UMA TERRA, 2016. //Alle fotos: Clara Mosconi

 

Globalisering eller globalitet?

’Globalitet’ er årets emne. Vi er ikke længere midt i en globalisering, men lever nu med konsekvenserne af denne. På godt og ondt. Globalitet er et emne, der altid vil gøre os opmærksomme på, at der er andre end os selv. Den møder kontrasten i det nære, trygge og i vores rødder og stiller os dermed overfor en række uundgåelige problematikker som bearbejdes i årets udstilling.

De fem dygtige fotografer har vidt forskellige tilgange til emnet. Heldigvis holder Fotografisk Center til i et forholdsvis stort lokale, for beskueren rives med rundt i mange forskellige verdensdele og politiske problemstillinger. Alt lige fra konkrete steder og situationer til overordnede og mere eksistentielle spørgsmål.

Lærke Posselt har fokus på køn og transseksualitet, hvor Sarah Riisager har valgt at kigge på verden udefra, fra et kosmisk perspektiv. Lina Hashim har fat i religiøse ritualer og har portrætteret afdøde selvmordsbombere. Tinne Zenner har zoomet ind på en portugisisk naturpark med en betonfabrik i midten, og Mads Holms dokumentariske fotografier viser kulturelle forskelligheder overalt i verden. Følg med når jeg dykker lidt længere ned i Lærke Posselts kønsdebat og Sarah Riisagers svævende univers.

 

img_0625Lærke Posselt: Bending Gender, 2014-2016.

 

Transseksualitet og kønsdebat

Den anerkendte fotograf, Lærke Posselt, har zoomet ind på et meget konkret emne. Køn. Et emne som er svært at undgå og et emne, vi alle er en del af – lige meget om vi projekterer vores stærke holdning ud over vores Facebook Feeds mindst én gang om måneden, eller om vi har taget et aktivt valg om ikke at have en holdning. Så har vi alligevel forholdt os til problematikken. Det er et emne fyldt med misforståelser og gråzoner, og det er vigtigt, at vi snakker om det, og får skabt en dialog, som er åben og fordomsfri. Også selvom vi er bange for at træde nogen over tæerne. For den følelse kender jeg nemlig godt. Jeg er ikke ret skolet i emnet, og kan være forsigtig, ja, faktisk nærmest bange for at indgå i en kønsdebat, da jeg selv har oplevet, at et forkert ordvalg kan gøre, at jeg får ramt et soft spot hos nogen. Men måske behøver vi heller ikke have læst, hvad en masse kloge teoretikere mener om emnet? Det handler om mennesker og følelser, og det er der vel ikke nogen, der kan skære over en kam.

Lærke Posselt viser med sin serie Bending Gender en masse portrætter af unge mennesker, der alle kæmper med omverdenen i forhold til deres køn. De kæmper for retten, til at være dem de er, og ikke mindst for accept. Ved siden af hvert af portrætterne hænger et citat, som tilfører en ekstra dimension til de ellers sårbare portrætter. Udover Lærke Posselts klare stemme gennem fotografiet får hver af de fotograferede unge mennesker også en stemme, og de slår hårdt. Nogle er hårde og frustrerede, andre er meget umiddelbare:

 

”Vores sprog er ikke stort nok til virkeligheden.

Jeg er ikke rigtig hverken kvinde eller mand,

men mine omgivelser vil fastholde mig

i en af de to roller. Det er ikke

noget, jeg føler mig tilpas i overhovedet.

Jeg har prøvet i perioder at klæde

mig mere efter mit køns

konventioner, men har oplevet, at

det gør mig mere ked af det, end

kommentarerne gør.”

 

Lærke Posselt har skabt en utrolig sympatisk og vigtig fotoserie. Jeg tager hatten af for, at hun har givet sig i kast med dette emne fra netop hendes ståsted. Med Lærke Posselts position som aktør i en kunstnerisk verden er hun bedst hjulpet ved at snakke gennem kunsten og fotografiet. Det er lige præcis det, vi alle må gøre. Det er svært, faktisk umuligt, tror jeg, at have et fast standpunkt i en nuanceret debat som denne, men hvis vi alle snakker fra det standpunkt vi har, kan vi måske inspirere eller blive inspireret.

 

img_0604

img_0610

Sarah Riisager: Memories from Outer Space og Fallen Sky, 2016. 

 

Om at være et rumvæsen og se verden udefra

Sarah Riisager har valgt en lidt anderledes position, end jeg oftest har set på kunstscenen. Hun har valgt af positionere sig som en ekstern observatør, en slags alien position. Hendes billeder i serien Memories from Outer space består, udover fotografier, også af to GIFs og en installation. Det er ikke svært at ane Sarah Riisagers forkærlighed for filmuniverset og det kitschede. Hun bevæger sig i et grænsefelt mellem virkelighed og fantasi, og jeg må indrømme, at jeg bliver lettet, når det første jeg ser, når jeg træder ind i en udstilling, er lidt svævende.

Så jeg letter lidt fra det blankpolerede betongulv, når jeg står og kigger på hendes fotografier. Der er nemlig ingen, der tvinger mig til at holde begge ben på jorden og forholde mig til mig selv. Det giver mig en ro, og jeg føler mig tryg i selskab med Sarah Riisagers fotografier, da jeg kan mærke, at hun ikke skaber for at give beskueren en indsigt i sig selv eller en aha-oplevelse. Det er i hvert fald ikke en betingelse for hendes arbejde. Hun skaber billeder, der viser beskueren, at hun har en helt klar interesse for det svævende, drømmeagtige univers, som tager udgangspunkt i hverdagsobjekter og momenter. Det er på Sarah Riisagers betingelser, at vi som beskuere oplever hendes værker. Det fjerner et pres fra mig, fordi forståelsen af værket ikke ligger hos mig selv.

Da jeg står foran hendes installation Fallen Sky, bliver jeg igen hevet lidt ned på jorden. Et langt silkelagen med blå himmel og skyer, der hænger og svæver i et hjørne af lokalet, minder mig om, at lige meget hvor i verden vi befinder os, så lever vi under den samme himmel. Himlen symboliserer rigtig mange ting, men fælles for alle fortolkninger er, at det er forbundet med en frihedsfølelse. Hvilket får mine tanker hen på alle dem, som af den ene eller anden grund ikke kan se himlen derfra hvor de står.

 

img_0653img_0644img_0728img_0699 Tinne Zenner: ARRÀBIDA – HÀ SÒ UMA TERRA, 2016.  

Lina Hashim:  Suicide Bombers, 2016.

Mads Holm: About common ground, 2013- .

 

En insisterende katalysator

Ung dansk fotografi 2016 er en helt unik sammensætning af værker. Jeg føler mig omfavnet og taget ved hånden, når jeg går rundt blandt de smukke billeder, videoer og installationer. Fotograferne har angivet en rar og begavet tone omkring nogle emner, som ellers er svære at servere, så de virker appetitlige. Jeg føler mig nemlig ikke degraderet – emnerne er ikke pakket ind i pladevat, men jeg føler mig heller ikke ekskluderet som en, der ikke kan deltage i debatten.

Deres værker har virkelig sat nogle tanker i gang hos mig. Tanker, der handler om de stadig svære kulturelle forskelligheder, vi skal navigerer i og tilpasse os, og de mennesker, der af den ene eller anden grund føler sig ekskluderet fra de samfundsnormer, der er lagt for dagen, og som kan virke næsten urokkelige.

 

Ung dansk fotograf ’16 slog benene væk under mig. Kønsproblematikker og universelle silkehimler er blot to af de ting, der huserer på Fotografisk Center i øjeblikket. Der er god grund til at gå på opdagelse i de andre værker, der behandler deres del af globaliseringsproblematikken: Menneskeliggørelsen af døde selvmordsbombere, naturen sat overfor det menneskeskabte og ikke mindst de mangfoldige kulturforskelle. Derfor vil jeg opfordre Jer til at tage til Fotografisk Center. Og sæt god tid af! Man slipper ikke ud derfra på en time.

 

 

Hvad: Ung dansk fotografi ’16 på Fotografisk Center

Hvor: Staldgade 16, 1699 København V

Hvornår: Udstillingen er aktuel til den 18. december, tirsdag-fredag: 12:00-18:00, torsdag 12:00-20:00 og lørdag-søndag 12:00-16:00.

Kunstskribent og studerende på VERA skole for kunst & design.