Syriens historie fortalt af Nørrebros hjemløse

OMTALE:

Billede fra fotoudstillingen "Eyes on Syria" på Blågårdsplads //Foto: Christofferbudtz.com

Billede fra fotoudstillingen “Eyes on Syria” på Blågårdsplads //Foto: Christofferbudtz.com

 

Den kolde efterårsvind får bladene fra træerne til at danse rundt om den lille fotoudstilling på Blågårds Plads. Efterårets rødlige og gullige farver står i kontrast til de sort/hvide billeder. En hvid banner med ordene ”Eyes on Syria” hænger mellem to træer. Det er titlen på fotoudstillingen. Blågårds Plads er et sted, hvor legende børn, hjemløse, en gammel dame, der lufter sin hund og to veninder, der drikker kaffe, alle møder hinanden. Det er et mødested for en brogede forsamling. Men i denne tid danser bladene om et nyt møde, et kulturmøde med en verden, der ikke længere eksisterer. ”Eyes on Syria” pryder ikke blot pladsen med smukke fotografier, den har også et ærinde og noget på hjertet.

 

Glemt kulturarv under åben himmel

Fotoudstillingen på Blågårds Plads er en del af et større projekt, hvor nyligt opdukket billeder fra det gamle Syrien fremvises for offentligheden. Fotografierne stammer fra en mission, hvor Danmark deltog i 1961, der gik ud på at redde en truet kulturarv i Nubien. Rejsen gik fra Danmark til Nubien gennem Syrien. Og på denne tur blev der taget 150 fotos af Syrien. Fotografierne viser landet før borgerkrig og bomber, hvor det var et land med en enestående historie og kulturarv.

I disse dage hvor flygtningeproblematikken giver de fleste rynker i panden og grå hår på hovedet, er det tiltrængt at menneskeliggøre flygtninge og få sat ansigter på problematikken. Der er ingen tvivl om, at temaet for denne udstilling er uhyre aktuel og vigtig – at se syrerne i øjnene, ikke som flygtninge, men som de mennesker, de er, og få et kendskab til den historie og kulturarv, som er gået tabt i krigen.
Det er store problematikker, der formidles i den lille udstilling samlet på Blågårds Plads. Men fra tanke til praksis kan der være langt, for ser de forbigående disse syrer i øjnene på Blågårdsplads? Hvad viser denne udstilling – hvilke følelser frembringer den, hvad giver disse billeder?

Jeg må erkende, at jeg finder det utrolig interessant, når kunsten løsriver sig fra institutionen og får lov til at forene sig med virkeligheden, hverdagen og livet som ikke blot udgøres af søndage eftermiddage med tid og overskud på et museum. Men når kunsten også ses i forbifarten i stress og jag, på gåturen alene og i solskin og regnvejr. Gamle som unge, hjemløse som studerende som direktøren. Når kunsten ikke er forbeholdt nogle, men er tilgængelig for alle. Og særligt interessant er det med denne udstilling, der i høj grad bør ses af alle. Alle burde se syrerne i øjnene, se de virkelige mennesker, deres kulturarv, deres virkelighed og ikke blot skræmmebillederne i nyhederne.

 

Virkeligheden på cementfødder

Jeg har kun hørt kort om udendørs udstillingen ”Eyes on Syria”, da jeg cykler afsted for at se den på Blågårds Plads. Vinden bider i mine kinder på denne kolde men smukke efterårs eftermiddag. Solen skinner og himlen er klar. Jeg går på Blågårdsgade og nærmer mig pladsen, hvor udstillingen skal være. Jeg kan i første omgang slet ikke få øje på den. Men mellem de legende børn og nogle hjemløse på en bænk, ser jeg den lille runde opstilling, der er udgjort af nogle sorte plader på cementfødder. På hver side af pladerne er der et sort hvidt fotografi, så man kan se halvdelen af fotografierne udenfor cirklen, og de resterende inde i cirklen. Dette giver effekten af en lille verden, der på én og samme tid virker omsluttende og åben. En del af Blågårds Plads og dog som en isoleret verden.

Billede fra fotoudstillingen "Eyes on Syria" på Blågårdsplads //Foto: Christofferbudtz.com

Billede fra fotoudstillingen “Eyes on Syria” på Blågårdsplads //Foto: Christofferbudtz.com

 

Pladerne på cementfødderne står ikke snorlige, hvilket umiddelbart frembringer en irritation i mig over denne tilfældige og sjuskede opstilling. På den anden side er virkeligheden jo ikke sirlig, perfekt eller kontrolleret, og set i lyset af hvad udstillingen har på hjerte, virker den ”tilfældige” opsætning pludselig som et finurligt billede af noget ægte og virkeligt.
De smukke fotografier emmer af liv og glæde, og viser børn på gaden, bønder i marken, madmarkeder i byen, mænd, der står på et gadehjørne og konverserer – ja, faktisk viser disse billeder et helt almindeligt liv, en hverdag. Flygtige øjeblikke fanget med kameralinsen. Et snapshot af hverdagen. Deres hverdag bliver direkte sat overfor vores hverdag, da disse billeder i bogstaveligste forstand er placeret midt i hverdagen. Situationerne på billederne, såsom de legende børn, de ældre mænd, der konverserer på gadehjørnet, er velkendte situationer. Disse billeder bliver uundgåeligt et billede af vores liv.

Billede fra fotoudstillingen "Eyes on Syria" på Blågårdsplads //Foto: Forlaget Orbis

Billede fra fotoudstillingen “Eyes on Syria” på Blågårdsplads //Foto: Forlaget Orbis

 

Min hjemløse kunstguide

Idet jeg står og betragter billederne, kommer en af de hjemløse hen til mig. Han fortæller, at han selv har været fotograf, og at disse billeder berører ham. ”Det rører mig i hjertet”, siger han. Han viser mig rundt i cirklen og viser sine yndlingsbilleder. Jeg bevæger mig på egen hånd videre for at kigge på de resterende billeder, alt imens jeg i baggrunden kan høre, hvordan de hjemløse diskuterer videre om hvilke billeder, de bedst kan lide og hvilke, der rører dem mest.

Billede fra fotoudstillingen "Eyes on Syria" på Blågårdsplads //Foto: Christofferbudtz.com

Billede fra fotoudstillingen “Eyes on Syria” på Blågårdsplads //Foto: Christofferbudtz.com

 

De diskuterer særligt ét billede – et portræt af en kvinde, der kigger op og smiler. En af de hjemløse siger, at dette er hans yndlingsbillede, hvor manden, der har givet min den lille rundvisning, synes billedet er for følelsesladet. For ham er dette portræt et billede på religion, og en troende kvinde. Jeg stopper selv ved billedet og betragter det. Jeg ville umiddelbart ikke have læst noget religiøst ind i dette billede, men efter han har sagt det, kan jeg måske godt se, hvad han mener. I hvert fald giver dette billede et indtryk af håb – hun kigger op – op på noget større.

Billede fra fotoudstillingen "Eyes on Syria" på Blågårdsplads //Foto: Forlaget Orbis

Billede fra fotoudstillingen “Eyes on Syria” på Blågårdsplads //Foto: Forlaget Orbis

 

Jeg går hen mod min cykel og takker for vores sludder og den lille rundvisning til de hjemløse.
I øjeblikket tænkte jeg ikke over denne lille sludder og rundvisning jeg fik af den hjemløse. Men da jeg cyklede derfra, havde dét gjort ligeså stort indtryk som min færden på egen hånd. Hvilket igen leder mine tanker mod den virkning, det har for udstillingen, at den er rykket udenfor. Det særlige ved at bringe kunsten ud af museets firevægge er netop den mangfoldighed, som får lov at se og påvirke kunsten – og min oplevelse af fotografierne havde ikke været den samme, hvis jeg havde stået på et museum.

 

Når billeder græder

Dagen efter cykler jeg tilfældigt forbi Blågårds Plads igen om aftenen, og i tusmørket ser udstillingen helt anderledes ud. Jeg hopper af cyklen og begiver mig igen rundt i den lille cirkel. Ansigterne har ændret karakter i mørket, og giver sammen med regnvejret et mere sørgmodigt udtryk. Regnen forsoner sig på forunderligvis med billederne og får dem til at græde.
Der er ingen legende børn, ingen hjemløse – i denne stund er der blot mig og udstillingen. Farverne på efterårsbladene er udvisket af mørke og regn, og alt er gråt. Jeg skal helt tæt på for at kunne se detaljerne på billederne grundet det manglende lys.

Hvor mit første indtryk af udstillingen emmede af glæde og håb, får jeg et helt andet indtryk denne gang. I aftenens mørke på den forladte plads virker fotografierne sørgmodige og tragiske.
Det er svært at fralægge sig alt den tragedie, sorg, bekymring – alt den viden man uundgåeligt bliver påvirket og mærket af gennem diverse nyhedsmedier. Men på den anden side er det netop i lyset af den viden, at disse billeder bliver særligt vigtige. De giver et lille indblik i Syriens kulturarv og en forståelse for det tab, som syerne har oplevet – og dermed en større forståelse for den situation de står i idag.

Billede fra fotoudstillingen "Eyes on Syria" på Blågårdsplads //Foto: Forlaget Orbis

Billede fra fotoudstillingen “Eyes on Syria” på Blågårdsplads //Foto: Forlaget Orbis

 

Udstillingen i aftens dunkle mørke bliver billedet på den mørke side af Syriens historie, et billede på deres tab og sorg. I sorgen og tragedien er der dog et håb, en fortrøstningsfuld stemning. Ansigterne smiler og græder på samme tid, hvilket indkapsler essensen af udstillingen – sorgen og håbet.

 

Håb i lys og sorg i mørke

Jeg har set udstillingen på Blågårds Plads to gange, og disse to gange var af meget forskellig karakter. Oplevelsen af udstillingen er en tvetydig oplevelse – en blanding mellem glæde, håb og sorg. På den måde bliver udstillingen en fusion mellem glæde og sorg, det smukke og det grumme, historie og fremtid. Virkeligheden er ikke sort/hvid, og på forunderligvis bliver de sort/hvide fotografier et billede på dette.
Ligeledes kan det diskuteres hvorvidt udstillingen kommer til sin ret eller bliver overset på Blågårds Plads. Under alle omstændigheder skaber den ikke meget postyr, hvilket både er ærgerligt, men på samme tid også fint, da den smelter sammen med pladsen. Og dette er vel noget af det helt centrale for kunst i det offentlige rum, at den bliver en del af dens omgivelser. Fotografierne af det gamle Syrien gør, at jeg ser de legende børn og hjemløse på bænken i et andet lys, ligeså vel som omgivelserne ændrer den måde jeg ser på fotografierne – håbet i lyset og sørgmodigheden i mørket.

Men ville jeg stoppe op og kigge på samme måde, hvis ikke jeg skulle skrive om denne udstilling? Det er det store spørgsmål.
Men ville jeg have snakket med disse hjemløse mænd på bænken, hvis ikke udstillingen havde stået på Blågårds Plads? Næppe. På den måde formår udstillingen at skabe en debat – en samtale mellem mennesker.

 

Hvor: Blågårds Plads, Nørrebro

Hvornår: 1. oktober – 1. november

Mønt: Gratis

 

Forsidefoto // Christofferbudtz.com

Filmskribent og kandidatstuderende på RUC i Dansk og Performancedesign.