ET STREJF AF PARIS I KØBENHAVN

FOTO: Alexander Hjorth Jespersen

Januar – vintermånederne føles lange, og der er evigheder til, at forårssolen rammer vores by igen. Så med skuldrene oppe om ørene går vi i store jakker og drømmer os væk mod fjerne egne, fremmede byer og væk fra eksamensstress. Rejsefeberen rammer, pengepungen er tom. Men fat mod – for heldigvis behøver du ikke rejse væk fra København for at opleve verden. Vores by rummer nemlig meget inspiration fra andre europæiske storbyer.

I denne artikel dykker vi ned i inspirationen fra en europæisk hovedstad, som mange mennesker beundrer. Byernes By, The City of Love, La Ville-Lumière – Paris. For netop denne europæiske storby har i over 150 år inspireret og bjergtaget os her i det kolde nord. Og siden midten af 1800-tallet har arkitekter og bygherrer forvandlet små bidder af København til Paris efter besøg i den franske hovedstad.

 

En parisisk drøm

”Stemningen, mine herrer, stemningen er den fremmeste af alt”, sådan afsluttede arkitekten og byplanlæggeren Ferdinand Mehldahl (1827-1908) altid sine forelæsninger på Kunstakademiet i 1870’erne. Meldahl var en af datidens mest indflydelsesrige personer og står bag flere ikoniske bygninger og parker i København, blandt andet Marmorkirken, områderne Gammelholm og Slotsholmen samt parkerne H.C. Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg, som er en del af det gamle voldanlæg. Jeg sender ofte en kærlig tanke til Meldahl, når jeg går i de grønne haver, hvor jeg kan trække mig væk fra byens larm og ind i mine egne tanker.

Meldahl havde været i Paris i otte måneder under den store omlægning af byplanen i 1857. Her fjernede man middelalderbyens slumkvarterer og anlagde brede boulevarder og store pladser. Byen blev lysere, renere og grønnere. Denne forvandling gjorde Paris til selve billedet på den moderne metropol med et væld af forlystelser, transportmuligheder og nye levestandarder. Det er derfor ikke underligt, at Meldahl blev fascineret af Paris, da København i midten af 1800-tallet stadig var præget af faldefærdige bygninger og dårlige leveforhold. Særligt Nørre Fælled, nutidens Nørrebro, var i 1850’erne blevet forvandlet til en trøstesløs stenørken med ekstrem befolkningstæthed og kummerlige forhold.

I Paris havde Meldahl set, hvor elegant det så ud, når flere gader løb sammen i en anlagt plads. Derfor besluttede han i 1872 at skabe intet mindre end Nordens Paris ved Søtorvet. Et torv hvor man drikker kioskøl i skyggen på de varme sommerdage, og en passage mange københavnere bruger hver dag. Frederiksborggade var hovedudfaldsåre til Frederiksborg Slot i 1800-tallet, og det var derfor smart at anlægge herskabets København i lige linje med det nordsjællandske slot. Ved metroen på Frederiksborggade kan man stadig se nulpunktsstenen, hvorfra man måler kilometerafstanden mod nord. Da København ikke har en flod som Seinen måtte Meldahl nøjes med Peblingesøen, der med lidt god vilje lignede en brusende flod. Man anlagde fire storslåede palæer med tårne, spir og kupler anbragt i en svag halvcirkel omkring Søtorvet med Frederiksborggade som midterakse. Også de tilstødende gader bar præg af symmetri, med navnene Gothersgade og Vendersgade. Det var klart, at Søtorvet var borgerskabets København og en modsætning til det tæt bebyggede Nørrebro.

FOTO: Alexander Hjorth Jespersen

Jeg forestiller mig det utrolige syn, det har været for bønderne, der kom ind mod byen i 1876, hvor palæerne stod færdige. Man havde aldrig før set lignende uden for voldene, Søtorvskomplekset lignende et fransk renæssanceslot. Mellem 1860-1910 kaldes stilperioden i Danmark for historicisme, som vi kender fra f.eks. fra Det Kongelige Teater og Væksthuset i Botanisk have. Historicismen er interessant, da den dækker over flere forskellige stilretninger, og man søgte tilbage til tidligere stilarters karakteristika og formsprog. Det var tilladt at efterligne alle stilarter og give dem sit personlige præg, man kunne nemt låne en søjle fra et græsk tempel og et spir fra en gotisk kirke.

Før historicismen kunne udseende og funktion ikke adskilles, men pludselig blev det muligt at bestille en smuk facade uden sammenhæng med resten af bygningen. Elegante detaljer skulle ikke afspejle husets funktion eller konstruktion. Man overpyntede husene med stuk blot for pyntens skyld. Derfor kaldes perioden også stukarkitektur eller kulissearkitektur, da bygningernes indre ikke stemte overens med det ydre. Kulissearkitekturen gjaldt også byggeriet på Søtorvet, hvor der bag de pompøse facader lå lukkede gårdmiljøer, lige så tæt som alle andre steder i København. Flere beboere klagede over utætte kakkelovne og vinduer. Historicismen var på mange måder et udtryk for datidens forbrugsfest – folk med penge kunne gøre, hvad de ville.

FOTO: Alexander Hjorth Jespersen

Tage, kupler og broer

Når man bevæger sig gennem byen, er det svært at huske at kigge op, men vender man blikket opad ved Søtorvet, kan man se, at bygningerne er fire etager høje, og en særlig detalje er bygningernes tage. Tagene er udformet som et mansardtag, hvilket vil sige, at taget består af to tagflader, hvor den ene er lodret, mens den anden er skrå. Mansardtaget gjorde det muligt at lave kvistvinduer i den lodrette del af taget og dermed have en ekstra etage til beboelse. Mansardtaget var et vigtigt element for at gengive en parisisk stemning og skilte sig meget ud fra de skrå tage, som vi kender fra de gamle københavnerboliger.

En anden interessant detalje, som var med til at skabe et ideelt stemningsbillede, var bygningernes spir og kupler. På de fire huse etablerede man tårne afsluttet af franske værn, og for at gøre bygningerne en smule københavnske byggede man fire slotsspir med lanterner og vindfløje. De smukke spir og kupler blev på mange måder et forbillede for fremtidens tårnbyggerier i København. På den mindre velhavende Nørrebroside af søen ses to mindre prangende kuppeltårne med lanterner, som repræsenterer porten til Nørrebro.

Trafikken til og fra Nørrebro var i de følgende år stigende, og i 1887 erstattede man den gamle Peblingebro med den nye Dronning Louises Bro, som er tegnet af arkitekten Vilhelm Dahlerup (1836-1907). På enden af broens rækværker ses fire bronzeskjolde med Københavns byvåben omgivet af våben, hjelme og løver. Man mente, at den nye bro havde et velhavende, smagfuldt og solidt udtryk. Broen lå i lige linje med Frederiksborggade i modsætning til Peblingebroen, som havde ligget en smule forskudt. Dronning Louises Bro gav dermed et meget eftertragtet symmetrisk udsyn og fuldendte dermed illusionen om Paris.

FOTO: Alexander Hjorth Jespersen

Og lad os blive ved illusionen, for Meldahls Paris var på mange måder en kulisse. Men ikke desto mindre var hans kræsen for detaljen så insisterende og fin, at en særlig stemning fandt frem til stedet. En atmosfære og en sans for finesserne, som stadig hænger ved. De fire palæer repræsenterede ikke blot borgerskabet men også den moderne verden og drømmen om at være en metropol. En parisisk drøm som i de følgende år skabte grobund for inspirerende og komplicerede bygningsværker som blandt andet Glyptoteket (1891), Jorcks Passage (1893-95) og den smukke grønne promenade Vestre Boulevard (1891-92), som indtil besættelsen lå hvor H.C. Andersens Boulevard ligger i dag.

Så når det hele ser håbløst ud, så giv dig selv et øjeblik til at spadsere over Dronning Louises Bro med La vie en rose med Edith Piaf i ørene og send en kærlig tanke til de frankofile og ambitiøse danske arkitekter med de store drømme. For midt ude på broen med den illuderede Seinen under sig er det, som om man kan mærke et strejf af Paris.

 

Forsidefoto// Alexander Hjorth Jespersen