Skuespilhuset: Dramatisk arkitektur

Det er flot at stå på promenaden. At stå og spejde ud over vandet, der blankt, mørkt og helt stille rækker over til det belyste, monumentale Operahus. Par der går ture, løbere og turister, som betragter et af Københavns mest centrale bygningsværker. Vi befinder os mellem Amalienborg, Nyhavn og St. Annæ Plads. Her hvor Skuespilhuset, tegnet af arkitekterne Lundgaard og Tranberg arkitekter, stod færdigt i år 2008. Jeg har betragtet og været på rundvisning i huset. Mine besøg og oplevelser ønsker jeg at dele med jer. Jeg zoomer ind på fire elementer, som fængede mit blik, og som jeg synes skaber en fortælling om et teater, der arkitektonisk også udstråler drama. 

 

1 – Promenaden

Først følelsen af at svæve på vand. At promenaden næsten fornemmes som en kaj.

 

Luften er frisk, og det dufter af havn. En løber overhaler mig, da jeg står og spejder ud over det dybe, blanke vand. Ved siden af mig står en mand skjult bag sit kameraudstyr i færd med at tage billeder fra alle vinkler. Han skal hele vejen rundt. Udsigten er ubegribeligt smuk herfra. Selvom vejret er gråt, er det stadig klart nok til at skimte de gamle kaserner på Holmen og det bombastiske Operahus, som puster sig op og skriger Mærsk og alt for mange millioner, ovre på modsatte havnebred. Promenaden er af egeplanker og snor sig som en krans rundt om bygningen. Som jeg står der på Kvæsthusbroen, delvist udskudt over havnebassinet og betragter en båd komme sejlende forbi, får jeg følelsen af at stå på en kaj. Promenaden er indbydende. Den byder sine gæster velkommen og kan påtage sig forskellige roller. Rollen som en harmonisk konstrueret entré, der følger sine besøgende op mod Skuespilhusets indgang. Eller som grund for Skuespilhusets restaurant Ofelia, der om sommeren rykker udenfor, så gæsterne kan sidde på de røde stole og nyde udsigten. Den kan ganske enkelt også optræde som en promenade, hvor kærestepar, familier og løbere kan opholde sig. Det hele indgår så naturligt i byens havnebillede. Promenaden og selve Skuespilhuset går fint i dialog med storbyens puls og arkitektoniske omgivelser.

 

 //Foto: Nynne Thykier

 

2 – Glasset

Bemærk nu Skuespilhusets facade. Betragt glasset, der reflekterer havneområdet.

 

Det er eftermiddag og gråvejr. En flot dag at tage forbi Skuespilhuset, hvor glasset spejler sig i sine omgivelser. Arkitekten Jens Øblom fortæller, at spejlingen er synligst i gråvejr. Jeg ser ind i det mørke glas og opdager, hvordan der dannes et billede af himlen og nogle blomkålslignende skyformationer. Det skaber en magisk, nærmest dramaturgisk effekt tænker jeg. Jeg fornemmer, hvordan eventyr og fortælling samler sig i billedet. I glasset. Jeg står stadig udenfor på egeplankerne, og bygningen virker så levende. Indenfor mødes jeg af en anderledes dæmpet farvesætning. Mod tidens trend om at holde de indre rum hvide, sammensættes farverne rød, sort og mørkegrå. De varme og mørke nuancer skaber en lun stemning. Dette styrkes af det dæmpede lys og mørke glas, som bevirker, at mit blik søger ud mod promenaden, havet og de oplyste gamle kaserner.

 //Foto: Nynne Thykier

 

3- Foyeren

Skuespilhusets foyer optræder som kunst og scene.

 

Teatrets foyer er placeret, så der er udsigt til hele havnerummet og byens historiske skyline. Der er en lille restaurant til husets gæster, som har åbent hele dagen. Længere nede ses en lille scene med stole, hvor andre arrangementer, blandt andet oplæsninger, finder sted. Igen med udsigten, der behager øjet som inspirationskilde. Jeg bemærker de store vinduer, der indefra danner et fint view af promenaden og Holmen på modsatte side. Store kraner tårner sig op, og solens sidste stråler prøver at bryde igennem de mørke skyer. Igen nævner Jens Øblom glasset. Denne gang i forhold til belysningen indenfor. Nogle folk synes her er for mørkt, men belysningen er koordineret og tilpasset glasset, så det er muligt at se ud. De fine lianer, som sammen med spotlysene udgør belysningen, hænger ned fra loftet og skaber en jungleagtig effekt. Foyeren kan som promenaden og glasset spille mange roller og skabe forskellige fortællinger. Grundet folks flittige brug af lyskæder i december giver lianerne mig associationer til jul. De smukke omgivelser i foyeren er også med til at skabe et finere selskabeligt præg og endnu engang dramaturgisk på grund af den matte belysning og de røde stole fra restauranten. Til at forstærke denne effekt ses spotlysene, der er placeret i hjørnerne. Det er de samme spotlys, som anvendes på de tre scener. Min fortælling begynder i junglen, kommer omkring julen, for til sidst at nå frem til slutningen, selve dramaet. Foyeren er blevet til en scene.

 

 //Foto: Nynne Thykier

 

4 – Teglmurværket

De slynger sig fra foyeren, langs de labyrintiske gange, op på de andre sale og udstråler råhed, farveskær og magi.

 

De udgør både facader og interiør. Teglstenene er smagfulde og har en mangfoldig farvesammensætning. De er lidt længere og fladere end normale mursten og skaber et rustikt og dominerende udtryk med deres moslignende udtræk. Farverne bevirker, at murstenene både spiller sammen med Skuespilhusets øverste grønne glasfacade og kobberet på scenetårnet. Grågule, brunlige og mørke nuancer. Jens Øblom fortæller, at nogle gæster karakteriserer teglmurværket som udelukkende gråt eller brunt. Selv observerer han mindst ti farver, når han betragter de sammenpressede tegl, der raffineret skaber en dramaturgisk effekt. De slanke moderne mursten er specialtegnet, sten for sten, af Lundgaard og Tranberg arkitekter. På samme måde som promenaden, glasset og foyeren virker stenene eventyrlige og fortællende. Der skabes en forventning hos beskueren. En forventning om kostumer, skuespillere, scener og teater. Til sammen udgør de et forspil. Et forspil som publikum kan nyde, hvis blot de stopper op og betragter, inden de finder sig til rette i de røde teaterstole på tilskuerpladserne.

 

Skuespilhusets beliggenhed er central og dens udspring i havnen tiltalende, men det er ikke blot det, som fanger beskueren. Det er de flotte træplanker, som udgør promenaden langs skuespilhuset. Det er det spejlrige glas, som på en grå efterårsdag afspejler byen, himlen og vandet. Det er foyerens ambrosiske atmosfære. Det er de fine mursten i forskellige nuancer. Allerede udefra fornemmer jeg stemningen, som noget helt særligt og magisk. En bygning, som ikke blot i dens funktion, men også i sig selv, viser en interessant og indbydende scene for Københavns borgere og besøgende.

 

Du kan se en fotoserie fra Skuespilhuset af vores dygtige fotograf Nynne Thykier her.

 

Hvad: Skuespilhuset.

Hvor: Sankt Annæ Plads 36, 1250 København.

Hvornår: Mandag: Lukket – åbent kl.17-22 ved forestilling på Store Scene. Tirsdag-fredag: kl. 11.30-22.00. Lørdag: kl. 10-22. Søndag: kl. 10-17.

Portemonnæ: Gratis, varierende priser til forestillinger.