Rockmusik, røverhistorier og reserverede guldaldermalerier

En aften i selskab med ’Rockmusik til guldaldermalerier’


Rockmusik til guldaldermalerier (Kvarterhuset) FOTO: Lise Haar Nielsen og Nanna Claudius Bergø

”Jeg elsker anderledes kunstformidling. At nogle mennesker gør en ekstra indsats for at fortælle kunstens historier på nye og innovative måder for at gøre kunsten tilgængelig for flere. Derfor kunne jeg heller ikke stå for fristelsen, da jeg hørte, at ’Rockmusik til guldaldermalerier’ havde en forestilling på programmet i København.”

//Lise

 

”Jeg har ingen forstand på musik og herunder, hvad der definerer rockmusik andet end de mange ACDC numre, jeg har nikket med på. Jeg har til gengæld en god idé om, hvad et guldaldermaleri er og har da også besøgt Den Hirschsprungske samling. Da jeg hørte om konceptet ’Rockmusik til guldaldermaleri’ kunne jeg kun forestille mig langhårede mænd i shorts, der spurter rundt på en scene mens en powerpoint viser guldaldermalerier i baggrunden. Jeg må indrømme, at det lød som et lidt spøjst projekt.”

//Nanna

 

Hos VINKkbh brænder vi for at formidle et bredt udbud af byens kulturtilbud med en skæv vinkel til dig; vores trofaste læser. Nogle gange falder vi dog over koncepter, der er så skæve, at de kan være svære at definere. Det er heller ikke altid den samme oplevelse, som tilstedeværende ved samme event får. Her får du derfor den unikke oplevelse ’Rockmusik til guldaldermalerier’ fra to vinkler, da VINK både var tilstede på scenen og iblandt publikum til koncerten i Kvarterhuset på Amager. Hvilken definition du vil give oplevelsen må være op til dig.

Rockmusik til guldaldermalerier (Kvarterhuset) FOTO: Lise Haar Nielsen og Nanna Claudius Bergø

Fra stolerækkerne

En svært definerbar kulturoplevelse

Det er svært at sætte ord på, hvad ’Rockmusik til guldaldermalerier’ egentlig er for en størrelse. Kort fortalt er der tale om et folkrock-band med digter og kunstdebattør Søren Mølstrøm i spidsen, der fremfører sange om otte guldaldermalerier. Den beskrivelse dækker dog på ingen måde den oplevelse, man får som publikum. Mølstrøm er en historiefortæller af bedste skuffe, der med sin eventyrlige fortællestil tager sit publikum med på en rejse ind i kunsten. De otte malerier i guldrammer er fysisk til stede på scenen (dog i kopier) og deltager som aktive medspillere i forestillingen. Mølstrøm taler til malerierne, som var de levende mennesker, efterhånden som de kommer op af transportkasserne og gør deres entre på scenen med hjælp fra kunsthistoriestuderende og VINK kunstredaktør, Nanna Claudius Bergø. Nogle malerier kræver mere eller mindre applaus fra publikum for at motiveres eller overvinde sceneskrækken. Et minde trænger sig på om et børneprogram (’Sære historier’), hvor en lille dreng tvinges med på kunstmuseum af sin far efter at have været uartig over for sin lærerinde. I programmet viser kunstmuseet sig dog ikke at være så slem en straf. Malerierne er lidt ligesom tegneserier bare uden talebobler, men det gør ikke så meget, for historierne kan drengen jo bare selv finde på. Og det gør han så. Jeg tænker på, som jeg sidder der blandt publikum, om Søren Mølstrøm mon også har set det program.

”Hun har bollet udenom!”

I løbet af de otte sange er Søren Mølstrøm selv på en rejse for at komme tættere på kunsten. I sin historie møder han forskellige personer, blandt andet direktøren for Den Hirschsprungske Samling hr. Didriksen, museumsvagten Mogens og endelig kunsteksperten, der bliver ved med at krydse Mølstrøms vej, og hvis speciale er at se på folk om de – med hendes egne ord – har bollet udenom. Mølstrøm fortæller om sit første møde med kunsteksperten til en forestilling på en højskole, hvor hun ved synet af P.S. Krøyers ”Sommeraften ved Skagens strand. Kunstneren og hans hustru” (1899) højlydt afslører sin særlige ekspertise. Salen fyldes af en spredt latter, og pludselig er guldalderkunst ikke så højtideligt.

Du skal bare gå ind, og se hvad du synes

Det er en blandet flok, der sidder i publikum i Kvarterhuset på Amager en tirsdag aften i marts, men det er også meningen. ”Hjælp os med at samle verdens bredeste målgruppe til forestillingen Rockmusik til guldaldermalerier. De hjemløse kommer, de skoletrætte unge kommer, de studerende kommer, direktørerne kommer, kommer du?” skrev Søren Mølstrøm på Facebook før koncerten. ’Rockmusik til guldaldermalerier’ handler nemlig ifølge Mølstrøm om at bringe kunsten tilbage til folket og om at gøre op med opfattelsen af, at det kræver en akademisk baggrund at forstå kunsten. Kunsten er på alle leder og kanter blevet gjort til en akademisk disciplin, men i virkeligheden rummer den historier, som vi kan genkende fra vores eget liv – historier om ægteskab, familie, hemmeligheder, lagkage, en tur til købmanden og om tiden der går. Det er de hverdagshistorier, som Mølstrøm og resten af holdet bag ’Rockmusik til guldaldermalerier’ har sat ord og musik til.

Det er næsten for godt til at være sandt

Efter halvanden time er koncerten ved at være slut. Den opfarende kunstekspert kommer endnu en gang på banen i historien og påpeger de historiske umuligheder ved Mølstrøms sang om den lille pige fra Rye (Hans Ludvig Smidth, ’En pige fra Rye’ 1870). På den måde giver Mølstrøm et hint om, at hans fortælling måske bare er en god historie, som ikke nødvendigvis bygger på den historiske sandhed eller på en kunsthistorisk analyse. Spørgsmålet er så bare, om det er i orden? Selvom jeg har stor respekt for Mølstrøms formål med projektet, ville jeg dog foretrække, at hans eventyrlige og alternative kunstformidling havde rod i andet og mere end fri fantasi.

// Lise Haar Nielsen


Rockmusik til guldaldermalerier (Kvarterhuset) FOTO: Lise Haar Nielsen og Nanna Claudius Bergø

 

Fra scenen

Du må godt bagtale malerierne

En dag modtog jeg en besked fra Søren Mølstrøm. Søren var godt nok langhåret, men ellers passede han ikke ind i mit rockmusiker-billede. Selvom jeg ikke helt forstod projektet, fik han mig overtalt til, at jeg da skulle deltage i deres koncert. Så derfor endte jeg op i Kvarterhuset på Amagerbro en tirsdag formiddag for at være malerihåndtør i dagens to forestillinger. Her fik jeg et hurtigt håndtryk af Søren, et lille nik fra en af musikerne og et par handsker.

 

Jeg blev præsenteret for to kasser med i alt 9 malerier og fem staffelier placeret foran en opsætning af instrumenter, mikrofoner og  antikke lampeskærme. Søren forklarede mig, at malerierne ikke kan høre, hvad der bliver sagt, når de er nede i deres kasser, så derfor måtte vi godt bagtale dem. Jeg kunne lige få øje på et par guldalderøjne, der stak op fra den første kasse og besluttede, at jeg hellere ville undgå at bagtale dem på noget tidspunkt.

Rockmusik til guldaldermalerier (Kvarterhuset) FOTO: Lise Haar Nielsen og Nanna Claudius Bergø

Hvordan rekrutterer man lige et guldaldermaleri?
Lyset blev slukket. Publikum troppede op. Et bandmedlem fik lige sagt at det mest rockede ved det her koncept er de fem minutter, de kommer for sent på scenen. Og sådan startede forestillingen:
”Goddag og velkommen til det her, som hedder rockmusik til guldaldermalerier”

Søren startede i bedste fortællerstil med at præsentere konceptet, der netop var blevet 2 år gammelt. Vi fik lov at høre om museumsinspektør hr. Didriksen, der ringede og foreslog, at Søren skulle skrive sange til 8 af de billeder, der hænger på den Hirschsprungske samling, hvortil Søren havde svaret: ”Hvordan skal jeg kunne skrive sange til malerier, jeg ved jo ikke en skid om kunst?” Projektet lykkedes dog tydeligvis og blev til en blanding af poesi, historiefortællinger, kunst og musik.
Problemet var dog nu, hvordan malerierne skulle overbevises om at være med i sådan et projekt. Hvordan får man overbevist et berømt billede af P.S. Krøyer om, at det skal pilles ned fra sin piedestal, proppes ned i en kasse og derefter vises frem til et publikum, der ikke nødvendigvis er det gængse museumspublikum? Det havde Søren dog løsningen på; man skal klappe af dem. ’Klappe?’ tænkte jeg, da han sagde det første gang. De her billeder hænger normalt på museum, hvor sure kunsthistorikere som mig selv går rundt og kigger vredt på de børn, der griner lidt for højt. Alligevel kunne jeg godt mærke, at malerierne gled lidt nemmere op af kassen, når de fik et bifald med på vejen. Jeg kunne også godt mærke hvordan maleriet af den generte pige, der tidligere havde tittet op fra kassen, ikke var meget for at skulle hives ud foran det begejstrede publikum. Jeg nåede også at tænke, at det var tarveligt af Søren, at placere hendes staffeli midt på scenen. Jeg var nok også blevet i kassen, hvis jeg skulle være centrum for en forestilling på den måde.
Det var dog helt anderledes at hive Krøyer op fra kassens mørket. Det maleri havde bedt om at blive båret op i stilhed til lyden af dens kendingsmelodi. Selvfølgelig fik Krøyer sin vilje, så der var blevet spillet forskellige melodier for maleriet, indtil det havde besluttet sig for, hvad det bedst kunne lide. Det lød godt nok lidt skizofrent, men så snart lyden af harmonikaens fine toner fyldte rummet op, og jeg var lige ved at træde ud af rollen for at fyre et dansetrin af, flød maleri og melodi sammen. Jeg fik næsten ondt af, at selv samme maleri skal tilbage på museet uden sin sang, når det tydeligvis havde så god musiksmag.


Rockmusik til guldaldermalerier (Kvarterhuset) FOTO: Lise Haar Nielsen og Nanna Claudius Bergø

Vidste du, at skyerne er en tidsmaskine?

Hr. Didriksen havde sagt til Søren, at han skulle skrive sange om det, han selv fik ud af at kigge på de guldaldermaleri han kunne finde i samlingen. Det må jeg sige, at han har gjort. Nogle sange havde en direkte sammenhæng til motivet, mens andre nok kom ud af Sørens egen fantasi. Jeg ved for eksempel ikke, om det kan passe, at København er en by uden horisont, men smukt lød det, når Søren sang:
”Kan i høre når trafikken vrider sig i asfaltens hule hænder, og kan du sige mig, hvad vej den skal gå hen, hvor alle veje de ender? For storbyen er uden horisont”
Han havde netop forklaret, at museumsvagten Mogens havde prikket ham på skulderen, da han gik rundt i samlingen for at få inspiration og fortalt, at der kun er et enkelt sted i København, hvor man kan se horisonten; ved Dybbølsbro Station. Om det er en metaforisk eller en konkret horisont betød ikke noget, da sangens toner ekkoede det morgenlys, som Søren fandt i maleriet. Jeg ved i virkeligheden heller ikke, om der overhovedet findes en museumsvagt, der hedder Mogens. Eller om denne museumsvagt godt måtte åbne op for museets gardiner for at vise Søren himlen. Det er alligevel den historie, der for alvor hang fast hos mig og har gjort det siden:
”Skyerne er publikum til det hele, de har stået og følt sig virkelig underholdt. I virkeligheden er himlen en tidsmaskine, når den trænger sig på mellem persiennerne, kan du se, at den har set det hele?”
Bandet spillede videre og Søren sang om skyerne, der har været vidne til alt fra gravhøj til gravko. Da jeg prøvede at efterrationalisere sangene, fik jeg denne tidsmaskine til at passe på hele oplevelsen. Ligesom himlen har set alt fra gravhøj til gravko, så har disse malerier også fulgt tidens gang og er ligeledes et fortidsbillede, vi kan drømme os tilbage til. Når jeg efterfølgende har hørt sangen, synes jeg dog, at den fortolkning er overflødig. I stedet popper der harmonikalyde og gravhøje op i mit hoved, når jeg efterfølgende har kigget op på skyerne. Det var også denne historie, der for alvor fangede publikum. Selv klassens seje dreng fra den tidligere nævnte sjetteklasse, der ellers havde ladet som om, at han sov under koncerten, var nødt til at kigge lidt interesseret op på det guldaldermaleri, der skulle indeholde en tidsmaskine.


Rockmusik til guldaldermalerier (Kvarterhuset) FOTO: Lise Haar Nielsen og Nanna Claudius Bergø

De sidste brikker i puslespillet
Til sidst fik jeg lov at bære ægteparret Albrecht Ludwig Schmidt og Frederikke Christiane Schmidt op på de sidste to pladser i staffeli-puslespillet. Søren fortalte, at dette var et borgerligt ægtepar, der var ekstra utilfredse med at blive hevet ind i det her koncept. Børnene i sjetteklassen var blevet utrolig forargede, da Søren sagde, at de skulle klappe lidt mindre af madam Schmidt, da hun jo er en kvinde. Jeg blev ligeledes lidt paf, da en 12-årig pige på første række, med hænderne i siden og et ondt blik på Søren, ikke mente at det var ligestilling, når man skulle klappe mere af manden. Det er senere gået op for mig, at det egentlig var disse sidste to malerier, der afslørede konceptet for mig; netop at kunsten skal bæres ud til folket og ikke kun opsøges af de akademiske kunsthistorikere. Jeg kan ikke lade være med at tro, at det var med fuldt overlæg, at Søren valgte mig til netop den opgave. Han ønskede, at jeg skulle få samme personlige forhold til de billeder, som han har. Og det fik jeg. Jeg tror netop kun at oplevelsen kunne blive så stærk, som den var, hvis man for alvor kunne føle, hvad malerierne gjorde.
Når det kommer til vores kunstarv, så skal præsentationen af den helst ikke være for nyskabende og kun holdes inden for museets trygge rammer. Her er projektet dog at få kunsten ud blandt et nyt publikum, og det var det, Søren gerne ville have mig til at hjælpe med; at bære kunsten ud til folket. Hvem har i virkeligheden bestemt, at kunsten skal placeres på museum, når den i første omgang blev skabt til det private hjem, hvor billederne havde udsigt til hverdagsliv og fest? Disse malerier har kunne følge med i dramaer og livsomvæltninger. De har helt sikkert også hørt musik i deres livstid og måske de savner det, når de hænger der på museet, hvor tørre kunsthistorikere som mig, ikke kan høre hvad de prøver at sige. Søren har hørt, hvad guldaldermalerierne sikkert har prøvet at fortælle længe; de vil ud for at opleve og blive oplevet til lyden af rockpoesi.
”Kommer der mon nogen efter os, når vi ikke er her mere?” ekstranummerets sidste strofe fik lov at hænge i rummet og hos mig. Tak for oplevelsen.
//Nanna Claudius Bergø

Rockmusik til guldaldermalerier (Kvarterhuset) FOTO: Lise Haar Nielsen og Nanna Claudius Bergø

Du kan læse mere om konceptet HER, eller følge med på deres Facebook HERhvor nye koncerter også vil blive slået op løbende.

Forsidefoto // Lise Haar Nielsen og Nanna Claudius Bergø

Tidligere kunstredaktør på VINK og KA i kunsthistorie ved KU.