Musikskribenten Rasmus, filmskribenten Rikke og kunstskribenten Clara deltog en torsdag aften i Visuel-Aften #1 på Islands Brygge Bibliotek, hvor en blanding af billedkunst, kortfilm og musik blev præsenteret af pladeselskabet Aftenrutine. Her kommer deres postkort:
Øverste foto: Et mangfoldigt tag-selv-bord bestående af CD’er og LP’er af Musik Til Mor, Viktors Garage og Tidlige Armbånd. Derudover Aftenrutines første litterære udgivelse, ‘Alle dem der tror på telekinese, ræk min hånd op nu’ af Andreas Ole Nielsen. //Alle fotos: Clara Mosconi
Det var et fantastisk lokale at træde ned i. Overalt var der fyldte bogreoler fra gulv til loft, hvilket løftede det i sig selv sig ret kønsløse kælderlokale til et sted, der strømmede af varme og historie. Med et papkrus med vin i hånden slentrede vi rundt og studerede aftenens udstilling, der bestod af en afdeling med slørede sort-hvid fotografier og en anden med tegninger, der var en foruroligende krydsning mellem en tegneserie for børn og afbillede rekvisitter fra en gyserfilm.
Opsætningen af fotografi og tegning var simpel. I tomme træreoler uden hylder hang fotografierne af Morten Christiansen, og tegningerne af Barður Oskarsson var udstillet på træplader langs væggen. Det var en simpel måde at fremvise værkerne på, og tilmed var det en måde, som var tro mod rummet og den hyggelige stemning, der omgav os denne torsdag aften.
Morten Christiansens fotografier var helt stille, når de hang dér på de mørke træreoler. Den simple og tilfældige komposition i ophængingen gjorde, at alle fotografierne umiddelbart fremstod som ét værk. Men idet vi stod og kiggede på hvert enkelt fotografi, var de pludselig ikke så tavse mere, og hver for sig talte de meget tydeligt til publikum.
Kornede sort/hvid fotografier af personer hang side om side med storslåede landskabsbilleder. Da vi stod og så på alle fotografierne på én gang, syntes vi, de virkede enormt sårbare. Landsskabsfotografierne fjernede vores fornemmelse for tid, og billedets beskæring blev pludselig flydende. Det var ikke svært at forestille sig, hvor enormt overvældende det ville føles at stå og skue ud over bjerge og skove, og den udsigt ville højst sandsynligt blive forbundet med en følelse af frihed. Denne følelse stod i stærk kontrast til de ildevarslende og kompakte rum, personerne på de resterende fotografier var placeret i. De mindede os om overvågningsbilleder, der vidner om et samfund, der forsøger at dæmpe vores utryghed uden at gøre os mere trygge, og de blev derfor en komplet modsætning til de grænseløse landskabsbilleder.
I Morten Christiansens undersøgelse af flygtige rum skriger fotografierne af tomhed og ensomhed. Vi blev nysgerrige på historien og har nu lavet vores egen. Det bliver for os kendetegnende for denne billedserie.
Fotografier af Morten Christiansen.
Barður Oskarssons tegninger var et velplaceret afbræk fra Morten Christiansens smukke, men tunge, fotografier. Ved første øjekast fornemmede vi tegneserie-agtige børneillustrationer. Men også her skulle vi overraskes. Barður Oskarsson har med sine tegninger skabt et mystisk univers af karakterer og væsener, der, selvom de umiddelbart virker fjerne fra vores verden, udtrykker nogle meget velkendte følelser og tilstande.
Illustrationerne virkede overskuelige og behagelige for øjet. De var tegnet på kvadratisk papir, men selve motivet var begrænset til en mindre kvadrat, placeret sådan cirka i midten af papiret. En tynd og forsigtig streg opridsede motivets kontur, og en lysegrå akvarel brød med kunstnerens egen lille firkant i midten af papiret. Barður Oskarsson har skabt en spiselig referenceramme for sine små illustrationer. Vi skal ikke forstå mere, end hvad han har kunnet passe ind i den lille kvadrat, og derfor kunne de netop være oplagte at præsentere for børn. Livet består ikke kun af glade dage, og måske kan disse tegninger være et pusterum for børn og en hjælp til at sætte ord på, at ens hoved kan føles lidt tungt en gang imellem.
Illustrationer af Barður Oskarsson.
Efter en halv times tid blev vinen båret over til nogle opsatte stolerækker, hvor vi satte os for at opleve de to kortfilm, der var anden del af aftenens tredelte program. De var skøre, ukonventionelle og godt selskab, hvilket egentlig er ganske opsummerende for aftenen som helhed.
Flere kølige mennesker invaderede Islands Brygge Bibliotek, og snarere end en kælder på Amager virkede lokalet som en, bogstaveligt talt, underground futuristisk natklub i Moskva, hvor folk tager ironisk distance til club musik og læser ved baren i stedet. Men måske var det ikke Moskva, de prøvede at imitere, måske var det i virkeligheden WARSZAWA.
Ikke nok med at det er Polens hovedstad, det er også titlen på Albert Morels kortfilm, som havde premiere samme aften. Denne meget smukke film havde et tilsyneladende håndgribeligt plot, men jo længere vi dykkede ned i Morels univers, jo sværere var det at sætte en finger på, hvad der rent faktisk foregik. Filmen handler om Josephine, en ung kvinde, der keder sig helt forfærdeligt. Filmen starter med, at hendes ven ringer og siger: ”Jeg har en ven, der skal vise nogle kortfilm”, og man kunne ikke lade være med at tænke på frasen ”Man skriver det, man kender”, og hvor meta et statement det var. Til filmvisningen møder Josephine Emma, som inviterer hende med til Warszawa. Hun takker nej og går en rastløs nat i møde. Filmen er fantastisk skudt; vi finder både klassiske filmvinkler, kunstnerisk opsatte skud og en næsten Triersk klipning. Ét skud er særligt bemærkelsesværdigt: en smukkere selvmordsscene har vi nok aldrig set. Den er så low key, så forsigtig og uventet, den scene kunne stå alene i min mening.
Til vores store glæde bestod filmen Bechdel-testen! Hvilket også er, hvorfor det forvirrede os en smule, da Josephine til sidst tilstår, at hun bare gerne vil elske. Indtil da virkede Josephine til at have en depression, ikke hjertesorger. Indrømmet, der kan være tale om venskabelig kærlighed. Grænsen her er hårfin: er hendes følelser for Emma venskabelige eller romantiske? Begge dele ville være både tilfredsstillende og irriterende. Derfor er vi yderst tilfredes med dette balanceringsnummer.
I denne lille vignette er Warszawa det forjættede land, og Josephine debatterer om, hvorvidt hun tør forlade rutinerne for et usikkert, men dog spændende, liv. Fristelserne drager hende tættere, ligesom vi blev draget ind i filmens univers.
Still fra kortfilmen WARZAWA af Albert Morel.
Aftenens anden kortfilm, TRE BEVÆGELSER, var noget helt andet: storslåede, fantastiske billeder, en overvældende lydside og en kunstnerisk fortællestil. Filmen emmer af ’kunst for kunstens skyld’. Dette kan også skyldes vores nysgerrige natur: filmen placerer to karakterer ude i en skov, de har kun hinanden at interagere med, og vi som publikum kan intet andet end at høre på deres halve samtaler om mennesker og meninger, vi dårligt nok lærer at kende. Vi vil vide alt! Hvem er de? Hvorfor er de sammen? Hvad laver de i en skov? Hvorfor en skov, hvorfor ikke kvindens stue? Men selvfølgelig er de vage samtaleemner og omgivelser, hvad der hæver filmen fra at være et udsnit af en almindelig samtale til at være et kunstværk i sig selv. Her i skoven virker tiden til at gå fremad, bagud og stå stille alt sammen samtidigt. Som et sted upåvirket af alt andet, et sted hinsides denne jord. Omgivelserne kan i hvert fald leve op til det Paradis-ideal, vi stiller op nu; de store, hvide klipper og de frodige grønne skove danner et jomfrueligt område, som står modsat den øredøvende, voldsomme musik, som sniger sig ind på en igennem filmen. Denne kontrast er i vores mening det bedste ved hele filmen, det balancerer universet og danner en urolig harmoni. Det faktum at Viktors Garage stod bag alt fra musik til kamerastyring til skuespil, gør kun det hele dét mere imponerende. Folk som dem, som kan lidt af det hele og er i stand til at sætte et så stort projekt i gang, fortjener vores alles respekt.
De lange indstillinger, de bevidst rystede billeder (som vi forestiller os, er hvordan det føles at få en hjerneaneurisme), det intense lense flare, det hele pegede i retning af omhyggelig, præcis kunst.
Stills fra kortfilmen TRE BEVÆGELSER af Viktors Garage.
Aftenens musikalske indslag, Mark Hasselbalch, stod for at runde aftenen af, og han havde taget opstilling foran et imponerende bagtæppe af bøger. Her stod han bag en pult med to vidt forskellige instrumenter placeret foran sig. Ét vældigt velkendt et af slagsen, som denne tekst bliver skrevet på lige nu, altså en Macbook. Det andet, et instrument han selv havde bygget, havde vi af den gode grund aldrig set før. Et styks specialbygget instrument, der lignede en krydsning mellem en kuffert og en gammel grammofon. Tidligere på aftenen havde vi fået at vide, at det først var blevet færdigt aftenen forinden.
Pressemeddelelsen, der beskrev Hasselbalchs musik som en “sammensætning og bearbejdelse af lyd i en udforskning af tekstur og klangfarve og dets temporale udfoldelse”, havde været ganske forvirrende. Den havde ikke givet os noget hint om, hvad det var, vi skulle opleve.
Maskineriet blev sat i gang, og et lydtæppe af lange, nærmest evige, toner blev etableret. Der gik ikke mere end et halvt minut, før folk fra forreste række begyndte at sætte sig ned, hvilket spredte sig igennem publikum, indtil det nåede os, og vi gjorde det samme. Den beslutning gav hurtigt mening, faktisk føltes det, som om at musikken var beregnet til netop dette. Musikken bad om, nærmest krævede, vores fulde koncentration og fordybelse. Det hjemmebyggede instrument skiftevis skramlede og udsendte nogle skarpe og skæve toner. Den dyrkede ensformigheden, men kun til en vis grad. For hver eneste gang vi syntes at nærme os en mening, om hvad vi hørte, skiftede musikken en smule retning, og vi hang bagefter den igen. På et tidspunkt lød det som en blanding af lyde fra en jungle og noget maskinelt. Som om der var en samling af cikader og maskiner, der forsøgte at overdøve hinanden. På et senere tidspunkt dukkede et sample af en mumlende mand op oven på det mudrede og ubestemmelige landskab af lyd. Gentagende og gentagende kom den samme sætning igen og igen. Vi anstrengte os, alt hvad vi kunne, for at få fat i de få ord, der blev ytret, men kunne ikke. Det var, som om manden forsøgte at fortælle os noget, men blev forhindret af et eller andet. Siddende der på gulvet føltes det, som om vi sad under vand eller i en eller anden ugennemtrængelig boble, hvor musikken forsøgte at trænge igennem til en udefra. Denne oplevelse var nærmest hypnotisk og sært dragende. Samtidigt var det så anderledes og udefinerbart i sin lyd, at det aldrig blev kedeligt, fordi vi aldrig helt nåede at regne den ud.
Marc Hasselbalch.
/Clara, Rikke og Rasmus