POSTKORT fra Rentemestervej og Væv NV Sammen

Postkort fra Clara

Sommeren viste sig ikke fra sin bedste side denne lørdag. Vinden ruskede i træer og mennesker, og de grå skyer truede med et snarligt regnskyl over København. Der var dog ingen tvivl om, at Nordvest Festivalen ville fortsætte som planlagt i weekenden den 2.-4. juni. Designerne Stine Linnemann og Trine Lindegaard stod for et hyggeligt – og ikke mindst vigtigt – arrangement under festivalen. Nemlig projektet Væv NV Sammen, hvis formål ligger fint og dobbelttydigt i titlen. Jeg var mødt op for at overvære og deltage i projektet.

  

//Alle fotos: Casper Vildrik Justesen

 

Efter en mildest talt stressende første oplevelse med den nye bus 5C, skyndte jeg mig ud ad bussen, der nærmest bandende og svovlende smed mig af. Jeg var på ukendt grund mellem de høje bebyggelser i Nordvest, men Google Maps hjalp mig på vej. Jeg drejede ned ad Tomsgårdsvej, og som jeg langsomt bevægede mig væk fra Frederikssundsvej, blev billarm erstattet af idylliske toner. I det fjerne kunne jeg ane velkendte melodier spillet af en violin akkompagneret af spansk guitar. Jeg havde nærmet mig projektet Væv NV Sammen, der denne formiddag og eftermiddag udfoldede sig på Rentemestervej.

 

En kæmpe væv var ikke til at undgå at se, da jeg nærmede mig betonpladsen ved siden af biblioteket. Hvad der virkede som tusindvis af selvlysende pink snore, dansede i vinden mellem de horisontale træbjælker, som vidste de, at de svingede med på nyfortolkede jazzstandarder. Bortset fra de lokale spillemænd og blæsten der ruskede i væven, var der ganske stille på den farveforvandlede plads. Store som små var koncentrerede og målrettede omkring deres arbejde, og det smittede af på stemningen.

Hurtigt fik jeg en fornemmelse af, hvilke aktiviteter der udspillede sig. Der var meget naturligt opstået arbejdsstationer, som folk vekslede lidt imellem. Ved den ene ende af væven, lå en stor bunke tøj, som var i fuld gang med at blive klippet i strimler og derefter rullet sammen som garnnøgler. Nogle sad bare og observerede og indtog madpakker eller forfriskninger fra den lille madbod drevet af lokale. De fleste havde dog kastet sig over vævningen, der på dette tidspunkt var nået omkring en halv meter ud fra væven. Folk var startet fra begge ender og ville på et tidspunkt mødes på midten.

 

Jeg tror, mange nærmer sig udstillinger og overværer kunstprojekter med en forsigtighed og en forventning om, at kunne optræde næsten usynligt i mængden. Denne formiddag på Rentemestervej oplevede jeg noget andet. Det var en følelse af, at min tilstedeværelse blev anerkendt, men uden at jeg blev kigget på. Det lyder måske ikke specielt idyllisk, men det var sådan set ganske forfriskende. Ingen kiggede på hinanden med forudindtagethed – øjenkontakt og smil blev der udvekslet en del af.

Det er nok det, der sker, når mennesker samles om et projekt, alle er lige engagerede i. Og det engagement kræver ikke ret meget mere end blot at være tilstede, og at gøre det du har lyst til. Om du vælger at være tilskuer, tøjklipper, væver eller noget helt fjerde, er det hele lige godt – og lige vigtigt for projektet.

 

Væv NV Sammen er et socialt projekt med en dobbelttydig titel og symbolik. Idéen var at samle folk fra nærmiljøet. At ’væve’ dem sammen omkring dette farverige kludetæppe, som resten af sommeren vil pryde pladsen ved biblioteket på Rentemestervej til fri afbenyttelse. Til picnic, hygge, leg, og hvad der ellers måtte falde folk ind. Dette projekt, og de workshops det indeholder, kan være med til at lade folk komme hinanden nær. Og det kan måske danne grobund for nye bekendtskaber. Det er svært at sige, om de mennesker der dukkede op var fra Nordvest-området, men en ting er sikkert. Det er, at der blev stiftet nye bekendtskaber, som måske leder til nye venskaber, på pladsen ved siden af biblioteket på Rentemestervej.

 

Hvor: Rentemestervej 76, 2400 København NV.

Hvornår: lørdag d. 5. juni.

Mønt: gratis.

Kunstskribent og studerende på VERA skole for kunst & design.