På udflugt blandt kunstværker med 9x9x9

Kunst x teater x litteratur. // Illustration: Marie Emilie Simonsson.

 

9x9x9 blander litteratur, billedkunst og teater for at skabe en helt ny måde at opleve kunst på. Ni skuespillere fra Det Kongelige Teater, ni forfattere tilknyttet forlaget Gyldendal og ni udvalgte værker fra museet i skøn forening. Eller..? Kan en fænomenal tekst løfte et værk op i nye højder? Eller kan en dårlig performance helt tage pusten fra et ellers kanoniseret kunstværk? Det skal i hvert fald undersøges, og derfor har to VINKskribenter fra forskellige redaktioner taget hinanden i hænderne denne søndag aften og fundet vej til Statens Museum for Kunst for at udforske konceptet fra henholdsvis en kunst- og en teatervinkel.

 

Af Tina Schütz Jepsen &  Signe Redvard Frandsen

 

Det hele begynder i Skulpturgaden med en prolog skrevet af Jørgen Leth og inspireret af kunstværket Mandsportræt af El Greco (ca. 1570-75). Vi hører ’kunstneren’ fortælle om den mand, han har skabt. Som om han kender ham – som en ven eller en nær bekendt, eller et kendt ansigt i miljøet. Henning Jensen er ikke til stede i rummet, men vi hører hans karakteristiske stemme over højtalersystemet, mens billedet langsomt toner frem på den store skærm, der er hængt op foran SMK’s imponerende panoramavinduer. Teknikken sørger for, at maleriets forskellige detaljer toner frem, efterhånden som de bliver afsløret af Jensens stemme.

Det fungerer godt og skaber en god intro til de næste par timer. Der sættes gang i refleksionen over kunsten, og det er meget tydeligt, hvordan tekst, stemme, effekter med mere kan være med til at guide beskuerens blik og opmærksomhed. 9x9x9 tilbyder tilskueren en lup til at undersøge værket med. En mulighed for at zoome ind på værket enten i de små detaljer eller i dets betydning og historie.

Christine Sønderris foran Ung pige som betragter et kranium. //Pressefoto: Morten Germund.

 

Ung kvinde som betragter et kranium
Kunst

Værk Ung kvinde som betragter et kranium af Alessandro Casolani (før 1591), Forfatter Svend Åge Madsen, Skuespiller Christine Sønderris.

 

På bordeauxfarvede vægge hænger Alessandro Casolanis billede af en ung kvinde i gylden og hvid robe, som betragter et kranium, iført en sort, ulden hårtot og rosenkrans.

Jeg betragter Christine Sønderris, som indleder En ung kvinde, som betragter en ung kvinde, som betragter et kranium, hvilket får mig til at studse over, at 9x9x9’s format generelt er en metaforisk tilgang til kunst, hvor jeg som tilskuer oplever gennem en skuespiller, der igen fremlægger en forfatters oplevelse af værket. Hun er en specialestuderende, der dagligt iagttager billedet som led i sit feltarbejde. Dog viser det sig, at hendes interesse i billedet er mere personlig end faglig, da hun har en gennemgribende angst for at skulle dø. Ved at betragte billedet konfronterer hun sin frygt og oplever efterhånden, at billedet forandrer sig for øjnene af hende, i takt med at frygten forsvinder.

Hovedkarakteren fortæller, at hun selv møder den døde mand i billedet på sin tur over Fredensbro. Det fik mig til at tænke på, at jeg selv engang har drømt, at jeg mødte den ulækre mand fra Edvard Munchs Skriget – et billede der får det til at løbe koldt ned af min ryg. Faktisk giver Skriget mig en lignende form for ubehag og konfrontation med død og fordømmelse, som den unge specialestuderende finder i Casolanis billede. Men selvom jeg føler voldsomt ubehag ved Skriget, må jeg erkende det fantastiske ved, at kunst kan vække så stærke følelser.

Min bekymring ved 9x9x9 var, om tekst og skuespil ville fratage tilskueren sin mulighed for selv at lægge betydning i billederne. Men faktisk blev jeg overrasket over, hvor meget det i stedet formår at tilføje.

Forfatterens tekst zoomer ind på, at kunst opstår i betragterens sammenspil med billedet. Hvis jeg ser efter og kigger længe nok, kan billedet måske fortælle noget om mig selv eller ændre mit syn på tingene. Hvordan billede og beskuer udgør et ’giv og tag-forhold’ ses i skuespillerens skildring af en ung kvinde, der ser sin egen frygt i øjnene, ved at betragte et billede og lade sig betragte af et kranium.

Tekst og skuespil tilbyder ikke alene en forståelse af kunstværket, men også en forståelse af tilskuerens eget møde med billedet. I dette tilfælde bliver vi mindet om, at vi skal dø – “Memento Mori.”

 

Please touch
Teater

Kunstværk Landskab med Lyngbakker af Lauritz Hartz (1939), Forfatter Simon Fruelund, Skuespiller Marianne Høgsbro.

 

Man må selv finde plads i de lettere labyrintiske udstillingsrum. En farvekode på programmet hjælper mig på vej, men alligevel når jeg lige at få fornemmelsen af at være faret vild, inden jeg finder frem til aftenens første forestilling.

Jeg får en god plads og når at granske maleriet, imens der hviskes, og lokalet langsomt fyldes. I sig selv siger det mig egentligt ikke så meget, kunstværket. Landskab med lyngbakker af Lauritz Hartz fra 1939.

Det er skuespilleren Marianne Høgsbro, som skal i dialog med landskabsmaleriet. Hun er i knaldrød frakke, som mimer den lille, røde klat på billedet. ”Rød blev aldrig min farve”, siger Høgsbro og ligner en million. Fra første linje er det tydeligt, at Høgsbro kan sit kram. Der er absolut ingen slinger i valsen; hendes nærvær og indlevelse er upåklagelig og gør mig tryg som tilskuer – en ikke uvæsentlig faktor, når man er så tæt på.

Simon Fruelund, som har skrevet teksten, er selv i familie med Lauritz Hartz, og det tager teksten udgangspunkt i; Høgsbro er den lille pige på billedet, som er Fruelunds mor og malerens niece. Hun er dér – i maleriets landskab, på markvejen – og hun er her. Foran publikum. Blikket vandrer opad, indad, og med ganske få virkemidler drager hun publikum med sig tilbage i tiden og ind i maleriet. Det er så enkelt, at det næsten synes for let. Shit, hvor er hun god!

Det er teksten også. Den flimrer, som det sarte sind, mellem øjeblikket på markvejen og en refleksion over kunsten og kærlighedens væsen; Høgsbro rækker hænderne frem og griber om museumsluften med fingrene. ”Vi må ikke røre ved kunst. Er der ikke en nærhed, der går tabt?”

Vi hæfter os begge ved, hvordan stykkets titel gør op med et forbud som ofte opleves i forbindelse med kunst: ’please don’t touch’. Ordene ’at leve gennem hænderne og ikke hovedet’ får os til at tænke på den umiddelbare måde, børn oplever på, og om ’nok se, ikke røre’ saboterer nogle af de største erfaringer, vi kan gøre os.

At Høgsbro er så sikker og så varmt urørlig i sin præstation får mig til at tildele maleriet ekstra opmærksomhed. Hun fortæller om maleren og den mentale sygdom, som plagede ham, og som måske, måske ikke hænger som et sværd over familien. Fortæller om at kende vægten på rav og følelsen af at bide i sten, og mens hun fortæller, vokser nuancerne frem, og Landskab med lyngbakker vokser ud af billedrammen og fylder rummet.

Simon Bennebjerg i Guds geometri // Pressefoto: Morten Germund.

 

Guds geometri
Kunst

Kunstværk 1000 farver af Niels Nedergaard & Viera Collaro (1977), Forfatter Lotte & Søren Hammer, Skuespiller Simon Bennebjerg.

 

Da jeg går ind i rummet med værket 1000 farver, falder det mig ind, at værket nærmest er skabt til skuespil. Det kunne lige så vel være en scenografi på en mindre storbyscene. Niels Nedergaard & Viera Collaros værk består af små kvadrater i store kvadrater, udfyldt med 1000 forskellige nuancer, dannet ud fra de tre grundfarver gul, rød og blå. Således repræsenterer værket alle de farvemuligheder, som lyset forærer os.

 Forfatternes tekst udfordrer menneskets eksistensgrundlag, som det traditionelt kendes fra den kristne kultur. Simon Bennebjerg er iført englevinger og leverer med både timing og charmerende sans for det humoristiske en version af skabelsesberetningen, der på en og samme tid er genkendelig og fremmed for mig. Han sparker monologen i gang med: “På første dagen, skabte Gud fladen”. Med en kontrolleret hånd skaber Gud først fladen, kvadratet og rummet. Herefter skaber hun lyset og farverne, så de sirligt formede kvadrater i det perfekte geometriske rum kommer til syne. Først da Gud mangler nogle, der skal beundre rummet og interagere med det, skaber hun alt det, vi kender fra Det Gamle Testamente: jorden, planeter, sol, måne, stjerner, dyr, planter og til sidst mennesket. Dagen efter, da dyrene spiser hinanden, planterne kæmper om lyset, og menneskene bitcher, indser Gud, at det var en fejl. Ingen tror på, at det perfekte findes. Derfor fordømmer Gud mennesket til at klare sig selv og skaber fanden, så han kan få ansvaret for alt andet end rummet.

 Forfatternes tekst til 1000 Farver ophæver et traditionelt skel mellem natur og kultur. Udgangspunktet er det perfekte, som efterhånden saboteres af mennesket. Mennesket benægter Gud ved at tro, at det perfekte ikke eksisterer. Stykket lægger dermed op til en refleksion over menneskets forsøg på at skabe orden i kaos og søgen efter mening, når troen på Gud er væk. Et budskab dannet af geometri og farver. Noget så simpelt, at det tages for givet i selve skabelsesberetningen. Ligeledes ville jeg nok også selv undervurdere effekten af naturens pure farvemagi, hvis jeg kom forbi værket under et vanligt søndagsbesøg på SMK. I stedet efterlader Bennebjergs stemme mig med spørgsmålet, om kunst mon er menneskets sidste vej til at ane det perfekte, hvis Gud virkelig har forladt os.

 

 

Ung pige, der betragter havet
Teater

Kunstværk Ung pige, der betragter havet af Henri Matisse (1923), Forfatter Jens Christian Grøndahl, Skuespiller Kitt Maiken Mortensen.

 

Der er noget bristende i Kitt Majken Mortensens stemme. Som om vi er der lige før sammenbruddet. Et sammenbrud, som aldrig indtræffer, men som ligger latent i Mortensens beherskede præstation og i tekstens melankoli. Især stemmen skaber billeder, der virker, som om de er lige ved at krakelere. Det er på én gang skrøbeligt og sikkert.

Hun starter bag det blå forhæng i døråbningen, og publikums øjne guides af Mortensens stemme hen over maleriet af Henri Matisse fra 1923: Ung pige, der betragter havet. Jens Christian Grøndahl har skrevet teksten, som netop starter beskrivende; pigen ved vinduet, vinduesrammen, gaden nedenfor, Cours Saleya, havet og himlen ovenover Nice.
Så træder Mortensen ind i rummet og nærmer sig maleriet. Det bliver et zoom ind i værket og ind i pigen. Ind gennem øjnenes sprækker, ind bag ansigtets maske og videre med pigens blik hen over hustagene og ud over havet. Et ganske enkelt arrangement beskriver bevægelserne ud og ind af billedets fastfrosne øjeblik, og Mortensen bevæger sig lydløst glidende fra maleriets nærhed til den opstillede kurvestol og tilbage igen, mens hun fortæller pigens historie.

Teksten er både poetisk og filosofisk og snor sig i et kompliceret mønster ud og ind imellem fortid og nutid; mellem pigen og den kvinde, hun vil blive. Imens blander historien om hendes forlovede, som kunne recitere Rimbaud, men som mistede sine ben i krigen, sig med refleksionerne over det at være fremmed eller ingen – eller næsten ingen.

I sin intenst afdæmpede præstation er Mortensen det. Næsten ingen. Men vel at mærke en ingen, som fylder hele rummet; som skyller ind over Matisses havudsigt, og som sidder i mig længe efter. Det er, som om hun holder vejret fra start til slut, så jeg selv må gispe efter luft, da hun til sidst igen forsvinder ud gennem det tynde, blå forhæng.

Hendes måde at være nærværende på er en anden end Høgsbros; mindre udadvendt, mere fortættet, men igen er det de enkle virkemidler og suget ind og ud af maleriet, der fuldender oplevelsen. Ung pige, der betragter havet får en dybde og nogle og eksistentielle lag, som slet ikke nåede mig, før Mortensens ranke skrøbelighed og bristende stemme gav det hele mening.

Den beskedne scenografi af stueplanter, stol og gardin er sammen med Mortensen en forlængelse af billedet, der fortæller en historie, der virker selvindlysende, selvom den ikke foræres af billedet.

 

Billedet fortæller sig selv
Kunst

Kunstværk Et romantisk billede” af Per Kirkeby (1965), Forfatter Ib Michael, Skuespiller Nicolai Dahl Hamilton.

 

Indrømmet, Per Kirkebys værk Et romantisk billede sagde ingen af os noget. Bemærk at jeg skriver i datid, for efter Nicolai Dahl Hamiltons demonstration af Ib Michaels tekst, gik jeg fra X-rummet på SMK med en helt anden opfattelse, end den jeg fik, da jeg trådte derind. Billedet måler 366 x 610 centimeter og består af 5 søjler i hver sin dominante farve. Ovenpå ligger abstrakte strøg tenderende til det man ser på bordene i en børnehave side om side med silhuetter i skarpe linjer, udfyldt med dybe farver.

Men billedets forvoksede størrelse og mange usammenhængende elementer gør det svært at tyde, hvad det egentlig handler om. Jeg bliver derfor både provokeret og nysgerrig, da Hamilton indleder sin monolog med konstateringen ”Billedet fortæller sig selv uden ord.” Det viser sig, at han ikke er helt gal på den. Hamilton kaster om sig med ord og forklaringer, men først da han giver billedet plads i veltilrettelagte pauser, udfolder betydningen sig for mine øjne. Kun en snært af rumklang runger stadig, da jeg får øje på cowboy, kaktusser og kogekone med tørklæde i håret. I takt med at Hamilton med lige dele begejstring og ivrighed giver mig koordinater til at finde rundt i billedet, finder jeg mig også bedre tilpas.

Ifølge forfatteren er billedet et nøglehul til den tid, det er malet i. En tidsmaskine der fører os tilbage til 60’erne og ”Love is all you need”. Skuespilleren er guiden, der fører mig ind i maskinen. Det får mig til at tænke, at metoder fra skuespil med fordel kunne integreres mere i kunstformidling på museerne. Hamiltons intensitet og den energi han leverede foran Et romantisk billede vil sandsynligvis komme billedet til gode ved et senere gensyn. Hos forfatteren fortæller billedet sig selv. For mit vedkommende har billedet kun godt af at blive suppleret af lup og en stemme.

Maibritt Saerens foran Skt. Hans aften i Norge // Pressefoto: Morten Germund.

 

Personpåkørsel
Teater

Kunstværk Skt. Hans aften i Norge af Christian Skredsvig (1886), Forfatter Dorthe Nors, Skuespiller Maibritt Saerens.

 

Fra første øjeblik er tonen en anden i det lokale, hvor Christian Skredsvigs Skt. Hans aften i Norge fra 1886 optager det meste af den ene langside. Maibritt Saerens hilser publikum velkommen efterhånden, som de strømmer til, og er behjælpelig med at udpege siddepladser og bortvise lidt for unge numser fra de få opstillede stole.

Det er en interaktion, som føles næsten familiær, og som er langt fra Kitt Maiken Mortensens esoteriske fremstilling, nogle få udstillingslokaler derfra. Saerens præsenterer både maleri og forfatteren Dorthe Nors, inden hun går ’rigtigt’ i gang.

Saerens tager os tilbage til en Sankt Hans aften på vej til et sommerhus på Nekselø med hvidvin i rygsækken og junis sarte himmel i baggrunden. Den ellers så behagelige togtur forstyrres af en personpåkørsel, som ”trækker et leje af mørke ind under landskabet”. Saerens kaster et enkelt blik mod det store maleri, hvor vandets skyggefulde mørke flyder stille under en robåds fire passagerer. Jeg er umiddelbart tiltrukket af billedet – ikke mindst det symbolladede mørke, som optager en stor del af maleriet, og som tydeligvis også har inspireret forfatteren. Mørket går i øvrigt igen på gulvet, som er dækket af et bølgende blåsort klæde.

På Jyderup Station venter veninden utålmodigt. ”Der er et slip af svigt i alle relationer”, siger Saerens og fortæller os dernæst om netop dét svigt, som er historiens kerne: Veninden har inviteret en mand, som tidligere har sendt truende mails til vores hovedperson, med til Sankt Hans – en skræmmende oplevelse, som hun har delt i fortrolighed, men som veninden har valgt ikke at tage seriøst.

Med blå nuancer smelter rum, billede og skuespiller æstetisk sammen, mens den fremførte tekst umiddelbart bevæger sig langt fra det konkrete motiv på lærredet. Saerens fine præstation viser alternative måder, hvorpå kunstarterne kan tilføje hinanden noget, og hendes fremstilling matcher på fineste vis tekstens tilgængelighed – hun deler en historie med os, som var vi veninden på caféen ved juletid. Fra tid til anden giver hun maleriet plads; standser op, betragter det og fortsætter. Det knytter de to værker, teksten og billedet, sammen, selvom de ikke umiddelbart er direkte forbundne. ”På grund af personpåkørsel” gentager Saerens flere gange. Personpåkørsel. Personpåkørsel. Vi forstår sammenhængen mellem det leje af mørke, som flyder under bådens passagerer et sted i Norge – og på vej til Nekselø – og det slip af svigt, som kan føles som en… personpåkørsel.

 

En oplevelse i form

De tre kunstgenrer har hver deres forskellige spilleregler. Men i 9x9x9 reflekteres spillereglerne og rammer hinanden. En nulevende forfatters fortolkning af et 400 år gammelt kunstværk kan både give en følelse af vedkommenhed og forståelse. Ligeledes giver scenekunstens flygtighed og uforudsigelighed billedet liv for vore øjne.

Hvis kunst skal virke, kræver det fantasi. Når vi læser en roman, er det nødvendigt, at vi bruger vores fantasi til at acceptere de drager, vi læser om, og når vi ser en teaterforestilling, er det en forudsætning, at vi tror på det, skuespillerne fremfører foran os. Ligeledes kræver 9x9x9, at vi accepterer det uvante, når en skuespiller står på et museum og taler om, til eller ind i et kunstværk. Det er en anden måde at opleve på; vi oplever i form.

Når paraderne sænkes, og vi tager formen til os, kommer vi hjem med mere og andet, end vi ville opleve på egen hånd. Oplevelsen kan ikke sammenlignes med et traditionelt museumsbesøg, teatertur eller søndagslæsning. Det er noget andet, når kunstarterne eksperimenterer med hinandens egenskaber og styrker. Ordet fortæller. Billedet viser. Teateret giver krop og stemme.
Her bliver vi taget i hænderne. Ordet i den ene hånd, skuespillet i den anden. Men billedkunsten giver også lyrikken og scenekunsten noget tilbage. Inspiration. Men også en scenografi at spille i, en ramme at digte i, en stemning at levendegøre. På en og samme tid udvider og indsnævrer kunstarterne hinanden. Billedet fortæller sig selv. Men suppleret med forfatter og skuespiller fortæller det måske også noget andet og ryster støvet af de vaner, vi efterhånden har fundet os så tilpas i, når vi går på museer.

 

9x9x9 er instrueret af Hans-Peter Kellner og blev første gang opført i 2014. Det er baseret på original idé og koncept af Jacqueline Kornmüller & Peter Wolf og er blevet til i et samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Gyldendal og SMK.

 

Hvor: Statens Museum for Kunst

Hvornår: Søndag 23. og 30. april kl. 18.00

Mønt: 245 / 225 (unge under 30 år)

Billetter: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20162017/plus/events/9x9x9/#spilledatoer

 

 

Uddannet cand. mag i teatervidenskab og dansk med forkærlighed for det groteske og den dramatiske tekst. Dårlig grammatik gør mig trist. Er til gengæld vild med kunstskøjteløb, udstoppede dyr og tatar. Mådehold er min store udfordring.