Ordinary People

Gyldendals Store Danske encyklopædi oversætter ‘ordinær’ med ‘ordentlig’, ‘sædvanlig’, og ‘almindelig’. Men hvad siger disse begreber overhovedet om mennesker? Banja Rathnov, der er gallerist på Museumsbygningen, har taget diskussionen op i sin nuværende udstilling, Ordinary People.

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel i Museumsbygningen ligger på Østerbro i København. Det er den store, smukke bygning i nærmest græsk stil, der ligger lidt tilbagetrukket på Kastelvej. Personligt kan jeg godt lide gallerier, fordi de gemmer på kunst, man kan købe. Kunsten har ofte en mere nutidig holdning, som enten er samfundskritisk eller spørgende. Derfor kommer det nemt tæt på mig som tilskuer, modsat gamle kunstværker på museer.

 

I øjeblikket er Museumsbygningen hjem for seks kunstneres værker. Værkernes fællesnævner er deres fortælling om ‘ordinary people’.

 

JENS JUUL Six degrees of Copenhagen //Foto: Lasse Kofod

 

Udstillingerne er separate, og kunstnerne er både danske og udenlandske. I det første rum, jeg træder ind i, udstiller Jens Juul sine fotografier under titlen Six degrees of Copenhagen. Titlen og udstillingen peger mod en samfundsteori kaldet ‘six degrees of separation’, som går på, at alle mennesker på jorden er forbundet i et maksimalt sjette led. Det vil sige, at vi alle har relationer, der knytter os til hinanden. Dog kan der være helt op til seks relationer mellem to personer, til gengæld kan der heller ikke være mere end seks relationer. Men det er vores fælles bekendtskaber på kryds og tværs, der har givet Juul en tur gennem Københavns forskellige afkroge. Hans fotografier omfatter mand, dame, ung, gammel, selv en totalt nyfødt baby. Gennem hans bekendtskaber har Juul skabt nye bekendtskaber, og ved hjælp af alle disse forbindelser har han fået mulighed for at komme helt tæt på, i princippet, fremmede mennesker. Denne rejse ind i liv og tanke hos fremmede sikrede i 2013 Jens Juul en ‘Sony World Photography Award’. Udtrykket i de sort-hvide billeder illustrerer en nøgenhed, en enkelthed, der lader personen på billedet i centrum. Som jeg står der i det lyse, stille rum uden andre museumsgæster omkring mig, begynder jeg ubevidst at opbygge hele personens historie. Inde i hovedet er der heldigvis plads til digterisk frihed.

 

ALEN ALIGRUDIC Strange Bedfellows //Foto: Lasse Kofod

 

Min tur fører videre ind i et tilsvarende kridhvidt rum og ind til Alen Aligrudics udstilling. Hans fotografier fylder ikke meget i et rum, hvor der er så hvidt og så højt til loftet. Det lokker mig tættere på værkerne. Aligrudic fotografier fortæller om hans egen skæbne og lignende skæbners flugt fra Jugoslavien, da borgerkrigen brød ud i 1991, og som varede indtil 1999. Jugoslavien var indtil 1991 en multietnisk og multireligiøs republik, men borgerkrigen udbrød, da enkelte stater ville løsrive sig. Mange tusinde døde og 1,5 millioner af jugoslavere måtte flygte. De civile borgere, der flygtede, søgte hovedsageligt deres nye tilværelse et andet sted i Europa. Blandt andet i København. Udstillingen, Strange Bedfellows, viser Aligrudics rejse rundt for at skildre de jugoslaviske flygtninges nuværende tilstand, og dermed får tilskueren et billede af, hvor spredt dette folk er. Han og hans folk har måttet tilpasse sig i andre lande, og billederne viser ikke ligefrem idyl og lykke. Derfor vækker udstillingen spørgsmål om, hvordan vi i Europa tager imod folk i nød. Kan vi tage bedre imod folk, der ikke har noget, fordi deres hjem er blevet bombet eller militser skyder i baghaven?

 

MAREN UTHAUG Ting, jeg gjorde //Foto: Lasse Kofod

 

Jeg bevæger mig hen i et lille skægt hjørne, hvor der er tegninger på alle væggene. Det er Maren Uthaugs bidrag til udstillingen. Hun kalder det Ting, jeg gjorde. Hun er muligvis bedst kendt for sin stribe hos Politiken, som denne udstilling også er et udpluk af. Uthaug har en gennemgående karakter, en minimalistisk tegnet kvinde, i alle hendes værker. Kvinden forholder sig komisk-skeptisk til hverdagstilfælde af at være nogens kæreste, nogens mor, nogens veninde. Generelt at være en del af et fasttømret samfund. Hun har eksempelvis en sød lille stregtegning med kvinden, der giver manden en buket og siger ”På mit køns vegne, undskyld”.

 

PATRICK GRIES In/visibility //Foto: Lasse Kofod

 

I det store lokale til venstre finder jeg In/visibility, som er belgiske Patrick Gries’ udstilling. Her viser han fotografier af et albinofolk fra Tanzania, der bliver diskrimineret på værst tænkelige måde af resten af befolkningen. De er forhadte på grund af deres manglende pigment. Det betyder,  at de er helt lyse. Den vestlige lyse hudfarve er eftertragtet især blandt de mørke kvinder i Tanzania, og derfor er der en enorm misundelse og et had til albinoerne, da de jo ikke er vesterlændinge. Minoriteten lever i konstant frygt for omverdenen, frygt for verbal og fysisk vold. Albinisme er en medfødt sygdom, og albinoer i Tanzania bliver simpelthen frataget deres identitet på en så brutal måde, at deres fødsel ikke bliver registreret. De har heller ingen rettigheder i samfundet. De er som spøgelser. Spøgelser som Gries med sine fotografier i form og indhold vil give en identitet.

 

INA ROSING OG SIMON LAUTRUP For ingen har ondt af pirater //Foto: Lasse Kofod

 

Det store lokale, hvor Gries’ udstilling er præsenteret, bliver efterfulgt af to mindre rum, hvor der hænger et billede af en fin, korthåret dame på væggen. Hun har intet tøj på, men holder et sørøverflag op foran dele af kroppen. Den utildækkede del af hendes krop viser et ar, hvor der burde have været et bryst. Dette er Ina Rosing og Simon Lautrups diskussion af kræft som en sygdom, der inkluderer store mængder medicin og medlidenhed. Men hvis nu man var pirat! For ingen har ondt af pirater fortæller om et anderledes syn på sygdommen. For pirater går ud og mister kropsdele i blodige kampe. Men de beholder deres stolthed og eksistens. De bliver ikke blot ”en patient”.

 

HENRIK SAXGREN Solomon’s house //Foto: Lasse Kofod

 

Sidst, men ikke mindst, træder jeg ind til Henrik Saxgrens udstilling, Solomon’s House. Her får jeg tildelt en plads på en lille skammel. Der er nemlig Artist Talk med selve fotografen her til aften. Og Henrik er klar til at fortælle om sine rejser til Nicaragua, hvor han fotograferede de fattige mennesker i slumkvartererne, samtidig med at han forsøgte at hjælpe dem, hvor han kunne. Henrik blev venner med mange af de unge piger, der nærmest lever på ”the market”, hvor de sælger deres kroppe. Han fortæller nogle fantastiske anekdoter, der både vækker medlidenhed, vrede og glæde i mig og de andre gæster. Han vender sig mod et billede på væggen med et spædbarn. I hjørnet af billedet ser man en spinkel fod med en lænke om anklen. Saxgren forklarer, hvordan barnets mor er en ung pige, hvis egen mor har lænket hende til huset i et forsøg på at få den unge pige til at blive hjemme og passe sit barn. Den unge pige vil hellere til ”the market” for at tjene penge og sniffe lim. Ansigterne på de fleste gæster omkring mig udtrykker stor medfølelse: øjenbrynene er hævet, munden er en smule åben, som om de gerne vil udstøde et suk eller et gisp. Saxgren lægger vægt på, at de fattige piger er skildret i den uundgåelige proces, hvor piger bliver til kvinder. De nicaraguanske piger bliver ustandseligt udnyttet af fædre og andre ældre mænd i deres sårbare situation, og alt de ønsker, er blot tryghed og kærlighed. Den manglende kærlighed i slummen beskriver fotografen med sine sort/hvide fotografier, der viderefortæller gadebørnenes skæbner utilsløret.

 

FÆNGENDE ARTIST TALK Henrik Saxgren fanger sine gæster med sine fortællinger om Nicaraguas slum og fattigdom //Foto: Lasse Kofod

 

Efter Saxgrens Artist Talk er jeg helt ør i hovedet af de mange indtryk af skæbner rundt omkring i verden, som lever deres normale liv. Et liv, der er så langt fra det, jeg og resten af Danmark ville kalde værdigt at leve. Ordinary People lægger op til en overvejelse af vores egen livskvalitet. Samtidig spørger den, om der overhovedet burde være et begreb som ‘ordinær’. Vi er det vel alle til en vis grad, og alligevel er vi det slet ikke.

 

Hvad: Ordinary People: Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel i Museumsbygningen.

Hvor: Kastelvej 18, 2100 København Ø

Hvornår: Tirsdag til lørdag, kl. 12-16

Pris: Gratis adgang. Mulighed for at købe kunsten.

Der afholdes ofte Artist Talk undervejs i udstillingsperioden. 

Kulturentusiasten, der elsker at formidle, dele og skabe kultur i København. Daglig leder på VINK er min primære funktion, men ideudvikling, research og skriblerier lurer altid i skuffen.