Om uopmærksomhed på cykel og i sind

I går var det lørdag. Solen høj og forårsrund, nærmest sommerkåd. Jeg holdte for rødt ved Søtorvet på Dronning Louises Bro på min cykel. To reportere fra Danmarks Radio stod ved siden af mig og var åbenbart ved at dække en kampagne om uopmærksomhed i trafikken. De spurgte, om de måtte stille mig nogle spørgsmål. Det gjorde de, og jeg svarede på dem. Kun for at finde ud af, at jeg selv er uopmærksom i trafikken og endda pinligt opmærksom omkring min uopmærksomhed. Jeg elsker at cykle igennem byen med musik i ørerne. Det skal være lige præcis en helt specielt plade eller sang, som den givne dag smager af, og dagen vokser sig kun stærkere og mere nuanceret, når jeg kan lytte til den på den måde. Så rejser jeg på min månecykel og kan trække stjerner med på min vej. Med muligheder og min yndlingsstorby på hånden. Er det ikke smukt?
Men min uopmærksomhed er jo ikke kun til fare for mig selv – den gælder også de mennesker, jeg cykler ved siden af, som jeg overhaler og ringer af. Nørrebrogade er sommetider lidt som himlens fyrværkerieksplosioner nytårsaften i myldertiden. Tungen lige i munden og hånden på bremsen – og hjertet.

//Foto: Jasper James.

 

Dagen efter står jeg inde på hovedbanegården, det er formiddag og søndag. Jeg har kaffe i min hånd og er lidt hovedtræt efter lørdag nat, men jeg skal hjem, og så er der intet, der kan stå i vejen. Ved siden af mig står der et par. De er 15 år ældre end mine forældre, og de har nogle store kufferter med sig. Kvinden er spinkel, han er lidt rund, og de ser begge søde og venlige ud. De kigger på mig, og jeg smiler. På mandens rygsæk kan jeg læse, at de skal hjem til det samme postnummer, som jeg skal. De sidder over for mig i toget, og jeg siger til dem, at de ligner nogle, der har været væk i lang tid. Manden smiler og trækker sødt-ironisk på skulderen og siger, at de ”bare” har været i Málaga. Kort efter kommer der et andet par og sætter sig ved siden af dem. Jeg har allerede fundet min MacBook, mit litteraturkompendie og min, for tiden, bibel – Karl Ove Knausgårds Min Kamp, bind 6 – frem. Med andre ord har jeg alle øjne på mig selv, og hvordan jeg selv skal få tiden til at gå i fire timer med mig selv, selvom jeg sidder i et tog med 60 pladser i bare min ene vogn. Det er mange mennesker, og når jeg cykler ned af Nørrebrogade eller holder ved Søtorvet er der ofte lige så mange omkring mig.

Men de to par over for mig begynder at tale sammen. Jeg kan høre noget med børnebørn, Bornholm og oplevelser. De snakker ret hurtigt om rigtig mange af den slags, oplevelser. Det slår mig, at de åbner deres liv op for hinanden og byder den anden part velkommen. Det er en umiddelbar venlighed, jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal placere i den her tekst, og det er en talens åbenhed, som er det bedste, jeg ved af. Det slår mig efter lidt nysgerrig lytten med, at de selvfølgelig ikke kender hinanden i forvejen. Og jeg reflekterer over, hvorfor jeg sjældent havner i en sådan situation. Og at jeg, når jeg gør, er overbevist om at det er Amors pil, skæbnebestemt og storladen magi. Hvorfor er jeg af den overbevisning? Det er jeg, fordi jeg er ung og opvokset med at ikke tale med eller til fremmede. De fremmede, som jeg også kunne betegne som mine medmennesker. Det lyder fandeme kedeligt, gør det ikke?

// Foto: Jasper James.

Til sidst har jeg kigget så nysgerrigt på de to par, at den ene mand kommenterer det. Jeg undskylder og spørger, om de to par kender hinanden. De siger nej, de har lige lært hinanden at kende. Jeg smiler begejstret og forklarer dem, at den måde, de netop er begyndt at tale sammen på, er der ikke længere nogle, der taler sammen i dag. Ret hurtigt kommenterer den ene kvinde, at det er fordi, at de er fra en anden generation. Vi griner af, at jeg er for ung til at kunne gøre det, de gør. Selvfølgeligheden i deres samtale og møde lyser næsten ud af dem, og jeg kan se, de synes, det er sjovt, at jeg tør kommentere i det hele taget.
Jeg fortæller dem, at jeg blev stoppet ved Søtorvet i går og var i TV Avisen omkring den her kampagne om uopmærksomhed i trafikken. Den samme uopmærksomhed synes jeg er gældende generelt. Folk taler ikke med hinanden længere. De hører musik, de taler i telefon, de sms’er, mailer, twitter, instagrammer, facebooker, snapchatter og så videre i en efterhånden uendelig skræmmende stor strøm. Jeg fortæller, at jeg var til koncert i Operaen den anden dag, som altså er en smuk perle af arkitektur og øjeslik. Jeg var alene afsted og var derfor i stand til at betragte og menneskebade som det eneste i pausen. Solnedgangen over København, Amalienborg og Marmorkirken var massiv og direkte smuk. Men desværre havde de fleste travlt med at få tændt deres iPhones og tjekke hvadvedjeg. Det mest slående var, at det også gjaldt for par. Hvis jeg havde en sød kæreste, og jeg havde taget ham med, ville jeg hundrede gange hellere holde ham i hånden og se solmagi, end jeg vil tjekke en kedelig news feed på Facebook. De to par nikker begge genkendende til min beretning, og den ene kvinde fortæller en anekdote om den venlighed, de mødte i Málaga, men som aldrig kunne finde sted i København. Manden havde tabt sin krykke, og med det samme havde en fremmede samlet den op til ham.

Jeg fortæller dem også, at jeg skriver for den her kulturblog, og at jeg lige er begyndt at skrive en artikel om de ting, vi snakker om. Jeg fortæller dem, at jeg nævner dem i den og giver dem navnet på bloggen. Hvis min redaktør godkender den, kommer den ud, og så synes jeg, de skal have mulighed for at læse den. De noterer opmærksomt og er begejstrede. Jeg elsker begejstring.
Jeg sidder altså og skriver det her, mens rapsmarker, Storebælt og Danmark går forbi mig. Man kan godt få kuldegysninger, når solen falder helt ned gennem en skråning med bøgetræer, der er i en flor så stor, at de rækker ind i hinanden. Men jeg rækker igen og igen ud efter min iPhone, og jeg prøver at lade være. Jeg tænker, at jeg lige har handlet på min opmærksomhed omkring min uopmærksomhed, da jeg talte med de to par.

//Foto: Jasper James.

Der er den trafik, jeg cykler i, og så er der den trafik, jeg lever i. Vores talevejnet er skrøbeligt og papirtyndt, indtil vi selv skriver på det. Det handler om at lægge hånden på hjertet og så måske træde lidt på teknologibremsen. Hvis der ikke er magi nok, er det måske fordi, du selv fjerner dens grobund og mulighed. Hvis du har foldet dine arme, så åben dem op i stedet.
Og husk rapsmarkerne og bøgetræerne. De er smukkere end noget som helst på min iPhone. Højst sandsynligt også din.

 
//Forsidefoto: Jasper James.