Om kunsten vil os alle: Art Alive festival

ALLE FOTOS // Ejner Seidelin
I en prototypisk forårskåd weekend i maj, bød den moderne kunsts oplysende fæstning – kunstmuseet Louisiana i det nordlige Sjælland – op til to dages intensiv showcase af museets samling. Her fik kunstnere med tilknytning til museet og dets samling lov til at udfolde deres kreativitet, mens publikum sideløbende kunne opleve de to udstillinger med samtidskunst, der lige nu huses af Louisiana. Scenen er sat til ART ALIVE 2016.

 

Med et tætpakket og ret dynamisk program for to dages ’Tournesol’ i kunstkarrusellen og et, hvad der på mig virker som, yderst oprigtigt ønske om at ville afmystificere kunsten for dernæst at tillægge den en ny dimension. Oprindede erkendelsen af at jeg allerede har hengivet mig til Louisianas festivalkoncept, inden den egentlige åbningsdag for ART ALIVE. Forventningerne er drejet godt op mod 12, eller måske er det håbet? Eller intuitionen?

Jeg har haft en vis distance til deciderede kunstmesser og ’åbne’ arrangementer, der mere eller mindre har signaleret intern rygvendt branchefest, og hvor kunsten slæbes i manegen for at fortæres af de roterende folkemasser. Skepsis møder håb. En sjælden følelse, som lige skal arbejdes ud af kroppen, før turen går mod Humlebæk på en skøn fredag. Men derefter tager det fart!

Der er en smule febrilskhed i luften, og efter mit sidste besøg på Louisiana, med udstillingerne FIRE UNDER SNOW og ILLUMINATION frisk i erindringen. Forsøger jeg at smide alle fordomme og forventninger ind i skabet i garderoben sammen med min jakke og komme videre. Der danner sig en mindre flaskehals i indgangen på grund af ombygning, forbi og videre, og så er det ellers ud i Louisianas lækre park og indlede eventyret. Det føles som om, der er tusind ting i gang på samme tid, så jeg må gå efter mavefornemmelsen – et overblik eller en strategi virker meningsløs.

Parken bugner af glade familier og grupper af venner, der spadserer rundt i solen før de drager mod næste oplevelse, næste klokkeslæt i programmet. Der er dybe og krøllede interviews og samtaler i gang på de mange scener, og om lidt starter der en performance, som vækker min nysgerrighed. På min vej i dennes retning, noterer jeg den kæmpe kø til en kunstnerisk ballonskipper, der står under den blå himmel – og uddeler hvide kunstballoner (om man vil) med teksten ”I WANT TO LIVE WITH NO FEAR”. Da det går op for mig, at selv de voksne børn på 85+ går rundt og flager med et sådant budskab, skal jeg lige synke en ekstra gang. En eller anden modstand for ikke at være et sårbart menneske, trænger sig på. Min sindsstemning tager en helt uventet drejning, paraderne er nede. Lige pludselig er vi ikke bare individuelle gæster der trisser rundt og skummer for vores eget kulturfissede selvbillede. Vi er nu en samlet enhed, drevet af nysgerrighed. Mennesker der søger noget ganske universelt igennem kunsten og hinanden. Ro, udfordring, inspiration, lyksalighed.

Lamslået af en usædvanlig, og på sin vis distanceret, fællesskabsfølelse, vandrer jeg videre mod Wura-Natasha Ogunji’s performance ’The Kissing Mask’. På min vej tænker jeg på, om der mon er andre af mine medmennesker, der har fanget det poetiske billede som de ærlige hvide balloner har skabt i folkemængden? Er det igen bare mig, der overfortolker? De mange spørgsmål tilsidesættes for en stund og jeg træder indenfor. På en sokkel er kunstnerinden monteret, iført en sart stofmaske og prydet af delikate mønstre. Hun venter på et ukendt kys. Folk træder da også til, men det er ikke her, at de hvide balloners frisættende budskab kickstarter et syndflod af kys fra de fremmødte. Jeg er også for befippet til at overkomme min egen tankestrøm, og frygt, til at give denne kvinde sit kys. Jeg begiver mig i stedet ned af den voyeuristiske trædesten lidt endnu, et lille nederlag, men en vedvarende, og positiv, mental opsang fra performancen, om kampen for uforbeholden kærlighed, skærer sig endnu dybere.

I den efterfølgende tid bevæger jeg mig igennem udstillingerne, op og ned igennem Louisianas kælderrum, der altid tager fusen på mig. Jeg er optaget af de ballonbærende brødre og søstre og deres reaktion på de alsidige værker. Jeg får jordforbindelsen tilbage, og der går ikke lang tid, før jeg alligevel begynder at kigge ned i programmet for at planlægge. Misundelig på de mange børn der drøner rundt i rummene og formår at løsrive sig fra kunsten bare et øjeblik, går jeg udenfor igen og sætter mig i græsset for at fabulere lidt over dagens forløb. En af konklusionerne er at Louisiana er hulens dygtige til det, de gør. Mit indre billede af, at en sådan dag til kunstfestival på Louisiana ville blive forulempet af evigt fråsende kulturforbrugere, som bare er i vejen, er evaporeret af alle de glade børn, unge og ældre, beklædt i alt fra Slayer t-shirts til slips, der så tydeligt nyder tiden, enten på tæppet med hjemmebagt kage eller opslugt af de mange serveringer med samtale, som festivalen har budt på. At indbyde til samvær i alle dets facetter er jo netop hvad ART ALIVE vil, tror jeg. Jeg glæder mig allerede til dag 2, mens jeg når at få slutningen af en talk med Darren Almond med på vejen. Sidste klokkeslæt i dagens program er – Ed Atkins’ performance. Medrivende og sært konstrueret. Ed Atkins kan et eller andet særligt som jeg ikke helt har luret endnu. Tak for den.

Lørdagen byder sig til med endnu et 180-i-timen pakket program, der tvinger sådan en som mig til at tage umulige valg i mellem simultane oplevelser, og helt give op på tidspunkter for rent at lade sig rive med. Det må være en overlagt handling fra Louisianas side, tror jeg, og når hurtigt frem til glæden ved det absolutte faktum, at man bare ikke kan overvære alt, endnu? Heldigvis er der stadig hvide balloner i luften at støtte sig til, og jeg har min ven og fotograf Ejner med på ekspedition. Den forudgående dags forløsning, spænding og intense nysgerrighed hos ballonfolket, er i dag drejet mere over i et endnu mere laid back picnichumør. Folk tramper ikke i lige så hurtigt tempo som på åbningsdagen. Herligt! Ifølge en kulturfugl er det sådan, kunsten skal udleves, og sådan kan den komme til live. Jeg smelter nok engang over alle de børn, som klatrer rundt i træerne eller spejler sig i skulpturerne. Ejner må lægge øre til alskens højlydt dagdrømmeri og naiv glæde fra min side af. Vi går sagte rundt udenfor og leger solfangere for en stund. Vi skal lige ’groundes’ før vi har finstillet sanserne til en varm dag i denne kunstboble, der forhåbentlig kan bæres med længere, end blot til udgangen af denne weekend (Det kan den!).

Der er godt fyldt op til samtaleshowene med ikonet Jørgen Leth og efterfølgende kammerherren for nordisk samtidskunst, Eliasson Olafur. Ingen af dem har jeg hørt tale offentligt før, så jeg måtte bare høre dem begge. Da jeg heldigvis ikke er forsker i de respektive herreres oeuvre, var det en hyper interessant måde at opleve dem på første gang. Nærmest i deres hjemlige omgivelser, faldt snakken også på stort og småt, vidt og bredt. Et sikkert, men til dels også internt valg, truffet af arrangørene. Man blev oplyst og på sin vis inddraget, men stadig ligger det så implicit i formsproget, at man gerne skulle være kender. Ejner og jeg griber en cigaret i skyggen for at akkumulere de mange historier og fortælletråde, vi har været vidne til. Solen steger os, og det er en sand fornøjelse blot at observere livet i udstillingerne og i parken, som er præget af lørdagsstemning, men der er stadig en speciel summen, som jeg ikke har oplevet under et sædvanligt besøg på museet. Jeg satser på at det er ballonerne, og at jeg ikke er den eneste tunet ind på den barnlige frekvens.

 

Efter en masse free-roaming og finkæmning af museets afkroge og dvælen ved rum, der hurtigt kan forbigås midt i al den indirekte stress, man påfører sig selv under større arrangementer, bliver klokkeslæt nu igen en faktor. Det tynder så småt ud i mængden af godtfolk og balloner, og museet lukkes ned betydeligt tidligere end om fredagen. Sidste pejlemærke er Joachim Koester i spil med Kristian Leth, og de skal snakke ”Hashens kulturhistorie”. Sidste tur i tombolaen, og der er ikke overvældende mange hvide balloner til stede. Det kan da ikke være sandt? Midt i al det cannabis-palaver, man støder på derude i verden, undres jeg over de tomme stole. Men fandt efterfølgende ud af, at der samtidig havde været fuldtallig fællessang med aktuelle Ragnar Kjartansson og mor. Jeg nyder imens, at ordvekslingen mellem Koester og Leth Jr. trods emnet er knapt så ophøjet og meget personlig. Joachim Koester virker ikke synderlig sky, og man kan også i relation til hans værk på udstillingen mærke oprigtigheden i hans anskuelser og beretninger. Da jeg besøgte Louisiana sidst måtte jeg frekventere hans installation en 5-6 gange. Denne personifikation af de udstillede værker går rent ind, et tilsyneladende simpelt greb, men et der kræver en særpræget dygtighed, der er en kombination af naturlig fortællerteknik, og en punktering af egoet foran de tilstedeværende og lyttende ballondyr. En dygtighed der har gennemsyret ART ALIVE.


Jeg er dejligt svævende i den atmosfære denne weekend indtil videre har skabt, og vil på ingen måde hjem nu. Nå, grådighed er jo ikke vejen frem husker jeg, men min hjerne beder om bare lige et par timer til. Ejner og jeg går en afslutningsparade som nogle af de allersidste, samtidigt med at vi udpeger bortfarne balloner, som træerne i parken har fanget. Et utroligt godt billede på en utrolig god weekend i Louisianas stilsikre favntag. Overvældet, men med et håb om at man fra museets side tør lege endnu mere med selve formen omkring samtalen. Jeg er i mødet men en lang række kunstinstitutioner, ofte stødt på  ’Vi er jo ikke Louisiana’-kortet. Men det skal I være glade for! Louisiana gør hvad de gør, og det gør de pokkers godt. Dog er det i en meget stringent retning, og den har altid brug for seriøs udfordring.