Når hjernen slår knuder

Kunsten har det med at være selektiv. Den skal helst ikke skildre noget for grimt eller for mørkt. Samfundskritisk kunst er nødt til at få sit budskab igennem med humør eller farver. Tabubelagte emner som psykiske sygdomme må godt være en del af kunstnerens identitet – men helst ikke kunstnerens motiv. Trods det, tror jeg, at der ligger et enormt uudnyttet potentiale i de tanker, som folk med psykiatriske diagnoser får, og som de får at vide, bør behandles. Deres evner til at se ting i verden, som ingen andre mennesker ser eller bider mærke i, er indtil nu næsten udeladt af kunstnerne.
Man har hørt meget om kunstnere, der er gode til at fange hverdagssituationer og almindelige mennesker. Kunstnere kan også lide at fange de mennesker, der skiller sig lidt ud, men de skal helst ikke stikke for meget ud over den af samfundet fastsatte ramme. Da jeg hørte om et værk, der derimod dykkede helt ned i de tabubelagte psykiatriske diagnoser, var jeg klar over, at der var tale om noget nyt. Selvom værket er en bog, leger den ligeså meget med et illustrativt univers, der forsøger, og lykkes med at fange den uudforskede verden, hos de mennesker der lever med en psykiatrisk diagnose.

My Buemann, Sårbare sind, 2015

My Buemann, Sårbare sind, 2015


Den menneskelige fortælling
Det er dagen, hvor My Buemann for første gang selv har set den færdige bog Sårbare Sind, efter den er kommet fra trykkeriet. Hun er meget beæret over at være min første ven på Skype, og jeg får lige tjekket, at optagelsen virker, før hun får lov til at starte med en introduktion til sin bog:
”Bogen er mit afgangsprojekt fra Kunstakademiets Designskole og i virkeligheden et projekt, som jeg startede med at lave, fordi jeg selv er pårørende til en med en psykiatrisk diagnose, og fordi jeg altid har villet have et redskab, der gjorde det lettere for mig at forstå, hvad der skete i hans hoved. Så i virkeligheden startede hele mit arbejde med bogen med at prøve at finde ud af, hvordan man kan lave et eller andet, som kan blive det her redskab, der kan gøre det lettere. Noget af det, der efterspørges allermest indenfor psykiatrien, er åbenhed og redskaber til at vi kan snakke meget mere åbent om det at have en diagnose eller det at være pårørende. Så man må gerne se selve bogen som et redskab til større forståelse.”
Dette resulterede i et kæmpe arbejde med research, samtaler og forsøg med nye teknikker, der skulle rumme denne nye følsomhed i Mys illustrationer. Gennem samtaler med psykiatere, pårørende og personer med psykiatriske diagnoser, kom hun frem til, at det der mangler indenfor psykiatrien, er en menneskeliggørelse af de psykiske sygdomme i stedet for kliniske forklaringer:
”Det som jeg fik alle steder fra, var det her med en menneskelig fortælling – det er dét, som vi kan bruge allerbedst som forståelsesredskab. Vi kan stå med nok så mange statistikker, men psykiatriske diagnoser handler om mennesker, og det handler om følelser, og vi er nødt til forstå det gennem mennesker og følelser.”
Det er netop gennem seks menneskers livshistorier, at livet med et sårbart sind bliver videreformidlet. Dette bliver gjort gennem tekst og illustrationer, selvom My fortæller, at det i første omgang ikke var ment som en særlig teksttung bog. I stedet var det illustrationerne, der kom først og teksten blev til i en proces, der næsten gav sig selv, da hun begyndte at tale med personerne.


Illustrationer der taler til følelserne
Hun forklarer, at det er samspillet mellem ord og illustrationer, der skal hjælpe med at give denne bedre forståelse af mennesker med psykiske diagnoser. Det blev Mys illustrationers funktion at spille sammen med teksten for at tale til vores følelser:
”Da jeg sad med de her personlige fortællinger, så havde jeg det sådan, at ordene her er også rigtig vigtige. Jeg kan bare hjælpe dem til endnu tydeligere forståelse, hvis jeg også laver illustrationer, for illustrationerne skulle meget gerne have den effekt, at de taler til vores følelser. Jeg har altid arbejdet meget med tekst og billeder og samspillet imellem, fordi jeg synes, de kan noget forskelligt hver i sær. Hvis man velproducerer begge dele, så kan man faktisk få en illustration, der siger et og en tekst, der siger noget andet, og at de i sammenhæng siger endnu mere.”

 

My Buemann, Sårbare sind, 2015

My Buemann, Sårbare sind, 2015

Når værker arbejder med vores følelser, kræver det også en helt ny sensibilitet fra beskuerens side. Jeg kan ikke selv lade være med at reagere på de sårbare illustrationer. Men vi er måske også nødt at finde vores egen sårbarhed frem for at forstå andres. Dette kan kun ske, fordi My evner at illustrere menneskefølelser. At illustrere og arbejde med menneskefølelser er heller ikke fremmed for My, men derimod noget, hun altid har arbejdet med i sine illustrationer:
”Jeg har faktisk altid arbejdet med mennesker og menneskefølelser. I virkeligheden har jeg bevæget mig fra at arbejde med små menneskefølelser, som vi alle sammen kan genkende, til at prøve at portrættere de store følelser, så forståelsen af dem bliver tilgængelig for flere og allerhelst alle.”
Netop fordi hun nu skulle arbejde med de store følelser, var der også brug for et nyt formsprog. Gennem kunsthistorien har der netop været en tendens til at romantisere især det melankolske sind. I renæssancen brugte man en sfumato-teknik til at lægge et røglignende slør henover billeder for at vise det dystre slør, den melankolske ser verden igennem. Jeg var derfor meget interesseret i, hvilke tanker My havde gjort sig om de teknikker og den ikonografi, hun har valgt til sine illustrationer. Jeg mener netop, at et sind med en psykiatrisk diagnose, kan fungere som en helt ny inspirationskilde både til motiv og teknik.
Det viser sig, at My har gjort sig mange af de samme tanker som renæssancekunstneren i sin nye teknik, hvor hun har benyttet blæk og blypulver til at skabe et mere tilfældigt udtryk:
”Jeg ville gerne kunne kommunikere visuelt, både den reelle handling, men også den følelsesmæssige, uden at mejsle noget ud men i stedet antyde, at der var noget i gære. Jeg endte faktisk med at lave sådan en kombination af de her blyantstreger og så de her blækskyer, som jeg i virkeligheden havde tegnet på papir – men fordi du ikke kan styre blæk på samme måde, så havde det en tilfældighed, jeg også gerne ville have ind over; noget utæmmet som jeg gerne ville putte ind i illustrationerne.”
Hvor My normalt arbejder med fine, spinkle streger, skulle blækket i stedet være med til at rumme den større dybde, der ligger i de store følelser. Samtidig arbejdede hun også med at lave illustrationerne lysere, når det går karaktererne godt og mere dunkle, når de har det svært. Helt klassisk, som hun selv udtrykker det. Personerne har også selv været med i processen bag illustrationerne, så de blev så virkelighedstro som muligt. Som My siger:
”Det gjorde faktisk tit, at illustrationerne fik noget ekstra; noget jeg ikke selv kunne have tænkt mig til.”
Hun understreger også, at hun netop som illustrator kan noget andet end fotografen. Netop fordi hun kan skildre begivenheder, som fotografen enten skal opstille eller være heldig for at fange. Jeg har især forelsket mig i hendes illustration af Mads, der vågner om natten med tanker om, hvordan verden hænger sammen og til sidst er nødt til at skrive tankerne ned på egen krop. Her kan jeg virkelig se, hvad hun mener. Med mindre Mads havde taget et selfie midt i sin mani, var denne pudsige scene ikke blevet fanget.

My Buemann, Sårbare sind, 2015

My Buemann, Sårbare sind, 2015


Du ER ikke en brækket arm
Illustrationerne og bogen som hele handler ikke om at skildre symptomerne fra en specifik diagnose, men derimod om hvordan det er at leve med et sårbart sind, og hvordan det er, når ens hjerne slår knuder, siger My. Hun fortsætter og siger, at hovedbudskabet i virkeligheden er, at det bør handle om det enkelte menneske og ikke diagnosen. Ligesom du ikke ER en brækket arm men HAR en brækket arm, så HAR du også en psykiatrisk diagnose, du ER ikke din diagnose. Det skal de personlige beretninger i bogen hjælpe med:
”Jeg vil ikke placere min bog blandt nødvendigvis kunstværker, den er mere et opråb til alt det kliniske materiale, der findes om psykiatriske diagnoser, som er det, de fleste mennesker møder, når de får stillet en diagnose eller har et barn, der får stillet en diagnose. Så får de et par pjecer, hvor der står ’sådan og sådan er du, fordi du er bipolar’. Hvor min bog har handlet meget mere om at skildre, at der findes mange forskellige måder at have en psykiatrisk diagnose på. Ikke kun de forskellige diagnoser imellem, men også indenfor den enkelte diagnose. Det handlede om at skildre mennesket for at sige, at det kan komme alle mulige forskellige steder fra; både arv og påvirkning, og det er meget forskelligt hvordan en diagnose påvirker det enkelte menneske.”

My Buemann, Sårbare sind, 2015

My Buemann, Sårbare sind, 2015

Netop ved at give os den personlige fortælling i både tekst og illustration, synes jeg, at man kommer ind under huden på personerne i bogen i stedet for deres diagnose. My kommer også ind på flere af de tabuer, der er indenfor psykiatrien, for som hun siger, er samfundet skabt til det jævne menneske og ikke til dem, der stikker lidt ud. Derfor kan personer med psykiatriske diagnoser have problemer på for eksempel jobmarkedet eller med forsikringsselskaber. Begge ting, der først går op for mig, når hun nævner det. Hun håber derfor, at bogen kan være et lille skridt i den rigtige retning mod en større forståelse og mindre tabuisering:
”Tabuisering opstår jo tit, når der er noget, vi ikke kan forstå, eller noget vi ikke kan sætte os ind i; noget der er fremmed. Så mit håb med bogen er også lidt det med at være nysgerrig på det fremmede i stedet for at være bange for det. At forsøge at forstå det i stedet for bare at skubbe det væk. Du kender sikkert op til flere med en psykiatrisk diagnose, og fordi du kender dem, så tænker du ikke over det, og du rummer dem. Men det kan være svært at rumme det fremmede, og det vi ikke forstår.”
Selvom det tager et par sekunder, går det op for mig, at jeg jo rent faktisk kender flere med en psykiatrisk diagnose. Men som My siger, har jeg aldrig tænkt over det. De er jo ikke skizofrene osv., de er bare mine venner.


Belastning eller styrke
My og jeg taler lidt videre, om hvorvidt mennesker med psykiatriske diagnoser har skjulte kreative evner, som ikke bliver værdsat af samfundet i dag. My nævner, at hun kender flere med psykiatriske diagnoser, der ofte er mere i kontakt med ting, som andre ikke er i kontakt med:
”Nogen vil måske mene, at jeg romantiserer det, men jeg tror i virkeligheden, at for mange er diagnosen både en ven og en fjende – men især en rigtig stor del af dem selv. Jeg tror også, det kan være med til at prikke til de kreative centre. Så ligesom det måske også kan have nogle negative effekter, så er der også de positive som for eksempel større kreativitet.”
Hun nævner selv Marie i sin bog, der bruger musik og kreativiteten som hjælp, eller Mads, der er enormt skabende. ”Netop mani er jo en diagnose, hvor man, mens man er i det, får nogle geniale idéer”, siger hun. Hun siger også, at man kan se disse mennesker på to måder; som en belastning eller som en styrke for samfundet, alt efter hvilke kvaliteter, man vælger at kigge på. Hendes håb er naturligvis, at vi bliver bedre til at se styrker frem for svagheder. Her må jeg selvfølgelig give hende ret.
Jeg spørger afslutningsvis, om der er noget, hun gerne vil tilføje. Det er der ikke. I stedet vil jeg derfor citere hende, for hendes første sætning i vores samtale:
”Det har i virkeligheden været hovedformålet med den her bog at videreformidle seks menneskefortællinger om det at leve med at psykiatrisk diagnose. Så pårørende får en viden om, hvordan det er at leve med et sårbart sind og de, der selv lever med et sårbart sind på en eller anden måde, kan føle sig forstået ved at spejle sig i de fortællinger, der er i bogen.”
My kalder både sin bog for et opråb og et redskab og vil ikke kalde den et kunstværk. Efter vores samtale vil jeg dog mene, at bogen er alle tre ting. Den er et opråb fra psykiatrien, et redskab til personer med en psykiatrisk diagnose og deres pårørende. Og som et kunstværk giver den os ikke et svar – men stiller os i stedet spørgsmål.

My Buemann, Sårbare sind, 2015

My Buemann, Sårbare sind, 2015


Praktisk info:
Sårbare Sind kan indtil videre købes HER og udkommer den 24. november 2015
Der afholdes bogreception på Kw3 den 24. november kl. 19-21, tilmeld dig på facebook HER
Bogen udgives af I DO ART Books og er på 163 sider

Diskursen om psykisk sygdom i kunsten er lige så lang som kunsthistorien selv. I hvert fald næsten. Siden antikkens Grækenland, hvor Platon og Aristoteles begyndte at udtrykke sig om guddommeligt vanvid og melankoli som en kunstnerisk gave, har det sårbare sind været en del af kunsthistorien. Gennem historien har kunstnerne brugt det sårbare sind implicit og eksplicit i deres værker, og disse tråde kan vi trække hele vejen op til i dag. VINKs kunstredaktion har derfor besluttet sig for at zoome ind på emnet, og artiklen om My Buemanns Sårbare Sind er første artikel i et længere artikelforløb, hvor vi håber på at give jer et bedre indblik i sårbare sind i kunsten.
Forsidefoto: My Buemann, Kim, 2015

 

Tidligere kunstredaktør på VINK og KA i kunsthistorie ved KU.