Møstings Hus: Bag murene

 

//Alle fotos: Nanna Rylander Johansen

 

SKILDRING: På en lille sidegade til den lange mangfoldige Smallegade på Frederiksberg ligger en udstillingsbygning, hvor man mindst venter det. Omkranset af en kunstig sø knejser en neoklassicistisk bygning, hvis græske søjler spejler sig i søens overflade. Man kunne sagtens gå forbi denne charmerende bygning uden at tænke sig, at her udstilles kunst inde bag den fine og højtidelige facade. I mit tilfælde har jeg mange gange gået direkte forbi udstillingsstedet uden at tænke videre over, at der gemmer sig en kunstoplevelse inde bag den iøjnefaldende bygning. En forårsdag i maj står solen højt på himlen, og jeg beslutter mig for at se, hvad der foregår inde bag murene. Møstings Hus, som udstillingsstedet hedder, er endda en gratis fornøjelse, hvilket er en sjældenhed i den tid, vi lever i, hvor kunstens vilkår kompromitteres, og museer reguleres til at tage betaling for entré.

 

Bygningen har i virkeligheden en lidt finurlig baggrundshistorie. Huset blev opført i 1800 af ejeren, der lagde navn til bygningen, Johan Sigismund Møsting, der i en periode havde stillingen som finansminister under Frederik d.6. Frederiksberg var i denne periode et populært sted at feriere om sommeren for det mere velhavende lag af samfundet, hvoraf der blev opført mange lystgårde – eller sommerhuse, som man ville kalde det i folkemunde i dag. Hvis vi springer frem i historien til 1924, så blev huset opkøbt af Rialto Teatret og revet ned. Dets vigtigste arkitektoniske materialer blev dog gemt, og Møstings Hus genopstod senere i 1977 på Andebakkestien 5 et par hundrede meter fra dets oprindelige adresse.

 

I dag fungerer Møstings Hus som udstillingssted for samtidskunst, selvom dets antikke arkitektur måske giver anledning til associationer til ældre kunst. For øjeblikket kører de en særudstilling af billedkunstner og filminstruktør Jytte Rex, som byder ind i et uncanny drømmende, eller måske ligefrem mareridtsbaseret univers. Kunstneren har leget med en række forskellige materialer i skabelsen af fotografierne i udstillingen, som Møstings Hus beskriver som “objektbilleder.” Når jeg går rundt i udstillingen, mødes jeg på min vej af slørede fotografier af steder og mennesker, der fremstår som fragmenter af minder fra hukommelsen. Minder, som med tiden er blevet halvt glemt og halvt cementeret i bevidstheden. Billederne sætter sig fast på min nethinde, imens jeg reflekterer over minders forgængelighed og bliver en anelse eksistentielt til mode midt i min vandring igennem udstillingen. I enden af udstillingen finder man et lille lokale med en videoinstallation kaldet Eftersøgning. Med dramatiske toner og psykedeliske montager med fugle, der kredser i flok, indhylles jeg i en Hitchcock-lignende virkelighed, som fuldstændig skræmmer ens sanser og indfanger én i et dystopisk dommedagsunivers.

 

Efter filmens dystre toner bevæger jeg mig ud af museet til den solbeskinnede og stemningsgivende sø, der omgiver udstillingsstedet. Jeg kigger op på museets facade og sukker, hvem skulle have troet, at sådan et mørkt univers gemte sig inde bag den idylliske facade? Men det er jo måske også det, som er skønheden ved at indtræde i et dystert og dystopisk univers, at man netop bagefter kan komme ud til virkelighedens verden. Gyset og nattesiden får én til at sætte pris på den mondæne og måske endda ordinære tilstand her på det borgerlige Frederiksberg. Udstillingen løber frem til den 20. maj og er bestemt et besøg værd i disse solrige dage, hvor man kan kombinere det at få et gys fra udstillingens dystopiske stemning og bagefter at spadsere rundt om den lille charmerende sø. Møstings Hus vidner om, at kulturelle tilbud gemmer sig, hvor man mindst venter det, og det betaler sig at udforske ens by for at opdage kulturelle oaser midt i byens trængsel og alarm.

 

Kunstskribent