Kunstredaktionen præsenterer: Videopremiere ‘Tre bevægelser’

SAMTALE:

Kunstredaktionen på VINK har fået fornøjelsen af at være de første til at kunne præsentere Viktors Garage musikfilm, ’Tre Bevægelser’. God fornøjelse.

Måske kan du huske, da kunstredaktionen, filmredaktionen og musikredaktionen slog sig sammen om at skrive denne artikel fra Aftenrutines Visuel-Aften tilbage i november måned? Der skrev filmskribenten, Rikke, nogle flotte ord om den film, det hele handler om. Nemlig ’Tre Bevægelser’ skabt af bandet Viktors Garage, der også er en del af multiselskabet Aftenrutine.

Nu er stafetten givet videre til mig, og jeg vil i dialog med bandet og instruktøren bag ’Tre Bevægelser’ forsøge at afkode nogle af de kunstneriske og filmiske virkemidler, der ligger til grund for musikfilmen.

I ’Tre Bevægelser’ bliver beskueren sat over for filmens to hovedpersoner, en pige og en dreng, hvor jeg hurtigt fornemmer en historie om, og måske imellem, de to. I karakterenes højtravende og lidt sporadiske dialog, kan det være svært at finde ud af, præcis hvad det er, vi skal forstå. Der opstår en masse spørgsmål, der virker vigtige at få svar på. Hvem er de personer helt præcist? Hvorfor er de placeret lige netop dér? Hvad er deres indbyrdes forhold?

Viktors Garage giver mig hele tiden en lille tråd at holde fast i – bidder fra en samtale, der starter ud, som kunne den være ført af hvem som helst. En lille historie, der handler om at smække sig ude af sin lejlighed, minder beskueren om – i al sin banalitet – at vi måske er præcis ligesom dem. Så vokser historien, de flyver væk, og det første vi griber ud efter, inden vi falder, er en skov, en sø og hvide klipper. Naturbillederne tilfører filmen dens fantastiske visuelle karakter. Hvad de laver der, er en gåde, indtil det går hen og bliver en præmis for handlingen.

I min korrespondance med Viktors Garage og instruktøren bag musikfilmen, Simon Kjær Christiansen, håbede jeg på at få svar på nogle af de uundgåelige spørgsmål, der er opstået i mit hoved undervejs. Men inden jeg fik formuleret alle spørgsmålene, opstod endnu et spørgsmål, der gik forud for alle de andre: Hvor meget vil jeg egentlig vide? ’Tre Bevægelser’ skaber, frem for alt, en stemning. En følelse af noget dystopisk og et kærlighedsforhold der er styrtet i grus. Kaos midt i en øredøvende ro. Stille scener hvor al fornemmelse for tid bliver suspenderet og erstattet af en utopisk tilværelse – lige indtil lydsiden minder os om, at vi ikke er i paradis, men måske nærmere befinder os et sted midt imellem utopi og dystopi.

’Tre Bevægelser’ er altså en individuel og unik oplevelse, og bliver dermed svær at lukke med en fælles konklussion.

Det første spørgsmål jeg stillede Viktors Garage kom ud af min egen undren omkring idéen bag filmen.

Jeg havde tænkt over, om musikken var den katalyserende del for resten af filmen, eller om det var det visuelle, de tog udgangspunkt i.

 

Inspirationen til filmen kommer fra bogen Minima Moralia: Refleksioner fra det beskadigede liv. Bogen, som er skrevet af filosoffen Theodor Adorno, diskuterer i fragmenterede afsnit forskellige aspekter af det moderne liv. Adorno fik os til at overveje, om vi i vores samfund måske er i gang med at kapitalisere kærligheden. Vi tænkte derfor, at det kunne være interessant at skabe en dystopisk film om den menneskelige kærlighedsrelation.

Vi kalder Tre Bevægelser for en musikfilm. Den er ikke en kortfilm, hvor musikken blot fungerer som underlægning for fortællingen, men den er heller ikke en musikvideo. Musik, billede og tekst er lige vigtige fortælleredskaber i filmen.

Rent praktisk har vi først skrevet, optaget og klippet filmen. Derefter har vi skrevet og indspillet musikken. ”

Da idéen bag filmen bl.a. består af en ligevægt mellem musik, billede og tekst, er det muligvis også et bevidst valg at lade samtalen mellem filmens to hovedpersoner, drengen og pigen, være formel og stakkeret. Jeg spurgte derfor Simon, om det er meningen, at dialogens levering skal fremstå overfladisk.

”Skuespillet er gjort dilettantisk og stift for at vise, hvordan det moderne menneske opfører sig som en fange, selvom det ser sig selv som frit. Den grænseløse frigørelse af individet har forkrøblet det. Forhippelsen på frigørelse har skabt et tomrum omkring mennesket. Et tomrum så frit, at de uendelige muligheder blot er blevet nogle nye tremmer foran menneskets vindue.

Simone de Beauvoir skriver, at man kan blive så fri, at man bliver grænseløs. Man kan blive så åben overfor alt, at man ophører med at være et selvstændigt individ. Personerne i ’Tre Bevægelser’ er blevet ét med deres forestilling om det frie og gode liv. Når de taler kommer ordene derfor ikke fra maven, men fra hovedet. Derfor står replikkerne så tydeligt frem, for det er netop det de er. Replikker. Manden og kvinden er ufrivilligt komiske skuespillere i deres eget liv.”

Når Simon nævnte replikkerne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på de sceniske valg i filmen. Hvilken betydning har det så for karaktererne, at de og deres dialog er blevet placeret i storslået natur? Hvorfor kunne de ikke lige så godt sidde i pigens dagligstue?

Karaktererne har ikke noget forhold til naturen længere. De sidder lige midt i den natur, de ikke længere kan finde i sig selv.”
I stedet for at hyre skuespillere til rollerne i filmen, har medlemmerne af Viktors Garage valgt sig selv til opgaven. Jeg spurgte derfor Simon, om der var en idé med dette.

”Det er vigtigt at skuespillerne ikke sælger en illusion om et helstøbt menneske, men i stedet viser et moderne, fremmedgjort menneske.”

Det sidste spørgsmål, der brændte sig på hos mig, omhandlede musikfilmens titel ’Tre Bevægelser’. Jeg spurgte derfor ind til betydningen af denne:

”Betegnelsen bevægelser er hentet fra den klassiske musik, hvor man deler en hel komposition ind i movements eller bevægelser. Så det er altså tre forskellige bearbejdninger af samme tema. Titlen afspejler på den måde værkets lige vægtede forhold mellem billede og musik.”

’Tre Bevægelser’ går fra at være en smuk, men lidt frustrerende oplevelse for mig, til lige pludselig at blive aktuel på alle leder og kanter. Både hvad den kunstneriske idé angår, men i særdeleshed også i den historie de fortæller os. Viktors Garage sætter et sympatisk, men bestemt, spørgsmålstegn ved menneskets evige behov for kontrol og får emnet bearbejdet i tre bevægelser: For ørerne, for øjet og i teksten.

Hvis du vil læse mere om Viktors Garage og de andre kunstnere og musikere under Aftenrutine, så tjek dem ud HER.

Kunstskribent og studerende på VERA skole for kunst & design.