KUNSTGUIDE – VESTERBRO

KUNSTGUIDE: Vesterbro er og bliver den seje i klassen, frontløberen og trendsætteren. Der er fart over feltet, og at favne denne bydels kunstudbyd er en vanskelige opgave – for det vrimler med skønne kultur- og kunstoplevelser på Vesterbro. Det gamle berygtede red district light og arbejderkvarter er for længst blomstret op til at være et af de hippeste steder i København, og i denne opblomstring har kunsten i den grad fået næring til at gro.
I en usædvanlige sammensmeltning formår Vesterbro at være billedet på fortid, fremtid, det barske og det skrøbelige. Det rå går hånd i hånd med det fine – graffitikunsten pryder bygningerne med de fine hvide københavnerlejligheder indeni, og slagterkrogene skinner om kap med de kulørte lamper og neonskiltene i kødbyen.
Vesterbro byder på utallige kunstoplevelse fra gaden til gallerierne, og har så meget at byde på at denne kunstguide giver dig lidt af det hele.

 

 

VESS SHOWROOM

Billede fra arrangement med VESS og VINK // Foto: Kim Granli

Billede fra arrangement med VESS og VINK // Foto: Kim Granli

Et must på denne kunstguide er VESS SHOWROOM, som er en fusion mellem udstillingsrum og venue for kulturellearrangementer. Siden 2011 har VESS præsenteret relevant og aktuel kunst på tværs af kunstformer og medier. Det skønne ved VESS showroom er deres evig stræben efter at udvide og eksperimentere med grænserne for hvordan kunst og mennesker forbindes. Dette showroom er ikke bange for at bryde grænser, eksperimentere og udfordre publikum, samt måden vi tænker kunst. VESS’ udstillinger spænder vidt og deres portefølje byder på både debuterende og etablerede kunstnere fra ind- og udland. VESS giver altså kunstnere og andre kulturskabere rammerne for at lege og eksperimenter i deres rum.

 

Hvor: Oehlenschlægersgade 36 1663 København V
Hvornår: Kommer an på udstilling/arrangement.
Portmonnæ: Gratis
Mere info: Tjek deres udstillinger og arrangementer ud her VESS showroom

 

 

Kødbyen

Galleri Bo Bjerggaard

Galleri Bo Bjerggaard // Foto: Kim Jasper

Galleri Bo Bjerggaard // Foto: Kim Jasper

Særligt Kødbyen på Vesterbro er helt unik, slagterier ligger side om side med udsøgte restauranter, gallerier og gå i byen steder. Vesterbro er STEDET, hvor det sker.

Jeg elsker, hvordan stedet på sin rå og barske måde emmer af kreativitet og nytænkning. Kødbyen er som en kreativboble, hvor historie og fremtid fusionerer og skaber en helt særlig stemning. Det direkte møde mellem det fine og rå får Kødbyen til at være en attraktion for sig selv.

Jeg har valgt at udmærke Galleri Bo Bjerggaard, som er et ud af flere gallerier, der findes i området. Galleri Bo Bjerggard, der har to showrooms i Kødbyen, udstiller både ind- og udlandskunstnere. Hovedfokus er samtidskunst, og spændevidden er bred, lige fra skulpturer til videoinstallationer.

Når du har fået et glas ferniseringsvin på galleriet, er det oplagt at bevæge sig videre til Kødbyens andre gallerier. Eksempelvis kan du svinge forbi Galleri Poulsen, Gether Contempory og slutte af på V1 Gallery, der holder længe åbent med øl og vin i baren.

Det finurlige er nemlig, at de ofte har fernisering samme dag, og ovenikøbet er det gratis for alle. Den oplagte mulighed for at opleve Kødbyens kunstneriske udbyd. Det er fantastisk, hvordan kunsten og Kødbyens ånd smelter sammen. Kunsten giver noget til Kødbyen og omvendt.

 

 

Hvor: Flæsketorvet 85, 1711 København
Hvornår: Tirsdag – fredag: kl. 13:00 – 18:00, Lørdag: kl. 12:00 – 16:00
De næste der udstiller hos Bo Bjerggaard er kunstnerne Mamma Andersson & TAL R med udstillingen Svanesang fra d. 24/8 til d. 22/10 – 2016. Samt udstillingen CHART ART FAIR fra d. 26/8 til d.28/8
Portemonnæ: Gratis
Mere info: Galleri Bo Bjerggaard  

 

 

Outdoor surface

Billede af kunstneren ROAs fantatiske værk på Gasværksvej // Foto:Streetheart

Billede af kunstneren ROAs fantatiske værk på Gasværksvej // Foto:Streetheart

Nu har vi været på to gallerier, og det er på tide at bevæge os udenfor. Kunsten er ikke forbeholdt gallerierne, bestemt ikke. Hvor kunsten ofte er midlertidig og rammesæt på galleriet, så får den et helt andet liv på gaden.

Jeg elsker, når man går på gaden og pludseligt falder over kunst på bygninger. Når kunsten overrasker en, kommer til en, der hvor man ikke havde forventet det – der hvor man ikke havde opsøgt den. Det er netop det fantastiske ved graffiti og gadekunst, det kan være alle steder. Når kunsten bevæger sig udenfor museums- og gallerivæggene, får det dets helt eget liv, og ændrer karakter gennem døgnet, årstider – og ligeledes med tiden, hvor værket ældes med dets omgivelser. Kunsten påvirker dets omgivelser, og omgivelserne påvirker kunsten.

På Vesterbro er der rig mulighed for at gå på opdagelse og blive overrasket og overvældet af kunst på gaden. I forbindelse med en udstilling i Øksnehallen har seks internationale gadekunstnere, såsom HuskMitNavn, ROA og Maya Hayuk, skabt fantastiske værker på Vesterbros gader og stræder i en serie kaldt Outdoor surface.

Disse unikke værker befinder sig seks steder rundt omkring på Vesterbro og kalder på en gå-på-opdagelse/street art walk. Du kan eventuelt starte på Gasværksvej, hvor kunstneren ROA har pyntet siden af en bygning ved Gasværksvej skolen. ROA har skabt en fænomenal smuk komposition af egern og et pindsvin, der både viser talent og en forståelse af stedet, da de fine pelsdyr harmonerer med de legende børn i skolen.

 

Kunstnere: Dal East / Maya Hayuk / ROA / Borondo / HuskMitNavn / Conor Harrington
Hvor: Borondo: Vesterbrogade 60, ROA: Gasværksvej 34, Maya Hayuk: Saxogade 71, HuskMitNavn: Tullinsgade 1, Conor Harrington: Tullinsgade 21,DALeast: Oehlenschlægersgade 76
Hvornår: Hele døgnet
Portemonnæ: Gratis

 

 

ZUSA

Billede af et af de mange ZUSA-graffitimalerier - dette billede er fra på Flensborggade // Foto: Kim Jasper

Billede af et af de mange ZUSA-graffitimalerier – dette billede er fra på Flensborggade // Foto: Kim Jasper

I forlængelse af forrige indslag vil jeg lige lave et shoutout for ZUSA. Du har måske bemærket dissegraffitibogstaver rundt omkring i byen, ellers er det på tide at bide mærke i.
Graffititeksten ZUSA er ikke blot finurlige, farverige små graffitimalerier, men rummer en fin og livsbekræftende historie om en ung kunstner, der lider af sklerose og er bundet til en kørestol. ZUSA står for zusammen, og han har i samarbejde med andre kunstnere skabt disse ZUSA. Den unge kunstner bruger hovedstadens urbane lærreder til at cementere ham som kunstner og hans budskab i den fine ordsammensætning. Graffitien er ikke overvældende i deres udtryk, men budskabet og historien bag er dog dyb. Nogle gange behøver det ikke at være stort for at sige noget stort.


ZUSA er ikke blot på Vesterbro, men gemmer sig i hele København. Så hvis du er træt af at jagte pokemoner, så tag i stedet på jagt efter ZUSA.

 

 

Carlsberg byen

Skulpturer på bygninger i Carlsberg byen // Foto: Kim Jasper

Skulpturer på bygninger i Carlsberg byen // Foto: Kim Jasper

Hvis du har lyst til at opleve den historiske Carlsberg by, så skal du være hurtig, for den er i disse tider under stor forvandling. Der bliver bygget på livet løs for at skabe en ny Carlsberg by. Hvordan den nye Carlsberg by kommer at være, må tiden vise. Men en ting er sikkert: hvis du har lyst til at opleve den historiske Carlsberg bys smukke bygninger, før byen pyntes, udbygges og kommer til at huse nutidige kulturprojekter, så er det nu.

Herudover gemmer den også på lidt af et ukendt kunstcentrum. Her har kunstmagasinet Kopenhagen sit hovedsæde i lokaler, der tilhører Galleri Nicolai Wallner. I de rå industribygninger vil man ofte kunne opleve kunst i særklasse, når gallerierne Nicolai Wallner, Nils Stærk og IMO project room, holder dørene åbne for besøgende.

 

Hvor: Ny Carlsberg Vej 100, 1760 København
Hvornår: Hele døgnet
Portmonnæ: Gratis

 

 

Den gule by

Den Gule By // Foto: Kim Jasper

Den Gule By // Foto: Kim Jasper

Hvad er kunst? Dette er et spørgsmål, der giver mange rynker i panden, og et af de spørgsmål der højst sandsynligt altid vil stå i det uvisse. For mig favner begrebet kunst bredt, og jeg søger konstant at udvide min kunsthorisont. Derfor har jeg valgt at tage en lidt usædvanlig kunstoplevelse med som det sidste kunsttip.

Godt gemt på grænsen til Sydhavnen på baneterrænet ligger en lille perle – Den gule by. En lille landsby i byen. For at komme hen til denne lille perle skal man fra Enghavevej gennem en lang tunnel, hvor der sker en form for transformation, et skift i tid og sted. For enden af tunnelen træder man ud i den gule by, og byens stress og jag er for en stund fjern, og tiden står stille.

Historien bag er fin, og selve husene står med deres varmgule farver og skinner som små fine blomster i ukrudt.

Den gule by har rødder tilbage til 1901, hvor DSB tog en ny lokomotivremise i brug i området. Her lå et af landets største arbejdspladser – DSB’s centralværksted. I forbindelse med det store værksted blev de fine gulkalkede huse opført. I dag er langt det meste af arbejdet flyttet ud, men der er dog stadig omkring 50, der arbejder med lokomotiver på stedet.

Oplev den gule by om aftenen, hvor lyset fra skinnerne og lyden af togene der kommer ind skaber en helt særlig oplevelse.

 

Hvor: Baneterrænet mellem Vasbygade og Enghavevej
Hvornår: Hele døgnet
Portmonnæ: Gratis

 

Ha’ en skøn kunsttur på Vesterbro!

Christine

 

VINKs kunstredaktion har sat sig for at guide dig til nye, spændende kunstoplevelser i de forskellige dele af København. Her kan du læse om, da vores skribent besøgte Østerbro: KUNSTGUIDE-ØSTERBRO og Frederiksberg: KUNSTGUIDE-FREDERIKSBERG

 

//Forsidefoto: Kim Jasper  

Filmskribent og kandidatstuderende på RUC i Dansk og Performancedesign.