Kunstguide – Nordvest

Foto // Anne Vraaby

Foto // Anne Vraaby

KUNSTGUIDE:

Københavns Nordvestkvarter er en heksekedel – Fra Nørrebro station anes i horisonten Grundtvigskirkens bispehue over bydelen og under den strækker Bispebjerg kirkegård sig, som længere ude afløses af Utterslev mose. Flankeret af slikbutikker og bugnede grønthandlere snor Frederikssundsvej sig fra Nørrebro station og ud mod Bellahøj og Brønshøj. I krydset imellem Theklavej og Provstevej er den gamle autopark med farvestrålende bilvrag kun netop forsvundet til fordel for et 6 etagers nybyggeri. Små, skæve murstenshuse står endnu i skyggerne af hvide industribygninger, som huser kreative kontorfælleskaber. På det ene hjørne ligger en international skuespillerskole og på det andet en autoophugger. 

 

Nordvest er en helt særlig del af hovedstaden i kraft af sin etniske og sociale diversitet. Boheme-segmentet har for alvor igennem de senere år indtaget de billige lejemål og med den strømmende kreativitet, de mange forskellige kulturer som bydelen repræsenterer og den noget rå fortid som Nordvest er vokset ud af, er der rig mulighed for at få en spændende oplevelse på en eftermiddags-slentretur. Det tager ikke lang tid før man får fornemmelsen af hvad Nordvest har at byde på, da mange af de kunstneriske tilbud er meget iøjenfaldende i bybilledet. I denne kunstguide er der primært lagt vægt på de umiddelbare street art oplevelser, som har forvandlet dette rå industrikvarter til Københavns mest alsidige bydel.

 

 PIGEN OG MANDEN VED GENFORENINGSPLADSEN

 

‘Mand og pige’ (1935) regnes for et af Poul Søndergårds (1905-1986) hovedværker. Et par som hånd i hånd, med brystet skudt frem og øjnene hvilende på hinanden blev i 1935 varemærket for Nordvests ikoniske Genforeningsplads. //Foto: Anne Vraaby

‘Mand og pige’ (1935) regnes for et af Poul Søndergårds (1905-1986) hovedværker. Et par som hånd i hånd, med brystet skudt frem og øjnene hvilende på hinanden blev i 1935 varemærket for Nordvests ikoniske Genforeningsplads. //Foto: Anne Vraaby

 

Rundt om hjørnet fra Borups Allés nonstop myldretidstrafik, skifter byrummet straks karakter ved Genforeningspladsen.  Den hektiske storby synes pludselig langt væk i denne lille tidslomme. Lejlighedsbyggeriet er fra 1920‘erne og ligger for fødderne af en vældig allé, som leder op til idrætsanlægget. De røde murstenskarreer med elegante hvide karnapper og hvidmalede vinduer omkranser det irgrønne par, som  står hånd-i-hånd i forgrunden med udsigt over Ghandis Park.

Netop det jeg holder af ved Nordvest er bydelens  øjeblikkelige omskiftelighed. Det rå industrielle bliver hurtigt erstattet med det blide provinsielle og det moderne islæt med fortids charme. Netop ‘Pigen og Manden’ synes jeg fortjener en plads i guiden, fordi det viser en anden, mere øm side af Nordvest. Et Nordvest med en historie som byder på landligt idyl og højt til himlen. ‘Pigen og manden’ har idrætsanlægget i ryggen, som om vinteren bliver brugt til skøjtebane og om sommeren til regulær løbebane.


Hvor:
Genforeningspladsen ved Borups Allé.

Hvornår: Når du har lyst.

Mønt: Gratis.

 

BIBLIOTEKET PÅ RENTEMESTERVEJ

 

// Foto: Anne Vraaby.

// Foto: Anne Vraaby.

HuskMitNavn har dekoreret biblioteket på Rentemestervejs facade og indre med biblioteks-gængere og deres litteratur i kunstnerens særegne, dynamiske street art stil. Selve biblioteket er i sig selv er et kunstværk, med dets stærke forening af fortid og nutid. //Foto: Anne Vraaby.

HuskMitNavn har dekoreret biblioteket på Rentemestervejs facade og indre med biblioteks-gængere og deres litteratur i kunstnerens særegne, dynamiske street art stil. Selve biblioteket er i sig selv er et kunstværk, med dets stærke forening af fortid og nutid. //Foto: Anne Vraaby.

Disse dage skyder der nærmest konstant nye tiltag op af jorden på Rentemestervej. I den ene ende ligger det særdeles anmelderroste pizzeria BEHOV og i den anden holder den anerkendte musikteaterforening Batida til. Imellem Rentemestervej og Tomsgårdsvej ligger noget som ved første øjekast kunne ligne en overdimensioneret stabel bøger – nemlig biblioteket på Rentemestervej. Netop dette bibliotek er i mine øjne et af Københavns mest interessante biblioteker, alene på grund af dets udseende. Tegnestuen COBE opførte i samarbejde med tegnestuen Transform og entrepenørfirmaet Brdr. Andersen i 2011 dette enestående byggeri. Det rå beton i første etage er forhenværende fabrik, hvor den øverste etage består af kasser af guldfarvet strækmetal. Foruden den spændende arkitektur, så har HuskMitNavn skabt den humoristiske, iøjenfaldende facade: Biblioteksgængerne med spaghettiarme og ben fordyber sig i forskellig levende litteratur. Også indendøre har HuskMitNavn dekoreret væggene med sin helt særlige streg.

 

Biblioteket vokser på den sydvendte side bogstavelig talt ind i Dortheavej 61, som blev det nye ungdomshus efter Jagtvej 69 blev ryddet i marts 2007.

 

Hvor: Rentemestervej 76.

Hvornår: mandag-fredag: 8-22, lørdag-søndag: 8-15.

Mønt: Gratis.

Mere info: https://bibliotek.kk.dk/bibliotek/rentemestervej 


STREET ART PÅ ØRNEVEJ

 

// Foto: Anne Vraaby

// Foto: Anne Vraaby

Et pastelfarvet udhængnings-spot i midten af rundkørslen ved Ørnevej, i hjertet af pip-kvarteret. Udsigten er et af de ikoniske Don John vægmalerier, som pryder flere gavle i Nordvest - her ses flaksende småfugle fra juli måned i år. //Foto: Anne Vraaby.

Et pastelfarvet udhængnings-spot i midten af rundkørslen ved Ørnevej, i hjertet af pip-kvarteret. Udsigten er et af de ikoniske Don John vægmalerier, som pryder flere gavle i Nordvest – her ses flaksende småfugle fra juli måned i år. //Foto: Anne Vraaby.

Billedet til venstre ser ganske vist noget opstillet ud, men sandheden er, at det i virkeligheden er et helt oprigtigt øjeblik hvor by-rummets små kunstneriske finjusteringer bliver udnyttet i al sin umiddelbarhed. Det som gør dette ellers rimeligt uoplagte udhængningsspot  til en indbydende lille oase er dækkenes og pallernes friske pastelfarver som virkelig lykkedes i at lyse denne flig af industrikvarteret op.

Øjeblikket finder sted i hjertet af Nordvest og har udsigt til et af kunsteren Don Johns dynamiske gavlmalerier, som stod færdig i juli måned i år. Det er en helt særlig fornemmelse at dreje om hjørnet og se hvordan street art i de størrelses-forhold virkelig formår at sætte et helt enestående præg på en bydel – om man sætter sig, holder et hvil  og bevidst iagttager eller cykler på vej hjem fra arbejde.


Hvor:
Rundkørslen ved Ørnevej.

Hvornår: Højst tænkeligt et tiltag som forsvinder i efterårets kommen.

Mønt: Gratis.

Mere info: http://www.donjohn.dk/

 

MOSKEEN PÅ HEJREVEJ

Imam Ali Moske på Hejrevej er en helt særlig bygning, som med sin ejendommelige turkise kuppel, et islæt af nordiske gule mursten og mellemøstlige geometriske mønstre i blå nuancer, bringer eksotisk elegance til Hejrevej. // Foto: Anne Vraaby.

Imam Ali Moske på Hejrevej er en helt særlig bygning, som med sin ejendommelige turkise kuppel, et islæt af nordiske gule mursten og mellemøstlige geometriske mønstre i blå nuancer, bringer eksotisk elegance til Hejrevej. // Foto: Anne Vraaby.

Hvis man følger Frederikssundsvej fra Nørrebro station, vil man et lille stykke inden Hejrevej ane en ganske usædvanlig bygning iblandt de gamle fabriksbygninger og boligbyggeri. To turkise minareter strækker sig 32 meter op over bydelen og omkranser en enorm turkis kuppel med gyldne ornamenter. Hejrevej i Nordvest blev i 2010 en moske rigere. Før havde muslimerne indrettet et kulturhus på Vibevej i en gammel fabriksbygning, men efter karikaturtegningerne som blev offentliggjort i 2005 var det vigtigt for det muslimske trossamfund at gå proaktiv ind i arbejdet med integration og for at gå seriøst til værks var det vigtigt at have nogle gode rammer for traditioner, højtider, messer og andre kulturelle tilbud for områdets muslimer og dem som har lyst til at vide mere om islam. Arkitekt iranske Bijan Eskandani har med Imam Ali Moske skabt et helt særligt rum, som både udadtil og indadtil, æstetisk og socialt beriger Nordvest.


Hvor:
Hejrevej.

Hvornår: Gratis rundvisning hver d. første søndag i måneden.

Mønt: Gratis.

Mere info: http://www.imamalimoske.dk/ 


DAVID RISLEY GALLERI 

Gallerierne i Nordvest ligger ikke som perler på en snor, som inde på Bredgade. Herude skal man se sig om en ekstra gang og måske ty til google maps for at kunne støve dem op. // Foto: Anne Vraaby

Gallerierne i Nordvest ligger ikke som perler på en snor, som inde på Bredgade. Herude skal man se sig om en ekstra gang og måske ty til google maps for at kunne støve dem op. // Foto: Anne Vraaby

 

Hvis man går et stykke op af Frederiksborgvej og så til venstre ved tankstationen, forbi bil-forhandleren på hjørnet og lidt længere nede, rammer man Bispevej. Her går jeg rundt og forsøger at lokalisere David Risleys galleri. Det er ikke helt nemt, for de lange rå facader indbyder ikke umiddelbart til en kulturel oplevelse af nogen art. Efter lidt tid får jeg endelig fundet galleriet inde i en gård med jerngitter rundt om. Mit øje fanger to farvestrålende indianer-skulpturer, som leder mig på rette vej.

Risleys galleri havde først hjemme i London, men flyttede i 2009 til København. I denne måned er det Evren Tekinoktay som fylder de hvide rum ud med sine værker under titlen Bermuda.  Tekinoktay eksperimenterer med farvestrålende plastik universer i pastel og roterende neon pop-art – det er en opløftende stemning og god humor jeg oplever i hendes værker. Galleriet er lille og intimt – en stor fornøjelse at stoppe op og opdage nye, spændende rum i byen, som bringer en lidt ud af fatning – på den bedst tænkelige måde.


Hvor: 
Bispevej

Hvornår: onsdag til fredag 12-17 / lørdage 12 – 15

Mønt: Gratis.

Mere info: http://www.davidrisleygallery.com/gallery 

Om projektet:
VINKs kunstredaktion har sat sig for at guide dig til nye, spændende kunstoplevelser i de forskellige dele af København. Her kan du læse om, da vores skribent besøgte Østerbro: KUNSTGUIDE-ØSTERBRO, Frederiksberg: KUNSTGUIDE-FREDERIKSBERG og Vesterbro: KUNSTGUIDE -VESTERBRO

Jeg er stærkt lysoverfølsom, især når det hænder at sæsonerne skifter brat. Min passion er teater og performance - især site specifik, holder jeg mege af. Til daglig læser jeg teater- og performancestudier på KU og arbejder på Sydhavn Teater. Min favorittid på året er efterår.