Jeg knækker af og til

Når jeg forestiller mig, hvordan en kreativ proces ser ud i hovedet på den, der oplever det, så forestiller jeg mig et spil af farver og motiver, der danser på tværs af hjernehalvdele. Verden printer små indtryk i dine celler, som de samler på og sender videre til hovedet, når du skal til at skabe. Hånden føres af mønstre, der bugter og snor sig ned gennem rygsøjlen for at blive fordelt til fingerspidserne. Men som det rationelle menneske du er, vil din hjerne også gerne styre, hvad dine hænder skaber på papiret. Den vil gerne finde en mening og en afgrænsning.

 

Men hvad der sker, hvis din hjerne ikke filtrerer de kreative indtryk, som den giver dine fingre? Hvis din hjerne i stedet er så modtagelig overfor de indtryk, som verden sender, at den ikke filtrerer, men i stedet bruger det spontane øjeblik af kreativitet? Det ved Anne Gammelgaard Kristensen noget om, for hun arbejder med sine følelser og sårbare sind i sine spontane fotografier, som man blandt andet finder på hendes Instagram profil @annegk33.

 

Med Annes fotografier handler det om, hvordan man kan udnytte sin sårbarhed konstruktivt. Derfor handler denne artikel ikke om en diagnose men om et sårbart sind, der tager indtryk ind på stærkere måder og dermed lægger mærke til de små ting i hverdagen, som andre overser. Det handler om en kunst, der kan vise os en underbevidsthed, som vi andre plejer at undertrykke.

 

At se verden i firkanter

Jeg møder Anne på Københavns Universitet på Amager, fordi jeg meget gerne vil tale med hende om hendes Instagramprofil, hvilket overrasker hende:

 

”Det er sjovt, du synes, min Instagram er så god. For mig har det mere været et sjovt projekt, men så er jeg blevet vildt glad for det. Jeg tror mere, jeg har brugt det som en platform til at se andres billeder og finde inspiration i dem.”

 

Anne har samlet flere af sine fotografier på sin profil, hvor hun blandt andet fanger pudsige vinkler på det velkendte København. Hun forklarer, at hun i første omgang lagde billeder op, som var tiltænkt et andet projekt, men at hun undervejs blev glad for at have telefonen på sig og poste billeder løbende:

 

”Det er nok blevet en arbejdsskade at gå rundt og se de her firkanter eller spots og gode vinkler. For eksempel var jeg på Kongens Nytorv, hvor der var en bygning fyldt med julelys, og så var der en bygning, der var ved at blive restaureret. Hvor andre var mere optaget af bygningen med julelys, var jeg mest optaget af lyset i den bygning, der var ved at blive restaureret.”

 

Anne Gammelgaard Kristensen, Jeg ser ofte usynlige streger (Europa 1989), 2015

 

Virkelighedsopfattelser på Instagram

Anne forklarer, at hun ofte arbejder med forskellige virkelighedsopfattelser, fordi vi ikke oplever verden ens. Alligevel kan jeg godt mærke, at hun ikke er meget for at besvare mit spørgsmål om, hvorvidt hendes sårbare sind giver hende en anden virkelighedsopfattelse end andre mennesker:

 

”Det handler ikke nødvendigvis om at være sårbar, men i stedet om at tage indtryk ind på en stærkere måde end andre mennesker. Det kan være helt vildt fedt, men det kan jo også være lidt svært at leve med i et meget effektiviseret samfund. Jeg har desuden erfaret, at der let kan opstå misforståelser i mødet med folk, som ser tingene anderledes end jeg, for vi har alle forskellige virkelighedsopfattelser, uanset om vi er sårbare eller ej. I mødet skal vi så forsøge at korrigere vores virkelighedsopfattelser, så vi lever i den ’samme virkelighed’. Det er derfor, det er svært for mig at vide, om du ser verden ligesom jeg, eller om jeg ser den anderledes.”

 

Selvom hun arbejder med forskellige virkelighedsopfattelser, er det nok nærmere sig selv, hun tager udgangspunkt i. Titlerne på Instagram-billederne starter alle med ”jeg,” så hun må nødvendigvis bruge sig selv som udgangspunkt. Anne svarer også hurtigt, at hun jo netop ikke kan tage udgangspunkt i min virkelighed, eftersom hun ikke kender den. Jeg spørger alligevel om jeg-et i titlerne ikke også kan være det jeg, der læser dem?

 

”Jeg tager udgangspunkt i mine egne følelser, fordi det er svært at tage udgangspunkt i andres. Jeg har indset, at jeg ikke kan arbejde ud fra et ønske om at få folk til at opfatte mine værker på en bestemt måde.”

 

Anne Gammelgaard Kristensen, Jeg pakker mig aldrig ind i plastik (På Nørrebro), 2015

 

Billeder af spontane følelser

Instagram som medie minder meget om Annes måde at arbejde på. Hendes flyvske sind og intuitive billeder passer godt sammen med de mange spontane billeder. Modsat for eksempel foodstagrams stopper jeg dog op ved Annes billeder. Måske fordi de henvender sig til en dybere refleksion. Vi kan netop ikke forstå hendes billeder på et øjeblik, som vi kan med så mange andre instagrambilleder. Vi taler videre om den spontane inspiration, Anne arbejder med:

 

”Den anden dag indså jeg, at mine projekter er bedst, når jeg ikke tænker så meget. I begyndelsen af et projekt tager jeg selvfølgelig udgangspunkt i en idé, men jeg overvejer ikke i skabelsesprocessen, om det, jeg laver, kommer til at se godt ud eller følge det oprindelige udgangspunkt. I min arbejdsproces er det det umiddelbare indtryk, der fungerer bedst.”

 

Den spontane inspiration har måske noget at gøre med, at Anne arbejder med stemninger i sine værker. Hun arbejder med sine egne følelser, men håber også, at beskueren føler noget, når vedkommende ser hendes værker. Hun har lidt svært ved at forklare, hvad hun mener, og jeg spørger, om der i virkeligheden er forskel på at se på et objekt og at føle et objekt?

 

”Vi tager jo udgangspunkt i den fysiske verden, fordi det er den, vi lever i og det jeg kan tage fotografier af. Men når objekter opleves som en følelse eller stemning, kan det komme til at udtrykke noget psykisk. Jeg prøver at fremmane én følelse af det fysiske, vi ser. Jeg har altid syntes, at det har været svært at forklare følelser med ord, så derfor forsøger jeg i virkeligheden at beskrive dem gennem mit arbejde med et abstrakt og visuelt udtryk.”

 

Anne Gammelgaard Kristensen, Jeg er af og til solid (Grønjordskollegiet), 2015

 

Jeg kan heller ikke helt forklare, hvad jeg føler, når jeg ser Annes billeder. Jeg kommer til at tænke på alle de billeder, der normalt dukker op i mit hoved, lige før jeg falder i søvn: En masse udpluk af steder jeg har været, der minder mig om følelser, jeg har haft. Det er jo netop de små detaljer fra hverdagen, jeg ikke var klar over, at min underbevidsthed opfangede, som jeg synes, Annes billeder viser.

 

Min forestilling om sårbare sind er også, at man oplever nogle ting eller inspireres af noget ubevidst. Anne indrømmer også, at hun først fandt meningen med nogle af sine billeder efterfølgende:

 

”Mens jeg arbejdede med et projekt, som skulle fremmane en følelse af at være indespærret, tog jeg sideløbende billeder til mig selv. Jeg har senere indset, at de billeder, jeg tog i den periode, lignede noget, der var lukket inde, fx tremmer, hegn eller bygninger der blev restaureret. Da jeg havde taget 100 billeder og så motiverne igennem, fandt jeg ud af, at jeg hele tiden havde tænkt over følelsen af at være indespærret, hvilket kom til udtryk i billederne. Der blev jeg bevidst om, at jeg arbejder på et underbevidst plan.”

 

Men netop fordi Anne ikke nødvendigvis selv er klar over, hvorfor hun tager nogle af de billeder, som hun gør, kan det også være svært at forstå nogle af hendes værker. Hun siger selv, at det måske kan være svært at forstå hendes værker på 10 minutter, når det selv har taget hende en måned at forstå meningen.

 

Enlige vanter

Selvom hun arbejder med det ubevidste, siger hun, at det fotografiske arbejde handler om at træne øjet til at se det, som andre ikke lægger mærke til. Vi kommer ind på et projekt, hun lavede om enlige vanter. Vanteprojektet handlede om det med at observere:

 

”For et års tid siden blev jeg opmærksom på en enlig handske, der lå på fortovet. Den havde mistet sit oprindelige formål, fordi den ikke længere havde sin handskepartner. Handsker fungerer kun i par. Derfor opsamlede jeg enlige handsker, og lavede dem til skulpturer, for så kunne de få et nyt formål. Det var i hvert fald et spændende udgangspunkt at lægge mærke til noget, ingen andre ser i dagligdagen. Projektet kan også ses i et samfundsperspektiv, fordi der er mange mennesker, vi ikke lægger mærke til i dagligdagen, fordi vi har travlt med vores eget liv.”

 

Det rører mig egentligt, når Anne taler om handsker, som om de var mennesker med følelser. Jeg trøster også mig selv ved, at jeg trods alt kun har glemt mine handsker som par, de har altid haft hinanden og aldrig manglet en del af sig selv.

 

Anne Gammelgaard Kristensen, Jeg søger altid efter handsken, 2014

 

Selvom Anne nævner det samfundsrelaterede i sine billeder, vil hun helst ikke fremstå som direkte samfundskritisk, ligesom hun heller ikke ønsker at blive set som et ’offer’ for sit sårbare sind:

 

”Et sårbart sind er ikke nødvendigvis en dårlig egenskab, men det kan godt give nogle udfordringer, som jeg er nødt til at tage hensyn til. I vores samfund kan det være svært for mennesker med disse vilkår at følge med. For eksempel har jeg måttet opgive mit ønske om at blive lærer, fordi det simpelthen blev for hårdt at arbejde i sådan et højt tempo. Jeg tror, der er en stor gruppe af mennesker med sårbare sind, som har de samme udfordringer i forhold til at passe ind i nutidens arbejdsmarked. Jeg har forsøgt ikke at se ’min tilstand’ som en begrænsning og undgå at føle mig som offer for mit sind. I stedet har jeg fundet et arbejde, som kan blive styrket af et sårbart sind.”

 

Jeg oplever heller ikke, at Anne bruger sit sårbare sind som en undskyldning, men nærmere som noget hun har kunnet bruge til at lære sig selv bedre at kende. Hun siger, at hun ser det som et vilkår, på samme måde som allergi er det for andre. Man er nødt til at lære at navigere med det vilkår for at kunne være glad:

 

”Min sårbarhed gør, at jeg somme tider har følelserne uden på tøjet, at jeg kan have let til tårer eller let til grin, og jeg bliver påvirket meget af andres sindsstemning. At snakke om de ting, som er rigtig svært i livet, gør jeg på en visuel måde. Men det er sårbart for enhver at fortælle om det, som er allerinderst, men jeg vil mene, det er rigtig nødvendigt. Når jeg gennem min kunst viser min egen sårbarhed til et publikum, kan det føles som om, de ser lige igennem mig. Det skal man jo være stærk for at kunne og måske især, hvis man har et sårbart sind. Men gennem min egen sårbarhed, tror jeg også, at jeg kan tale til andres.”

 

Anne Gammelgaard Kristensen, Jeg forsøger altid at se mellem linjerne (Trekronergade), 2015

 

Livet i kontraster

Anne nævner, at hun oplever sit følelsesliv i kontraster. Jeg begynder straks at fortolke de følelsesmæssige kontraster ind i de sort-hvide fotografier, men det er ikke der, Anne vil hen. Hun taler i stedet om, at livet måske giver mening, når det er svært at leve, fordi det derefter kan fungere som en kontrast til de gode stunder. Ligesom døden er en kontrast til livet, og sygdom er en kontrast til at være rask, så kan glæde være en kontrast til sorg. Hun begynder at tale om et filmprojekt, hun har afsluttet:

 

”Faktisk var det her filmprojekt et udtryk for disse kontraster i livet. Jeg ville sætte de adjektiver, folk tør beskrive dig med i kontrast til de adjektiver, du selv beskriver dig selv med.”

 

Hun fik derfor sine venner og familie til at beskrive, hvordan hun er, men det fik ikke det ventede resultat. Det blev alt for positivt:

 

”Jeg blev faktisk lidt sur, for er det ikke dem, der i virkeligheden kender ens svagheder, og derfor deres job at fortælle dig det? Det inspirerede mig til at vise kontrasten mellem, hvordan man er i det offentlige rum sammen med andre, og hvordan man er alene med sig selv. Det blev egentligt meget stærkt, når man satte de kontraster op imod hinanden. Jeg tror generelt kontraster rammer noget.”

 

Disse kontraster relaterer sig måske også til titlerne på Annes fotografier. Hun sagde tidligere, at de jo refererer til en følelse, men nu uddyber hun det og siger, at hun bliver inspireret af spørgeskemaer:

 

”Jeg har udfyldt mange spørgeskemaer om, hvordan jeg har det, hvor man skal vælge en ud af fire udsagn som for eksempel: føler du det ofte, eller føler du det af og til. Det er faktisk dem, jeg spiller på, for det er svært at definere en følelse i grader på den måde.”

 

Hendes kunst er en afdækning af hendes tanker og følelsesliv, men også almene følelser som beskueren kan relatere til. Vi taler lidt om, hvorvidt man kan se hendes kunst som et selvportræt, og hun kommer frem til, at det måske er et psykisk selvportræt, hvor hun arbejder med sig selv, samtidig med at hun tager udgangspunkt i sig selv.

 

Anne Gammelgaard Kristensen, Jeg sætter ofte min streg på verden (På Vesterbro), 2015

 

Afslutningsvis forklarer jeg Anne nogle praktiske ting vedrørende artiklen, men jeg kan godt mærke, at hun har mere på hjertet. Jeg lader i stedet optagelsen køre (undskyld Anne), og lader hende selv få det sidste ord:

 

”Jeg var egentlig lidt nervøs for at medvirke i den her artikel. Jeg vil ikke lyde for samfundskritisk eller filosofisk, men jeg vil heller ikke lyde banal. Du skal jo prøve at finde ud af, hvem jeg er i en artikel. Så handler det igen om virkelighedsopfattelse; hvordan du ser mig, hvordan jeg ser mig selv, og så hvordan andre ser mig ved at læse artiklen. Jeg vil ikke sættes i bås, og at der fokuseres på det sårbare. Jeg har brugt meget krudt på at definere mig som noget andet end sårbar og på at bruge det konstruktivt.”

 

Du kan læse Annes Instagram HER

 

Artiklen er anden del i kunstredaktionens fokus på sårbare sind i kunsten. Første artikel om My Buemanns bog Sårbare sind kan læses HER

 

 

Forsidefoto: Anne Gammelgaard Kristensen, Jeg knækker af og til (Nørreport Station), 2015

Tidligere kunstredaktør på VINK og KA i kunsthistorie ved KU.