Hviledag

Hviledag. Og derfor et digt fra en af vores skribenter, Katrine Rosenbæk, som også dyrker digtet. Hun har været udgivet på www.slagtryk.dk og har før læst op fra sin prosaskuffe i Radio 24syv – hvis du kan ramme 46 minutter og 02 sekunder her, kan du fylde søndagens mellemrum ud med en lille digtoplæsning på ti minutter.

 

 

Konkylie

Hvis jeg var en konkylie
ville jeg ønske
du ville sætte mig op til dit øre
og høre på alle bølgerne
som skyller i land
Jeg fortalte dig selv
at man aldrig kan forhindre
bølgerne i
at ikke trække sig ud igen
Men de bliver jo ved med
at skylle ind
og således er jeg en rytme så rolig
som dit søndagshoved jeg aer
og læner trofast
som et plankegulv
Jeg har sat mit sejl
og der er så meget
jeg bare gerne vil sige dig
Man kan gå så lang tid
med ting i sine lommer
som man slet ikke er klar over
at man gemmer på
Svanerne vrider
deres halse
Hvis de læner sig op
ad hinanden
flettes de sammen

Vil du have læst digtet op af digteren selv? Lyt med her.