Guldalderperlen på Frederiksberg

//Alle fotos: Anna Huynh

 

SKILDRING: Midt i et beboelseskvarter overfor Søndermarken gemmer der sig en perle af et kulturhistorisk museum dedikeret til at fremvise et af den danske guldalders mest ikoniske ægtepars levevis og kulturelle kreds. Tag på opdagelse i dekadent møblerede saloner og stemningsfulde iscenesættelser af guldalderens madkultur.

 

På en af forårets første dage åbner jeg en lille låge på Rahbeks Allé på ydre Frederiksberg og træder ned på en solbeskinnet gårdsplads. Jeg bliver mødt af en ældre gård holdt i lysegule toner, som giver associationer til en forgangen tid og Skagens byhuses karakteristiske farve. Den idyllisk udseende gård hedder Bakkehuset og er et kulturhistorisk museum tilegnet til at bevare interiøret og stemningen fra ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbeks liv i huset under den danske guldalder. Knud Lyne Rahbek var en central figur i guldalderens litterære kredse og arbejdede blandt andet som teaterdirektør og litteraturkritiker. Hans kone Kamma Rahbek beskrives på museets udstillingstekster som en kreativ og socialt begavet kvinde, der både malede gouache og designede håndlavede æsker. I dag ville Rahbek parret nok være kommet i de kulørte blade og blevet udråbt som et it-par ud fra deres interesser og sociale omgangskreds. Deres hjem, Bakkehuset, blev et samlingssted for mange af periodens kulturelle og litterære personligheder herunder H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger, N.F.S Grundtvig og B.S. Ingemann, som kom til selskab hos Rahbek parret. I det 19. århundrede var debatterende samtalesaloner blevet den højeste mode, som udsprang sig fra Paris. Man kan kun drømme sig til, hvilke poetiske samtaler der er blevet drøftet mellem nogen af Romantikkens største digtere og det intellektuelle ægtepar i Bakkehusets stuer.

Jeg træder ind i stueetagen og mødes af en yndig stue med store vinduer og elegante hvide gardiner, der giver associationer til de romantiske kjoler, man forestiller sig, karakterer fra Jane Austen-romaner bærer. Til højre træder jeg ind i ”Den gule hjørnestue”, som angiveligt skulle have været stuen, hvor ægteparret modtog flere af guldalderens litterære skikkelser. Stuen har smukke karrygule vægge, store mørkegrønne fløjlsgardiner og mahognimøbler, der vidner om en indretning vi for længst har opgivet for en mere minimalistisk boligindretning i Danmark. I midten af rummet er der et klapbord med en stol, som er hevet lidt ud til siden. Hvis de karrygule vægge kunne tale, ville de måske fortælle anekdoter om, hvordan Kamma Rahbek sad ved dette bord og skrev breve eller fremstillede håndlavede æsker, og at bordet om aftenen blev transformeret til spisebord. Måden, hvorpå stolen er trukket lidt ud til siden giver en følelse af, at Kamma Rahbek blot er gået væk for at ordne et gøremål, men snart vender tilbage og indtager sin plads i stolen. Jeg mærker en kuldegysning midt i denne stue og tænker i dette øjeblik på, hvor forunderlig en effekt et interiørmuseum som Bakkehuset kan have på de besøgende.

Interiørmuseet kan give os et historisk og personligt vingesus om det liv, der er blevet levet og bør blive bevaret i vores bevidsthed, så vi bedre kan forstå den måde, vi lever på i vores samtid. Jeg selv er kunsthistoriestuderende og bevæger mig derfor oftest indenfor, det vi kalder ”den hvide kube” på kunstmuseer. Udstillingsrummet, som navnet indikerer, holder sig til snorlige hvide vægge og afsværger alt pyntende æstetik. I dette rum er det kunstværket, som står i centrum og ikke skal distraheres af noget personligt eller udefra stående. På den måde har et kulturhistorisk museum som Bakkehuset en stærk fordel i, at de besøgende formodentligt kan føle sig mere forbundne med en udstillingsform, der foregår i hjemlige omgivelser og ikke er ligeså sterilt som kunstmuseets monotone udstillingsrum. Den besøgende bydes ind i et intimt udsnit af fortidsmenneskers livsformer på Bakkehuset, hvilket gør museumsoplevelsen mere identificerende og inkluderende for den enkelte.

Med disse tanker på nethinden træder jeg ovenpå til førstesalen, hvor Bakkehusets særudstilling huses. Den nyåbnede særudstilling hedder ”Til bords med Kamma Rahbek og H.C. Andersen” og byder på en rejse igennem guldalderens mad- og spisevaner set igennem forskellige sociale iscenesættelser. Hele første sal er indrettet i små stuer, der udspiller forskellige samlingspunkter om spisevaner igennem døgnet. Jeg flyder igennem de forskellige scenarier, som hver især giver et intimt indblik i et selskabeligt øjeblik centreret om mad. Man inviteres blandt andet indenfor til en uformel smørrebrødsfrokost bestående af silde- og ostemadder i Kamma Rahbeks stue og til en mere fornem anledning, nemlig en fødselsdagsmiddag hos den prominente familien Collin, der har selveste H.C. Andersen med som gæst. Sidstnævnte middagsarrangement er dækket op med det fineste service, fyldte vinglas, en glaseret steg og glimtende asparges, hvor man får lyst til at hoppe ind i installationen og deltage i det store festmåltid. De forskellige stuer er indrettet med tidssvarende tapet og møblement ud fra det bedre borgerskabs smag, og man bliver som besøgende sanseligt beriget af de dekadente tapeter og farvebrug.

Efter den sanseligt mættende udstilling sætter jeg mig ned i Bakkehusets tilhørende cafe-orangerie. Til højre for hovedgården har de skabt det yndigste orangerie i en sart lysegrøn farve, hvor besøgende sidder og nyder deres kaffe og kage efter deres museumsbesøg. I orangeriet og i hovedbygningen byder Bakkehuset på mange kulturelle oplevelser såsom jazz-arrangementer og litterære saloner, hvor forfattere inviteres til oplæsning. På trods af de mange kulturelle tilbud Bakkehuset sætter i værk og det rige indblik i borgerskabets boligindretning og livsstil i det 19. århundrede, er der stadig en del unge, som ikke kender til museet. Det er i virkeligheden en synd og skam, at sådan en perle af et museum ikke er så kendt blandt et yngre publikum. Et sted som Bakkehuset og lignende interiørmuseer kan give os som besøgende et unikt indblik eller glimt af, hvordan mennesket har levet og boet før i tiden. Ud fra dette perspektiv kan en sådan museumsoplevelse have en hel eksistentiel dimension i og med, at det kan få os til at reflektere over vores egen levevis gennem indblikket hos fortidsmenneskets hjem.

Kunstskribent