Glyptoteket er som forvandlet

Allerede ude fra tårner Glyptoteket sig majestætisk og magisk frem. Der er noget højtideligt, elegant og storladent over bygningen. Med kuplen, der rager mod Københavns himmel, og den lille forhøjning, jeg må træde op på fra fortovet, for at nå op til hovedindgangen. Det hæver stedet fra H.C. Andersens trafik-osende Boulevard foran og Tivolis karussel-rutsjende støj ved siden af.

De hvide og klare marmorskulpturer, som de fleste associerer med Glyptoteket, og som siden antikkens genfødsel i 1400-tallets renæssance-tid har været udtryk for et kunstnerisk ideal, for det universelle og specielt åndeligt, har fået sig et skub. Med andre ord har hele kunsthistorien og det fundament, man har bygget den på, fået sig et skub. Man har nemlig fundet farver på skulpturerne, og deraf navnet på udstillingen ”Som forvandlet”, der omhandler dette nybrud. Farverne er klare, stærke og polykrome. De er resultater af en forskning, man længe har vidst af, men som er blevet pakket væk, fordi dens resultater var uønskede. Alt det lærte jeg over tre besøg i udstillingen, der på tydelig og umage vis gør skulpturerne mere folkelige.


FARVERNE er stærke og ikke til at se fejl af på denne pansertorso. //Foto: Anna Cecilia Gonzalez.

Kulturradikal elitær kunstelite
Jeg har en tese om, at mange tror, at Glyptoteket er forbeholdt en vis kulturradikal, elitær kunstelite – velhavende pensionister fra Whisky-bæltet, rige, asiatiske eller amerikanske turister samt pubertære skoleklasser fra Jylland, der bliver tvunget ind med firetoget. Som der står i udstillingens katalog: “Den farveløse og ikke sjældent forslåede antikke skulptur befinder sig på et abstraktionsniveau, mange ikke orker at komme i kontakt med.” Jeg taler også med en venlig museumsvagt, der nikker genkendende til det. Og med en anden, som fortæller mig noget interessant: at de med den nye udstilling har oplevet ualmindeligt høje besøgstal. 3-400 besøgende på hverdage og på søndage, hvor entréen er gratis, kan de klikke 1500 igennem den labyrintagtige udstilling. Som muligvis ikke er stor i kvadratmeter-praktisk forstand, men som er så meget mere større i kunsthistorisk, forskningsmæssig og publikumstiltrækkende forstand. Den appellerer og åbner op for en ny sanselighed og nysgerrighed. Det polykrome, strålende og stærke farvebrug giver ganske enkelt flere øjne mere at se på.
Der er en helt unik, og efter min mening, mageløs sammenhæng mellem form og indhold, som gør hvert enkelt besøg til en dragelse ind i et univers, jeg ikke kan finde lignende af i København. Det minder mig om at læse yndlingsbøger, bortset fra at det her er virkelighed; det er noget, jeg bevæger mig rundt i med hele min krop.


ET BLIK ind i udstillingens mangfoldige samling af værker hentet ind fra kunstmuseer i blandt andet Paris og Berlin. //Foto: Anna Cecilia Gonzalez.

Italiensk adel i pengenød
Men så meget sagt om min egen åbenbare begejstring. Jeg skriver til min gamle gymnasielærer for netop at brede den her fortælling ud over den. I 2.g besøger jeg nemlig stedet med mit Oldtidskundskabshold og er altså en af overstående skoleklasser, der er med firetoget. Min lærer viste os dengang rundt på Glyptoteket med en ihærdighed og fortællelyst, som var det et magisk eventyrland, vi befandt os i. Hans engagement og begejstring tog jeg med mig, og det er derfor ikke en tilfældighed, at det netop er ham, jeg spørger til råds omkring stedet og de forvandlede skulpturer.

Ny Carlsberg Glyptotek åbnes i 1897, men min lærer fortæller nogle interessante ting om tilblivelsen af samlingen. I slutningen af 1800-tallet er den italienske adel nemlig i konstant pengenød, hvorfor denne ikke har noget imod at sælge sin værker til Jacobsens agenter og sende dem nordpå. Carl Jacobsen og Otillia Jacobsen, stedets grundlæggere, bruger 15 år på at indsamle værker på den måde. For ligesom et bibliotek er et sted, hvor man samler bøger, er et glyptotek et sted, hvor man samler skulpturer.

Og således etableres en samling altså, efter hvad der i slutningen af 1800-tallet bliver opfattet som et ideal: de hvide og rene skulpturer. Dog nævner min lærer noget interessant. Den tyske kunsthistoriker, Johann Joachim Winckelmann er i 1700-tallet med til at markere dette ideal. Han er også, ikke overraskende, medgrundlægger af klassicismen; en kunstretning, der hylder det antikke ideal, og som Københavns Vor Frue Kirke er et eksempel på.

Men så skriver min lærer noget, der vender lidt op og ned på det hele, og som minder mig om dansk politik anno 2014. Winckelmann var rent faktisk klar over, at skulpturerne havde været bemalede. Noget, den danske billedhugger Thorvaldsen ikke vidste, og han var altså i top to af sin slags i begyndelsen af 1800-tallet. Ifølge min lærer ”(…)ville han bestemt ikke have brudt sig om det”. Kan du også mærke, at Thorvaldsen vender sig i graven?  Nuvel. Spørgsmålet er selvfølgelig, om man havde opfattet skulpturerne som idealer, hvis man havde vidst, at de havde været farvet. Og havde vi så overhovedet haft et Glyptotek i dag?


ET EKSEMPEL på det ekstra nærvær, der opstår i mødet med skulpturerne, når de farvelægges. Her i klar og stærk guld. //Foto: Anna Cecilia Gonzalez.

Relativ direkte tackling
Fra midt 1700-tal kan man læse de græske og romerske forfattere skrive om farve. For eksempel opfører den græske tragediedigter, Euripides i Athen, 412 f.v.t.. følgende:

“Mit liv, min lod kan tjene til skræk og advarsel,
dels ved Heras indgriben, dels har min skønhed skylden.
Kunne jeg blot blive min skønhed kvit og blive grimmere
at se på som hvis man viskede farven af en statue”
Det kan jeg vist godt kalde for en relativ direkte tackling til opfattelsen af hvid og ren marmor som ideal. Men i udstillingens katalog kan jeg læse, at vi skal helt frem til 1900-tallet, før farvernes eksistens accepteres som uafviselig. Før forskningen tager rigtig fat, skal vi endnu længere frem, helt frem til 1980. Hvad der dertil er brugt, af hvad jeg kan forstå er ubegribeligt dyrt højteknologisk udstyr, elektroniske superapparater og 2100-århunderedes opfindelser, skal jeg ikke komme mere ind på, uden dog at negligere nogle af dem, men jeg er mere interesseret i, hvad det her gør ved pensionisterne, skoleklasserne, turisterne og dig og mig.
DET KROPSLIGE IDEAL bliver nærmest et endnu stærkere ideal i mødet med farvelægningen. //Foto: Anna Cecilia Gonzalez.


En cirkuslabyrint

Så jeg tager derind tre gange og ser og skriver ned og går frem og tilbage og læser og kigger og undres og pudser briller og det hele en gang til. Jeg tager min veninde med derind anden gang, og vi snor os igennem den flotopstillede udstilling, der tager form som en slags labyrint – modsat Glyptotekets normalt åbne sale. Hun nævner flere gange ordet cirkus, mens vi går rundt blandt de bemalede skulpturer.

Og jeg tænker, at som den yndlingslitteratur, jeg i starten af denne artikel sammenligner Glyptoteket med, er farverne adjektiverne i min bog. Eller de små karaktertræk, man kommer til at holde af ved for eksempel Emma i Madame Bovary, Tvebakke Løvehjerte i Brødrene Løvehjerte eller Jonathan Safran Foers Oscar i Extremely Loud & Incredibly Close. Det er det skæve smil, hånden på din skulder eller solen, der står op, når du ruller gardinet fra. Med andre ord er det nuancer, nærvær, og det er særtegn. Men det er også en slags tryghed, fordi det er noget, vi kan genkende. Det forekommer mig med andre ord som om, skulpturerne kommer mig nærmere ved med deres nye farvekappe.


STÆRKE, POLYKROME farver. Nuancer er der ikke mange af, men der sker noget, når komplimentær farverne får lov at stå imod hinanden. //Foto: Anna Cecilia Gonzalez.

Så selvom min ven, som jeg ser udstillingen med for tredje gang, blandt andet beskriver den som gøglet og synes, det hvide er skønnere end det farvede, står dens vigtighed for vores samtid ikke til at rokke ved. Aritstoles’ Poetik er stadig den mest læste i dag, og Platons Staten er stadig afgørende for den måde, vi opbygger vores samfund på. På samme måde vil antikkens skulpturer også have klangbund i vores nutid, som Glyptoteket selv formulerer det i udstillingen.

De er unægtelig noget, vi bliver nødt til at forholde os til. Og denne udstilling stiller nogle tilsyneladende store og spændende krav til fremtidens kunsthistoriske arbejde. Udgangspunktet har pludselig flyttet sig – eller har vist sig at være af et mere dynamisk og flydende stof, end tidligere antaget. Det fordrer er ny forholden-sig-til, og det inkluderer en langt mere mangfoldig og større håndfuld af beskuere end tidligere.

Man kan måske tillade sig at påstå, at skulpturerne uden farver er imponerende, men at de aldrig kommer helt tæt på den identifikation, som er det, de allerfleste skal have for ikke at glemme, hvad de så – eller hvad, de blev mærkede af. Farver har i kunsthistoriens hidtidige opfattelse af kunstidealet været lig med lavkultur, men det er unægtelig et sprog, vi kan forstå og snakke videre i; på tværs af whisky-bælter og Intercitytoges strækninger.

HVOR: Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads 7, 1556 København V.
HVORNÅR: Udstillingen løber frem til d. 7. december, så skynd dig afsted! Åbningstider tirsdag-søndag klokken 11-17. Mandag lukket.
PORTEMONNÆ: 75 kroner, søndag gratis adgang.