Gilgamesh – når verdenshistoriens ældste epos bliver til teater.

Fællesskriv af Lærke Mejlgaard og Dea Rasch Binozi

Foto: Ditte Valente

På hjørnet af Jægersborggade på Nørrebro sidder Lærke og Dea hen over en kop kaffe. De var for kun en uge siden inde og se forestilling Gilgamesh af Hotel Pro Forma på Glyptoteket, og den sidder stadig i kroppen på dem. Dea er en del af litteraturredaktionen på VINK, og Lærke er teaterskribent. I denne  artikel har de aftalt at stille hinanden spørgsmål til Gilgamesh – som litterært værk og som iscenesættelse – for at prøve at forstå, hvad der sker, når verdenslitteraturens ældste nedskrevne historie levendegøres gennem teatret.

Gilgamesh er en over 3000 år gammel sagnhistorie om kongen Gilgamesh af Uruk i Mesopotamien, der er to tredjedele gud og én tredjedel menneske. Fortællingen siges at være det ældste overlevende epos og dermed verdens ældste historie. Originalteksten er skrevet i kileskrift på lertavler og består af i alt 12 tavler. Den fremstår derfor som en seriel fortælling, hvor hver tavle er et nyt kapitel. Hotel Pro Forma er et dansk teaterkompagni, der arbejder i krydsfeltet mellem performance, teater, dans, musik og visuel kunst. Kompagniet har eksisteret siden 1985 med instruktør Kirsten Delholm som frontkvinde. Hotel Pro Forma søger at forstå og reflektere over virkeligheden ved at bearbejde den gennem teatrets stærke, visuelle og lydlige billeder. Iscenesættelsen af Gilgamesh er den første af en tredelt fortælling, hvor de efterfølgende to er Amduat og Orfeus, som vil blive opført som teater inden for de næste par år. Kort fortalt handler Gilgamesh om en rastløs konge og hans stræben efter evigt liv i sin angst for døden. Han gennemlever mange genkendelige følelser som sorg, vrede og kærlighed, særligt i forhold til sin elskede ven, Enkidu. Iscenesættelsen bygger på digteren Morten Søndergaard og assyriolog Sophus Helles oversættelse af sagnhistorien.

Dea starter samtalen:
En af mine skarpeste erindringer fra forestillingens begyndelse er, da et tungt menneske skubber til mig for at komme forbi i publikumsmassen. Den store krop passerer mig, og jeg bliver forskrækket over, hvad der lige har rørt mig. Det viser sig, at det er en af hovedkaraktererne i stykket, og allerede her bliver jeg gjort tydeligt opmærksom på forestillingens præmis om at scene og publikumspladser er det samme.

Så Lærke, hvordan tænker du, at museets faste udstilling spiller sammen med forestillingen?

Forestillingen udspiller sig som en musikalsk vandring gennem Glyptotekets udstillinger og ind i fortællingen om karakteren Gilgamesh. Scenen udgøres af museets rum med dets udstillede stenskulpturer og hvælvede lofter. De eneste tilføjede elementer er en række kunstværker, der glitrende og farvestrålende skaber en forbindelse mellem nutid og fortid, det levende og det døde. Musikere fra FIGURA Ensemble akkompagnerer forestillingen på blandt andet klarinet og akkordeon. Tonerne er på én gang fremmede og velkendte i mit øre og lyder, som digteren Morten Søndergaard formulerer det, som folkemusik fra et land, der ikke findes.

I begyndelsen af forestillingen samler jeg mig sammen med en størstedelen af publikum rundt om karakteren Enkidu, der er skjult i et stort skind. Vi står som en stor ubeslutsom masse; en bil i tomgang, der venter på, at nogen sætter den i gear.  Men der er ikke nogen, der fortæller os, hvordan vi skal opleve Gilgamesh, og lidt efter lidt finder jeg min egen måde at forstå værket på.

Jeg er både teaterpublikum og museumsgæst. Som teaterpublikum følger jeg troligt med, når karaktererne Gilgamesh og Enkidu bevæger sig videre i fortællingen, ivrig efter at få det hele med. Som museumsgæst kan jeg vælge at blive tilbage, nærstudere en romersk kejsers ansigt, lytte til musikken og stykke historien sammen i mit eget tempo, som den giver mening for mig. Der er en frihed i at indtage rollen som museumsgæst og slippe idéen om, at Gilgamesh’ plot er det vigtigste, jeg tager med fra oplevelsen. Selve den talte og rappede tekst er en væsentlig del af iscenesættelsen, men den indgår på lige fod med musik, visuelle billeder, og hvad end jeg som publikum selv bringer med ind i værket, i skabelsen af et større helhedsbillede. Som publikum er der altså mange muligheder for at opleve teksten.

Vil du fortælle lidt om, hvordan teksten når ud til publikum, Dea?

Teksten egner sig i høj grad til at blive udspillet mellem antikkens skulpturer, hvor rummet bliver en forlængelse af teksten. Jeg følte et sammenstød mellem det urgamle epos i en moderne dansk formidling, som stemmer helt overens med min opfattelse af Glyptotektet som bygning og udstilling. Her bliver fortællingen gjort genkendelig for mig. Rammerne for teksten er med til at brændemærke oplevelsen i kroppen på mig. Så selvom jeg har problemer med at indtage teksten løbende under forestillingen, åbner forestilling min nysgerrighed for Gilgamesh-eposet.

I kraft af at Hotel Pro Forma har formået at inddrage alle kunstens elementer i denne ene forestilling gør det, at ordet i sig selv ikke spillede den centrale rolle, som vi kender det fra den klassiske teateropbygning. Iscenesættelsen bliver den bærende formidler, og teksten får lov til at indtage mange nye former. Da teksten bliver formidlet gennem det talte ord, rap, projekteret på væggen, skrevet aktivt i sand samt det lave tempo i udsigelsen, fremstår den overordnet fragmenteret, men det giver også sproget en hel særlig stemning – en rytme. Det giver mig en fornemmelse for tekstens opbygning og balancerer med Gilgamesh som en fortsat åben og fortolkende tekst.

Det er til tider svært at høre, hvad der bliver sagt eller forstå det, fordi jeg hurtigt bliver optaget af alt det andet omkring mig. Jeg føler derfor ofte, at teksten i sig selv bliver en anelse underspillet, til fordel for iscenesættelsen, og at jeg dermed ikke opnår den fulde forståelse af handlingen. Hvilket umiddelbart er en frustration for mig. Jeg har efterfølgende læst både forestillingsteksten samt den fulde oversættelse af Morten Søndergaard og Sophus Helle, og undervejs koblede jeg i høj grad mine billeder fra forestillingen til teksten. Forestillingen er derfor blevet en vej ind i teksten, i stedet for at teksten blev en vej ind til forestillingen.

Men jeg er nysgerrig på publikums rolle i denne her forestilling, hvad tænker du om den, Lærke?

Når museets rum er scenen, bliver jeg som publikum pludselig en del af fortællingen på en helt anden måde, end når jeg læner mig tilbage i den polstrede stol i teatersalens mørke. Som publikum til Gilgamesh er jeg en del af scenografien, af skuespillertruppen og af publikumsskaren på samme tid.

Foto: Ulla Strømberg

På museet er alting til skue, og det bliver derfor både naturligt og nødvendigt for mig at iagttage de andre publikummer. Naturligt, fordi de indtager rummet sammen med skuespillerne. Nødvendigt, fordi den ubalance, der portrætteres i hovedkarakteren Gilgamesh, kalder på at blive spejlet i det nutidige menneske. Hvem kan vi bedst se os selv i? Naturmennesket Enkidu eller Gilgamesh, der er to tredjedele gud? De to karakterer finder en balance i hinandens selskab. I hvad eller hvem finder jeg det, der ophæver min egen ubalance?

Undervejs i forestillingen vandrer publikum fra scene til scene, ligesom Gilgamesh og Enkidu vandrer ud på deres eventyr. Forestillingen kræver noget af mig som publikum. Ømme fødder og en snert af frustration over ikke altid at kunne se karaktererne for menneskemængden fastholder mig i virkeligheden. Jeg får ikke lov til komfortabelt at slippe dagligdagen og forsvinde ind i fiktionen.

Jeg oplever, at flere elementer i forestillingen har denne effekt. Kostumernes materialitet nærmest lever, ånder og skriger fortællingen ud. Hotel Pro Forma arbejder både med naturmaterialer og syntetiske stoffer, pangfarver og jordfarver. De levende og farverige kostumer minder mig om, at mange af de hvide marmorskulpturer på museet også engang var malet i mange og kraftige farver, og at det rene, ensartede udseende, som vi i dag forbinder med antikken, bare er et resultat af tidens tand. Modsat skulpturerne blegner de gamle fortællingers farve ikke væk over tid.  

Det er vel det, sagnhistorier kan: være gældende til alle tider. Men hvorfor tror du egentlig, at det er sådan, Dea?

Gilgamesh bærer på en række stærke og universelle tematikker, som liv over for død, kærlighed og sorg. Det er alle brede termer, som kan tendere til at virke kliché i en moderne opfattelse. Dog afspejler det jo netop, at verdens ældste tekst har sat grundstenene for flere tusind års fremtidig fortælling. Klichéen går ikke af mode, men ligger dybt i os. Det er tematikker, vi alle kan forholde os til, relatere til uanset alder og erfaring. Morten Søndergaard udtrykker, at det handler om at gøre det fremmede velkendt. Selvom rammerne for teksten ligger fjernt fra vores højteknologiske hverdag, forstår vi tydeligt, hvilke følelser og dilemmaer vores karakterer gennemgår. Som oversættere og videreformidlere af ur-eposet har Hotel Pro Forma og Morten Søndergaard og Sophus Helle forsøgt at formidle teksten på nutidens præmisser, men uden at vi som modtagere taber essensen.

Med det sagt, lykkes det Hotel Pro Forma at formidle og jonglere alle de elementer, de har i spil, undervejs i forestillingen, Lærke?

Det er et godt spørgsmål, for det handler blandt andet om, hvad succeskriterierne for forestillingen er. Hvis det handler om at lave en 100 % behagelig teateroplevelse, hvor jeg er tilpas underholdt og på sikker grund hele vejen igennem, må jeg svare nej. Jeg kommer virkelig på arbejde, for min rolle som publikum er ikke givet på forhånd. Men ud af den tvivl og frustration, der kan ligge i ikke at få serveret forestillingen på et sølvfad, kan der dukke nogle uventede gaver op. Ét af de stærkeste billeder fra forestillingen er for mig synet af publikumsskaren, der vandrer gennem en skov af hvide marmorskulpturer, hvor menneskene og skulpturerne næsten bliver én samlet masse, og jeg får en fornemmelse af, at fortid og nutid mødes. For andre kan det måske være billedet af karaktererne Gilgamesh og Enkidu, der kæmper, eller lyden af den stemningsfulde musik, der akkompagnerede forestillingen, der står tilbage efter forestillingen.

Iscenesættelsen af Gilgamesh er på den måde uselvisk, for den insisterer ikke på én korrekt måde at forstå værket på. I stedet skabes billeder, som publikum selv kan stykke sammen. Det kræver lidt træning at hoppe med på den præmis, men det er godt givet ud. På den måde lykkes forestillingen på sin helt særlige Hotel Pro Forma vis med at skabe stærke scenebilleder og ære teksten om Gilgamesh ved at fortolke værket tværæstetisk og på mange niveauer.

Tilbage på hjørnet af Jægersborggade er kaffen drukket, og Dea og Lærke går hver til sit, begge lidt klogere på verdenshistoriens ældste epos.



Teaterskribent og dramaturg med forkærlighed for gode historier og finurlige blandingsformer ( sidstnævnte gælder både teater og bagværk).