En farverig omfavnelse af Hvidovre Hospital

14. marts 2017

Et hospital er et særligt sted. Én ting vi alle har til fælles, når vi træder ind ad døren til hospitalet er, at vi gerne vil gå derfra med gode nyheder om et godt helbred. En tur på hospitalet er ofte forbundet med stærke følelser – frygt, glæde, sørgmodighed, lettelse eller skuffelse – alle følelser, som kalder på varme og tæthed. Kunstneren Ruth Campau er blevet udvalgt til at udsmykke Hvidovre Hospitals fire centre med værker, der skal få patienter og de pårørende til at føle sig velkomne og veltilpasse.

”Det at lave kunst til et hospital er jo meget specielt. Man er meget påvirket af sin egen sindstilstand, når man ser på kunst, og der er jo rigeligt at tænke på på et hospital. Det følelsesliv, patienterne går med, bliver kunsten oplevet igennem” – Ruth Campau

 

// Video og alle billeder: Rikke Bogetoft Jensen 

Værket, vi skal tale om, består af fire farvestrålende vægmalerier, som visuelt og rumligt forbinder de fire etager og afdelinger både horisontalt og vertikalt. Kunsten skal ikke kun pynte men også fungere som en del af et såkaldt wayfinding system, så besøgende kan genkende de forskellige afdelinger fra hinanden. Derudover har Ruth fået til opgave at lave udsmykningen til Det Ny Hvidovre Hospital, som er ved at blive bygget og  ligger i umiddelbar forbindelse af det gamle hospital. Her kommer det 5. værk. Her skal Ruth desuden lave en facadestruktur i fiberbeton. Aftryk af Ruths penselstrøg bliver nedplantet i fiberbetonen og går dermed i dialog med de riflede betonklodser, der præger facaden på de nuværende bygninger. Facadeprincippet og de indendørs værker kommer på den måde til at forbinde den gamle og den nye del af hospitalet. Projektet i de 4 centre bliver realiseret i løbet af 2017, og det første værk vil blive ophængt i marts. Projektet i den nye afdeling af hospitalet står til at blive realiseret i 2020.

 

Hvidovre Hospital og dets kunstner

Det er på en kold, klar dag, jeg tager ud for at besøge Ruth Campau i hendes værksted på Amager. Solen står højt, og selvom der er sne på gaderne, er der forår og friskhed i luften. Jeg ankommer til Ruths værksted klokken halv ti, hvor jeg bliver mødt af et smilende ansigt, da jeg har ringet på døren. ”Kom indenfor,”  siger Ruth glad og viser mig ned i hendes værksted, der er placeret i bygningens kælder. Så snart jeg træder ind, bliver jeg mødt af store farverige malerier, der fylder hele rummet. Smukke, lange strøg af farver på spejle, plasticplader og andre plader i forskellige materialer. Solen står ind af de små vinduer og lyser malerstrøgene op på de mange malerier, og jeg føler mig straks omfavnet af lys og farver. Ruth har lavet kaffe, og der går ikke længe, før vi sidder ved et bord midt iblandt delene til hendes første store værk – det gule – til Hvidovre Hospital. Vi går i gang med at tale om hendes projekt for hospitalet og de opgaver, hun blev stillet overfor i projektet med den nye udsmykning: ”Der var ikke rigtig nogen sammenhæng i trappeopgangene, og det ville man gerne have fra hospitalets side. Min ide var først og fremmest at udnytte de store vægflader, der er i trappeopgangene, bruge dem som bund for store malerier eller collager, som er sammensat af forskellige materialer, for på den måde at få fokus på den vertikale del af trappetårnet.  ”Jeg ville gerne tilføre noget materialitet på den måde, at værkerne ikke bare er malet på væggen, men også får noget stoflighed ind og noget lidt mere forfinet”.

 

 

De mange hensyn

”Et hospital er jo et meget særligt sted.” Dette er en sætning Ruth siger flere gange i løbet af vores samtale, og hun fortæller, hvordan stedet kræver, at man tager hensyn til mange forskellige faktorer. Der er blandt andet rigtig mange forskellige brugere. Både dem, der er syge, personalet, de pårørende, børn og voksne, og samtidig er der forskellige kulturelle baggrunde og religiøsiteter. I sine værker har Ruth prøvet at tage højde for alle disse faktorer og valgt at holde sig til det nonfigurative, for at tage så mange som muligt ind i værkets favn. Samtidig er det arkitektoniske udtryk, de rumlige forhold og stedets specifikke forhold blevet taget med i betragtning i hendes værker: ”Den arkitektoniske del af Hvidovre Hospital, som har en riflet beton udenfor, mindede rigtig meget om mine strøg. Så det ville være rigtig fint at få den reference med. Og hvor det udvendige er industrielt, er mit håndholdt. På den måde får man det menneskelige aspekt med ind i det indre.”

 

Et menneskeligt nærvær

Jeg bider mærke i ordet ”menneskelig”. Hospitalsrummet kan være svært at forholde sig til. Det kombinerer utroligt mange forskellige situationer og følelser. Ordet ”menneskelig” defineres i Den Danske Ordbog som et begreb, ”som vedrører eller findes i eller blandt mennesker; som har eller er udtryk for træk og egenskaber der er karakteristiske for mennesket, fx kreativitet, humor, næstekærlighed og følsomhed, men også fejlbarlighed.” Dette beskriver hospitalets rum på en meget fin og enkel måde, og det ”menneskelige” er noget, Ruth gentagende gange vender tilbage til, og som har en stor rolle i hendes værker: ”Et eller andet sted er der jo et menneskeligt nærvær i de strøg, jeg laver. Jeg har arbejdet med det i rigtig mange år, og min agenda er sådan set, at jeg tror på, at jeg kan formidle et menneskeligt nærvær gennem mit strøg. Fordi det det hele handler om, er, at jeg står med en stor plade, og jeg skal være så enormt koncentreret. Jeg prøver at gøre det så perfekt og koncentreret, som jeg kan, men der kommer altid en menneskelig bevægelse i det. Det håber jeg på kan blive formidlet ved, at man kan mærke, det er håndlavet. Og man kan mærke de tykke lag og alle de små menneskelige fejl, der giver værkerne liv.”

 

Tæppet, der beskytter

Det hele kommer i hospitalets rum ned til det ”menneskelige liv”, det ”menneskelige sind” og de ”menneskelige relationer”.  Vi har brug for at mærke et menneskeligt nærvær, når vi er i en udsat og usikker position, og dette er noget Ruth også har taget til sig i sit arbejde med sine farverige strøg. Ruth begynder at fortælle om den historie, hun gerne vil fortælle med sit værk, og jeg bliver straks fanget af hendes varme i stemmen, når hun taler om symbolikken i værkerne: ”Jeg kom til at tænke på, hvad det er, man gør, hvis for eksempel et barn er sygt. Så tager man barnet op og stryger det over håret, man lægger et tæppe om det, og man beskytter det. Det med at lægge et tæppe over eller om nogen er et meget stærkt symbol for at drage omsorg, beskytte og tage vare på et menneske. Min idé var derfor at bruge tæppet som en metafor for noget, jeg putter ned i min ramme for udsmykningen. Jeg ville ikke lave et konkret kludetæppe, men et tæppe i en mere abstrakt og overført betydning, hvor referencen bliver, at det er forskellige tæpper, der hænger ned over hinanden og stopper forskellige steder og dækker væggen. På den måde kan det måske virke beskyttende og beroligende. Tæppet er blevet et slags dogme, jeg lægger ned over udsmykningen og hele tiden holder mig selv lidt fast på, hvis jeg går i stå.” Jeg kan mærke at denne fine idé med tæppets symbolik taler til mig, og jeg føler den nem at relatere til – det beskyttende tæppe, der varmer os, når vi fryser, og drager omsorg for os, når vi har det skidt.

 

Til slut spørger jeg Ruth, hvad den største udfordring har været, og hvad hun håber værkerne vil give, og hun svarer: “Jeg synes, det er fantastisk spændende at have fået en så stor opgave, hvilket jo også er udfordringen ved det – størrelsen. Det er helt klart min allerstørste opgave. Jeg er virkelig beæret over det, fordi jeg virkelig kommer til at sætte præg på hospitalet. Jeg håber, at værkerne vil give noget fra sig og hjælpe med at flytte fokus fra sygdom og de problemer, man sidder med bare for et øjeblik.” Jeg siger tak for snakken og ønsker Ruth held og lykke med det første gule værk, der skal opsættes på Hvidovre Hospital i marts. Selvom et hospital ikke er det typiske sted at tage hen for at se på kunst, vil jeg nok alligevel ikke kunne dy mig for at tage en tur derhen og gå en lille tur igennem hospitalet og opleve den varme, skønhed og sammenhæng, som Ruth kommer til at tilføre hospitalet!