En levende fortælling om kunst i tre former. SMK 9x9x9

Væggene på Statens Museum for Kunst er smukkere end de fleste andre steder: Væggene flyder med kunst. Ny, gammel og den, der blot har et par år på bagen. Men alligevel kunne man foranlediges til at tro, at der mangler noget. Det gør der måske også. I hvert fald er der med forestillingen 9x9x9 blevet tilføjet noget nyt.

 

Styrtende Amazone. Skulptur af Helen Schou 1938. //Foto: Nynne Thykier

 

Instruktøren på forestillingen 9x9x9 på Statens Museum for Kunst, Hans-Peter Kellner, blev inspireret til en forestilling, der på en og samme tid forenede tre kunstarter: Malerier, litteratur og teater. Ideen blev præsenteret for Gyldendal, SMK og Det Kongelige Teater. Begejstrede var de alle sammen. Tre mastodonter i dansk kultur var samlet om en og samme opgave: At vække kunstværker til live. Tre år skulle det tage at samle billederne med forfattere, og skuespillere med tekster. For man kan ikke tvinge et maleri ned over en forfatter.

”Det er en lang proces. Først skulle vi vælge værkerne og så have nogle forfattere til at bide på. For man kan ikke bare tildele en forfatter et værk. De skal blive inspireret til en fantastisk historie – noget de tænder på. Det er et større puslespil om at få de rigtige forfattere sammen med de rigtige værker. Og først, når man har teksten, kan man sætte skuespilleren på.”

 

Nøgen kvindelig model. Maleri af Vilhelm Hammershøi, 1889. //Foto: Nynne Thykier

 

Blottet

Sådan gik det til, at Kirsten Hammann fandt inspiration i Nøgen Kvindelig Model af Vilhelm Hammershøi, og at Hanne Vibeke Holst kunne se noget i Portræt af Madame Matisse af Henri Matisse. Når forfatter og værk var parret sammen, så var det Hans-Peter Kellners opgave at løfte iscenesættelsen. Ifølge instruktøren selv er det forskelligt, hvor lang tid han bruger på at tænke teksterne i scene. Han er ”svanger” med dem, som han selv udtrykker det. Går rundt med dem i hovedet, indtil der opstår en ide. Madam Matisse er måske det stykke, der er mest lige ud af landevejen. Ikke på den banale måde. Maibritt Saerens spiller Madame Matisse, som er hende, det hele drejer sig om. Hun er bestemt ikke tilfreds med hverken mand eller billede. Sådan var processen også med Nøgen Kvindelig Model. Om end udvalget er blevet et ganske andet. Kvinden er byttet ud med en mand. Dog stadig nøgen.

”Hun (Kirsten Hammann) beskriver i sin tekst en figur, der er i en svævende tilstand. Det var den fornemmelse, jeg fik. Han har ro i hovedet og føler sig fri af det panser, han er i – kroppen. Det forsøger jeg at give udtryk for via den høje stol, som han sidder i under hele stykket. For mig handler teksten om vores alle sammens utroligt kropsfikserede verden. I teksten er beskrevet, hvordan brysterne sidder skævt. Vi kan alle være utilfredse med fuldstændigt absurde ting som brede ankler eller store knæ. For at lægge kontrast til det, så tog vi en meget velbygget mand og placerede i rollen. Når han begynder at snakke om skæve bryster, så virker det fuldstændigt absurd. Det var vel lidt af et eksperiment. Men teksten fortæller ikke noget om, at det skal være en kvinde. Det kan ligeså vel være mænd, der er utilfredse.”

 

Den grønne stribe. Portræt af Madame Matisse af Henri Matisse, 1905. //Foto: Nynne Thykier

 

Skattejagt

Tag-selv-teater. Alle tilskuere får et program, hvor der med en farve er skitseret, hvor på museet, og under hvilken kategori, billedet er. Grøn er xx, lilla er xx. Det er bestemt på forhånd, i hvilken kategori du skal starte. Men herefter er der fri leg. Du kan frit bevæge dig fra stykke til stykke. Fra Dansk og Nordisk Kunst fra 1750 til 1900-tallet til Europæisk Kunst i perioden 1300-1900. Du kan også vende tilbage og se det samme stykke én gang mere. Du kan også holde pause og bevæge dig rundt mellem de andre kunstværker, som ikke er en del af forestillingen. Ifølge Hans-Peter Kellner er det en principiel beslutning, at det er dig som tilskuer, der bestemmer, hvilken kunstperiode, forfatter eller skuespiller du vil besøge først, sidst eller mest.

”Jeg kan ikke lide tanken om, at alt bliver planlagt og reguleret. De er en del af det, at man skal gå på skattejagt. Men der ligger også i det, at der skal være plads til at holde pause. Man kan kunne se på de andre værker på museet eller se det samme stykke igen. Det er ikke et krav, at man skal igennem alle stykkerne.”

 

Campingvogn. Værk af Kenneth A. Belfelt og Fos. //Foto: Nynne Thykier

 

Monolog

Alle stykker er monologer. Der er et billede, en tekst og en skuespiller. Det er et sammenspil, hvor hverken billedet, forfatterens ord eller skuespillerens udførelse skal stjæle opmærksomheden. Det handler også om noget så tørt som ressourcer. Jo flere skuespillere, jo flere penge skal der på bordet. Men alligevel virker det hos Hans-Peter Kellner som om, at det er udtrykket i hver af stykkerne, der har vejet tungest.

”Det har hele tiden været meningen, at det skulle være monologer. Hvis du sætter to skuespillere på en scene, så opstår der en dialog, en diskussion. To sider af samme emne. Du skal som tilskuer forholde dig til perspektiver. Hvad siger den ene, hvad siger den anden og så videre. Og bagefter skal du forholde dig til, hvad du synes om dem, hver især. Teaterdelen bliver så overrepræsenteret.”

 

Hesten. Maleri af Nina Sten-Knudsen, 1984. //Foto: Nynne Thykier

 

Vinkel

Der er frihed til at blive betaget af lige præcis det, der drager dig. Der skal være en klar forbindelse mellem værket, teksten og skuespilleren. Der skal opstå et kunststykke i et sammenspil mellem tre kunstarter. Når du har set skuespilleren Sigurd Holmen Le Dous sidde nøgen og totalt blottet på en høj stol foran Vilhelm Hammershøis maleri af en nøgen kvinde, der vel falder lidt uden for nutidens skønhedsidealer, så kigger du ikke på billedet på samme måde igen. Måske er hele din indgangsvinkel til malerier som historiefortællinger vendt rundt.

”Det er en måde at forbinde på. Mange af teksterne er meget overraskende, og det er fantastisk, at man får en helt anden blindvinkel på værkerne. Jeg håber, at det giver folk mod til, at når de selv er på museum, så starter de ikke med at læse den lille tekst ved siden af, som kunsthistorikeren har skrevet. Men at man selv tør kigge på værket og tænke over, hvad det betyder. Billeder er historiefortællinger. Man fortæller samme historie, men fra forskellige vinkler. På den måde er der også et slægtsskab mellem dem.”

 

Hvad: Forestillingen 9x9x9

Hvor: Statens Museum for Kunst.

Hvornår: Søndage d. 16 og 23. november og 7. december. Fra kl. 17.30 – 20.00.

Portemonnæ: 195 kroner, unge under 27 år 145 kroner.