Delta T: En hyldest til fælleskabet

Delta T er teaterverdenens rock n’ roll  med alt, hvad det indebærer. Lange og komplicerede arbejdstimer, men en kollektiv arbejdsproces. Meget stramt budget, men spirende kreativitet. Det er folkene bag forestillingen Delta T’s vilkår. Som en del af Københavns vækstlag inden for scenekunst har den kreative gruppe, som står bag Delta T, ikke mange midler at rykke rundt med, men til gengæld får de en helt unik, kreativ og lærerig oplevelse med sig.

 

Delta T er den tredje forestilling under produktionsfællesskabet, ForestillingFem, som er oprettet af Camille Sieling Langdal og Amanda Linnea Ginman. De producerer selv teater og scenekunstproduktioner og er organiseret som et nedtællingsprojekt. Det vil sige, at det overordnede koncept er at lave fem forskellige forestillinger med enten Amanda Ginman eller Camille Langdal som en del af det kunstneriske hold eller kuratorer. Efter de fem forestillinger lukkes projektet igen.

 

ForestillingFem er et projekt, som forsøger at gøre op med de faste mønstre, der findes inden for teaterverden og skabe en ligestilling mellem proces og resultat således, at den kreative proces bliver lige så vigtig som slutresultatet. I denne proces hersker den kollektive stemme, som lader alle deltagerne i projektet have lige meget at skulle have sagt. På denne måde bliver det hierarkiske spil også udeladt og efterlader rummet i en dialog mellem værket og kunstnerne, som alle kan deltage i uden at blive irettesat af den store instruktør.

 

Jeg mødtes med holdet bag Delta T, deriblandt scenograf, Maren Auzias, videokunstner, Alexander Fog, og den ene halvdel af skabelsen bag ForestillingFem, Amanda Linnea Ginman, til en snak om, hvad den danske scenekunst bærer på, og hvorfor DeltaT er et levende bevis på, at scenekunsten i København spirer.

 

Amanda Ginman gjorde det klart for mig, hvordan denne kollektive stemme har fungeret i processen, men også hvordan det rum, der skabes, dermed også bliver et kropsligt rum.

 

”For os handler det om at skabe et rum, hvor vi undersøger noget på en måde, som ikke kun er intellektuel, men at vi undersøger det kropsligt og rummeligt, og at vi snakker meget i løbet af sådan en proces. Det er for mig en af hovedmotivationerne. Noget er jo aftenen, hvor vi opfører det for et publikum. Noget andet er hele den her proces, hvor vi omsætter nogle problematikker til fysiske metaforer i et rum. Der er en poesi i teatret, som jeg synes, er utrolig vigtig at undersøge, fordi det er muligt at trænge dybt ned i nogle problematikker med vores erfaring og vores sanser og ikke kun med vores hjerne og vores intellekt.”

 

//Alle fotos: Clara Sindal Mosconi

 

 

Premieren på Kayak Bar d. 7. april.

Torsdag aften mødte jeg op ved Kayak Bar, hvor forestillingen fandt sted. Jeg var i god tid og gik ind for at få min billet. Vi blev alle bedt om at vente ude foran, indtil stykket skulle gå i gang. Da klokken slog 20.00, blev vi alle lukket ind og samledes i indgangen af det rungende bunkerlokale.

 

Jeg tror, der er mange, der går ind i teatret og ikke tænker over, hvor meget de påvirker rummet med deres reaktioner og deres energi. Og bunkeren her er et hyperfølsomt rum, så det er bare utrolig spændende og egentlig ret rock n’ roll i forhold til det niveau af kontrol, vi er vant til i vores hverdag. Du kan ikke rigtig styre det, og det er fascinerende og samtidig også meget det, som forestillingen handler om.

– Amanda Ginman, instruktør

 

Vi blev mødt af to personer, der bød os velkommen, mens der lød en dyb undervandsbas over højtalerne. En behagelig – og dog forvirrende – lyd, ingen kunne afgøre, hvor kom fra. Det føltes et kort sekund som om, vi var samlet et sted, hvor ingen andre havde været før. Denne kombination af det rå og hypersensitive betonlokale og den trygge omfavnende lyd af vand.

 

Der opstod en spændt og meget intim stemning i dette øjeblik. Vi stod tæt sammen, en flok på omkring 40 personer. Ingen sagde et ord, men alle stod momentvis og nød lyden af undervandets bevægelser, lige indtil vi hver især undrede os over, hvorfor vi ikke allerede sad på tilskuerrækkerne.

 

Stemningen blev dernæst intensiveret, da vi alle blev bedt om at følge med. Vi blev placeret for enden af et aflangt lokale foran en mand i pænt – dog spraglet – jakkesæt.

 

Du kan ikke tage oplevelsen med. Tage et billede af det og vise det til nogen. Det er meget mere en erfaring. Det synes jeg gør, at selve værket kan være noget andet end i nogle andre kunstformer. Du ville ikke kunne lave det som en tekst, et foto eller et maleri. Sådan er det med alt scenekunst. Det er det meget fysiske, og tilskuerne er medskabere.

– Alexander Fog, videokunstner

 

Manden begyndte at snakke. Han holdt en tale om, hvordan vi mennesker placerer begivenheder i vores bevidsthed – ”som perler på en snor”. Den ene af de to, der havde budt os velkommen i indgangen, begyndte at klappe, da han havde afsluttet sin tale og sagde tak til manden i jakkesættet for det flotte oplæg.

 

Først her blev vi alle bevidst om, at vi fungerede som publikum til en forelæsning af en forsker ved navn Steen Nyager. Dernæst blev vi bedt om at tage plads ned langs begge sider af det aflange betonlokale. Før de fleste af os havde nået at få vores overtøj af, befandt vi os i en fængende halvt fiktivt og halvt nuværende bevidsthed. Hvad der efterfølgende skete, skal opleves i bunkerlokalet.

 

Processen og skabelsen af DeltaT

Teater og scenekunst er en meget kollektiv kunstform. Et fællesskab, hvor man kan trække på alle mulige kunstformer: Videokunst, lyskunst, lydkunst, fysisk og meget kropslig kunst.

– Maren Auzias, scenograf

 

 

Den undersøgende og kreative proces, som kunstnerne har haft med skabelsen af DeltaT, fornemmede jeg tydeligt, da jeg sad som tilskuer til premieren på Kayak Bar. Stykket er en fusion af et hav af kunstarter, hvor det hele får lov at spire og får plads.

 

Der var for mig ingen tvivl om skuespillernes kunnen. De optrådte alle fire på scenen hele stykket igennem. I sceneskift, hvor kun to af skuespillerne var i aktion, blev de resterende to på mærkværdigvis usynlige samtidig med, at de ikke kunne undværes, og netop denne måde at skabe en scene på, kræver fantasi og en kreativ løsning, for at hele stykket ikke bare bliver en lang akt, og dette har de formået at løse ved hjælp af video og lyd.

 

”Man kan jo sagtens lave teater uden video, og det har vi også snakket om, at det er meget ekstraordinært. I sidste ende har det jo handlet om, hvad det gav til forestillingen. Vi havde nogle tanker om, om det skulle være meget mere video eller noget helt andet, men video skal ikke have sit eget liv i en forestilling – det er samspillet med videoen og de andre ting, der gør udslaget, for ellers kunne man ligeså godt gå i biografen. Det skal mere understøtte det, der er og bidrage inden for det univers, vi prøver at skabe, og jeg tror også, det meget er det, videoen er endt med at blive. Den afgrænser nogle scener fra nogle andre, fordi der ikke er sceneskift, og fordi der ikke er aktinddeling i stykket, og vi fandt ud af med videoen, at det fungerede godt i den rolle.”

– Alexander Fog

 

I samspil med videoen understøttede det betagende lydlandskab også disse sceneskift samtidig med, at det satte stemningen. Lydkunstnere og musikere Helene Buchhave Lind og Mads Kampmann har formået at skabe et lydbillede, der ikke kun forvandler den forvirrede Steens limborum til et magisk lydunivers, men som også helt konkret gør det klart for tilskueren hvilken tid og hvilket rum, vi befinder os i.

 

Netop dette ”vi” er helt essentielt i enhver fortælling om oplevelsen med DeltaT, for det kunstneriske hold bag forestillingen er meget opsat på, at ligeså vel som skabelsen af stykket har været et kollektivt fællesskab, bliver opførelsen det også. Sammensuriet af lyd, video, scenografi og skuespillere forenes med publikum, og hver gang vil stykket blive forandret.

 

”Det er forskellige mennesker, der kommer ind hver aften, og derfor er det også en forskellig oplevelse og en forskellig energi, der er hver spilleaften, som påvirker hele forestillingen forskelligt.”

– Amanda Ginman

 

”De forskellige oplevelser, som folk får med sig, synes jeg, er meget tydeliggjort i det her rum, fordi der er publikum hele vejen rundt om spillerne, så hvis man sidder i det ene hjørne, så vil man have et helt andet perspektiv, end hvis man sidder oppe ved en af de andre personer. Jeg har de sidste par dage under prøverne siddet forskellige steder for at prøve og se, hvad forskel det gjorde, og det var faktisk ret vildt. Nogle vil have spillere, der står med ryggen til og se modtageren, han taler til, hvor det vil være omvendt for nogle andre, og det tror jeg, bliver ret interessant, og så er vi nødt til at snakke sammen bagefter.”

– Maren Auzias

 

 

I deres nu tredje forestilling har de for anden gang valgt et utraditionelt sted at opføre stykket og at arbejde site-specific. De har valgt et bunkerlokale under en bro, hvor man kan høre bilerne køre forbi. Betonbeklædte omgivelser, kølig og mørk atmosfære, og alligevel – ifølge Maren Auzias og Amanda Giman –  en oplagt mulighed for at udfordre kreativiteten og scenografien.

 

”Vi har været optaget af at opfinde nogle andre scenografiske strategier end den traditionelle scene-sal opdeling. Forestillingen benytter sig af nogle mere metafiktionelle strategier og lægger nogle spørgsmål op til publikum i forhold til deres rolle i et scenerum. Det giver mening, når man ser forestillingen, men vi bruger publikum som en del af scenografien.”

Amanda Ginman 

 

”Vi havde forskellige og store planer om at lave lokalet om, men det er blevet til, at det er fedest at lade det stå, som det er. Lade scenerummet blive defineret af lys og video og lade de rå betonvægge være, fordi det er en sjov tanke, at handlingen ligesom bare opstår i det rum. På en måde ikke så planlagt.”

Maren Auzias

 

”Man lærer at lytte til det rummelige, fremfor at skulle ind og manipulere. Og så det godt at få noget scenekunst ud af teatrene og ind i byrummet, synes jeg. For at åbne op for hvad scenekunst kan.

At arbejde site-specific handler for mig om at bruge et lokale, der ikke er skabt til at lave teater i og at have en åbenhed overfor, hvad det skaber af muligheder både for skuespillerne, lyden, scenografien og for fortællingen. Rummet kommer først i det æstetiske hierarki forstået på den måde, at vi har taget udgangspunkt i rummet, da vi skulle iscenesætte Camilles tekst”

Amanda Ginman

 

Deres arbejde med at ændre rækkefølgen i det æstetiske hierarki fornemmede jeg tydeligt, da jeg sad som tilskuer til premieren. Rummet blev brugt, som det var. Der hang blandt andet nogle rå glødepærer, der til hverdag i bunkeren fungerer som lys over caféborde. Disse hang stadig, og helt praktisk blev de brugt til oplysning af rummet, men da karakteren, Puk, hænger i en tynd snor mellem liv og død, henvender hun sig direkte til pærerne og bliver betaget af lyset.

 

I en scene som denne, bliver jeg også betaget af Amandas fortælling om deres brug af metafiktionelle strategier, som helt konkret betyder ’fiktion om fiktion’. Det vil sige, at skuespillerne veksler mellem at fortælle os en fiktiv historie og nogle gange bryder ’den fjerde væg’, som i teater- og filmverden er kendt som publikum, som skuespillerne aldrig henvender sig til eller kigger direkte på, men i DeltaT er man som publikum nogle gange i tvivl om, om man selv er en del af stykket, eller blot beskuer. Det er en spændende strategi at bruge til at udfordre vores traditionelle opfattelse af vores rolle, når vi går ind og ser et teaterstykke eller en film.

 

”Der er et helt nyt lag, der bliver tillagt det, man måtte smide på scenen i forhold til et dødt kunstprojekt. Jeg kommer fra filmverdenen, altså fra hvad man kunne kalde de ”færdige” værker, og teater er en meget ny konstellation for mig…”

…”Jeg har virkelig fået en aha-oplevelse med teatret, fordi du kan simplificere det meget mere. Det kan være nok bare at tage en genstand og en person ind på scenen, fordi publikum ligger så meget oveni selv – sammen med hinanden, men også individuelt. Så det er enormt let, at smide en lille ting på, pege det i en retning og så flytter det sig selv hele vejen, uden du behøver at skære det ud eller manipulere så meget med det. Man kan tillade sig at have nogle lidt mere åbne rammer og ikke være så afgrænset.”

Alexander Fog

 

I stykket var der var absolut ingen overflødig brug af rekvisitter, men en del gengangere. Blandt andet et skrivebord med hjul, der flyttedes rundt i det aflange lokale og fungerede både som et skrivebord i dets betydning, men også som et podie og et underlag, der kunne optræde på en strand og en bro.

 

 

 

Jeg synes, scenekunst er helt vildt vigtig af alle mulige grunde. Jeg synes, det er vigtigt først og fremmest, fordi det er en kunstform, som beror på vores fantasi. Når vi er inde og se en forestilling, er vi som publikummer medskabere af forestillingen. Vi kan aldrig lave en fuldkommen illusion, når vi laver scenekunst, og det går vi også meget op i ikke at gøre. Det bliver derfor noget, vi er sammen om. Noget, vi skaber hver aften. Det fællesskab, synes jeg, er fascinerende og helt vildt vigtigt, fordi det gør, at man kan forholde sig til nogle problematikker og nogle fællesmenneskelige ting, som en form for ritual næsten i et midlertidigt fællesskab, hvor vi sammen laver en overenskomst om universet og historien.

 

– Amanda Ginman, instruktør

 

… Og det er netop derfor, at dette projekt – og i særdeleshed Delta T –  er vigtigt for alle.  Vi har brug for at lade os forføre af et regelløst univers af kunst, af kreativitet og opfindsomhed samtidig med, at vi bliver set og ikke kun betragter.

 

Jeg har en naiv –  og dog reel – følelse af, at jeg har fået et skud vitamin efter at have været i et magisk limborum med Steen, Barbara, Puk og Nina og de cirka 39 andre, der var i det nu oplyste og varme betonlokale. Jeg bliver virkelig glad. I kroppen, hovedet og sindet. Glad af at overvære og være en del af sådan et projekt. Også selvom det bare var for en aften.

 

 

 

Delta T spiller i aften og i weekenden d. 14.-16. april kl. 20.

 

Delta T er et samarbejde mellem Kayak Bar og ForestillingFem, og de har i den forbindelse kreeret en TapasFem, som du kan nyde inden forestillingen i Kayak Bars restaurant fra kl. 18.

 

Køb dine billetter HER

OBS! Madrabatten gælder kun i forsalg. Billetter kan også købes i døren kontant eller ved MobilePay, såfremt der er ledige pladser.

 

 

//Forsideillustration: Liv Habel 

 

Kunstskribent og studerende på VERA skole for kunst & design.