Copenhagen Contemporary – det nye københavner museum

foto Lise Haar Nielsen

Foto// Lise Haar Nielsen

 

REPORTAGE: Udbuddet af kunstoplevelser i København er både omfattende og mangfoldigt, men nu er der alligevel kommet en ny dreng i klassen: Copenhagen Contemporary. Udstillingsstedet er placeret på Papirøen, der efterhånden er blevet centrum for en masse spændende kulturelle tiltag. Jeg har besluttet, at jeg i år vil udnytte Kulturnatten til at se nærmere på Københavns nye internationale center for nutidskunst, hvor der aftenen igennem er art talks og performances på programmet.

 

Der er højt til loftet i den gamle papirhal både i konkret og overført betydning. Her har Copenhagen Contemporary fået lov til at lave museum og vise københavnerne installationskunst i stor skala. Det er netop ideen med Copenhagen Contemporary: At skabe et sted som kan rumme de store installationsværker, som moderne kunst byder på, og som andre museer ofte ikke har plads til at udstille.

Jeg ankommer til Papirøen og bliver mødt af kunst, inden jeg overhovedet er nået frem til indgangen. ”This is an artwork by Yoko Ono. Please NO bikes”. Det er da vist kun i København, at man skal bede folk om venligst ikke at parkere op ad kunsten, tænker jeg med et smil. Værket hedder Wish Tree Garden og er en installation, der opfordrer besøgende til at skrive håb og drømme ned på et dertil indrettet ’wish tag’ og binde det fast til et af de små træer foran Copenhagen Contemporary. Ønskerne indsamles løbende og sendes til Island som en del af en anden Yoko Ono-installation: Imagine Peace Tower, som er tilegnet John Lennon. Jeg kigger mig lidt omkring og finder ’wish tags’ på både dansk, engelsk, fransk og sprog, som jeg ikke kan identificere. Selvom det føles lidt som at snage, kan jeg ikke lade være med at læse nogle af ønskerne. Trods de forskellige sprog lader de overordnede temaer til at være fred, kærlighed og lykke.

Pressefoto Copenhagen Contemporary Yoko Ono: Wish Tree Garden. Installation shot, Copenhagen Contemporary, 2016. Foto: Siw Aldershvile

Yoko Ono: Wish Tree Garden @ Copenhagen Contemporary, 2016. Foto// Pressefoto Copenhagen Contemporary af Siw Aldershvile.

 

Mere vin tak

Indenfor fortsætter referencerne til musikken med performanceværket A Lot of Sorrow af den islandske kunstner Ragner Kjartansson. Værket består af en unik performance med det amerikanske indierock band The National, der spiller deres 3 minutter og 25 sekunder lange sang Sorrow om og om igen i seks timer i træk foran et publikum på MoMA PS1 i New York i 2013. På Copenhagen Contemporary træder man ind i et mørklagt udstillingsrum med en kæmpe skærm, hvor værket kører. Jeg sætter mig ned på en af de bænke, der er stillet frem og prøver at finde ud af, hvad værket går ud på. Sangen slutter, publikum klapper, bandet tager en tår at drikke. ”More grapes please”, siger forsangeren i mikrofonen, og straks dukker Kjartansson selv op på scenen med en bakke og skænker vin i glassene. Publikum hujer, og bandet starter forfra for gud ved hvilken gang – der er nemlig ingen tidsangivelse på filmen. ”Sorrow found me when I was young. Sorrow waited, sorrow won”.

Pressefoto Copenhagen Contemorary: Ragnar Kjartansson: A Lot of Sorrow, 2013-2014. 6 hour performance featuring The National. The VW Dome, MoMA PS1, New York Sunday, May 5, 2013, noon - 6 pm. Single channel video, duration: 06:09:35. Photo: Anders Sune Berg

Installation af Ragnar Kjartansson: ‘A Lot of Sorrow’ (2013-2014) seks timers performance featuring ‘The National’ på MoMA PS1 i New York. Foto// Pressefoto Copenhagen Contemporary Anders Sune Berg.

 

Vinklen skifter. Kjartansson havde seks kameraer til at filme, hvilket giver beskueren af værket en fin helhedsoplevelse. Nu ser man ud over publikum fra bagerst på scenen. Jeg lægger mærke til et rødt exit-skilt i baggrunden og overvejer, hvordan det mon påvirkede bandet. Så de det som målstregen, eller mon de på noget tidspunkt i løbet af den seks timer lange performance overvejede at flygte ud mod det røde skilt. Selvom jeg ikke kan vide, hvor langt inde i performancen bandet er, da jeg træder ind, går der ikke lang tid, før jeg bliver revet med af værket. Der er en kontrast mellem bandet på scenen, der gennemlever en maraton af en performance, som tydeligvis er anstrengende og så publikum på MoMA PS1, der hepper på dem gennem denne kraftanstrengelse. Men der er også en kontrast til beskuere af værket på museet, som kommer og går i en lind strøm. Endnu en gang er sangen slut. Bandet samler kræfter til endnu en omgang. Publikum klapper, som om de håber på et ekstranummer. Forsangeren går endelig op til mikrofonen og gør klar til at gå i gang igen, men han er ikke helt tilfreds med publikums klapsalver: ”It’s too fast. Come on, you’ve been doing this all day”.

 

Kunsten kræver tid

Lige uden for udstillingssalen går en art talk om Ragner Kjartansson igang. Fælles for hans værker, forklarer udstillingsværten, er samspillet mellem performance og iscenesættelse. Kjartansson iscenesætter åbenlyst alt og kræver af beskueren, at man giver det tid til at udfolde sig. Det gælder også Copenhagen Contemporary’s andet værk af Ragner Kjartansson: Scenes from Western Culture, som er en videoinstallation, der består af ni skærme, som hænger frit i rummet. På skærmene kører forskellige hverdagsscener:

  • Børn, der leger ved en havepavillon.
  • Et par, der spiser middag sammen på en restaurant.
  • Et bornholmerur, der står og tikker i en stue, mens hunden holder øje.
  • Et hus, der brænder.
  • En båd, der ankommer til en bådebro.
  • En mand, der poserer i sit stiveste puds.
  • En undervisningstime med et guitarhold.
  • En kvinde, der svømmer baner i en pool, mens hunden nøje følger hende fra bassinkanten.
  • Et elskende par i soveværelset.

Det handler om det, som man kan styre, og det, som man ikke kan styre. Kjartansson iscenesætter en performance, tilsætter tid, og kunsten er så det, der kommer ud i den sidste ende. Selvom scenerne på samme måde som A Lot of Sorrow handler om gentagelse, så handler det lige så meget om de små fejl eller indslag af menneskelighed, som ikke kan undgås. Udstillingsværten afslører forskellige ”fejl” i værkerne over for os. Parret, der spiser middag, og som skal forestille at have en overfladisk samtale, kommer på et tidspunkt til at falde i privat snak om deres børn. Én af gangene, hvor båden ankommer til bådebroen, falder manden i. Manden, der står og poserer som en anden James Bond, bliver i løbet af de 3 timer og 10 minutter, som den video varer, nødt til at holde en rygepause.

Pressefoto Copenhagen Contemporary Ragnar Kjartansson: Scenes From Western Culture, 2015. Courtesy of the artist, Luhring Augustine, New York & i8 Gallery, Reykjavik. Installation shot, Copenhagen Contemporary 2016. Photo: Anders Sune Berg

Ragnar Kjartansson: Scenes From Western Culture, 2015 @ Copenhagen Contemporary 2016. Foto// Pressefoto Copenhagen Contemporary af Anders Sune Berg.

 

Det giver mig blod på tanden, og da art talken er forbi, træder jeg ind i udstillingssalen og er klar til at lege ’find fem fejl’. Desværre har jeg ikke heldet med mig. Selvom ikke alle scener er så lange som værket Gentleman med den poserende mand, så er det en heldagsforestilling at skulle se dem alle sammen fra ende til anden, og igen ved vi ikke, hvor langt henne i videoen, vi er. Det, der slår mig mest ved værkerne, er lydtapetet. Selvom jeg står og kigger koncentreret på værket med bådebroen (jeg vil virkelig gerne se ham falde i vandet), kan jeg ikke abstrahere fra lydsporet fra de andre værker. Jeg hører børnene, der leger, bornholmeren, der tikker, knitrende ild fra huset, der brænder, hunden, der gør ad kvinden, der svømmer, guitarholdet, der forsøger sig frem i fællesskabet og ja, det elskende par i soveværelset.  Det, at værkerne hænger frit i rummet, gør også, at jeg bliver opslugt af en stemning på en anden måde end af f.eks. malerier på en væg. I det hele taget er det en sanselig helhedsoplevelse, som jeg går hjem med, da jeg lidt senere cykler tilbage til byen over Inderhavnsbroen.

 

Så længe det varer

Desværre er installationskunstens glæder en midlertidig fornøjelse for københavnerne. Copenhagen Contemporary deltog i Københavns Kommunes idékonkurrence for udviklingen af Papirøen i 2015 og vandt. Men allerede til januar 2018 er det slut, for da skal der bygges boliger og en svømmehal der, hvor museet ligger i dag. Derfor er det med at komme afsted og få en anderledes kunstoplevelse med installationer i stor skala, så længe det varer.

 

Hvor: Papirøen, Trangravsvej 10–12, 1436 København K.

Hvornår: Copenhagen Contemporary holder åbent til udgangen af 2017 mandag–lørdag: 11-21, søndag: 11–20.

Portemonnæ: Entré: 50 kr. Under 18 år: Gratis.

 

Forsidefoto// Lise Haar Nielsen