CAMP – Når kunsten møder virkeligheden

Pressefoto CAMP: George Kurian 'The Crossing' (still fra værket)

Foto// CAMP: George Kurian, The Crossing, 2015, still fra værket

INTERVIEW & OMTALE: Center for Migrationspolitisk Kunst – også kaldet CAMP – ligger i Trampolinhuset, som er et medborgerhus for flygtninge og asylansøgere i Københavns Nordvest-kvarter. Kamilla Askholm, som selv er kunstner, arbejder frivilligt på CAMP, og hun har lovet at give mig en rundtur i huset og i den nuværende udstilling ’Skillelinjen – film og performance om grænsekontrol og grænsekrydsning’ og komme med et bud på, hvordan kunst og migrationspolitik hænger sammen.

 

”Man ved aldrig, hvordan ens dag bliver”

Jeg mødes med Kamilla en onsdag eftermiddag i Trampolinhuset, og alle vegne rundt omkring os er der gang i aktiviteter. I det store fællesrum er der fællesspisning, snak og en venskabelig bordfodboldkamp igang, mens der er livlig aktivitet ude i køkkenet. Efter en tur rundt i huset sætter vi os ind på kontoret, for jeg vil gerne have Kamilla til at forklare mig, hvor CAMP og kunsten spiller ind i forhold til Trampolinhusets mange andre aktiviteter for migranter og asylansøgere? ”CAMP er det eneste sted af sin slags i Skandinavien, hvor migrationspolitisk kunst bliver vist blandt de flygtninge og migranter, hvis historie den fortæller. Det giver mulighed for, at andre stemmer bliver set og hørt, og på den måde er det med til at skabe en større forståelse”, forklarer Kamilla og fortsætter, ”Det giver også noget til kunsten, at det kommer fra folk, som har set og oplevet migrationsproblematikken og flygtningekrisen på egen krop”. I det samme kommer én af Trampolinhusets brugere ind på kontoret. Han skal bruge hjælp til at invitere til demonstration mod asylstramninger via Facebook, og det får han. ”Ja man ved aldrig, hvordan ens dag bliver herinde”, siger Kamilla med et smil.

 

Foto// Fra CAMPs twitter profil @campcph

Brugere af Trampolihuset hjælper til hos CAMP efter lyst og evner. Frank her er blevet omviser. Foto// Fra CAMPs twitter profil @campcph

 

Trampolinhusets brugere hænger da også på alle måder unægteligt sammen med CAMP – både i teori og i praksis. Kunsten giver anledning til, at nogle af husets brugere kan fortælle deres egne historier både til hinanden og til omverdenen. Desuden hjælper brugerne til på CAMP, hvor de nu kan – alt efter lyst og evner. Nogle bliver også udstillingsvagter og omvisere og får på den måde noget indhold i hverdagen og også nogle praktiske, faglige evner, som de kan tage med videre ud i samfundet.

 

Kunsten bevarer historien

Det lyder alt sammen meget fint, og jeg er da glad for, at kunsten kan bidrage til Trampolinhuset og dets brugere. Men hvad med kunsten? Hvad får den ud af det? ”Kunsten har altid fortalt om historiske begivenheder – helt tilbage til kalkmalerierne. Det handler om at bevare og forklare historien for eftertiden, og det vil CAMP også gerne bidrage til”, siger Kamilla. Hos CAMP går man på den måde i dybden med migrationspolitiske problemstillinger med kunsten som linse, og som Kamilla så fint pointerer over for mig, så er flygtning og migration jo permanente fænomener i vores samfund, og derfor er der også brug for mere end enkeltstående, midlertidige udstillinger til at formidle den kunst, der dokumenterer livet, flugten og grænserne. Det til trods er det med stolthed, at Kamilla kan fortælle, at Tone Olaf Nielsen og Frederikke Hansen fra kuratorkollektivet: Kuratorisk Aktion, som står bag CAMP, har fået en aftale i stand med SMK – Statens Museum for Kunst, som til efteråret vil vise CAMPs tre første udstillinger. På den måde når man nemlig ud til et større og bredere publikum med CAMPs målsætning om at fremme forståelsen af mennesker på flugt og stimulere en mere solidarisk flygtninge- og asylpolitik i modtagerlandene i Europa.

 

Kinesisk kvindekamp i sort/hvid

Således klædt på af Kamilla om CAMP og dets værdier og formål kaster jeg mig ud i det og bevæger mig ind i CAMPs to udstillingslokaler. Den nuværende udstilling ’Skillelinjen – film og performance om grænsekontrol og grænsekrydsning’ præsenterer til daglig fire videoværker om det komplekse samspil mellem migration, asyl og grænsepolitik. Udover videoværkerne består udstillingen også af performanceværket ’For the Right to Have Rights!’, som blev opført på åbningsaftenen af ’Castaway souls of Sjælsmark/Danmark’, der er en protestbevægelse af afviste asylansøgere fra det danske udrejsecenter Sjælsmark.

Udstillingen introducerer med værker fra bl.a. Kina og Marokko et bredere perspektiv end det europæiske, som vi bliver præsenteret for i dagspressen. Det første udstillingsrum er dedikeret til videoværket ’Empire’s Borders 1’ fra 2008-2009 af taiwanske, Chen Chieh-jen. Værket har to dele, som præsenterer to gange otte kvinders historier om visumansøgning og opholdstilladelse. I del et fortæller kvinderne en efter en om deres visuminterviews på American Institute i Taiwan. Beskueren er placeret bag skanken og ser ud på den enkelte kvinde, som beretter om sin oplevelse. Historierne er ikke specielt overraskende, og flere handler om, at kvinderne ønsker at besøge syge eller døende familiemedlemmer i USA, men bliver afvist med den begrundelse, at man mistænker dem for at ville søge asyl eller som single kvinder forsøge at få en amerikansk ægtemand på krogen. Den sort/hvide og monotone fremstilling giver et indtryk af håbløshed og en opgiven over for et system, der ikke kan diskuteres med.

 

Foto// CAMP: Chen Chieh-Jen, Empire’s Borders I, 2008-09, still fra værket.

Brug af sort/hvid understreger kvinders kamp mod et regidt system i Chen Chieh-Jens værk. Foto// CAMP: Chen Chieh-Jen, Empire’s Borders I, 2008-09, still fra værket.

 

Del to fortsætter i samme stil, men denne gang står otte kvinder i kø i tolden og læser deres historier højt fra et stykke papir. Under del to vågner jeg op. Det handler om kinesiske kvinder – hustuer faktisk – som lever under ekstremt stramme og vanskelige forhold i Taiwan. Til trods for at Taiwan med kinesiske briller er en provins af det, man kalder Fastlands Kina, bliver disse kvinder underlagt helt urimelige vilkår i kampen for at blive betragtet som medborgere med rettigheder i Taiwan. Igen kommer mistanken om falske ægteskaber og uhæderlige hensigter på banen. Værket efterlader derfor i højere grad et indtryk af kinesiske kvinders manglende ligestilling end et overordnet billede af diskrimination mod kinesere som turister og migranter.

 

Videokunst eller virkelighed?

I CAMPs andet udstillingslokale er der opsat tre mindre skærme med tilhørende hovedtelefoner. De tre værker varer henholdsvis 9, 55 og 78 minutter, så det stiller krav til de besøgendes engagement og tålmodighed. Det første værk består af små videoer fra aktivistgruppen: Moving Europe, der blandt andet har oprettet en alarmcentral, som migranter undervejs på Middelhavet kan kontakte i nødstilfælde for at få kontakt til den lokale kystvagt. Moving Europe opfordrer direkte i værket til en større grad af solidaritet med migranterne, da de mener, at det også vil bidrage til europæernes egen tilværelse. Men er det kunst? Så sympatisk som Moving Europes agenda om at skabe større sikkerhed for migranter på deres færd til og op igennem Europa er, så får det mig til at tænke på, hvornår en video bliver til videokunst?

Den samme følelse sidder jeg med efter at have set dokumentarinstruktør og fotojournalist, George Kurian’s værk ’The Crossing’ (2015), som følger en gruppe syriske kvinder, børn og mænd fra den kreative klasse over Middelhavet fra Egypten til Europa og videre i systemet. Det er helt bestemt en rørende og tankevækkende film, som tager sig god tid til at sætte scenen for migranternes liv i Egypten, så beskueren -ligesom migranterne – når til den konklusion, at der faktisk ikke er andre alternativer for disse mennesker end at sætte deres lid til menneskesmuglerne. Da filmen til dels er filmet af de rejsende selv undervejs, kommer man helt tæt på rejsen over Middelhavet, og personligt har det givet mig en hel ny forståelse af, hvorfor migranter kommer alene til Europa med håbet om familiesammenføring fremfor at tage alle med på rejsen, for den er ikke for sarte sjæle. Men er dokumentarfilm kunst til museumsvægge i almindelighed?

 

Foto// CAMP: Moving Europe, 2015, installations view

I CAMPs andet udstillingslokale er der opsat tre mindre skærme med tilhørende hovedtelefoner. Det stiller krav til de besøgendes engagement og tålmodighed. Foto// CAMP: Moving Europe, 2015, installations view

 

Hvis jeg et øjeblik vender tilbage til Kamillas argument om CAMPs værdi som historisk dokumentarist og arkiv, så kan jeg se værkerne komme til deres ret. Videoværker, som det første af Chen Chieh-jen, er konstruerede fortolkninger, hvor dokumentarværkerne viser virkeligheden i en mere rå og ligefrem form, men jo stadig en virkelighed, som er konstrueret ud fra instruktørens/kunstnerens vision og agenda. Begge typer af videoværker er med til at fortælle en historie om den tid, vi lever i, til bevaring for eftertiden, på samme måde som al kunst altid har gjort.

 

Migranternes megafon

Mens jeg går fra Trampolinhuset, tænker jeg på Kamillas ord men også på min egen oplevelse af udstillingen. Jeg er helt sikkert blevet klogere, og jeg synes, at CAMP med denne udstilling formår at få sit budskab igennem om, at migrationsproblematikken ikke kun er noget, som foregår i Middelhavet, men at det er en global problemstilling. Når jeg tænker på de værker, der i øjeblikket fylder museets rum, synes jeg dog, at fremstillingen af problemet bliver en anelse endimensional. Der er ingen tvivl om CAMPs politiske ståsted i forhold til flygtningekrisen, og selv om de eksempler, som udstillingens værker præsenterer, er barske, hjerteskærende og til tider helt absurde, så stiller det også migrationsproblematikken op som enkel at løse ved fri bevægelighed for alle. Jeg har stor respekt for, at CAMP stiller sig op på ølkassen og agerer talerør for migranter og asylansøgeres kunstneriske udtryk, men for mig personligt savner jeg lidt, at emnet bliver belyst fra flere vinkler for på den måde at give os alle sammen anledning til sammen at finde nye og bedre løsninger på problemerne.

 

Hvor: Thoravej 7, København NV

Hvornår: Udstilling ’Skillelinjen – film og performance om grænsekontrol og grænsekrydsning’ er blevet forlænget frem til den 18. juni 2016. CAMP har åbent tirsdag, onsdag, fredag kl. 13 – 18, lørdag kl. 14 – 17

Mønt: CAMP er en selvejende non-profit institution, men man opfordres til at give en donation på 20 kr. ved besøg.

Mere Info: Du kan læse på om CAMP på deres hjemmeside www.campcph.org eller tjekke dem ud på Facebook

 

Forsidefoto// CAMP: George Kurian, The Crossing, 2015, still fra værket.