Vores steder: TH Bar

Det kommer stadig bag på Nima Alijani, når byhaven er fyldt, og folk står i kø efter de velsmagende, tjekkiske fadøl og de liftligt orange Aperol Spritz – også selvom det nu er fjerde sæson, han driver TH Bar på hjørnet af Valby Langgade og Smedestræde.

TH Bar maj 2018 // Foto: Nima Alijani

 

”Det er stadig surrealistisk for mig: jeg forstår stadig ikke, at der kommer så mange. Det er altid en overraskelse, og jeg kan blive helt rørt af at se så mange mennesker hernede.”

For den begejstrede TH Bar-gæst er der intet overraskende i, at stedet er så velbesøgt, som det er. For Nima Alijani har formået at skabe det absolut hyggeligste hæng-ud-sted i det gamle Valby. Med sin berlinske biergarten-stemning og rustikke byhave-atmosfære er TH Bar lige præcis dét, vi gik og ventede på uden at vide det. Hvis han selv skal sætte et par ord på, hvad det er for et sted, han har fået banket op, lyder det:

”Det er en lille oase, som er gået hen og blevet et fællesskab for en masse lokale borgere, og vi kan se, at folk lærer hinanden at kende på kryds og tværs. Vi kan se, at venskaber opstår på sociale medier. Folk snakker sammen og følger hinanden, og det er jo mega sjovt for os, at den vision og de tanker, jeg havde med stedet, faktisk blomstrer meget op.”

 

Fra gas og vask til containerbar

For Nima Alijani opstod tanken om at blive selvstændig, da han for år tilbage arbejdede hos AGA (Nordeuropas førende leverandør af industrigasser, specialgasser, udstyr og teknisk support) og stod for relancering af deres danskvandsmaskiner.

Jeg kaster et hurtigt blik rundt på de solnydende og øldrikkende TH-gæster, som tydeligvis føler sig mere end almindeligt hjemme i de afslappede omgivelser, og kan sagtens forstå, at byhave-baren trak mere end kulsyre på flaske.

Derfor kommer det også bag på mig, at den første iværksætterdrøm ikke på nogen måde involverede udskænkning af læskende drikke, men derimod fire vaskemaskiner og tre tørretumblere, da han og kæresten, Camilla, gav et 24-timers vaskerikoncept et skud. Efter et års tid gik de dog begge lidt død i projektet og formåede ikke rigtigt at løfte det til det næste niveau. ”Heldigvis!” tror jeg, vi er mange i Valby, der tænker!

Men jeg er selvsagt nysgerrig efter at finde ud af, hvordan man så kommer fra vaskerikoncept på Østerbro til biergarten i Valby. Skæbnen ville, at en vandskade tvang parret væk hjemmefra og ud på den anden side af Valby Bakke:

”Vi blev huset lige her i området hos en kammerat, og så kørte jeg forbi en dag og tænkte: ’Ej, en fed placering, hvorfor bliver den ikke brugt til noget?’ Og så tænkte jeg, at det kunne være fedt med sådan en biergarten!”

Efter et nærmere eftersyn, der kun bekræftede placeringens potentiale, kontaktede Nima Alijani Københavns Kommune. Han fandt ud af, at grunden stod øde, da man havde nogle planer med den, men ikke vidste, hvornår man ville komme i gang. Det var altså muligt at leje sig ind på grunden.

Nima Alijanis plan var at bygge et lille træhus op for at få den rigtige biergarten-atmosfære. Men der måtte ikke bygges på grunden, og så måtte han tænke kreativt i stedet for.

”Så jeg skrev til dem: ’Men må jeg sætte noget?’, og så sagde de ja. Og så tænkte jeg: ’Hvad hvis jeg bygger en bar ud af en container?’ Og det måtte jeg også gerne. Så var jeg nede for at måle op sammen med Camilla og min kammerat, og hjem i hans lejlighed og stå og måle op i hans stue med skridt, og så prøvede vi ligesom at tegne det for os.”

Efter opmålingerne og et par tegnebrætsøvelser endte det simpelthen med, at de bare kastede sig ud i det. ”Det skal jeg da prøve, det her,” tænkte Nima Alijani, og TH Bar var en realitet.

Nima og Camilla lige inden åbningen af 2. sæson // Foto: privat.

 

TH-hvaffor-noget?

Der er mange gæster, som kommer og spørger til navnet, for hvad står det dér TH egentlig for? Er det noget med, at det ligger til højre? Og hvad så, hvis man kommer den anden vej fra? Skal man så lige ned og vende og så tilbage, eller?

”Der var exceptionelt mange sjove navne, vi havde oppe at vende, men valget af TH stammer faktisk fra Camillas familie.”

Nima Alijani forklarer: ”Camillas oldefar hedder Thorkild, altså med Th, og Thorkild åbnede en tøjbutik i Nykøbing Falster, som netop hed TH. Så var det meningen, at hver førstefødte søn enten skulle hedde Thorkild eller noget med Th og overtage butikken, når de blev ældre.”

Således blev butikken i nogle generationer drevet af den Th-ske familie, indtil den blev solgt til Tøjeksperten, men familien har altid været kendt som TH nede på Falster.

”Og så lå det lige til højrebenet,” siger Nima Alijani og tilføjer: ”Så spurgte jeg Camilla: ’Hvad hvis vi kaldte det TH Bar? Kan vi prøve at spørge din far, om det er okay?’ Og han syntes, det var en fantastisk idé!”

 

Det særlige ved TH

Et af TH Bars særlige kendetegn er den lidt sjove, hvidmalede pavillon midt på grunden, som faktisk stod der i forvejen. Den havde været del af et eller andet universitetsprojekt, som kun skulle køre et par måneder, men pavillonen overlevede og blev stående, og den har nu holdt i fem år og lagt brædder og stolper til en masse arrangementer og kulørte lamper.

Indimellem er der en gæst, som foreslår Nima Alijani at overdække det rå træskelet med en presenning, men det, synes han, vil ødelægge charmen. Og desuden:

”Det er jo ikke fordi, folk kommer udenfor og sidder og drikker, hvis det regner, selvom vi har en presenning. Det er jo ikke derfor, folk kommer ud på den måde. Hvis det regner og øser ned, så tager folk ind på en café.”

På samme måde bliver Nima Alijani også fra tid til anden spurgt om, hvorfor de ikke serverer mad nede på TH, for eksempel nogle sandwiches oppe i baren. Også nogle af de omkringliggende caféer og restauranter har ytret ønske om at samarbejde med TH Bar i den forbindelse, men det går lidt imod konceptet om, at det skal være en slags baghave for alt og alle.

For et andet kendetegn ved TH Bar er da også, at man kan hente en pizza eller medbringe sin egen mad, bordgrill eller islagkage og nyde den i uforpligtende selskab med de andre TH-gæster.

Sidste sommer blev der afholdt fællesspisninger, hvor folk medbragte lidt af hvert og kom hinanden ved. Noget af det, som har gjort Nima Alijani rigtig glad, er at høre, hvordan folk begynder at snakke sammen og udvikle venskaber på kryds og tværs:

”Det gør man jo ikke inde på en café! Så det er selvfølgelig noget helt andet her: det er en meget afslappet stemning, der er hernede.”

Også i år er der lagt planer for TH-ske arrangementer og fællesoplevelser.

”Vi er ude at kigge på en kæmpe grill lige nu, som vi bare gerne vil stå for at stille op og tænde op i, om det så bliver én gang om måneden eller hver anden tirsdag, for eksempel. Så bliver det sådan noget barbecue-tirsdag: ’Kom ned med dit eget kød’, og så kan folk grille deres mad. Det er jo ikke alle, der har mulighed for at grille. Og det skal de da have!”

Derudover skal de også have en GT-aften, en rom-aften og en quiz-aften, som også pt. er i planlægningsshakeren. Sidst, men ikke mindst, sidder Nima Alijani lige nu med en masse kunstnere og er ved at finde en dato i en af weekenderne i starten af juni til et open mic-koncept, hvor det bare skal køre derudaf med masser af livemusik hele dagen.

 

TH by night // Foto: Nima Alijani

 

Kommunale vilkår

På grund af TH Bars placering på den kommunale grund ved Nima Alijani ikke fra år til år, om han får lov at komme tilbage med sin pop-up oase, og det er selvfølgelig med hans egne ord ”mega frustrerende”. Sidste sommer blev det for eksempel ”med sikkerhed” slået fast, at kommunen nu ville gå i gang med at bygge på grunden, så det var definitivt farvel til TH Bar på den kendte placering. Det skete bare ikke alligevel.

”I år følte jeg mig lidt dum, da jeg skulle skrive, at vi åbner igen. Jeg følte, at det var sådan et dårligt PR-stunt: ’SURPRISE! Vi er tilbage!’ Vi stod ellers og sagde farvel sidste år…”

Jeg tror ikke, at nogen tænkte nærmere over, om det var et PR-stunt eller ej. Folk var bare glade for at få lov til at nyde TH Bars charme og hygge endnu en sæson.

”De første syv dage, da vi åbnede, og vi havde travlt hernede, gik køerne helt her ned til.” Nima Alijani peger ud for det bord, vi sidder ved, helt henne ved indgangen, længst væk fra baren. ”Og uanset hvor lang tid det tog for os at prøve at komme i bund med denne her kø, så når folk kom op til baren, var der ingen, der var sure! Folk glæder sig bare!”

Men det er klart, at det ville have været en fordel for Nima Alijani, hvis han allerede fra begyndelsen havde fået at vide, at han kunne have pladsen fire eller fem år:

”For så kunne man gøre rigtig meget hernede!”

Som det er nu, må han skrive til kommunen hver januar og høre, hvordan landet ligger. Derfra er der så en masse led, der skal spørges og forhold, der skal undersøges, før der kommer et svar.

”Det er lidt op ad bakke,” siger Nima Alijani og tilføjer: ”Men vi har faktisk fundet en anden placering i Valby, som ligger to-trehundrede meter herfra!”

Det er dog ikke noget, de vil råbe alt for højt om endnu, men de har fået lokaludvalget til at undersøge, om den kan lejes, så de faktisk kan være der permanent og ikke behøver at pakke ned hver eneste sommer.

”Og så vil vi selvfølgelig gå all in!”

 

Sommerens favorit

Snakken falder kort på sommeren sidste år, som sandt at sige ikke var noget at råbe hurra for vejrmæssigt. Sådan en sæson kan godt være tung at komme igennem, for selvfølgelig er en byhave-bars succes uendeligt afhængig af vejret.

Lige nu tør Nima Alijani slet ikke tænke på de næste måneders sommervejr, men er lykkelig for, at vi, som han påpeger, allerede har haft flere solskinstimer end hele sidste år – så han nyder bare hver eneste dag at kunne servicere sommerglade gæster og lange læskende drikke over bardisken.

Men hvad er så sommerens barfavoritter indtil videre, forhører jeg mig?

”Vi sælger jo stadig exceptionelt meget af denne her Aperol Spritz – den kan folk virkeligt godt lide. Og så har vi Dark’n’stormy, som er sådan en nummer to. Men jeg tror lidt, det er fordi folk kender de her to. De ved, hvad det er og holder sig til det. Men nu har vi anbefalet en Bathtub Slow Gin, har du smagt den? Og det er sjovt, for nu begynder folk faktisk at ville have den i stedet for de andre.”

Og ja, jeg har smagt den, og den kan jeg bestemt også anbefale!  

Dertil er der selvfølgelig de efterhånden klassiske, tjekkiske øl på fad, rosé og hvidvin, kaffe og snacks. Og når solen så skinner, så kan man næsten ikke ønske sig mere.

 

Aperol! // Foto: Nima Alijani

 

 

Hvor: Valby Langgade 54, 2500 Valby

Hvornår: Afhængigt af vejret, men som regel åbner TH Bar hen ad eftermiddagen og har åbnet til 22:00 – i weekenden dog gerne lidt længere i begge ender…

Hvorfor: Fordi stemningen, hyggen og de læskende drikke er helt i top.

Mønt: Fadøl for en 50’er, drinks for 70 kr. Rustik biergartenatmosfære gratis oveni.

 

 

 

 

 

 

Uddannet cand. mag i teatervidenskab og dansk med forkærlighed for det groteske og den dramatiske tekst. Dårlig grammatik gør mig trist. Er til gengæld vild med kunstskøjteløb, udstoppede dyr og tatar. Mådehold er min store udfordring.