VORES STEDER: GAMLE SCENE

// Christian Andersen

Jeg står på Kongens Nytorv. Den før metro-aflukkede plads, der har stået til skue for megen larm og debat, interesserer mig ikke.
Nej, jeg kaster min opmærksomhed på Det Kongelige Teater. Den prægtige nationalscene, tegnet af Vilhelm Dahlerup, manden bag blandt andre beundringsværdige københavnerstoltheder såsom Statens Museum for Kunst, Ny Carlsberg Glyptotek, Hotel D’Angleterre, Pantomimeteatret i Tivoli og Dronning Louises Bro.

Som så mange gange før får jeg, midt på travle plads, et sug i maven. En dominoeffekt sætter fantasien til at vandre tilbage til en tid, hvor fine damer med store balkjoler og mænd med høje hatte siden 1874 gik igennem de prægtige døre for at se Holberg, Bournonville eller Molière til “bare” to kroner for de bedste billetter. 

Teatret er ikke længere udelukkende for de herskabelige besøgende, men åbent for både høj og lav – og nå ja, billetpriserne ligeså. Selvom det at være teatergæst i dag er uden særlige påklædningskrav, så er der alligevel et eller andet ved at klæde sig finere på, end hvis man nu skulle bruge aftenen med hænderne i en portion saltede popcorn i biografen.
Jeg har i hvert fald taget et pænt dress på og sat håret lidt ekstra omhyggeligt. Jeg kan se omkring mig, at mine med-teatergængere har haft samme agenda: Der er en omsværmende essens af parfume og nystrøgede skjorter. Og jeg forstår dem – og mig selv – så ganske godt, for når man i foyeren står med guld og lysekroner omkring sig, kan man i et øjeblik forestille sig at gå side om side med balletdrømme og eventyrhistorier.
Klædt på til lejligheden ved Gamle Scene. 

Er jeg kulturkonservativ, hvis jeg godt kan lide de skikke og uskrevne regler, man indgår i ved at opholde sig i et gammelt teater? Hvis du kender en af de optrædende, må du ikke sige “held og lykke”, men “pøj pøj” før forestillingen. Hvis du befinder dig på scenen (udenfor et stykke), må du ikke fløjte eller have overtøj på. Når klokken ringer, skal du sætte dig på din plads, og hvis du kommer for sent, er det bare ærgerligt. I nogle teatre har man endda en speciel “skamme-stol” til dem, som kommer for sent. Så kan de sidde dér. Det kan jeg på en eller anden måde godt lide. 

I en tid, hvor alting går hurtigt og de sociale spilleregler næsten er opløst, hvor høflighed og skik er noget, man skal se langt efter, nyder jeg traditionernes sødme uden at stille spørgsmålstegn til de skjulte præmisser. Og selvom Det Kongelige Teater er en kulturinstitution, der gør sit absolut bedste for at være mere inkluderende, så påbyder omgivelserne en vis standard for opførsel, som ingenlunde er skræmmende eller for de fine, men behagelig og forventningsopbyggende. 

Jeg sætter mig i det røde plyssæde. ”Ei blot til Lyst” står der skrevet over scenen, hvilket springer i øjnene, når man er færdig med at sukke over lysekronen i loftet med de 2000 håndslebne prismer. Du sidder der ikke kun for at blive underholdt, men for at blive dannet. Citatet er en indskærpning af teatrets moralsk-pædagogiske rolle. Ligesom det er værd at sætte pris på ytringsfrihed, stemmeret og god kaffe, kan man i ventetiden, inden tæppet går op, lige skænke en tanke tilbage til den tid, hvor teatret var et ulovligt foretagende i Danmark. Under Christian den sjettes regeringstid var teaterhuse syndige og derfor forbudte. Dannelsestanken er et levn fra oplysningstiden, hvor publikum igennem karakterer og historier skulle se eksempler på, hvor galt eller godt livet kunne gå – en opdragelse med det formål at styrke borgeren i samfundet. 
Shh.
Det er nu, man skal være stille. Klokken har ringet for sidste gang, folk er på plads, og lyset dæmpes, med undtagelse af på scenen, der åbner sig op med sin scenografi. En ny verden opstår, og dansere, sangere og skuespillere tager os igennem fortællingen, for nogle så medrivende, at man kan skimte en tåre i øjenkrogen. 
På vej ud i garderoben kan jeg mærke, at udmattelsen af al den tidsrejsen er ved at sætte ind. En pause fra skærmtid har sat sindet i stemning, mobiltelefonen ligger stadig slukket i min taske. Den kølige aftenvind rammer mit ansigt, og jeg kaster et sidste blik på den nu oplyste bygning, der endnu engang har inviteret mig indenfor i historiens varme favn. Jeg tager afsked med Ludvig Holberg og Adam Oehlenschläger, som tålmodigt sidder og skuer ud over et nutidens København, jeg nu begiver mig tilbage til. 
“På gensyn,” siger jeg. 

Hvor: Kongens Nytorv 9, 1050 København K 
Hvornår: Til en forestilling eller ugentlig rundvisning 
Hvorfor: Få en oplevelse under historiens vingesus og lær noget (om dig selv) samtidig!
Der er forestillinger for alle interesser: www.kglteater.dk/calendar 
Mønt: 120 kroner for rundvisning på Gamle Scene. Forestillingerne har vekslende priser (med ungdomsrabat, hvis man er under 25).
Helt gratis, hvis man bare vil betragte bygningen og frontstatuerne!


skrivende flanørinde, med kærlighed til regnvejr, storby og kaffe. Altid klar på en filosofisk diskussion eller en god bog