Vor Frue Natkirke

GOD GOES DEEP // Natkirken

 

På et koldt kirkegulv finder jeg ro. Det er sjældent, jeg parkerer cyklen her i indre by. Måske ligeså sjældent, som jeg befinder mig i en kirke. Normalt er jeg forbipasserende, når jeg hver morgen skynder mig at krydse strøget på min rute mod Amager. Det lyder helt fordrejet, men jeg holder faktisk mere af Amager end af det gamle historiske Indre København. Alligevel har jeg nu fundet én perle, hvor al osen og støjen er langt væk. En fredag aften, mens fulde folk føjter op og ned ad Gothersgade, befinder jeg mig få gader derfra, fladt liggende med ryggen mod kirkegulvet i Vor Frue Natkirke.

 

Til at starte med er mine øjne åbne. Jeg ser mig rundt og retter lidt på den pude, jeg har lavet af min vinterjakke. Hundredvis af levende lys oplyser kirkegulvet helt op til alteret. Mit blik flyver fra kirkebænkene og henover det høje loft og strejfer på vejen et enkelt blik fra en, der heller ikke har fundet roen endnu. Jeg prøver at lukke øjnene, men bliver angrebet af tanker. De husker mig på, at jeg skal tage i Netto på vejen hjem og måske lige ringe til min mor, mens jeg cykler – med halvdårlige lygter, fordi jeg glemte at huske at købe lygter på vejen hjem. Jeg prøver at pakke de påtrængende påmindelser væk og falde hen til tonerne fra DJ-pulten. Elektroniske soundscapes, der skifter stemning som timerne går.

 

Jeg lægger mærke til rummet omkring mig. Det høje kirkerum oplyses af neonlys. Jesus-figuren iklædes skiftevis neon-grønne, lyserøde og blå farver. Nogen griner, mens de sender en flaske rødvin rundt. Nadvervin? Eller måske bare den billige fra Netto. Langt størstedelen ligger med lukkede øjne og lytter. Jeg burde følge trop. Mine tanker er rastløse, men min krop bliver langsomt tungere og tungere mod sækkepudens medgørlige flamingokugler. Jeg kommer i tanke om en historie, min onkel engang fortalte mig; om en flamingokugle-fejde. Opfinderen Karl Krøyer havde fundet på, at man kunne hæve et sunket skib ved at pumpe skumkugler ind i skibet, men da han ville tage patent på idéen, fandt han ud af, at Anders And var kommet ham i forkøbet i en tegneserie. Typisk.

 

Jeg giver til sidst efter og slutter mig til forsamlingen af lyttende. I starten er tonerne mørke og dybe, en kontrabas måske. Jeg tror måske, at det er her, jeg falder i søvn. For de næste lyde, jeg husker, er pling-lydene. De vækker mig og vender min opmærksomhed tilbage til rummet. Jeg sætter mig langsomt op. Lidt forvirret og dobbelt så træt, som da jeg kom for tre timer siden. Ved siden af mig er min veninde også så småt ved at få øjne igen. ”Hvor længe tror du, vi har ligget her?” Ingen anelse. For en stund fik Natkirken mig til at glemme tid og sted, og det er nu meget rart engang imellem.

 

Hvor: Vor Frue Natkirke.

Hvornår: Fredage kl. 20:00-00:00.

Hvorfor: For at få en timeout med meditative toner.

Mønt: Ganske gratis, takket være kirkeskat.

 

Skrivelysten religionsstuderende på udkig efter de gode fortællinger - her på VINK fortalt igennem al slags scenekunst.