Velkommen på café Europas toilet

cafe-europa

 

Det er et well-known fact, at man som københavner helst undgår at lægge sin vej forbi Indre by (Købmagergade, Strøget, Strædet red.), til trods for alt hvad det ellers indebærer af barer, butikker og velduftende pandekagevogne. Måske lige med undtagelse af hastejulegaveindkøbet i Illum d. 22. december eller når man trods ulovlighedsfaktoren kommer til at cykle den forkerte vej hjem fra Hovedbiblioteket på Krystalgade. Intet sted i København føler jeg mig i den grad så meget på udebane, som i Indre by. Når det så er sagt, skal dette skriv hylde et af indre bys mest gastronomiske, tidsløse, autentiske og stilbevidste caféer, fra dengang ordet cafévar det ypperligste: velkommen på Café Europa(s) toilet.

 

Caféen er, som nævnt, et under i sig selv og unægtelig et besøg værd. Altså ja, en latte koster over fyrre kroner. Ja, du kan få den klassiske cæsarsalat til 190 kroner. Og ja, bordene er beklædt med hvidt papir over de hvide duge, så du lovligt kan spilde din karrydressing fra Clubsandwichen ud over. Det ER en café. Med alt hvad dette indebærer, og så alligevel ikke. For den adskiller sig betydeligt fra modstanderen ovre på den anden side af Storkespringvandet, Cafe Norden, der i samme prisleje kører nachos supreme m/u kylling og en pulver guacamole. Det finder du ikke, på Café Europa.

Jeg er kommet der med mine forældre siden jeg var helt bette, så for mig har den vel en slags affektionsværdi. Jeg har adskillige gange set chefkokken fra Noma, René Redzepi i selskab med Claus Meyer derinde, siddende og, formentlig, diskuteret fremtidens nye nordiske køkken. Altså, kendisser kommer der. Kendisser som ovenikøbet har forstand på mad. Det må vel siges at være en kvalitetssikring? Derudover skal det selvfølgelig nævnes, at den gamle Jørgen Nørgaard, hvis modehus vi alle kender og elsker, fik idéen til at åbne caféen i 1989, sammen med sine to sønner.

 

Jovist, der er en række detaljer ved Europa der adskiller den fra ”alle de andre”. Én af de, for mig, vigtigste særpræg, som denne artikel i virkeligheden handler om, er cafeens toilet.
Jeg ved ikke med dig, men for mig er toilettet virkelig et vigtigt rum. Det har det altid været. Da jeg var yngre, var det første min veninde og jeg gjorde når vi kom sammen hjem fra skole, at lægge os ud på mit badeværelsesgulv. Vi ristede brød, lavede te og tog det med ud på toilettet. Vi kunne ligge der i timevis. Aldrig har toilettet været et das jeg bare skulle ind i – og hurtigt ud af. Det giver en grundlæggende følelse af velvære i hele kroppen, hvis jeg befinder mig på et toilet hvor der er tænkt over detaljen. Dét er der på Europas.

 

Idet du træder ind på toilettet, mødes du af uendelige refleksioner af dig selv. De fire vægge på toilettet er spejle og reflekterer følgelig det modsatte spejl på den modsatte væg. Det er latterligt simpelt, men det fungerer. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har siddet på det toilet, og hver gang bliver jeg opslugt af mine utallige kloner. Det er så forkert, at der er flere af mig og det fascinerer mig af en underlig årsag, virkelig meget. Narcissisme, tænker du? Sikkert. Dog, det er ikke udelukkende en fornøjelse. Uden tvivl betagende, men samtidig et unægteligt svært øjeblik dér, hvor du ser din røv på et toiletbræt i 200 måske 300 udgaver. I det hele taget, det er et rum af selvindsigt du indtræder i, når du går på toilettet på Europa.

Toilettet ligger nede i caféens kælder, total uberørt af byens travlhed, så du ikke kan høre andet end de wellness sounds der er blevet sat på til din fornøjelses skyld. Det pynter utvivlsomt på helhedsoplevelsen. Jeg håber, at du vil tage anbefalingen til dig. For ud over, at det til alle tider har været rart at være på toilettet og, bogstavelig talt, få noget ud af livet, så gør denne oplevelse ting ved dig, du ikke i din vildeste fantasi havde regnet med. Den overvældende og ufravigelige mulighed for, at se dig selv i øjnene.

 

/Ingrid G. Holm

 

 

Hvor: Café Europa, Amagertorv 1, 1160 Kbh K

Hvornår: Når det trykker

Hvorfor: Fordi det der kommer ind skal ud – og selvindsigt er vigtigt

Mønt: Ganske gratis. De er altid søde til at låne dig toilettet