Vasketeria

//Foto: Nanna Rylander

 

Nylonstroppen fra den blå IKEA-pose gnaver sig ned i min skulder, mens jeg trasker ned mod vaskeriet. Posen slår taktfast ind mod min ryg. Jeg orker egentlig ikke at bruge endnu en søndag på at vaske tøj. Men da jeg bevæger mig ind i det lune vaskeri, hvor der hersker en sød duft af skyllemiddel, bliver jeg mindet om min underlige betagelse af stedet. Maskinernes vasketider binder mig fast til bænken i hjørnet i et par timer, hvor jeg kan sidde og falde i staver over det hav af mennesker, der også har vaskedag om søndagen.

 

Karrygule og dueblå maskiner slynger forskellige amagerkaneres tøj rundt dér i vaskeriet på Englandsvej. Flere skæve, håndskrevne skilte fortæller, at enkelte af maskinerne er i udu. En gut har indtaget en halvliggende stilling på et falmet orange bord, som andre nok ville bruge til at lægge deres tøj sammen på. En anden står og mimer med på den musik, der kommer ud af dutterne i hans ører. Han har endda taget kaffe med. Jeg tænker, at han også nyder den lille udflugt til vaskeriet.

I den ene ende af rummet hænger et farverigt verdenskort, som et ældre par står og betragter. Manden står med den ene hånd på ryggen, mens hans strækker den anden mod Bangladesh for at belære konen noget, jeg ikke kan høre. Hun nikker.

En ung pige i søndagsuniform står og jonglerer med et par tynde lilla trusser, mens hun fortæller sin ven, der har sat sig på bænken, at hendes venindes ufødte søn skal hedde Karl. Han synes vist ikke, at navnet er lige så sødt, som hun synes. Hun kaster trusserne ind i den fyldte maskine.

 

Mit tøj har lagt sig fladt i den store maskine med firetallet udenpå. Jeg hiver tøjet ud og stikker til slut hovedet ind i den hede tørretumler for at sikre mig, at jeg ikke har glemt en sok, inden jeg igen forlader vaskeriet.