UNDER DE VAJENDE VIMPLER

I foråret boede jeg hos dig. Du var det eneste sted, jeg egentlig kunne være. Det eneste sted med en magnetisk kraft, der trak mig til dig. Dengang alle mine venner var på læsesal. Dengang alle mine midlertidige mennesker var havnet mærkelige steder i mit liv. Så var du her. Kun for mig. Du var lige her.

// FOTO: Anna T. Huynh

Jeg ligger her på græsset. Jeg ligger her på græsplænepletten. Den plet, der er vores, på din dejlige græsplæneplet. Jeg sætter mig op og kigger på jorden og de små skud af græs midt imellem mine bare tæer. Græsset er fugtigt på en anden måde her i september, end det var i marts. En anden måde, end det var i april, dengang jeg boede her sammen med dig på din græsplæneplet.

Du er midt i Nørrebroparken, og du er offentlig for alle. I foråret var du mest min. Du er græsplænepletten midt mellem skatebanen og legepladsen, fodboldbanen og græsvolden, under de vajende vimpler. Du er græsplænepletten i Nørrebroparken, og du er den mest loyale kærlighed, jeg har kendt.

Nu kigger jeg rundt på parken, henover det nyligt grønne græs. I det tidlige forår tog jeg alle mine midlertidige yndlingsdrenge med hen til dig, plantede dem på dine forskellige plænepletter. Nu kigger jeg igennem mit kærlighedskort og plotter mine mennesker ind, hvor de hørte til engang. Engang før jeg anede, før jeg rigtigt forstod vigtigheden af dit selskab.

Nu vender jeg hovedet og kigger tilbage, og så kan jeg se ind gennem hegnet til legepladsen. Jeg kan skimte en bænk bag en cykel, hvor jeg sad sammen med ham den ene fyr og blæste sæbebobler med børnene. Hvor vi blev enige om, at vi nok skulle blive gode forældre, selvom det var tydeligt, at det ikke skulle være sammen.

Nu kigger jeg til højre hen på den lille, snoede græsvold, hen mod det hjørne, jeg ikke kan se herfra, fordi græsbuen skygger. Hvor jeg drak en flaske hverdagsrosé under de vajende vimpler med Sofie, før hun skulle på arbejde. I græsvoldens hjørne, hvor vi sad på et ret dårligt picnictæppe og prøvede at forstå, hvad det egentlig var, der var foregået her i parken med den første fyr, indtil den anden fyr kom og overtog hendes plads, og så kunne jeg da slet ikke forstå, hvad der foregik her i parken.

Nu drejer jeg mit hoved mod højre og kigger tilbage hen på bænken overfor den indhegnede fodboldbane, hvor en mand i ternet skjorte og en kvinde med en lav, lys hestehale sidder. Hvor jeg sad sammen med en tredje, indtil vejret var alt for koldt og kakaoen for længst var drukket, men der var ikke nogen af os der havde lyst til at gå, og så forstod jeg endnu mindre af, hvad der foregik i parken.

Nu sidder jeg her midt på græsset. Hvor jeg lå på et tæppe. Det perfekte picnictæppe, hvor jeg tegnede med kuglepen på en fjerde fyrs bryst og vi drak Kings, men vi kunne ikke nå at drikke dem alle sammen, for han skulle på arbejde, og jeg forstod stadig ikke, hvad der foregik i parken.

Nu kigger jeg lige frem foran mig på den græsplæneplet, der lige nu er badet i skygge fra de rødlige murstenshuse på den anden side af cykelstien. Hvor jeg lavede bellis-blomsterkranse med et af mine mennesker, og han anede ikke, hvordan man gjorde, og jeg anede ikke, hvad det var, der foregik i parken.

Der er ingen blomster nu. Der er jordpletter og et par visne blade. Og en hel masse nyt, grønt græs.
Men jeg forstår stadig ikke, hvad det var, der foregik i parken. Her i Nørrebroparken i marts og april. Alle mine mennesker havde besøgt dig, og ingen af dem gav rigtig mening.

Men i det sene forår, da mine venner var på læsesal, og jeg var rastløs og lidt rodløs, der var det her, jeg tog tilbage til. Med bøger og podcast og brune ben. Slænget op ad græsvolden omgivet af skyer og skodder. Da mine mennesker og plænemakkere var blevet væk fra hinanden og fra mig, var det her, jeg tog tilbage til. Og jeg kiggede på vimplerne, der vajede sig ud og ind ad sig selv. Snoede sig sammen og blæste væk fra hinanden.

Og jeg forstod at være her alene.

Så jeg var her jo alene i maj. Jeg var her bare alene sammen med dig. Du farvede mine dage. Og dit græs gjorde godt. Alle de trøjeløse, engangsgrillende, grinende venneflokke på afstand gjorde godt.
Solen tog til, og mit forårsrefugium blev til et sommersted. Og jeg nåede lige at se din begyndende visnen. Dit græs blev gulligt. Du blev tør, men ikke så tør, at man ikke orkede at sidde på dig. Og pludselig tog jeg væk. Jeg forlod dig i sommer. Jeg missede hele din golde tidsalder, for da jeg kom tilbage, dér begyndte du at gro igen.

Du genopstår grønt. Og du, min forårsfølgesvend, er nu blevet til efterårets eftermæle. Og det går op for mig nu, at du stadigvæk er der for mig. Og nu er jeg tilbage igen, jeg er hjemvendt og forstår nu, at jeg stadig har brug for dig.

Men jeg kommer sjældent på besøg. Jeg stopper sjældent op på græsplænepletten. Du er sjældent min destination. Nu cykler jeg bare gennem dig.

Når jeg cykler på den cykelsti, hvor den gamle mand med kufferten på bagagebæreren cykler nu, så kigger jeg bare til venstre ind på græsplænepletterne og bladrer i scrapbogen af mennesker og mærkelige kompagnoner, der for vild i mit liv i foråret. Jeg kigger på vimplerne og ser dem danse, som de dansede for mig i maj.

Jeg forstår stadig ikke, hvad der foregik i foråret. Men jeg er ved at forstå, at du var den eneste konstant.

Du var ikke bare en af de mange flirts og tossede fyre, som jeg tog med herhen. Du er bestandig, og selvom dit græs føles anderledes her i september, og det bliver fugtigere i oktober, og det bliver vådt i november, så lover jeg, at jeg nok skal komme tilbage til dig. Og tage kakao med til dig og sætte mig på din bænk. Og nyde solen, selvom den går hurtigere ned. Jeg lover at hoppe af min travle cykel og stoppe på dine græsplænepletter her hos dig. For det var dig, der var der for mig i foråret. Det var dig, der greb mig, og nu kysser solen mine øjenlåg, og når jeg ligger her alene, så bliver jeg omfavnet af et græstæppe. Du er genopstået grønt, og jeg er ked af, at jeg ikke var der i sommer, da dit tørre væsen havde allermest brug for hjælp, allermest brug for hengivenhed og trofasthed.

Men nu er jeg her igen, og jeg skal nok love at komme og passe på dig. Jeg skal nok love at få jord under neglene for at grave en forladt flaskekapsel op, jeg skal nok love at samle et skod eller to, jeg skal nok love at være der for dig og alle dine græsplænepletter og alt det, der er dig. Lige mellem græsvolden og cykelstien, skatebanen og legepladsen. Under vimplerne. På græsplænepletterne. Jeg var der i foråret, og nu er jeg her igen.

 

Hvor: På græsset i Nørrebroparken mellem Stefansgade og Nørrebroruten.
Hvornår: Lige når du vil. Anbefales før aftenduggen falder, så du kan nyde græsset.
Hvorfor: Fordi utallige skæbner udspiller sig lige for øjnene af dig, måske endda også din egen.
Mønt: Gratis

... er en 22-årig pige med en kæmpe kærlighed til scenekunst. Hun spiller teater hvor hun kan, skriver digte-eller-hvad-vi-nu-kalder-det, bliver virkelig hurtigt brun og er ret ferm med en diabolo.