Udkigsposten til elefanterne

// Foto: Julie Kristine Hoff

 

Frederiksberg Have er et af de grønne steder i København, som er utroligt velholdt. Haven er idyllisk og eventyragtig på flere måder. Både eventyrlig på den romantiske måde med de smalle snoede stier, broerne, svanerne, krogene med bænke og ikke mindst Frederiksberg Slot. Men også på den eksotiske måde. Og det skyldes primært de dyreliv, som man finder herinde. Rundt om i haven optræder jævnligt fiskehejrer, der står standhaftigt, stift og signalerer mistro. Men i haven huserer i et særligt hjørne også en bred vifte af dyr, som ellers kun eksisterer under andre himmelstrøg. En mindre del af haven er nemlig forbeholdt Københavns Zoologiske Have, og selvom man ikke køber entré hertil, kan man hver eneste dag få et helt kig herind fra en lille udkigspost.

 

Benytter du indgangen til haven fra Søndre Fasanvej og følger stien til højre om Schweizersøen og forbi det gamle, yndige orange hus med stråtag og mørkegrønne skodder, hvor stien slår et knæk og holder til højre herefter, når du til det sted, hvor du helt kvit og frit har udsyn til Zoologisk Have. Mere bestemt er det elefanternes udendørsterræn, som beskueren har gratis adgang til. Selvom elefanterne ikke altid er udenfor, og området derfor er tomt, så er der stort set altid gæster på stedet, som står og venter i spænding. Jeg har selv stået blandt flokken adskillige gange. Alene eller i selskab med nogen, jeg har kær. Med ledsager eller ej, så er følelsen ikke til at tage fejl af, når de store elefanter med deres lange snabler – og i år også en lille elefantunge, hvis korte snabel endnu synes noget slap og ustyrlig – endelig beslutter sig for at komme frem fra deres skjul indendørs. Det er følelsen af at vinde i lotteriet. Og denne følelse har ingen alder. Jeg bliver øjeblikkeligt som transformeret til mit 5-årige jeg. Fascinationen er gentagende og uendelig. Mødet med de mastodontiske og massive skabninger er fascinerende fantastisk og minder mig om, hvor stor og mangfoldig verden er. De minder mig om, at livet på andre breddegrader udspiller sig helt anderledes, og at mennesket blot er en lille brik i et større puslespil.

 

Jeg har faktisk endnu ikke oplevet udkigsposten mennesketom. Selv i skumringstiden i det sene efterår, hvor mørket så småt har lagt sig, akkompagneres besøg af forbipasserende motionister. Men det er faktisk også noget af det, som stedet her kan. Det kan samle mennesker i alle aldre og såvel turister som lokale, som kan spejle sig i hverandres fascination over og frygt for verdensherredømmet. Hos elefanterne er det muligt at finde perspektiv og abstraktion. Her er det muligt at blive mindet om et eksotisk eventyr fra fortiden, drømme sig ud på et nyt eller om ikke andet at dvæle ved sit yngre, barnlige jeg og for en kort stund genleve den uskyldige uvidenhed og naivitet, som dette jeg levede lykkeligt i.

Sprognørdet kandidatstuderende i journalistik med en bachelor i litteraturhistorie og sociologi i bagagen. Her på VINK undersøger og skriver jeg primært om det litterære univers, sprogets mangefacetterede former og de drivkræfter, som er med til at bære litteraturen frem.