Togvognen

togvognen-kim-s-granli

TOGVOGNEN //Foto: Kim S. Granli

 

Skrigende børn. Damen i midtergangen, hvis bagparti er foruroligende tæt på dit ansigt. Manden i sædet ved siden af, som lugter en tand for meget af øl og cigaretter og bliver ved med at snakke kl. 7:25 tirsdag morgen. Du skruer helt op for musikken, scroller hele vejen igennem Instagram, og da bunden er nået, leder du febrilsk efter en MetroXpress for at slippe for helvede i en togkupé. Spørg en hvilken som helst pendler, og de kan nikke genkendende til alt dette. Det forekommer to gange dagligt og er bare ren spildtid i ubehagelige omgivelser, der skal overstås. Men behøver det at være sådan? Er det muligt at nyde dagens tvungne pauser, hvor livet bliver sat på standby, imens alting suser forbi udenfor?

Engang tænkte jeg selv på samme negative måde, men så tog jeg ja-hatten på, slukkede musikken, lukkede avisen og så op. Det har aldrig hjulpet nogen, at jeg sad her og surmulede, så hvorfor ikke få det bedste ud af tiden? Jeg lader være med at tænke på alt det, jeg kunne lave lige nu, for faktum er, at det ikke er muligt, så længe jeg befinder mig bag togvognens lukkede døre. Så jeg vil hellere nyde det og se på menneskene omkring mig og verdenen på den anden side af vinduet.

Hvis du bare åbner dine øjne, vil du opdage, at dine medrejsende indeholder så mange historier. Din småberusede sidekammerat stod på ved Vesterport og kommer måske fra et snusket morgenværtshus. De skrigende børns mor ser ud til at være smurt ind i gylp. Hun steg på i Hellerup, så det er vel en kjole til et par tusinde kroner, der blev ødelagt på den konto. Så er der den gennemblødte pige med en cykel, der spærrer alting. Hun kører med fra Nørreport til Ørestad og kunne nok ikke lige overskue cykelturen i regnvejr. Det kan jeg egentlig godt forstå. Nu da vi er kommet ud mod Amager, har du mon så nogensinde lagt mærke til, at toget kører lige over Amager Fælled? Der skal man altså lige huske at vende næsen mod vinduet og nyde de få minutters naturudsigt, som togturen bringer ind i storbylivets hverdag. Bagpartiet i midtergangen måtte dog gerne snart stå af. Hendes historie er ganske sikkert også fascinerende, men jeg ville hellere høre den ansigt til ansigt end numse til ansigt.

Jeg er pendler, og det kan jeg godt lide at være. Det er ikke en sur nødvendighed, der skal overstås. Det er en pause og et pusterum, og jeg øver mig i ikke at distrahere mig selv på turen, men tage alle dele af mine medpendlere med et smil. Jeg laver ingenting på toget. Som i glo-ud-i-luften ingenting. Det er rart at kigge rundt uden at vide, hvad man ser, og jeg havde næsten glemt, hvordan man gjorde, indtil jeg blev pendler og begyndte at udnytte togtiden til at gøre absolut intet.

//Sigrid Duekilde

Hvor: En hvilken som helst togstrækning i København fungerer, men jeg anbefaler Øresundstoget med de bløde sæder.

Hvornår: Altid, men klart flest spøjse oplevelser i myldretiden.

Hvorfor: Tag toget for at komme fra A til B, men brug turen på at blive lidt inspireret og fascineret, hvis du interesserer dig lidt for mennesker eller har brug for ingenting-tid.

Mønt: En togbillet – prisen varierer efter rejsens længde.

Svenskofil studerende ved Lunds Universitet, som både drages og forarges af medier, men gerne vil skrive for dem alligevel. Kardemummabullar og Ismageriets Amageris er mine ultimative treats. Evig tidsoptimist, der stensikkert mener at alt kan nås på 5 minutter.