Sydhavnstippen

// Foto: Birgitte Brøndsted

 

Hvornår har du sidst klappet et får? Hvis svaret er ”aldrig” eller ”det er lang tid siden”, så er det på tide at stikke næsen uden for det lille københavnerhjem og tage den korte cykeltur til Sydhavnstippen.

 

Min dosis natur

Det er weekend, og det er koldt udenfor. Jeg er fristet af tanken om at krølle mig sammen på sofaen, se serier og spise Oreos i lange baner. Men ikke i dag! I dag skal jeg ud og få blæst i håret og røde kinder. Sammen med kæresten sætter jeg kurs mod Sydhavnstippen. Jeg elsker København, som jeg elsker en kold is på en varm sommerdag. Den er på alle mulige måder fantastisk, og lige hvad jeg har brug for, men får jeg for meget, oplever jeg simpelthen en mindre hjernenedsmeltning. For at elske Københavns pulserende liv må jeg indimellem have min dosis langstrakt udsigt og dybblåt hav. Og det er lige præcis, hvad jeg bliver mødt af, da jeg parkerer cyklen ved indgangen til Valby Parken. For enden af en lang lindeallé kan jeg skimte vandet. Det ligger derude og venter trofast på mine besøg. Vandet kan jeg altid regne med.

 

Haver til en hver smag

På vej ned mod vandet går jeg forbi Valby Parkens fine, runde temahaver, der ligger langs stien som perler på en snor. Der er haver for dem, der er fan af krydderurter, for rosenelskere og børn og barnlige sjæle. For de arkitekturinteresserede, de vandglade og meget mere. I Valby Parken finder du også Københavns største naturlegeplads; 25.000 m2 ren eventyrlighed, som får mig til at ønske, at jeg var barn igen, bare for at pile op og ned ad de grønne bakker og ind og ud af træhusene. Endelig når vi til vandkanten, hvor en fin sti leder os mod Sydhavnstippen. Området er afspærret med hegn, så de fritgående dyr bliver på tippen, hvor de er trofaste hjælpere i kampen mod Bjørneklo og andet ukrudt.

 

Klap et får. Eller en lama

Ja, der er frit valg. Personligt har jeg ikke kastet mig ud i at klappe lamaerne endnu, men gået efter de noget mindre spyttende, lavere og rundere får. Fårets uld er blødt og varmt, og det finder sig i mine klap. Jeg begraver hånden i fåreuld og glemmer tiden, indtil fåret pludselig beslutter sig for, at det skal videre. Det tager jeg som et tegn til selv at fortsætte turen, og vi begiver os helt ud på tippen.

 

Metalrør og vild natur

Jeg sætter mig på en sten helt ned til vandet med udsigten til Amager. Jeg tænker, at afstanden til den anden kyst må svare til et rigtig godt frisbeekast. På en varm dag kan jeg sidde her i lang tid og kigge på vandet, fuglene og den enlige kajakroer, der af og til suser forbi. I dag tvinger blæsten mig videre. På vejen tilbage over den grønne græsslette ser jeg en rusten bunke kabler. Hvad, der i enhver anden sammenhæng ville stå i skærende kontrast til det grønne, er på tippen smeltet sammen med naturen som en slags kunstværk. Paradoksalt nok er Sydhavnstippens smukke, grønne naturareal skabt, fordi københavnerne manglede et sted at dumpe deres byggeaffald og overskudsjord indtil 1970’erne. Lige så stille blev kyststrækningen udvidet af byggeaffald og har siden fået lov til at passe sig selv. I dag har naturen overtaget området, men et metalrør hist og her minder mig om tippens oprindelige funktion.

 

At vende hjem igen

Da vi når hjem, er lejlighedens varme en lettelse for mine stivfrosne hænder. Mens jeg langsomt tør op over en kop te, tænker jeg på fårene, der sikkert står der endnu – derude på tippen. Trofast ventende på det næste klap. Foran mig på bordet ligger en lille bold af uld, som jeg har indsamlet fra træer og buske på tippen. Jeg putter den tilbage i min jakkelomme som en blød påmindelse om, at København både er pulserende liv, cafébesøg og trafikpropper, rå natur, havudsigt og lommeuld.

 

Teaterskribent og dramaturg med forkærlighed for gode historier og finurlige blandingsformer ( sidstnævnte gælder både teater og bagværk).